Jørgen Riis: Forskelle mellem versioner

født Normann, er født i Helsingør 1717 og blev døbt [[8. december]]. Faderen blev [[1723]] byfoged i [[Nysted]], hvor han døde [[1726]].

''Spectator'' er et tidligt indlæg for århundredets frisindede og humane reformbestræbelser, der som mål sætter det lyksalige seculum, da dyden triumferer. Riis bekæmper fordomme og forudfattede meninger, ironiserer over, at adelskab og ærestitler sættes over sand fortjeneste, mens al ære og højagtelse burde grunde sig på virkelige fuldkommenheder, kritiserer bondens [[stavnsbåndet|stavnsbånd]], infamien ved uægte fødsel, skoledannelsen, der skaber pedanter, dommernes uvidenhed og bestikkelighed og andre administrationens brøst; med en vis forkærlighed hudflettes i skildringer, der røber studier efter naturen, præsternes skrøbeligheder.

Mens [[Ludvig Holberg]] med overlegent lune revser sin samtid, er det hos Riis den levende indignation over uretfærdigheden i de bestående tilstande, overklassens magtmisbrug over for de fattige og svage, som har overtaget. I en dæmring lader han endog skimte tanken om menneskenes Lighed og broderskab, som det er forbavsende at træffe her hjemme og på denne tid. Der er på sine steder noget revolutionært ætsende, noget af proletarens personlig oprørte sind, der ligesom lader ane den knyttede næve bag ved den spidse pen. Man må søge langt frem i dansk journalistik for at finde magen. [[Jens Schielderup Sneedorff]]s ''Tilskuer'' er mat og spag over for Riis.

Riis's følgende skrifter er populære blade uden satirisk tendens. Månedsskriftet ''Exegetiske Betænkninger over vigtige og vanskelige Steder i det nye Testamente'' (marts-maj [[1745]]) skal, skønt det udkomne synes [[luthersk ortodoksi|ortodokst]] uangribeligt, være standset af censuren; ugebladet ''Den politiske Tilskuer'' (september – november 1745) faldt for hans gamle modstander Clitaus kritik.

Træt af disse frugtesløse kampe er det vel, at Riis blev fuldmægtig hos byfogeden i [[København]]. [[1748]] tog han [[jura|juridisk]] eksamen og beskikkedes samme år til Højesteretsadvokat. I komedien ''Den ædelmodige Dame'' (1748), som blev opført på [[Julius Henrik von Qvoten]]s teater i St. Kongensgade, forsøgte han sig som dramatiker i Holbergs Stil. Han døde pludselig 2. oktober 1749, dagen før han skulde have haft bryllup med jomfru Marie Liungsaa.

Mange muligheder synes at være gåede i graven med ham. [[Knud Lyne Rahbek]] har ret i at regne ham til trykke- og tænkefrihedens tidlige og modige stridsmænd.