Svend Estridsen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Ungdom: link |
m →Opbygningen af den nationale kirke: præciseret links |
||
Linje 58:
[[Fil:Mynt slaget för Sven Estridsson, Nordisk familjebok.png|thumb|left|Mønt slået for Svend Estridsen]]
Det var da ikke som krigshelt, at Svend Estridsen skulle høste store laurbær trods personlig raskhed og tapperhed. Men des større var betydningen af hans fredelige kongegerning. Det blev Svend Estridsens store fortjeneste at give den danske kirke en fast og varig organisation, navnlig ved at skabe bestemte rammer for bispernes styrelse. [[Nørrejylland]], der fra [[Knud den Store]]s tid kun havde udgjort et eneste [[bispedømme]], blev delt i de fire [[stift]]er, hvoraf det siden bestod: [[Ribe]], [[Viborg]], [[Aarhus]] og [[Vestervig]] (senere [[Børglum]]). [[Sjællands Stift]], der en tid havde været forenet med Skåne, blev nu atter udskilt, og selve Skåne deltes i to bispedømmer, [[Lunds Stift|Lund]] og [[Dalby Stift|Dalby]], hvoraf det sidste dog kun fik kort varighed. Det var Svend Estridsen, der indsatte bisperne i alle disse stifter, og det er indlysende, i hvor høj grad den opblomstrende kirke måtte støtte hans kongemagt. Det var således ikke udelukkende kirkelig interesse, der dikterede Svend Estridsen hans kirkelige reformplaner.
Svend Estridsen betegnes i samtiden som en dannet og belæst mand, men på mange måder mærkede man, at hans kirkelige sindelag kun nåede til et vist punkt. Selv om han af klogskab lod sig skille fra sin hustru Gunhild, der var hans søskendebarn og således på dette punkt gav efter for den myndige ærkebisp [[Adalbert af Bremen|Adalbert af Hamburg-Bremen]], lod han sig aldrig bevæge til at afstå fra sit yppige frillelevned, og det lå ham ganske fjernt at åbne en sådan kamp for de kirkelige krav om tiende med mere, som den, der få år senere skulle føre hans søn Knud i døden. Magister [[Adam af Bremen]], der skrev de hamburgske ærkebispers historie, og som af kong Svends egen mund havde fået talrige oplysninger om de nordiske folks historie og naturforhold, klagede da også over, at præsterne i disse lande stadig lønnedes med særskilt betaling for hver enkelt kirkelig handling, hvorimod tiende var ukendt. Svend Estridsens forhold til [[ærkebisp]] Adalbert var vel i det hele venskabeligt, men nogen synderlig indflydelse på den danske kirkes styrelse indrømmede Svend Estridsen ham ikke, og Svends planer gik afgjort ud på at få oprettet et særskilt nordisk ærkesæde — planer, som det dog først lykkedes hans søn Erik at få virkeliggjort. Til de danske bisper stod Svend Estridsen uden tvivl i det hele i et venskabeligt forhold, men de kendte sagn om venskabet mellem Svend Estridsen og bisp [[Vilhelm af Roskilde]], om kongens ydmyge bod og om de to venners næsten samtidige død er dog af tvivlsom historisk pålidelighed.
| |||