Skotland: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
Linje 144:
 
[[Fil:Robertthebruce.jpg|thumb|right|Robert Bruce, Skotlands store befrier.]]
Skotlands krise begyndte med at den purunge [[Margaret af Skotland|Margareta]], jomfruen fra Norge, døde under sejladsen fra Norge til Skotland. Hun var den sidste direkte arving efter kong [[Alexander 3. af Skotland]]. Den skotske adel inviterede den engelske konge til at afgøre rivaliserende krav om arveretten til den skotske trone. Kong [[Edvard 1. af England]] indsatte i stedet [[Johan Balliol]] som vasalkonge og udøvede direkte kontrol over Skotland, men skotterne modsatte sig at blive underlagt engelsk styre, først under ledelse af [[William Wallace]] og [[Andrew Murray (skotsk leder)|Andrew Murray]], der støttede Johan Balliol, som sad i engelsk fangeskab. Mod alle odds slog de to hærførere englænderne i [[Slaget ved Stirling Bridge|Stirling Bridge]] i [[1297]]. Den legendariske [[Robert Bruce]], som blev kronet som Robert 1. den [[25. marts]] [[1306]], vandt en afgørende sejr over englænderne i [[slaget ved Bannockburn]] mellem den [[23. juni|23.]] og [[24. juni]] [[1314]], men krigen blussede op igen under [[Den skotske uafhængighedskrig|den anden uafhængighedskrig]] fra [[1332]] til [[1357]], da [[Edvard Balliol]] forsøgte uden held, selv med aktiv støtte fra England, at vinde tronen tilbage fra Bruce-familiens arvinger. Ved fremkomsten af Stewart-dynastiet i [[1370'erne]] begyndte situationen i Skotland igen at stabilisere sig.
 
I slutningen af højmiddelalderen begyndte Skotland at dele sig i to kulturelle områder – det hovedsagelig skotsk-talende lavland og det hovedsagelig [[Det skotske højland|gælisk-talende højland]] og helt syd i [[Galloway]]. Historisk set har lavlandet fra Edinburgh og sydover været nærmere den europæiske kultur i modsætning til klan-systemet i de nordlige regioner, der forblev dominerende frem til [[personalunion]]en i [[1707]].