Julius Petersen (læge): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rodejong (diskussion | bidrag)
flere rettelser
Rodejong (diskussion | bidrag)
c
Linje 44:
Petersen var søn af urmager, senere [[folketingsmedlem]] [[Jeppe Findanus Petersen]].<ref>Jeppe Findanus Petersen; 1818-1900, gift 2. gang i [[1857]] med Cecilie Kirstine Grønnegaard, 1828-1869</ref> Han tog [[medicinsk eksamen]] i [[1865]] og blev [[Dr. med.]] i [[1869]] (''Lungesvindsotens og Tuberkulosens omtvistede Kontagiøsitet og Inokulabilitet''). Efter flere udenlandsrejser blev han kommunelæge i [[1872]] og begyndte i [[1874]] som [[privatdocent]] at holde medicinskhistoriske [[forelæsninger]]; i [[1889]] blev han imidlertid [[docent]], og i [[1893]] oprettedes der et personligt [[professorat]] for ham.
 
Når Petersens virksomhed fik en så indgribende betydning, som tilfældet virkelig var, skyldes det ingenlunde, at han var talsmand for et hidtil måske lidet påagtet fag. Den medicinhistoriske interesse havde allerede på [[Thomas Bartholin den ældre|Thomas Bartholins]] tid sat sig litterære spor, og fra 1802 under [[Johann Clemens Tode]] havde faget været doseretdoceret regelmæssigt, om end med afbrydelser. Det skyldtes snarere, at hans litterære produktion, i hvilken der kan påpeges en national og en international retning, altid var fremragende og bragte hans navn langt ud over landets grænser.
 
Af hans nationale arbejder er den store række biografier over danske læger, som han skrev i [[Biografisk Leksikon]], og som samlede fylder mere end et bind af dette store værk, væsentligst. De viser hans elegante stil, hans undersøgelses alsidighed og bringer en fylde af oplysninger, man forgæves søger andetsteds. Til disse slutter sig afhandlinger og bøger omhandlende den danske medicinske storhedstid og perioden 1700—1750 og dens ledende personer. Også når Petersen arbejdede med den internationale medicin, forstod han at indpasse de danske forhold i systemerne, og hans bøger, der beskedent kaldte sig "Hovedmomenter", der ikke tilstræbte noget helt generelt, blev derfor, om man vil, håndbøger. De indførtes da også som lærebøger ved tyske universiteter. Ingen har som Petersen formået at skildre de medicinske systemer og deres udvikling og rækkefølge, ligesom han også i biografierne lægger stor vægt på den enkelte persons forhold til sin tidsalder. I det hele er Petersen en af de meget få, der har kunnet skrive større medicinskhistoriske