S.S. Lazio: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering |
TThaarup (diskussion | bidrag) Gemmer lige midlertidigt. Har noget rod med mit keyboard... |
||
Linje 61:
}}
'''S.S. Lazio''' er en [[
Klubbens farver er himmelblå og hvid, inspireret af Grækenlands nationalvåben i anerkendelse af, at Europas sportstradition er knyttet til de [[Olympiske Lege]], som startede i [[Grækenland]]. Lazio var fra begyndelsen en mangestrenget sportsklub med udøvere og hold i mange forskellige sportsgrene. I 1912 deltog klubbens fodboldhold for første gang i den officielle italienske turnering.▼
Lazio var i 1927 den eneste større klub i Rom, der modsatte sig en statslig fusion af klubber, hvis mål det var at skabe en klub fra Rom, der kunne konkurrere mod klubberne fra Norditalien. Italiens fascistiske regime, under ledelse af [[Benito Mussolini]], iscenesatte sig som arvtagerne til antikkens romerrige, og Rom som det nye italienske imperiums strålende hovedstad. Fusionsklubben blev til Lazios store rivaler Roma.
▲Klubbens farver er himmelblå og hvid, inspireret af Grækenlands nationalvåben i anerkendelse af at Europas sportstradition er knyttet til de [[Olympiske Lege]] som startede i [[Grækenland]].
Lazio lå konstant i [[Serie A]] gennem ligaens første 30 år. Den bedste slutplacering var andenpladsen i 1937, hvor legenden [[Silvio Piola]], den mest scorende Serie A spiller nogensinde, scorede 21 mål. I 1950'erne blev det til tre fjerdepladser i træk og to tredjepladser, før resultaterne blev dårligere, og klubben for første gang rykkede ned i [[Serie B]]. Efterfølgende gik det op og ned mellem de to bedste rækker, før klubben sensationelt vandt mesterskabet i 1974 med spillere som [[Giorgio Chinaglia]], [[Giuseppe Wilson]] og [[Luciano Re Cecconi]] på holdet.
På trods af den talentfuldt angriber [[Bruno Giordano|Bruno Giordanos]] gennembrud i slutningen af 1970'erne gik det nu tilbage for Lazio, der atter måtte finde sig i at rykke ned i Serie B. I 1980'erne optrådte en ung [[Michael Laudrup]] for klubben, der på det tidspunkt kæmpede en i sidste ende forgæves kamp for at blive i den bedste række.
Da Sergio Granotti købte klubben 1992, begyndte klubbens lykke atter at vende. Med store penge investerede man nu i spillere som [[Paul Gascoigne|Paul Gascoine]] og Guiseppe Signori og senere i Juan Sebastian Veron, Hernan Crespo og Marcelo Salas. I 2000 førte investeringerne samt gennembruddet af klubbens egen Allesandro Nesta til Lazios andet mesterskab. Det viste sig dog i begyndelsen af det nye årtusind, at Cragnottis økonomi var uhyre tvivlsom, pengestrømmen tørrede ud, og han blev tvunget til at sælge klubben. I 2004 blev Lazio købt af den lokale erhvervsmand og politiker Claudio Lotito.
Under Lotito stabiliserede Lazio sig som et hold, der normalt sluttede i ligaens bedste halvdel. Perioden prægedes af spillere som Christian Ledesma, Stefan Radu, Tommaso Rochi og Senad Lulic.
Lazios ultras holder til Curva Nord (nordsiden) på Stadio Olimpico, hvor blå og hvide farver er dominerende. Før kampe på hjemmebane synger alle fans sangen "Non mollare mai", der betyder, "giv aldrig op".
| |||