Wirtschaftswunder: Forskelle mellem versioner

Währungsreform eller møntreformen i 1948 var den helt afgørende forudsætning for en økonomisk genopbygning, men den havde også store politiske konsekvenser i forholdet mellem øst og vest. Med møntreformen erstattede [[D-mark|D-marken]] den tidligere Reichs-mark og samtidig blev markedet frigivet og rationeringen af varer ophævet. Modsat mange forudseelser var det vesttyske marked meget hurtigt i stand til at levere de fleste varer, blot tre år efter krigens afslutning.

Allerede kort tid efter krigen begyndte man at diskutere, hvordan man skulle bygge den nye vesttyske økonomi op. I Tyskland havde der i modsætning til de mere liberale [[England]] og [[USA]] altid været tradition for en meget stor statslig indblanding i økonomien. Sågar det ellers højreorienterede, liberale [[CDU]] vedtog i 1947 at gå efter en statsliggørelse af store dele af økonomien, herunder råstofindustrien. Disse halvsocialistiske ideer fandt dog ikke gehør hos den amerikanske general [[Lucius D. Clay]], der som militærguvernør havde det overordnede administrative ansvar for de tyske anliggender. Han mente at den tyske økonomi kun kunne komme i gang med en liberal markedsøkonomisk ordning.

Med valget af [[Ludwig Erhard]] som direktør for den økonomiske forvaltning for besættelseszonerne havde tilhængerne af en fri markedsøkonomi sejret. Den frie markedsøkonomi fik navnet "Social markedsøkonomi" fordi man ville skabe et frit marked uden statslig indgriben, men at staten ville blande sig der, hvor mennesket kom i klemme og skulle have hjælp. Staten skulle have til opgave at ændre socialt uacceptable forhold som markedet måtte komme til at skabe.

Blandt andet foranlediget af Lucius D. Clay blev [[Marshallplanen|Marshallhjælpen]] også givet til Vesttyskland. [[DDR|Østtyskland]] blev ligesom resten af østblokken af [[Sovjetunionen]] nægtet at få del i pengene.