Europa-Kommissionen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Jacques Delors' revitalisering af Kommissionen (1985-1994): Fjerner link til "hovedartikel" som ikke eksisterer |
m Typo fixing, typos fixed: medlemsskab → medlemskab ved brug af AWB |
||
Linje 60:
|data16 = [http://ec.europa.eu/index_en.htm ec.europa.eu]
}}
'''Europa-Kommissionen''' (ofte forkortet '''EU-Kommissionen''', tidligere '''Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber''', '''EF-Kommissionen''') er den [[Magtadskillelse#
Kommissionen arbejder på samme måde som en [[Kabinet (regering)|kabinetregering]], med 28 kommissionsmedlemmer (uformelt kendt som "kommissærer").<ref>{{cite book|isbn=92-79-02225-3|url=http://ec.europa.eu/publications/booklets/eu_glance/53/2006-en.pdf|title=How the European Union works: Your guide to the EU institutions|author=European Commission|year=2006|format=PDF|accessdate=4. december 2011|page=20|quote=Informally, the appointed members of the Commission are known as 'commissioners'.}}<br />{{cite web|url=http://ec.europa.eu/about/index_en.htm|title=About the European Commission|author=European Commission|accessdate=4. december 2011|quote=A new team of 27 Commissioners (one from each EU country) is appointed every five years.}}</ref> Der udpeges en kommissær pr. [[Den Europæiske Unions medlemsstater|medlemsstat]], men kommissærerne er bundet af deres ed til at repræsentere EU's samlede interesser, snarere end deres hjemlands.<ref name=oath/> En af de 28 kommissærer er [[Europa-Kommissionsformand|Kommissionsformand]], udpeget af [[Det Europæiske Råd]]<ref>http://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/PDF/?uri=OJ:JOL_2014_192_R_0010</ref> og valgt af [[EU-Parlamentet]].<ref name="Schütze 2012">{{cite book|last1=Schütze|first1=Robert|title=European Constitutional Law|date=2012|publisher=Cambridge University Press|isbn=978-0521-73275-8|pages=99–100, 118}}</ref> [[Rådet for Den Europæiske Union|EU-Rådet]] nominerer derefter de andre 27 medlemmer af kommissionen i samråd med den nominerede kommissionsformand, og de 28 medlemmer skal derefter, som samlet gruppe, godkendes af [[EU-Parlamentet]].<ref>[[s:en:Consolidated version of the Treaty on European Union/Title III: Provisions on the Institutions#Article 17|Treaty on European Union: Article 17:7]]</ref> Den nuværende kommission er [[Juncker-kommissionen]], som blev taget i ed i slutningen af 2014.
Linje 74:
EU-Kommissionen stammer fra en af de fem nøgleinstitutioner, der blev oprettet i det [[overnational]]e europæiske fællesskabssystem efter den franske udenrigsminister, [[Robert Schuman]]s, forslag 9. maj 1950. Kommissionens forløber blev etableret i 1951 som den ni-mand-store "[[Høje Myndighed for det Europæiske Kul- og Stålfællesskab|Høje Myndighed]]" under formand [[Jean Monnet]].<ref name="ENA commission history">{{cite web|title = European Commission|publisher=CVCE|url=http://www.cvce.eu/obj/european_commission-en-281a3c0c-839a-48fd-b69c-bc2588c780ec.html}}</ref> Den Høje Myndighed var den overnationale administrativt udøvende gren af det nye [[Europæiske Kul- og Stålfællesskab]] (EKSF). Den blev taget i ed den 10. august 1952 i Luxembourg. I 1958 etablerede [[Rom-traktaten]] to nye fællesskaber sideløbende med EKSF: det [[Europæiske Økonomiske Fællesskab]] (EØF) og det [[Europæiske Atomenergifællesskab]] (Euratom). Disses udøvende grene blev dog kaldt "Kommissioner" i stedet for "Høje Myndigheder".<ref name="ENA commission history"/> Denne navneforandring skyldtes det nye forhold mellem den udøvende gren og [[Rådet for Den Europæiske Union|EF-Rådet]]. Nogle stater, såsom Frankrig, var betænkelige ved den Høje Myndigheds magt, og ønskede at begrænse den ved at give mere magt til Rådet snarere end de nye fællesskabers udøvende instanser.<ref name="ENA Council history">{{cite web|publisher =CVCE|title=Council of the European Union|url=http://www.cvce.eu/obj/the_council_of_the_european_union-en-de23700c-e50a-4e0e-a7de-80665e4caf9f.html}}</ref>
[[Louis Armand]] ledte [[Armand-kommissionen|den første Euratom-kommission]]. [[Walter Hallstein]] ledte [[Hallstein-kommissionen|den første EØF-kommission]], og afholdt det første formelle møde 16. januar 1958 på [[Château de Val-Duchesse]]. Her etablerede man en overenskomst omkring en omstridt pris på korn, og fik efterfølgende gjort et positivt indtryk overfor andre lande, da kommissionen havde sin internationale debut ved [[Kennedyrunden]] i forbindelse med forhandlingerne af handelsaftalen [[GATT]].<ref name="LSE Chair">{{cite web|last=Ludlow|first=N|year=2006|publisher=[[London School of Economics]]|title=De-commissioning the Empty Chair Crisis: the Community institutions and the crisis of 1965–6|url=http://eprints.lse.ac.uk/2422/01/Decommisioningempty.pdf|format=PDF|accessdate=24. september 2007|archiveurl=https://web.archive.org/web/20071025203706/http://eprints.lse.ac.uk/2422/01/Decommisioningempty.pdf|archivedate=25. oktober 2007}}</ref> Hallstein påbegyndte konsolideringen af [[EU-ret|europæisk ret]], og begyndte at have indvirkning på national lovgivning. I begyndelsen blev der ikke lagt mærke til hans administration, men med hjælp fra [[EU-Domstolen|EF-Domstolen]] begyndte hans kommission at demonstrere sin autoritet tydeligt nok til at fremtidige kommissioner blev taget mere seriøst.<ref>{{cite book|last1=Eppink|first1=Derk-Jan|authorlink=Derk Jan Eppink| translator = Ian Connerty|title=Life of a European Mandarin: Inside the Commission|publisher=Lannoo|edition=1st|location=Tielt, Belgium|year=2007|pages=221–2|isbn=978-90-209-7022-7 }}</ref>
I 1965 førte en stigende uenighed mellem den franske regering under [[Charles de Gaulle]] og de andre medlemsstater til den såkaldte "tomme stols krise". Selvom den institutionelle krise blev løst det følgende år, kostede det Etienne Hirsch hans formandspost for Euratom og senere Walter Hallstein formandskabet for EØF, på trods af at han ellers blev anset for værende den mest dynamiske leder frem til [[Jacques Delors]].<ref name="LSE Chair"/>
Linje 81:
De tre organer sameksisterede frem til 1. juli 1967 da de, under [[Fusionstraktaten]], blev kombineret til en enkelt administration under formanden [[Jean Rey (politiker)|Jean Rey]].<ref name="ENA commission history"/> På grund af fusionen voksede [[Rey-kommissionen]] midlertidigt til at bestå af 14 medlemmer, omend efterfølgende kommissioner blev reduceret til ni, efter formlen med et medlem for små stater og to for store stater.<ref name="ENA composition">{{cite web|title=Composition|publisher=CVCE|url=http://www.cvce.eu/obj/composition_of_the_european_commission-en-4b39ad5f-6376-44e4-8144-07e1f84647aa.html}}</ref> Rey-kommissionen fuldendte Fællesskabets [[toldunion]] i 1968 og var fortaler for et mere magtfuldt, folkevalgt [[EU-Parlamentet|Europa-Parlament]].<ref name="Meet Rey">{{cite web|title=Discover the former Presidents: The Rey Commission|publisher=Europa (web portal)|url=http://ec.europa.eu/commission_barroso/president/history/rey/index_en.htm|accessdate=23. august 2007}}</ref> På trods af at Rey var den første formand for de kombinerede fællesskaber, betragtes Hallstein normalt som den moderne Kommissions første kommissionsformand.<ref name="ENA commission history"/>
[[Malfatti-kommissionen|Malfatti-]] og [[Mansholt-kommissionen|Mansholt-kommissionerne]] fulgte, og arbejdede med samarbejde om pengepolitik og den første [[Udvidelsen af EU|udvidelse af det Europæiske Fællesskab]] mod nord i 1973, da blandt andre [[Danmark]] kom med i fællesskabet.<ref name="Meet Mansholt">{{cite web|title=Discover the former Presidents: The Mansholt Commission|publisher=Europa (web portal)|url=http://ec.europa.eu/commission_barroso/president/history/mansholt/index_en.htm|accessdate=23. august 2007}}</ref><ref name="Meet Malfatti">{{cite web|title=Discover the former Presidents: The Malfatti Commission|publisher=Europa (web portal)|url=http://ec.europa.eu/commission_barroso/president/history/malfatti/index_en.htm|accessdate=23. august 2007}}</ref> Med udvidelsen voksede Kommissionens
===Jacques Delors' revitalisering af Kommissionen (1985-1994)===
Linje 105:
Barrosos første kommissions periode udløb 31. oktober 2009. Pr. [[Nice-traktaten]] skulle den første kommission, der skulle udpeges efter antallet af medlemsstater var nået 27, reducere sit antal kommissærer til "mindre end antallet af medlemsstater". Det præcise antal kommissærer skulle afgøres af et enigt [[Det Europæiske Råd|Europæisk Råd]] og medlemskab ville derefter skulle rotere ligeligt mellem medlemsstaterne. Efter Rumænien og Bulgarien var kommet med i EU i januar 2007, trådte denne klausul i kraft fra og med den næste kommission. [[Lissabon-traktaten]], der trådte i kraft 1. december 2009, krævede en reduktion i antallet af kommissærer til to-tredjedele af medlemsstaterne fra 2014 medmindre Det Europæiske Råd besluttede andet. Medlemskabet skulle rotere ligeligt, og ingen medlemsstat skulle have mere end en kommissær. Traktaten blev dog afvist ved folkeafstemning i Irland i 2008, hvor en af de centrale bekymringer var tabet af deres kommissær. Som følge heraf blev der givet en garanti til gengæld for en ny afstemning: Rådet ville bruge sin magt til at justere antallet af kommissærer op. Ifølge traktaterne skulle antallet dog stadig holdes på mindre end det samlede antal medlemmer, og det blev derfor foreslået at den medlemsstat, der ikke fik en kommissærpost i stedet skulle få posten som [[EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik|Højtstående repræsentant]] – den såkaldte 26+1-formel.<ref>{{cite news|last=Smyth|first=Jamie|title=Rejection may undermine EU's effectiveness, warns Swedish premier|work=The Irish Times|date=5. september 2009|url=http://www.irishtimes.com/newspaper/ireland/2009/0905/1224253907844.html|accessdate=15. september 2009}}</ref><ref>[http://euobserver.com/843/27360 Czechs prepare for possible second Irish No], ''EUobserver'', 8 January 2009</ref> Denne garanti bidrog til at irerne godkendte traktaten i en ny folkeafstemning i 2009.
Lissabon-traktaten kombinerede også posten som udenrigskommissær med Rådets [[EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik|højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik]]. Denne post, der også var [[næstformand for EU-kommissionen|næstformand for Kommissionen]], ville være ansvarlig for at lede [[Rådet for Den Europæiske Union|EU-Rådet]]s møder om udenrigsanliggender såvel som tage sig af Kommissionens eksterne relationer.<ref name="Europa web portal">{{cite web|title=The Union's institutions: Commission|publisher=Europa (web portal)|url=http://europa.eu/scadplus/constitution/commission_en.htm|accessdate=6. juli 2007}}</ref><ref>{{cite web|author=Council of the European Union|title=Brussels European Council 21/22 June 2007: Presidency Conclusions|date=20. juni 2007|url=http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/en/ec/94932.pdf|format=PDF|accessdate=22. juni 2007}}</ref>
Traktaten dikterer herudover at der bør tages hensyn til de seneste europæiske valg når Kommissionen udpeges, omend kommissionsformanden stadig foreslås af [[Det Europæiske Råd]]; [[EU-Parlamentet]] "''vælger''" Kommissionen snarere end "''godkender''" den som under Nice-traktaten.<ref name="Europa web portal"/>
| |||