Karl Marx: Forskelle mellem versioner

'''Karl Heinrich Marx''' (født [[5. maj]] [[1818]] i [[Trier]], død [[14. marts]] [[1883]] i [[London]]) var en [[tyskere|tysk]] [[sociolog]], [[politisk økonomi|politisk økonom]] og [[politisk filosofi|filosof]].

 

 

 

Karl Marx var i sin levetid en relativt ukendt skikkelse udenfor de socialistiske kredse, og en del af hans værker blev ikke udgivet før hans død. Men kort tid efter denne begyndte hans tanker at få stor indflydelse på en større del af arbejderbevægelsen i mange lande. I 1917 førte [[Den Russiske Revolution 1917#Oktoberrevolutionen|den russiske revolutionen]] til at først zaren og senere den provisoriske regering i Rusland blev styrtet, hvilket førte til oprettelsen af [[Sovjetunionen]], der var funderet på [[marxisme|marxistiske]] principper og erfaringerne fra [[Pariserkommunen]]. På grundlag af de marxistiske principper for udviklingen socialismen, der blev praktiseret i [[Sovjetunionen]], og erfaringerne indhøstet i de første år af opbygningen af Sovjetunionen udvikledes [[marxisme-leninisme|marxismen-leninismen]], der blev virkeliggjort i Sovjetunionen. Forskellige teoretikere anser imidlertid at marxismen-leninismen ikke har noget med marxismen at gøre, og en del marxister tager afstand fra de styrer i [[Østeuropa]] der angav at bygge på marxismen-leninismen. Mange nationale befrielsesbevægelser i [[den tredje verden|kolonierne og de halvkoloniale lande]] blev inspireret maxismen-leninismen af og byggede på marxismen i 1950– 60– og 70'erne. Befrielsesbevægelserne betød et sammenbrud for den imperialistiske opdeling af verden, og kontinenter med mange folkeslag vandt gennem deres kamp friheden fra de imperialistiske stormagters hegemoni. Mange statsledere, teoretikere, revolutionære, aktivister og politikere har angivet at basere sig på Marxs tanker som inspiration for deres aktiviteter, herunder blandt andre [[Vladimir Lenin]], [[Lev Trotskij]], [[Karl Kautsky]], [[Rosa Luxemburg]], [[Josef Stalin]], [[Antonio Gramsci]], [[Josip Broz Tito]], [[Enver Hoxha]], [[Ho Chi Minh]], [[Mao Zedong]], [[Che Guevara]], [[Fidel Castro]], [[Kwame Nkrumah]], [[Tenzin Gyatso]] (den nuværende [[Dalai Lama]])<ref>[http://www.newsweek.com/i-am-marxist-says-dalai-lama-299598 'I Am Marxist', Says Dalai Lama]</ref>, [[Daniel Ortega]]<ref>[http://america.aljazeera.com/opinions/2015/4/daniel-ortega-is-a-sandinista-in-name-only.html Daniel Ortega Is a Sandinista in Name Only] - [[Al-Jazeera]]</ref>, [[Hugo Chavez]]<ref>[http://sputniknews.com/world/20100116/157569985.html Hugo Chavez admits to being Marxist, just like Christ] - [[Sputnik International]]</ref> og [[Prachanda]].

== Studenterårene (1835–1841) ==

=== Bonn (1835–1836) ===

 

Karl Marx ville selv have foretrukket at studere filosofi og litteratur, men dette godtog hans far ikke, da han ikke kunne forestille sig at sønnen kunne sikre sig selv et godt livsgrundlag med en sådan uddannelse. Dermed blev Karl det efterfølgende år tvunget af sin far til at flytte over til det mere seriøse og akademisk orienterede Friedrich-Wilhelms-universitet i [[Berlin]].<ref>{{harvnb|Nicolaievsky|Maenchen-Helfen|1976 |p=22}}; {{harvnb|Wheen|2001|pp=16–17}}; {{harvnb|McLellan|2006|p=14}}.</ref>

:Link til tekst på [[dansk (sprog)|dansk]]: ''[[Louis Bonapartes Attende Brumaire]]''<ref>[http://www.marxister.dk/bog.php?id=111&forf=1 Louis Bonapartes Attende Brumaire]</ref>

[[Fil:Marx EighteenthBrumaire.JPG|thumb|Titelblad til førsteudgaven af ''Der achtzehnte Brumaire des Louis Bonaparte'' (1852)]]

 

Analysen af hændelser disse omkring revolutionsårene gav Marx muligheden til at videreudvikle sine teser. For ham fremstod [[Februarrevolutionen (Rusland)|februarrevolutionen]] og det senere statskup som tydelige illustrationer på hvad [[klassekamp]] handler om. Marx videreudviklede i dette værk hans forståelse af klassebegrebet og hans historiefilosofi, som fremholdt at samfundet uafvendelig stævner fremover mod det klasseløse samfund.

Den første internationale havde så vidt forskellige grupperinger som tyske kommunister, britiske fagforeningsfolk, britiske liberale, tyske [[Ferdinand Lassalle|lassallister]] og franske proudhonister, og skikkelser som den franske kommunist [[Louis Auguste Blanqui]] (1805–1881), den russisk anarkist [[Mikhail Bakunin]] (1814–1876) og italieneren [[Giuseppe Mazzini]] (1805–1872).

 

 

Derefter tog Marx et uforsonligt opgør med anarkisterne, repræsenteret specielt af Bakunin, som Marx kendte fra tiden i Paris i 1844 og som nu boede i Schweiz. Selv om Marx vandt kampen mod anarkistfløjen, som blev ekskluderet under kongressen i [[Haag]] den [[2. september]] [[1872]], blev sejren kort. Flytningen af generalrådet fra London til [[New York City|New York]] i 1872, som Marx støttede, ledte hurtigt til Internationale faldt sammen og praktisk gik i opløsning. Den formelle nedlæggelse skete den [[15. juli]] [[1876]] i [[Philadelphia]].

 

==== ''Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig)'' ====

:Link til tekst på [[dansk (sprog)|dansk]]: ''[[Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig)]]''<ref>[http://www.marxister.dk/bog.php?id=38&forf=1 Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig)]</ref>

Den vigtigste politiske begivenhed for kommunisterne i disse år blev ''[[Pariserkommunen]]'' i 1871, da parisiske borgere gjorde oprør og klarede selv at kontroller byen i to måneder. Marx skrev i april/maj samme år et af hans i eftertiden mest berømte tekster om den blodige nedkæmpelse af oprøret, ''Borgerkrigen i Frankrig'', hvor han kom med et entusiastisk forsvar af Kommunen. Igen drejer det sig om et værk som ikke blev offentliggjort; det blev først kendt i 1930erne. I manuskriptet trak Karl Marx sig fra hans tidligere konklusion om at proletariatet ikke må slå sig til ro med at få grebet om statens magtapparat, det må rykke det op med roden. Marx hyldede den nye form for folkestyre som «kommunarderne» etablerede.