Boeing B-17 Flying Fortress: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m ændre sorteringsnøgle til Kategori:Boeing-fly |
Kraftig opdatering af siden, overs. fra engelsk + tilføjet dansk materiale. |
||
Linje 1:
{|{{Infoboks
|name=
|image= Fil:Color Photographed B-17E in Flight.jpg
|alt =
|caption = Boeing B-17E
}}{{Infoboks flytype
|type = Tungt [[bombefly]]
|national origin = USA
|
|status =
|first flight = 28. Juli 1935<ref name="first flight" />
|introduction = April 1938
|produced = 1936–1945
|retired = 1968 ([[Brasilien#Forsvar|Brasiliens Luftvåben]])
|primary user = [[United States Army Air Forces]]
|more users = [[Royal Air Force]], [[Flyvevåbnet]]
|number built = 12.731<ref name="Yenne.p8" /><ref>Angelucci and Matricardi 1988, p. 46.</ref>
|unit cost = US$ 238.329 (1945)<ref name="Bowers1976" />
|developed into = [[Boeing 307 Stratoliner]]
}}
|}
'''Boeing B-17 Flying Fortress''' ("Flyvende fæstning") er et firemotors tungt [[bombefly]], udviklet i 1930erne for [[United States Army Air Corps]] (USAAC). Det konkurrerede imod firmaerne [[Douglas Aircraft Company|Douglas]] og [[Glenn L. Martin Company|Martin]] for en kontrakt på at bygge 200 bombefly. [[Boeing]]s model (prototype Model 299/XB-17) havde bedre specifikationer end begge konkurrenterne, og overtraf USAACs krav til flyet. Selv om Boeing tabte kontrakten (til [[Douglas B-18 Bolo]]) fordi prototypen havarerede, bestilte USAAC yderligere 13 stk. B-17 til yderligere evaluering. Fra sin introduktion i 1938, blev B-17 Flying Fortress videreudviklet igennem adskillige designforbedringer,<ref>Parker 2013, pp. 35, 40–48.</ref><ref>Herman 2012, pp. 292–299, 305, 333.</ref> og endte med at blive verdens tredjemest producerede bombefly, efter [[Consolidated B-24 Liberator|B-24]] og multirolle-flyet [[Junkers Ju 88|Ju 88]].
B-17 gjorde primært tjeneste ved [[United States Army Air Forces]] (USAAF) og blev benyttet til dagangreb under [[2.verdenskrig]]s strategiske bombekampagner imod tyske industrielle og militære mål. USAs [[Eighth Air Force]], baseret på mange forskellige flyvepladser i det sydlige og mellemste England, og [[Fifteenth Air Force]], baseret i Italien, komplementerede [[RAF Bomber Command]]s natlige fladebombning under arbejdet med at sikre luftoverlegenhed over byerne, fabrikkerne og krigszonerne i Vesteuropa, unde forberedelserne til [[Operation Overlord|invasionen af Frankrig]] i 1944.<ref name="Carey Pointblank" /> B-17 deltog også i noget mindre grad i [[Stillehavskrigen]] tidligt under 2. verdenskrig, hvor flyet udførte angreb på japansk skibstrafik og mod japanske flyvepladser.<ref>Parker 2013, p. 41.</ref>
Allerede fra starten havde USAAC ([[United States Army Air Forces#Army Air Forces created|fra Juni 1941, USAAF]]) betegnet flyet som et strategisk våben; det var en relativt hurtig og højtgående langdistance bomber, der havde ofret noget af kapaciteten til at bære bomber for istedet at have en svær defensiv bevæbning. B-17 fik et positivt omdømme for robusthed, baseret på beretninger og fotos af svært beskadigede fly, der alligevel returnerede sikkert til deres baser.<ref name="Manual" /><ref name="browne" /><ref name="Johnsen 2006" /> B-17 fik også et omdømme som en effektiv bomber, og endte med at nedkaste flere bomber end noget andet amerikansk fly under 2. verdenskrig. Af de {{Nowrap|1,5 millioner [[ton]]s}} bomber der blev nedkastet over [[Nazi-Tyskland]] og dets besatte territorier af amerikanske fly, blev 640.000 tons kastet fra B-17 bombere.<ref name="Yenne.p46" /> I tillæg til flyets rolle som bomber, blev B-17 også benyttet som transportfly, [[Antiubådskrigsførelse|ASW]] fly, til at styre [[UAV|droner]], og som [[search-and-rescue]] fly.
I Maj 2015 var der stadig ti flyvedygtige B-17; ingen af dem havde fløjet i kamp. I dusinvis af dem er opmagasineret eller udstillet statisk, f eks. på museer. Det ældste af disse fly er en D-model, "The Swoose", som fløj i kamp over [[Stillehavet]] og det [[Caribien|Karibiske område]].
== Udvikling ==
=== Oprindelse ===
[[Fil:Boeing XB-17 (Model 299).jpg|thumb|Model 299 ''NX13372'']]
[[Fil:Boeing XB-17 (Model 299) nose turret with gun.jpg|thumb|Den usædvanelige affutage i næsen på Model 299]]
[[Fil:Boeing Model 299 crash.jpg|thumb|Den havarerede Model 299]]
[[Fil:GUST LOCK ON RUDDER (1373262822).jpg|thumb|"Gust lock" på et sideror.]]
Den 8. August 1934 sendte [[United States Army Air Corps|U.S. Army Air Corps]] (USAAC) et ønske om en flermotors bomber som erstatning for [[Martin B-10]] i udbud. USAAC ønskede et bombefly der kunne forstærke luftstyrkerne i [[Hawaii]], [[Panama]] og [[Alaska]].<ref name="Tate.p164" /> En af de specificerede egenskaber var at flyet skulle være i stand til at medføre en "brugbar bombelast" ved en flyvehøjde på 3.000 m (10.000 ft) i ti timer, med en topfart på mindst 320 km/t (200 mph).<ref name="Swan Mil p74" />
Det var ønsket, men ikke specificeret, at flyet skulle have en rækkevidde på 3.200 km (2.000 mi) og en hastighed på 400 km/t (250 mph). Det ville blive bestemt hvem der vandt kontrakten ved sammenlignende flyvninger (et "fly-off") mellem Boeings design, [[Douglas B-18 Bolo|Douglas DB-1]] og [[Martin Model 146]] på [[Wright Field]] i [[Dayton]], [[Ohio]].
Prototypen af B-17, som havde Boeings interne typenummer 'Model 299', var blevet designet af et hold ingeniører ført af E. Gifford Emery og Edward Curtis Wells, og var bygget på Boeings egen regning.<ref name="WoF p41" /> Typen kombinerede egenskaber fra firmaets eksperimentelle [[Boeing XB-15|XB-15]] bomber og [[Boeing 247|Model 247]] transportflyet.<ref name="Swan Mil p74" /> Bevæbningen ombord på B-17 bestod af fem kaliber 7,62 mm (.30 inch) [[maskingevær]]er, og med en bombelast på op til 2.200 kg (4800 lb.) placeret i to holdere i bomberummet bag cockpittet. Flyet var udrustet med fire [[Pratt & Whitney R-1690]] "Hornet" [[stjernemotor]]er, som hver kunne levere 600 kW (750 hk) i 2.100 m (7000 ft.) flyvehøjde.<ref name="Bowers Boeing p291-2" />
Model 299 fløj første gang den 28. Juli 1935, med Boeings ledende testpilot Leslie Tower ved styregrejerne.<ref name="first flight" /><ref name="Sal.p46" /> Richard Williams, en journalist ved avisen ''[[The Seattle Times]]'', døbte flyet "Flyvende Fæstning" med sin kommentar, "Why, it's a flying fortress!" ("Det er jo en flyvende fæstning")<ref name="Meilinger 87" /> da Model 299 blev rullet ud, med maskingeværer strittende i alle retninger.<ref name="Yenne.p12" /> [[Affutage]]n i næsen på flyet var af en usædvanelig konstruktion, og tillod at det enlige maskingevær kunne affyres i næsten alle retninger foran flyet.<ref>[https://books.google.com/books?id=WSgDAAAAMBAJ&pg=PA24&dq=Popular+Science+1933+plane+%22Popular+Science%22&hl=en&ei=kH7gTamNN4P40gH1u52xBw&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=7&ved=0CEAQ6AEwBjg8#v=onepage&q&f=true "Army's Biggest Bomber Has Rotating Nose."] ''Popular Science Monthly,'' August 1937.</ref>
Boeing så hurtigt værdien af navnet, og fik det indregistreret som [[varemærke]].<ref group=N> Ikke desto mindre bliver der i tidsskriftet ''Air Corps News Letter'' (1. Januar 1938) ([http://newpreview.afnews.af.mil/shared/media/document/AFD-110421-039.pdf ACNL Vol. XXI, No. 1, p. 7] {{webarchive|url=https://web.archive.org/web/20150903213218/http://newpreview.afnews.af.mil/shared/media/document/AFD-110421-039.pdf |date=3 September 2015 }}) bemærket at en korrespondent ved Langley Field forsøger at omdøbe B-17 til "Jeep". Tidsskriftet mener at det nye navn er "upassende" og tilføjer irriteret "Hvorfor ikke lade 'Flyvende Fæstning' være tilstrækkeligt?"</ref> I nogle af sine første pressemeddelelser hævdede Boeing også at Model 299 var det første kampfly der kunne fortsætte sin mission, selv hvis en af de fire motorer svigtede.<ref>[https://books.google.com/books?id=wN8DAAAAMBAJ&pg=PA519&dq=Popular+Science+1935+plane+%22Popular+Mechanics%22&hl=en&ei=aJgvTv3XKdSgsQLVyIRv&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=9&sqi=2&ved=0CEkQ6AEwCA#v=onepage&q&f=true "Giant Bomber Flies Four Miles Per Minute."] ''Popular Mechanics'', October 1935.</ref> Den 20. August 1935 fløj prototypen fra [[Seattle]] til [[Wright Field]] på ni timer og tre minutter, med en gennemsnitlig hastighed af 406 km/t (252 mph), langt hurtigere end konkurrenterne.<ref name="NYTimes.299Record" />
Ved de sammenlignende flyvninger var den fire-motorede Boeings præstationer langt bedre end det, som de tomotors DB-1 og Model 146 kunne fremvise. [[Major General]] [[Frank Maxwell Andrews]] fra [[United States Army Air Corps#GHQ Air Force|GHQ Air Force]] var overbevist om at firemotorede flys evner til at udføre langdistance flyvninger var mere effektive end de kortere flyvestrækninger som tomotors fly kunne udføre, og at B-17 var bedre tilpasset en ny og kommende USAAC doktrin.<ref name="Zamzow.33" /> Hans mening blev delt af de USAAC officerer, der forestod indkøb, og inden konkurrencen var afsluttet foreslog de at der blev indkøbt 65 stk. B-17.<ref name="Tate 165" /><ref name="Zamzow.34" />
Udviklingen af Boeing Model 299 fortsatte, og den 30. Oktober 1935 blev flyet startet af Army Air Corps testpiloten Major [[Ployer Peter Hill]] og en af Boeings ansatte, Les Tower, med henblik på endnu en evalueringsflyvning. Besætningen glemte at fjerne rorlåsen ("gust locks"), som fastlåste flyets rorflader mens flyet var parkeret på jorden, og umiddelbart efter takeoff gik flyet ind i en krap stigning, stallede, og styrtede ned. Hill og Tower blev dræbt, de øvrige observatører overlevede med kvæstelser.<ref name="Museum" /><ref name="Checks" /><ref group=N>Om bord i flyet befandt sig piloterne [[Major]] Ployer P. Hill (den første gang han skulle flyve prototypen) og Løjtnant Donald Putt, som havde været pilot under tidligere evalueringsflyvninger, Leslie Tower, Boeing mekanikeren C.W. Benton, og Pratt and Whitneys representant Henry Igo. Putt, Benton og Igo undslap med forbrændinger, Hill og Tower blev reddet levende ud af vraget, men døde senere af deres kvæstelser.</ref>
Den havarerede Model 299 kunne ikke færdiggøre evalueringen og blev derfor diskvalificeret fra konkurrencen om kontrakten.<ref name="Zamzow.34" /> Selv om USAAC stadig var entusiastiske om flyets potentiale, var hærens embedsmænd afskrækket af prisen;<ref name="Sal.p48" /> Douglas kunne tilbyde en stykpris på 58.200 US$, baseret på en produktionsordre på 220 fly, sammenlignet med en pris på 99.620 US$ fra Boeing.<ref name="Francillon Doug p201-2" /> Hærens stabschef [[Malin Craig]] annulerede ordren på de 65 YB-17, og bestilte 133 stk. tomotors [[Douglas B-18 Bolo]] i stedet for.<ref name="Tate 165" /><ref name="Zamzow.34" />
{{quote|Det var ikke et totalt tab... men Boeings håb om en betydelig kontakt på bombefly var blevet punkteret.|Peter Bowers, 1976<ref name="Bowers1976.p37">Bowers 1976, p. 37.</ref>}}
=== De første ordrer ===
Ikke desto mindre havde prototypens ydeevne imponeret USAAC, og den 17. Januar 1936 lykkedes det, takket være et juridisk smuthul,<ref name="Meilinger" /> at bestille 13 stk. YB-17 (kaldet Y1B-17 efter November 1936 af hensyn til den specielle financiering) for testformål.<ref name="Zamzow.34" /> YB-17 havde fået en del vigtige ændringer og opgraderinger fra Model 299, inclusive kraftigere [[Wright R-1820]]-39 Cyclone motorer. Selv om prototypen var ejet af firmaet og aldrig fik et militært serienummer (selv B-17 designationen blev først officiel i Januar 1936, næsten tre måneder efter prototypens havari),<ref name="Bowers1976.p12" /> så fik flyet tildelt navnet "XB-17" retroaktivt.
[[Fil:B-17B Bombers at March Field, California prior to 7 December 1941.jpg|thumb|B-17B på [[March Field]], [[Californien]], før angrebet på [[Pearl Harbor]]. Det indrammede glas på næsen blev bibeholdt til og med model B-17E.]]
[[Fil:B-17 at Mighty 8th Air Force Museum, Pooler, GA, US.jpg|right|thumb|Næsen af en B-17G under restaurering på [[Mighty Eighth Air Force Museum]] ]]
Mellem 1. Marts og 4. August 1937, ankom 12 af de 13 Y1B-17 til 2nd Bombardment Group på [[Langley Field]] i [[Virginia]] for operational udvikling og flyvetests.<ref name="Swan Mil p75" /> Et nyt forslag der blev indført var anvendelsen af en ''preflight checklist'' (pilotens checkliste) for at undgå uheld af samme type som det der ramte Model 299.<ref name="Meilinger" /><ref name="Checks2" />{{refn|Ideen med en checkliste spredte sig først til de øvrige besætningsmedlemmer, så til andre af USAACs flytyper, og til sidst til alle former for flyvning. Magasinet ''Life'' offentliggjorde cheklisten for en B-17 i udgaven fra 24. August 1942.<ref>[https://books.google.com/books?id=fk4EAAAAMBAJ&lpg=PA6&pg=PA65#v=onepage&f=true "B-17 checklist."] ''Life'', 24 August 1942.</ref>|group=N}} På en af de første missioner sendte General Andrews tre B-17 afsted, guided af (dengang) ledende navigatør Løjtnant [[Curtis LeMay]], for at "opfange" og fotografere den italienske oceanliner ''Rex'' 980 km (610 mi) ud for USAs atlantkyst.<ref name="Zamzow.47" /> Missionen lykkedes, og blev bredt offentliggjort.<ref name="Maurer" /><ref name="USAF Rex" /> Den 13ne Y1B-17 blev leveret til "Material Division" på Wright Field, Ohio, hvor den skulle benyttes til yderligere testflyvninger.<ref name="Y1B-17" />
En fjortende Y1B-17 (''37-369''), som oprindeligt blev bygget for at kunne udføre statiske test af flystellets styrke, blev opgraderet og udstyret med General Electric turboladere, drevet af udstødningen.<ref>[https://aviationshoppe.com/manuals/wwii_aircraft_superchargers/wwii_aircraft_turbosupercharger.html GE Turbocharger Manual "Section XIV" for its B-17-applicable turbochargers, pgs. 113-140]</ref> Flyet skulle have været på vingerne i 1937, men fik problemer med turboladerene, og den første flyvning blev forsinket indtil 29. April 1938.<ref name="Donald" /> Flyet blev afleveret til hæren den 31. Januar 1939.<ref name="Bowers Boeing p293-4" /> Såsnart testforløbene var overstået blev Y1B-17 og Y1B-17A omdøbt til henholdsvis B-17 og B-17A, for at tilkendegive overgangen til operationel status.<ref name="Wixley p23" />
Oppositionen til korpsets indkøb af flere B-17 begyndte at forsvinde, og sidst i 1937 blev yderligere ti fly med typebetegnelsen B-17B bestilt, med henblik på at udruste to bombergrupper, en på vestkysten, den anden på østkysten af USA.<ref name="B-17B" /> De forbedrede fly, med større flaps og ror, og med en solidt indrammet næse bestående af ti stykker [[Akryl|plexiglas]], blev leveret af fem omgange mellem Juli 1939 og Marts 1940. I Juli 1940 blev der udstedt en ordre på 512 stk. B-17,<ref name="Pop1" /> men da [[Angrebet på Pearl Harbor|Pearl Harbor blev angrebet]] var der under 200 B-17 i tjeneste.<ref name="Meilinger" />
Ialt 155 stk. B-17 af alle varianter blev leveret mellem 11. Januar 1937 og 30. November 1941, men produktionstallet steg hurtigt, og B-17 fik rekorden for den højeste produktionshastighed for store fly.<ref name="Serling.p55" /><ref group=N>Citat: "Da produktionen kørte på det højeste, udrullede Boeing op til 363 stk. B-17 om måneden, med et gennemsnit mellem 14 og 16 Fæstninger hver dag, det mest utrolige produktionstal for store fly i hele flyvningens historie." Til sidst blev dette tal dog overtrumfet af [[Consolidated B-24 Liberator]].</ref> Flyet endte med at gøre tjeneste i hver eneste kampzone i 2. verdenskrig, og da krigen endte i Maj 1945 og produktionen af flyet stoppede, var der blevet bygget ialt 12.731 fly af Boeing, [[Douglas Aircraft Company|Douglas]] og [[Vega Aircraft Corporation|Vega]] (en underafdeling af [[Lockheed Corporation|Lockheed]]).<ref name="Yenne.p6" /><ref>Herman, Arthur. ''Freedom's Forge: How American Business Produced Victory in World War II,'' pp. 292–99, 305, Random House, New York, NY, 2012. {{ISBN|978-1-4000-6964-4}}.</ref><ref>Parker 2013, pp. 35, 40–48, 59, 74.</ref><ref>Borth 1945, pp. 70–71, 83, 92, 256, 268–269.</ref>
{{quote|Selv om havariet af prototype 299 i 1935 næsten bragte Boeing til falittens rand, blev det senere set som en velsignelse. Istedet for at bygge fly baseret på eksperimentel teknik, havde Boeing været nødt til at arbejde hårdt for at videreudvikle deres bomber, og havde derfor bedre versioner langt mere klar til produktion end der ellers ville have været muligt. Et af 2. verdenskrigs mest betydelige våben ville være klar til tiden, men kun på et hængende hår.|Jeff Ethell, 1985<ref name="Pop1" />}}
== Design og varianter ==
[[Fil:Boeing XB-17 blister turret.jpg|thumb|Kanontårn på siden af Model 299. Det blev ikke anvendt senere.]]
{| class="wikitable floatright" style="text-align:center; background:#faf5ff;"
|+ Produktionstal
! Variant
! Stk.
! Første flyvning
|-
| Model 299 || 1 || 28. Juli 1935<ref name="first flight" />
|- style="background:#f5faff;"
| YB-17 || 13 || 2. December 1936<ref name="Bowers Boeing p292" />
|-
| YB-17A || 1 || 29. April 1938.<ref name="Donald" />
|- style="background:#f5faff;"
| B-17B || 39 || 27. Juni 1939<ref name="Bowers boeing p294" />
|-
| B-17C || 38 || 21. Juli 1940<ref name="Bowers Boeing p295" />
|- style="background:#f5faff;"
| B-17D || 42 || 3. Februar 1941<ref name="Swan Mil p76" />
|-
| B-17E || 512 || 5. September 1941<ref name="Bowers Boeing p297" />
|- style="background:#f5faff;"
| B-17F (totalt) || 3.405 || 30. Maj 1942<ref name="Bowers Boeing p299" /><ref name="Swan Mil p78" />
|-
| B-17F-BO || 2.300 || <ref name="Bowers Boeing p299" />
|- style="background:#f5faff;"
| B-17F-DL || 605 || <ref name="Bowers Boeing p299" />
|-
| B-17F-VE || 500 || <ref name="Bowers Boeing p299" />
|- style="background:#f5faff;"
| B-17G (totalt) || 8.680 || 16. August 1943 <!--- what is this?---<Osborne, Story, page 98/>---->
|-
| B-17G-BO || 4.035 ||
|- style="background:#f5faff;"||
| B-17G-DL || 2.395 ||
|-
| B-17G-VE || 2.250 ||
|- style="background:#f5faff;"
| Total || 12.731 ||
|-
| colspan="3" style="text-align:left;" font-size: 70%|Noter:<br />B-17 blev bygget i '''Bo'''eing Plant 2 i Seattle,<br> Washington (BO) og startende med B-17F også ved <br>Lockheed '''Ve'''ga, Burbank California (VE) og '''D'''ouglas <br>Aircraft, '''L'''ong Beach California (DL)<ref>Yenne, Bill, "B-17 at War": p.16; Zenith Press; 2006: {{ISBN|978-0-7603-2522-3}}</ref>
|}
Flyet gennemløb adskillige ændringer i hvert eneste designtrin og variant. Af de 13 YB-17 der blev bestilt til afprøvning, blev 12 benyttet af ''2nd Bomb Group'' på Langley Field, Virginia, for at udvikle teknikker og procedurer for massiv bombning, og det trettende fly blev anvendt til flyvetests af ''Material Division'' på Wright Field, Ohio.<ref name="Y1B-17" /> Eksperimenter med dette fly førte til anvendelsen af en serie [[General Electric]] [[turbolader]]e som ville blive standard på B-17. Et fjortende fly, YB-17A, var orindeligt kun beregnet til jordtests, men blev opgraderet med turboladerene,<ref name="flightinter" /> og blev omdøbt til B-17A efter testforløbene var overstået.<ref name="Bowers Boeing p293-4" /><ref name="Wixley p23" />
Efterhånden som produktionslinien blev udviklet, fortsatte Boeings ingeniører med at forbedre det grundlæggende design. For at forbedre flyets egenskaber ved lav fart, fik B-17B et større [[sideror]] og større [[flap]]s.<ref name="Bowers boeing p294" /> På B-17C blev de tre dråbeformede kanontårne erstattet med to ovale vinduer til maskingeværerne, plane med skrogets side, og under skroget et enkelt maskingevær i et 'badekar'<ref name="Bowers Boeing p295" /> som stærkt mindede om konstruktionen neden under den tyske [[Heinkel He 111]]P-serie mellemtunge bomber.
B-17 modellerne til og med ''D'' var designet defensivt; B-17E med den store hale var den første model som var primært fokuseret på offensiv krigsførelse.<ref name="flightinter" /> B-17E var en omfattende revision af Model 299s design: skroget var blevet forlænget med 3 meter (10 ft.); den bageste del af skroget var meget større, større vertikal halefinne, sideror og haleplan; der blev plads til et kanontårn og en agterskytte i den nye hale; næsen, inklusive bombeskyttens 'drivhus'vindue var grundlæggende den samme som i tidligere versioner, men et [[Sperry]] elektrisk aktueret kanontårn blev tilføjet på ryggen af flyet lige bag cockpittet. Et ligeledes elektrisk aktueret og bemandet Sperry kugletårn blev placeret umiddelbart bag bomberummet, og afløste et fjernbetjent [[Bendix Corporation|Bendix]] kanontårn, som var relativt vanskeligt at betjene. Bendix-tårnet blev kun benyttet på nogle få af de tidlige ''E'' modeller, men havde også været benyttet i tidlige modeller af [[North American B-25 Mitchell]]. De to Sperry tårne gav flyet en forøgelse af egenvægten på 20%.<ref name="flightinter" /> B-17s turboladede [[Wright R-1820]] Cyclone 9 motorer blev flere gange igennem produktionsforløbet opgraderet til stadigt kraftigere versioner af samme motor, og på tilsvarende vis blev antallet af maskingeværstillinger forøget, for at forbedre flyets effektivitet i kamp.<ref name="WoF p56-7" />
Det var B-17F varianten, der var den primære version som Eighth Air Force benyttede imod tyskerene i 1943. Denne model havde Sperry kugletårnet som standard, og bombeskyttens 'drivhus'næse var blevet erstattet af en større, fremstillet af [[plexiglas]] og næsten uden rammer, for at give et forbedret udsyn fremad.
[[Fil:Boeing B-17F 42-29513 in flight, 1943.jpg|thumb|En B-17F fra 99th Bomb Group, med den nye plexiglas næse.]]
To eksperimentelle versioner af B-17 blev fløjet under andre navne: XB-38 Flying Fortress og YB-40 Flying Fortress. XB-38 blev benyttet til at teste de væskekølede [[Allison V-1710]] motorer, for det tilfælde at de normalt benyttede Wright-motorer ikke kunne skaffes i tilstrækkeligt antal. Den eneste prototype af XB-38 der kom på vingerne havarerede på sin niende flyvning, og typen blev opgivet. Allison-motoren blev istedetfor benyttet i jagerfly.<ref name="Francillon Lock p213-5" /><ref name="WoF p66" />
YB-40 var en svært bevæbnet modifikation af en standard B-17, og blev forsøgt før langdistance jageren [[North American P-51 Mustang]] kom i brug som eskorte. Blandt den ekstra bevæbning var et ekstra tårn på ryggen af flyet, placeret i radiorummet, et fjernbetjent 'hage'kanontårn under næsen og dobbelte 12,7mm (.50 in.) [[maskingevær]]er i begge stillinger på siden af skroget. Flyet medførte en ammunitionslast på over 11.000 skud. Disse modifikationer gjorde YB-40 mere end 4.500 kg (10.000 lb.) tungere end en fuldt lastet B-17F. På grund af de tunge modifikationer havde YB-40 vanskeligt med at holde trit med de lettere bombere når bombelasten var kastet, så projektet blev udfaset og opgivet i Juli 1943.<ref name="WoF 62-3,5" /><ref name="Francillon Lock p212" /><ref name="Bowers Boeing p307-8" /> De sidste produktionsblokke af B-17F fra Douglas-fabrikken overtog dog 'hage'tårnet fra YB-40, og gav dem et stærkt forbedret forsvar forud.
[[Fil:B-17G Nose in Detail.jpg|upright|thumb|left|B-17G med 'hage'tårnet.]]
På det tidspunkt hvor den ultimative version, B-17G, fremkom, var antallet af maskingeværer steget fra syv til tretten, designet af skytternes pladser var færdigt, og en del andre justeringer var gjort færdige. B-17G var den sidste version af den Flyvende Fæstning, havde alle ændringer og forbedringer som var indført på forgængeren B-17F<ref name="flightinter" />, og ialt 8.680 blev bygget.<ref name="WoF p63-4" /> Den sidste blev bygget færdig af Lockheed den 28. Juli 1945.<ref name="Francillon Lock p211" /> Mange B-17G blev ændret til andre opgaver som for eksempel fragtflyvning, test af motorer, og som [[rekognosceringsfly]].<ref name="Bowers Boeing p286-7" /> Et antal B-17G blev konverteret til [[search and rescue]] tjeneste, og blev oprindeligt designeret SB-17G, senere omdøbt til B-17H.<ref name="Bowers Boeing p303-4" />
[[Fil:Boeing SB-17G.jpg|thumb|Efterkrigs SB-17G-95DL ser. No. ''44-83722'' i tjeneste som search-and-rescue fly, ved siden af en [[Stinson L-5]].]]
Sidst under [[2. verdenskrig]] blev mindst 25 stk. B-17 strippet for alt oveflødigt udstyr, udrustet med radiofjernstyring og fjernsynskameraer, lastet med 9.100 kg (20.000 lb.) højeksplosivt [[Torpex]] sprængstof og benævnt BQ-7 "Aphrodite missiler" for [[Operation Aphrodite]]. Operation, som bestod af at flyve de radiofjernstyrede Aphrodite [[UAV|droner]] ind i deres mål, styret af et ledsagende CQ-17 kontrolfly, blev godkendt den 26. Juni 1944, og tildelt [[388th Bombardment Group]] som var udstationeret på [[RAF Fersfield]], en fremskudt base under [[RAF Knettishall]].<ref name="Ramsey" />
De første fire droner blev sendt til [[Mimoyecques]], [[Siracourt]] [[V1-missil|V-1]] bunkeren, [[Watten]] og [[Wizernes]] den 4. August, hvor de kun gjorde ringe skade (installationerne blev senere ødelagt af [[EPW|RAF eskadrille 617]]). Projektet blev afbrudt efter den uforklarede eksplosion af en drone over England, hvor Løjtnant [[Joseph P. Kennedy Jr.]], storebror til den fremtidige præsident af USA [[John F. Kennedy]], blev dræbt. Eksplosionen skabte skader indenfor en radius af 8 km (5 mi.), og de britiske myndigheder var bekymrede for om et tilsvarende uheld kunne ske igen. Som følge blev Aphrodite projektet nedlagt først i 1945.<ref name="Ramsey">Ramsey, Winston G. "The V-Weapons". London: ''After the Battle'', Number 6, 1974, pp. 20–21.</ref>
== Operationel historie ==
[[Fil:B-17E 19 BG.jpg|thumb|Boeing B-17E Flying Fortress fra 19th Bombardment Group USAAF, sommeren 1942]]
[[Fil:Living Legends.jpg|thumb|En gruppe B-17 fra [[398th Air Expeditionary Group|398th Bombardment Group]] under angreb på [[Neumünster]], 13. April 1945.]]
B-17 begyndte at operere i [[2. verdenskrig]], til at begynde med for [[Royal Air Force]] (RAF) i 1941, og i det sydvestlige Stillehav for U.S. Army. 19th Bombardment Group var blevet udsendt til Clark Field i Filippinerne nogle få uger før det japanske angreb på Pearl Harbor, som de første af en planlagt udvidelse af bomberstyrken i stillehavsområdet. Halvdelen af gruppens B-17 blev ødelagt den 8. December 1941, da de blev fanget på jorden under genoptankning og lastning af bomber til et planlagt angreb imod japanske flyvepladser på [[Taiwan (ø)|Formosa]]. Den lille gruppe B-17 opererede imod den japanske invasionsstyrke indtil den blev trukket tilbage til [[Darwin (Australien)|Darwin]] i [[Australien]]s [[Northern Territory]]. Først i 1942 begyndte 7th Bombardment Group at ankomme til [[Java (ø)|Java]] med en blandet styrke af B-17 og LB-30/B-24.<ref name="Edmonds">Edmonds, Walter. ''They Fought With They Had''. 1951, pp. 1–314.</ref> En eskadrille B-17 fra denne styrke blev udskilt og sendt til Mellemøsten for at deltage i First Provisional Bombardment Group, og blev dermed den første amerikanske B-17 eskadrille der gik i kamp mod tyskerene. Efter nederlaget i Java blev 19th trukket tilbage til Australien, hvorfra de fortsatte kampen, indtil de i 1942 blev sendt hjem af General George C. Kenney.<ref>Kenney, George C. ''General Kenney Reports.'' New York: Duell, Sloan and Pierce, 1949.</ref> I Juli 1942 blev de første USAAF B-17 sendt til England for at forstærke [[Eighth Air Force]]. Senere samme år blev to grupper send til [[Algeriet]] for at deltage i operationer i Nordafrika sammen med Twelfth Air Force. B-17 blev primært indsat som præcisionsbomber til dagangreb under den [[Strategisk bombning|strategiske bombekampagne]] mod tyske mål fra f.eks. [[ubådsbunker]]e, havneanlæg, vare- og lagerhuse og flyvepladser til industrielle mål som f.eks. flyvemaskinefabrikker.<ref name="Cravens, Wesley 1956">Cravens, Wesley ''Army Air Forces in WW II.'' Washington, D.C.: Office of Air Force History, 1956.</ref> Under [[Operation Pointblank|kampagnen imod de tyske flystyrker]] forud for invasionen i Frankrig, blev angreb fløjet af B-17 og B-24 rettet imod den tyske flyproduktion, mens bomberenes tilstedeværelse tvang ''Luftwaffe''s jagerfly i kamp mod de ledsagende allierede jagerfly.<ref name="Carey Pointblank" />
De tidlige modeller viste sig at være mindre egnet til kampanvendelse over Europa, og det var først B-17E der blev indsat med succes af USAAF. Det gensidige forsvar som bombere i tæt formation kunne yde hinanden viste sig utilstrækkeligt, og bomberne måtte have jagereskorte for at kunne operere tilfredsstilende.
Under 2. verdenskrig var 32 oversøiske USAAF kampgrupper verden rundt udrustet med B-17, med det største antal (4.574 fly) i August 1944.<ref name="Baugher Squads" /> B-17 nedkastede 580.631 [[ton]]s (metrisk) bomber imod europæiske mål, i sammenligning med 410.508 tons nedkastet af Liberator bombere, og 420.520 tons nedkastet af samtlige andre amerikanske flytyper tilsammen. De britiske tunge bombere, [[Avro Lancaster]] og [[Handley Page Halifax]], nedkastede henholdsvis 599.028 og 220.676 tons<ref>[http://www.raf.mod.uk/rafbramptonwytonhenlow/aboutus/handleypagehalifax.cfm "Handley Page Halifax."] ''The Pathfinder Museum'' via ''raf.mod.uk.'' Retrieved: 1 July 2011.</ref>.
=== Tjeneste ved RAF ===
[[Fil:B-17C with RAF colors.jpg|thumb|RAF Fortress B.I ser.no. ''AN529'', med en [[Heinkel He 111|He 111H]]-lignende "badekar" ventral gondol.]]
[[Royal Air Force]] påbegyndte 2.verdenskrig uden at have tunge bombefly i tjeneste; de største var mellemstore langdistance bombefly som [[Vickers Wellington]], som kun kunne bære op til 2.000 kg bomber.<ref name="Andrews & Morgan p340" /> [[Short Stirling]] og [[Handley Page Halifax]] ville blive briternes primære bombere fra 1941, men for at fylde hullet indgik RAF tidligt i 1940 en aftale med USAAC om at indkøbe 20 stk. B-17C, som fik den britiske designation Fortress I. Den første indsats mod [[Wilhelmshaven]] den 8. Juli 1941 var en fiasko,<ref name="Yenne.p23" /><ref name="Chant" /> men den 24. Juli angreb de det tyske [[slagskib]] [[Scharnhorst (slagskib)|Scharnhorst]] som lå for anker i [[Brest]], og anrettede betydelig skade på skibet.{{sfn|Garzke & Dulin|pp=159–160}}
Op til September havde RAF mistet otte B-17C i kamp, og havde haft et betydeligt antal mekaniske problemer. [[RAF Bomber Command|Bomber Command]] opgav dagangreb med Fortress I på grund af flyets dårlige ydelse. Erfaringerne viste både RAF og USAAF at B-17C endnu ikke var klar til kamp, og at typen manglede forbedrede forsvarsvåben, en større bombelast og mere præcise bombemetoder. Ikke desto mindre fortsatte USAAF med at benytte B-17 som dagbomber, på trods af at RAF formodede at dette ville være ineffektivt.<ref name="Weigley.338" />
Eftersom Bomber Commands anvendelse af flyet var blevet stærkt indskrænket, overførte RAF de resterende Fortress I fly til [[RAF Coastal Command|Coastal Command]] for at anvende dem som maritime langdistance patruljefly.<ref name="Stitt 1" /> Denne gruppe blev forstærket i August 1942 med 19 stk. Fortress Mk II (B-17F) og 45 stk. Fortress Mk IIA (B-17E). En Fortress fra eskadrille 206 sænkede [[U-627]] den 27. Oktober 1942, den første af ialt 11 Ubådssænkninger som blev tilskrevet RAF Fortress bombere under krigen.<ref name="Wynn.93" />
RAFs eskadrille 223, en del af [[No. 100 Group RAF|100 Group]], benyttede et antal B-17 udstyret til [[elektronisk krigsførelse]] med et system kaldet ''den flyvende Cigar'' (Airborne Cigar, ABC). Systemet blev betjent af tysktalende radiooperatører, som kunne identificere og forstyrre de tyske jordkontrollers udsendelser til deres natjagere. Operatørerne kunne også selv optræde som jordkontrollører, og forsøge at lede natjagerene bort fra bombeflyene.<ref>[http://www.telegraph.co.uk/news/main.jhtml?view=DETAILS&grid=&xml=/news/2007/12/13/db1301.xml "Obituaries: John Hereford."] ''[[The Daily Telegraph]]'', 13 December 2007.</ref>
=== Indledende USAAF operationer over Europa ===
[[Fil:Combatbox.gif|thumb|right|"Kasse" ("Combat boxes"), en formation fløjet af 12 fly under bombemissioner.]]
[[Fil:Marks and letters on the tails of B-17 during WWII in Europe.jpg|thumb|right|Symboler på halefinnen af B-17 i Europa.]]
Luftkorpset - omdøbt til [[United States Army Air Forces]] (USAAF) den 20. Juni 1941 - benyttede B-17 og andre bombefly til at nedkaste bomber fra stor højde ved hjælp af det dengang hemmelige [[Norden bombesigte]], kendt under kodenavnet "Blue Ox"<ref>{{cite news |url=https://www.nps.gov/articles/second-generation-norden-bombsight-vault.htm |title=Second-Generation Norden Bombsight Vault |work=[[National Park Service]] |accessdate=2 Juli 2017}}</ref><ref>"Blue Ox." ''National Geographic Magazine'', Vol. LXXXIII, Nr. 1, Januar 1943, side 7, Ad(i).</ref>. Dette sigte var en optisk/elektromekanisk gyro-stabiliseret [[analog computer]].<ref>Peterson, Paul. ''Ludington Daily News'', 16 April 1994, p. 1.</ref> Sigtet var i stand til, ud fra data leveret af bombeskytten, at bestemme hvornår flyets bomber skulle slippes for at ramme målet. Reelt overtog bombeskytten styringen af flyet det sidste stykke vej inden bomberne blev udløst, og var nødt til at holde flyet stille på en ret kurs de sidste øjeblikke inden bombekastet.<ref name="Baugher B-17B" />
Kort efter indtrædelsen i krigen begyndte USAAF at opbygge den europæiske styrke af B-17E. De første enheder fra [[Eighth Air Force]] ankom til [[High Wycombe]], [[England]] den 12. Maj 1942, og formede ''97th Bomb Group''.<ref name="Northstar" /> Den 17. August 1942 startede 12 stk. B-17E fra ''97th'' på USAAFs første bombetogt over Europa. Piloten i det ledende fly var Major [[Paul Tibbets]], og han medbragte [[brigadegeneral]] [[Ira Eaker]] som observatør. Bombeflyene fik tæt eskorte af fire RAF eskadriller [[Supermarine Spitfire|Spitfire IX]], plus yderligere fem eskadriller Spitfire V til at dække tilbageturen. Togtet gik mod den store [[rangerbanegård]] ved [[Rouen]]-Sotteville i Frankrig, imens yderligere seks fly fløj et raid langs den franske kyst som afledningsmanøvre.<ref name="WoF p59-0" /><ref name="AAF combat" /> Operationen, som blev udført i god sigtbarhed, var en success. Der skete kun mindre skade på et enkelt fly, men ikke på grund af fjendtlig indvirkning. Ca. halvdelen af bomberne landede i målområdet.<ref>{{citation |chapter-url=http://www.ibiblio.org/hyperwar/AAF/I/AAF-I-18.html |chapter=Chapter 18: Rouen-Sotteville, No. 1, 17 August 1942 |volume=Vol. I: Plans & Early Operations, January 1939 to August 1942 |date= |pages=662–663 |author1=Arthur B. Gerguson |editor=Craven W |editor2=Cate, J |title=The Army Air Forces in WWII}}</ref> Raidet var en hjælp til at dæmpe de britiske bekymringer om amerikanerenes anvendelse af tunge bombefly over Europa.
Yderligere to grupper ankom samtidigt til England, og medbragte de første B-17F. Denne version ville tjene som AAFs primære tunge bomber imod tyskerene indtil September 1943. Efterhånden som de amerikanske angreb steg i mængde og voldsomhed, blev tyskerene nødt til at øge indsatsen for at afskære eller nedskyde bombeflyene. Et eksempel er forsøget på at bombe [[Kiel]] den 13. Juni 1943<ref name="Bowman.7" />. Modstanden blev så effektiv, at der ikke blev opfordret til bombeflyvninger uden jagereskorte.<ref name="Weigley 339" />
=== Den kombinerede offensiv ===
De amerikanske og britiske bomberkommandoers to forskellige strategier blev organiseret under [[Casablanca-konferencen]] i Januar 1943. Den resulterende "Kombinerede Bomberoffensiv" skulle svække ''[[Wehrmacht]]'', ødelægge den tyske moral og etablere luftovermagt som forberedelse for en offensiv på jorden.<ref name="Carey Pointblank" /> USAAFs bombere ville udføre dagangreb, og de britiske operationer – hovedsageligt imod industrielle byer – ville foregå om natten.
[[Fil:B-17F formation over Schweinfurt, Germany, August 17, 1943.jpg|left|thumb|B-17F formation over [[Schweinfurt]], Tyskland, 17. August 1943]]
[[Fil:B-17F Radar Bombing over Germany 1943.jpg|left|thumb|Boeing B-17F radarbomber gennem skylaget: [[Bremen]], Tyskland, 13. November 1943.]]
"Operation Pointblank" startede med angreb på mål i Vesteuropa. General [[Ira C. Eaker]] og Eighth Air Force satte som førsteprioritet angreb på den tyske flyindustri, i særdeleshed samlefabrikker for jagerfly, motorfabrikker og producenter af kuglelejer.<ref name="Carey Pointblank" /> Angrebene begyndte i April 1943 imod kraftigt forsvarede fabrikker af stor vigtighed i [[Bremen]] og [[Recklinghausen]].<ref name="Bowman.8" />
Eftersom bombninger af flyvepladserne ikke i nævneværdig grad forringede tyskernes jagerstyrker, blev yderligere B-17 grupper opstillet, og Eaker beordrede omfattende missioner dybere ind i tyskland, rettet mod vigtige industrielle mål. 8th Air Force angreb kuglelejefabrikkerne i [[Schweinfurt]], og håbede at dette i betydelig grad kunne hæmme den tyske krigsindustri. Det første angreb, den 17. August 1943, resulterede ikke i kritisk skade på fabrikkerne, eftersom de 230 angribende B-17 blev opfanget af cirka 300 ''Luftwaffe'' jagere. Tyskerene skød 36 bombere ned, og 200 besætningsmedlemmer gik tabt. Sammen med et angreb på [[Regensburg]] samme dag, blev der mistet 60 stk. B-17 på denne dag.<ref name="Hess.pp59-60" />
Det andet raid imod Schweinfurt, den 14. Oktober 1943, ville senere blive husket under navnet "Den Sorte Torsdag".<ref name="Hess.pp65-67" /> Angrebet var succesfuldt og klarede at forstyrre produktionen væsentligt under resten af krigen, men det havde store omkostninger.<ref name="Bowman.22" /> Af de 291 angribende Fæstninger blev 60 skudt ned over Tyskland, yderligere fem styrtede ned på vej tilbage til England, og endnu 12 blev skrottet efter de omfattende skader de havde lidt – ialt et tab på 77 stk. B-17.<ref name="AFM.76-9" /> Derudover var 122 bombefly blevet beskadiget og havde behov for reparationer før de kunne udføre tjeneste igen. Af de 2.900 deltagende besætningsmedlemmer, vendte 650 ikke tilbage, selvom en del af dem overlevede som [[krigsfange]]r. Kun 33 bombere landede uden skader. Disse tab var resultatet af koncentrerede angreb af over 300 tyske jagerfly.<ref name="Hess.p64" />
Det bør bemærkes at [[Generalløjtnant]] [[Jimmy Doolittle|James Doolittle]], kommandøren af Eighth Air Force, havde beordret det andet Schweinfurt-angreb aflyst fordi vejret blev dårligere, men de ledende enheder havde allerede entret fjendtligt luftrum og fortsatte missionen. De fleste eskorter fløj tilbage, eller havde slet ikke fundet bomberene.<ref name="Hess.69-71" /><ref name="C&W.151" />
[[Fil:B-17G formation on bomb run.jpg|thumb|B-17G fra 384th Bomb Group belægger målet]]
Disse store tab af besætninger var ikke bærbare. USAAF erkendte de tunge bombeflys sårbarhed over for jagerfly når de opererede alene, og stillede dagbombningerne af Tyskland i bero indtil der blev udviklet eskortejagere der kunne beskytte bombeflyene hele vejen fra United Kingdom til Tyskland og tilbage igen. Samtidigt var det tyske natjagerforsvar blevet bemærkbart forbedret og bedre istand til at imødegå natangreb, og rokkede dermed ved den traditionelle overbevisning om at det var mindre risikabelt at operere i ly af mørket.<ref name="Weigley.341" /> Bare i Oktober 1943 mistede Eighth Air Force 176 bombere,<ref name="Hess.p67" /> og led lignende tab den 11. Januar 1944 under missioner til [[Oschersleben]], [[Halberstadt]] og [[Braunschweig]].
Det fungerede bedre under et tredje raid mod Schweinfurt den 24. Februar 1944, under "Big Week" (Operation Argument),<ref name="Weigley.340-1" /> hvor der blev rettet bombemissioner imod den tyske flyproduktion.<ref name="Weigley.341" /> De tyske jagere der imødegik angrebet blev selv mødt af [[North American P-51 Mustang]] og [[P-47 Thunderbolt|Republic P-47 Thunderbolt]] jagere, udstyret med forbedrede [[droptank]]e for at forøge deres rækkevidde, som eskorterede det tunge bombere hele vejen til målet og hjem igen.<ref name="Weigley.342" /> Jagereskorten reducerede tabsraten til under syv procent, med kun 247 B-17 gået tabt under 3.500 kampflyvninger, mens de tog del i "Big Week" angrebene.<ref name="C&W.162" />
I September 1944 blev B-17 benyttet af 27 af de 42 bombegrupper under Eighth Air Force, og seks af de 21 grupper under [[15th Expeditionary Mobility Task Force|Fifteenth Air Force]]. Selv om der stadigt var store tab blandt bomberne på grund af [[Antiluftskyts|flak]] i hele 1944, var krigen i Europa ved at blive vundet af de Allierede, og fra den 27. April 1945, to dage efter den sidste tunge bombemission i Europa, var tabsraten så lav at der ikke længere blev fremsendt erstatningsfly, og antallet af bombere i hver gruppe blev reduceret. Den "kombinerede bomberoffensiv" var reelt overstået.<ref name="USAAF.04-45" />
=== Stillehavet ===
[[Fil:NARA 28-1277a.jpg|thumb| B-17C AAF S/N ''40-2074'' på [[Hickam Field]]. Flyet brændte midt over kort efter landingen den 7. December 1941, og en mand af besætningen blev dræbt under angreb fra en Zero.<ref name="A&K.1" />]]
Den 7. December 1941 blev en gruppe på 12 stk. B-17, fire fra 38th (B-17C) og otte fra 88th (B-17E) Reconnaissance Squadrons, fløjet til [[Pearl Harbor]] ''en route'' til Fillipinerne fra [[Hamilton Field]] i [[Californien]], og ankom midt under [[angrebet på Pearl Harbor]]. Leonard "Smitty" Smith Humiston, co-pilot på en B-17C, AAF S/N ''40-2049'', rapporterede at han troede at [[U.S. Navy]] fejrede bombernes ankomst med en 21-skuds salut. Først derefter indså han at Pearl Harbor var under angreb. Fæstningen kom under angreb fra japanske jagerfly, men besætningen slap uskadt, bortset fra en enkelt mand der fik en hudafskrabning på den ene hånd. Det fjendtlige angreb tvang dem bort fra [[Hickam Field]] til [[Bellows Field]]. Under landingen kørte flyet ud over enden af startbanen og endte i en grøft, hvorefter det igen blev angrebet fra luften. Selv om flyet oprindeligt blev bedømt som reparerbart, havde ''40-2049'' fået mere end 200 indskudshuller, og kom aldrig på vingerne igen. Ti af de tolv fæstninger overlevede angrebet.<ref name="A&K.2" />
[[Fil:Typhoon McGoon II, New Caledonia, January 1943.jpg|left|thumb|B-17E BO AAF S/N ''41-9211'' <br /> ''Typhoon McGoon II'' fra 11th.BG / 98th.BS, taget i Januar 1943 i [[Ny Kaledonien]]. Antennerne på flyets næse er til en radar, beregnet på at følge skibsfart.]]
I 1941 havde [[Far East Air Force (United States)|Far East Air Force]] (FEAF) baseret på [[Clark Air Base|Clark Field]] i Filippinerne ialt 35 stk.B-17, og krigsministeriet plandlagde at øge antallet til 165.<ref name="bloody p55-6" /> Såsnart FEAF fik meddelelse om angrebet på Pearl Harbor, sendte [[General]] [[Lewis H. Brereton]] sine bombere og jagerfly på forskellige typer patruljemissioner for at forhindre at de blev fanget på jorden. Brereton planlagde B-17 raids imod japanske flyvepladser i [[Taiwan|Formosa]], i overensstemmelse med krigsplan [[Rainbow 5]], men fik ikke tilladelse af General [[Douglas MacArthur]].<ref name="Bloody p163" /> En serie omdiskuterede diskussioner og beslutninger fulgte, yderligere forstyrret af forvirrede og fejlagtige rapporter om japanske luftangreb, og dette forsinkede at flyvningerne blev godkendt. Ved den tid hvor Fæstningerne og de eskorterende [[Curtiss P-40 Warhawk]] jagere endelig var klar til at gå på vingerne, blev de ødelagt på jorden af angribende japanske bombefly fra Japans 11. Luftflåde. FEAF mistede halvdelen af sine fly under dette første angreb,<ref name="Bloody p166-7" /> og blev stort set udslettet i løbet af de næste par dage.
Under et andet tidligt engagement, den 10. December 1941, udførte ser.no ''40-2045'', ført af [[Colin Kelly]] et angreb på den japanske tunge [[krydser]] ''Ashigara''. Bomberne blev kun 'tæt-på', og flyet skudt i brand. Kelly holdt den brændende Fæstning under kontrol længe nok til at besætningen kunne redde sig med faldskærm, hvorefter han benyttede sit brændende fly til at vædre [[slagskib]]et ''Haruna''. Kelly blev posthumt belønnet med [[Distinguished_Service_Cross_(USA)|Distinguished Service Cross]].<ref name="Sal.p64" />
Det japanske [[flyver-es]] [[Saburō Sakai]] fik tilskrevet denne nedskydning, og han fik under kampen stor respekt for Fæstningens evne til at modtage beskadigelser og alligevel forblive flyvedygtig.<ref name="Sakai" />
B-17 blev benyttet med ringe succes under de tidlige slag i Stillehavet, for eksempel [[Slaget om Koralhavet]]<ref name="WoF p96" /> og [[Slaget om Midway]].<ref name="Sword p180,329" /> Mens de var udstationeret, fik B-17 fra [[Fifth Air Force]] til opgave at afbryde de japanske søforbindelser. Air Corps doktrinen foreskrev at der skulle bombes fra stor højde, men det blev hurtigt opdaget at kun omkring en af hundrede bomber ramte målet. Ikke desto mindre viste det sig at B-17 kunne operere i større højde end de fleste [[A6M Zero]] jagerfly kunne nå, og den tunge defensive bevæbning på B-17 var mere end et match for de kun let beskyttede japanske fly.
B-17s største success i Stillehavet var under [[Slaget om Bismarck-havet]], hvor de klarede at sænke eller beskadige adskillige japanske transportskibe. <br>
Den 2. Marts 1943 angreb seks B-17 fra 64th Squadron, flyvende i 3.000m højde (10.000 ft.), en stor japansk [[konvoj]] af troppetransportskibe ud for kysten af [[Ny Guinea]], og sænkede ''SS Kyokusei Maru 2'' som transporterede 1.200 hærtropper, og beskadigede yderligere to transportskibe, ''Teiyo Maru'' og ''Nojima''. <br>
Den 3. Marts 1943 angreb 13 B-17, flyvende i 2.000 m højde (7.000 ft.), den samme konvoj og tvang den til at spredes, hvilket reducerede effektiviteten af konvojens antiluftskyts. Bombeflyene tiltrak et antal Mitsubishi A6M Zero jagerfly, som igen blev angrebet af eskorterende [[P-38 Lightning]] jagere. En B-17 brød sammen i luften, og besætningen var tvunget til at redde sig med faldskærme. Nogle af de japanske jagepiloter beskød B-17 besætningen, mens den hang i faldskærmene, og i vandet efter landingen.<ref name="Gillison, pp. 692-693">[[#Gillison|Gillison]], pp. 692–693</ref> Fem af de japanske jagere der beskød den nødstedte besætning blev omgående angrebet og skudt ned af tre Lightnings, selv om disse også gik tabt.<ref name="historynet">{{cite journal |url=http://www.historynet.com/battle-of-the-bismarck-sea.htm |title=Battle of the Bismarck Sea |first=Lawrence |last=Spinetta |date=November 2007 |journal=World War II |ISSN=0898-4204|accessdate=2 August 2013}}</ref> De allierede jagepiloter hævdede 15 Zeroer ødelagt, og B-17 besætninger krævede fem mere.<ref name="Gillison, pp. 692-693"/><ref name="Watson, pp. 144-145">[[#Watson|Watson]], pp. 144–145</ref> De reelle japanske tab denne dag var syv fly nedskudt og tre beskadigede.<ref name="Gamble 2010 313">[[#Gamble|Gamble]], pp. 313</ref><ref name="awm" /> De resterende syv transportskibe og tre af de otte [[destroyer]]e herefter sænket med en kombination af beskydning med maskinvåben fra lav højde, udført af [[Bristol Beaufighter]] [[jagerbomber]]e fra [[Royal Australian Air Force]], og 'smut'<ref>'Smut' bombning blev udført ved at slippe en rundnæset bombe i lav højde over vandoverfladen. Bomben ville herefter 'slå smut' over vandoverfladen indtil den ramte noget eller sank.</ref> bombning udført af USAAF [[North American B-25 Mitchell]] bombere i 30 m (100 ft.) højde, mens et antal B-17 landede fem træffere fra større højder.<ref name="Frisbee" /> <br>
Om morgenen den 4. Marts 1943 sænkede en B-17 destroyeren ''Asashio'' med en 230 kg. (500 lb.) bombe, mens destroyeren var beskæftiget med at redde overlevende fra ''Arashio''.<ref>{{harvnb|Morison|1950|p=61}}</ref>
På sit højeste var 168 stk. B-17 bombere udstationeret i stillehavsområdet i September 1942, men allerede midt i 1942 havde [[General]] [[Henry H. Arnold|Arnold]] besluttet at B-17 ikke var passende til den type operationer som var krævet i stillehavsområdet og udskiftede alle B-17 i området, først med B-24 og senere med B-29, så hurtigt det kunne lade sig gøre. Selv om udskiftningen ikke var færdig før midt i 1943, ophørte kampoperationerne med B-17 efter lidt over et år.<ref>Kenney, George C. ''General Kenney Reports.'' New York: Duall, Sloan and Pearce, 1949.</ref> De overlevende fly blev tildelt 54th Troop Carrier Wing's særlige afdeling for 'airdrops', og blev benyttet til at nedkaste forsyninger til jordtropper der var i nær kontakt med fjenden. Specielt indrettede 'airdrop' B-17 fly støttede australske [[kommandosoldat]]er der opererede tæt på den japanske befæstning i Rabaul, som havde været et primært mål for B-17 operationer i 1942 og først i 1943.<ref>Jacobson 1945</ref>
B-17 blev stadig anvendt i Stillehavsområdet senere i krigen, men hovedsageligt i rollen som [[search and rescue]] fly. Et antal B-17G, omdøbt først til B-17H, senere til SB-17G, blev benyttet i krigens sidste år til at bære og nedkaste redningsbåde til nødstedte flybesætninger, der var skudt ned eller nødlandet til søs.<ref>http://www.pbyrescue.com/Aircraft/b-17h.htm</ref> Disse fly fik øgenavnet ''Dumbo'' efter kodenavnet for redningsmissionerne, og forblev i tjeneste i mange år efter slutningen af 2.verdenskrig.
=== Nærforsvar ===
[[Fil:Bomber stream.jpg|thumb|Et udsnit af over 1.000 angribende B-17]]
Før fremkomsten af langdistance eskorte[[jager]]e havde B-17 kun deres 12,7mm ([[.50 BMG]]) [[Browning M2]] tunge [[maskingevær]]er at forsvare sig med under bombetogterne over Europa. Efterhånden som krigen blev mere intens, benyttede Boeing tilbagemeldinger fra flybesætningerne for at forbedre bevæbning og pansring af de nye varianter.<ref name="Boeing" /> Den defensive bevæbning voksede fra fire 12,7mm maskingeværer plus et på 7,62 mm (0.30 in.) i næsen i B-17C, til tretten 12,7mm maskingeværer i B-17G. Men fordi bombeflyene ikke kunne manøvrere under jagerangreb, og endnu mindre under anflyvning til bombemålene, havde de individuelle fly problemer med at afvise et direkte angreb.
[[Fil:Bundesarchiv Bild 101I-657-6304-24, Luftwaffe, Modelle eines Bombers und Jägers.jpg|thumb|left|Tysk træningsmodel, der viser hvor man kan angribe et 'flyvende [[pindsvin]]' (''fliegendes Stachelschwein'')]]
En undersøgelse udført i 1943 af [[USAAF]] fandt, at over halvdelen af de bombefly som tyskerene havde skudt ned, havde forladt beskyttelsen i hovedformationen.<ref name="B-17.de 2" /> For at tage hånd om dette problem udviklede man bombe-gruppe formationen, som udviklede sig til den forskudte "kasse" ("combat box") formation, hvor alle B-17 med sikkerhed kunne dække alle andre fly i formationen med deres maskingeværer. Dette gjorde en formation af bombefly til et risikabelt mål for fjendtlige jagerfly.<ref name="Manual 2" /> ''Luftwaffe'' jagerpiloter sammenlignede angrebet på en B-17 combat box formation med at møde et ''fliegendes Stachelschwein'', et "flyvede [[pindsvin]]", med dusiner af maskingeværer sigtende imod dem fra stort set alle tænkelige vinkler. Desværre gjorde denne faste formation det umuligt for individuelle fly at foretage undvigemanøvrer; det var nødvendigt at de fløj i en lige linie, og dette gjorde dem sårbare overfor det tyske [[Antiluftskyts|flak]]. De tyske jagerfly udviklede senere en taktik for at imødegå 'kasserne'; istedet for at beskyde et enkelt fly, foretog tyskerne hurtige overflyvninger på tværs af bombernes flyveretning, mens de beskød bombeflyene. På den måde kunne de gøre skade, og samtidigt udsætte sig for et minimum af beskydning. Som et resultat af alt dette havde B-17 en tabsrate på op til 25% på nogle af de tidlige missioner. Det var først med ankomsten af langdistance eskortejagere, i særdeleshed [[North American P-51 Mustang]], og den resulterende svækkelse af ''Luftwaffe'' som en effektiv luftforsvarsstyrke mellem Februar og Juni 1944, at B-17 for alvor blev et strategisk potent våben.
[[Fil:B-17 Schweinfurt.jpg|thumb|Formation flyver igennem tæt flak over [[Merseburg]], Tyskland]]
B-17 var bemærkelsesværdig for sin evne til at absorbere kampskader, stadigvæk nå sit mål og bringe sin besætning sikkert hjem. Wally Hoffman, en B-17 pilot ved Eighth Air Force under 2.verdenskrig, fortæller: "Flyet kan hakkes og skæres til laser af fjendens ild, og stadigvæk bringe sin besætning hjem igen."<ref name="Hoffman" /> [[Martin Caidin]] berettede om en hændelse, hvor en B-17 kolliderede med en [[Focke-Wulf Fw 190]] under flyvning. Fæstningen mistede en motor og fik alvorlige skader på både styrbors haleplan og halefinnen, og blev slået ud af sin formation af kollisionen. Flyet blev rapporteret nedskudt af observatører, men det klarede at holde sig i luften og bragte sin besætning uskadt hjem.<ref name="Caidin.p86" /> Flyets sejhed kompenserede for den kortere flyvestrækning og mindre bombelast, sammenlignet med B-24 og briternes tunge [[Avro Lancaster]] bombefly. Der gik historier om B-17 der returnerede til basen med halerne revet i strimler, ødelagte motorer, og store stykker af vingerne ødelagt af flak.<ref name="DurableB-17Colorado" /> Denne sejlivethed, sammen med det store antal fly i operationel tjeneste ved [[Eighth Air Force]] og berømmelsen fra dokumentarfilmen om ''[[Memphis Belle]]'', gjorde B-17 til et helt centralt bombefly under krigen. Andre faktorer, som effektivitet under kamp og forskellige politiske sager, bidrog også til B-17's success.<ref name="B17vB24" />
=== Luftwaffe angreb ===
[[Fil:B-17 Damage Cologne.jpg|thumb|B-17G ''43-38172'' fik denne skade over [[Köln]], Tyskland, 15. Okt. 1944; bombeskytten blev dræbt.<ref>[http://www.398th.org/Images/Images_Aircraft_B-17/Aircraft/43-38172-3O-P_19441015_JBk.html "43-38172."] ''398th.org.'' Retrieved: 24 January 2012.</ref>]]
Efter at have undersøgt vragene af adskillige B-17 og B-24, opdagede officerer fra Luftwaffe at det i gennemsnit tog 20 træffere med 20 mm ammunition, affyret bagfra, for at skyde et af disse bombefly ned.<ref name="AFM.76-9" /> Piloter med gennemsnitlige evner ramte bombeflyene med kun cirka 2% af de affyrede skud, så for at opnå 20 træffere, ville en gennemsnitlig pilot være nødt til at affyre tusind skud mod bombeflyet.<ref name="AFM.76-9" /> Tidlige versioner af [[Focke-Wulf Fw 190|Fw 190]], en af de bedste tyske 'interceptor' (afskærende eller opfangende) jagere, var udstyret med to 20 mm [[maskinkanon]]er type [[MG FF]], som kun medførte 500 skud bæltefødt ammunition - der blev endda kun benyttet 60-skuds tromlemagasiner i ældre versioner. Senere fik jageren den langt bedre [[MG 151|Mauser MG 151/20]] maskinkanon, som havde en større effektiv rækkevidde end MG FF. Senere jagerversioner bar fire eller endog seks MG 151/20 kanoner samt to [[MG 131]] 13 mm maskingeværer. De tyske jagerpiloter fandt ud af at et frontalt angreb var mere effektivt; der var færre defensive våben, og piloten var ikke beskyttet af pansring som han var bagfra, så det tog kun fire eller fem træffere for at skyde en bomber ned.<ref name="AFM.76-9" />
For at rette manglerne ved Fw 190, blev antallet af kanoner fordoblet til fire, med en tilsvarende forøgelse af ammunitionsmængden, hvilket skabte specialversionen [[Focke-Wulf Fw 190 operational history#The Sturmböcke|''Sturmbock'']] til neutralisering af bombefly. Denne version afløste de forældede og sårbare tomotors [[Messerschmitt Bf 110]] ''"Zerstörer"'' tunge jagerfly, som ikke kunne overleve afværgeangreb udført af de [[P-51 Mustang]]s der på Maj. Gen. [[Jimmy Doolittle]]s ordre fra tidligt i 1944 fløj forud for bombernes kasseformationer, for at skabe lokalt luftherredømme og rydde bombernes rute for Luftwaffe jagere. Fra 1944 blev Fw 190 opgraderet 'i felten' med [[Rheinmetall]]-[[Borsig]]s 30mm [[MK 108 kanon]] (''Rüstsatz'' /R2 eller /R3); nu kunne en bomber skydes ned med ganske få træffere.<ref name="AFM.76-9" />
[[Fil:B-17F Destroyed by Me-262.jpg|thumb|left|B-17G-15-BO "Wee Willie", 322d BS, 91st BG, efter en direkte flaktræffer under hendes 128ne mission.<ref>Bowers 1976, p. 177.</ref>]]
Fra midten af August 1943 forsøgte Luftwaffe sig med raketdrevne [[mortér]]granater, ''[[Werfer-Granate 21]]'', som var udviklet fra den succesfulde [[21 cm Nebelwerfer 42|21 cm Nebelwerfer]] - et morterrør under hver vinge af Luftwaffes enmotors jagere, og to under hver vinge på nogle få Messerschmitt Bf 110.<ref name="AFM.76-9" /> Selv om rørene blev monteret så de blev affyret ca. 15° opad, var granatens lave hastighed (1150 km/t, 715 mph) og det karakteristiske ballistiske drop, såvel som det ringe antal fly udstyret med mortérerne, årsag til at Wfr. Gr. 21 aldrig havde den ønskede effekt på de Flyvende Fæstninger.<ref name="AFM.76-9" /> Luftwaffe forsøgte sig også med kanoner af kaliber 37mm, 50mm og endog 75mm, monteret i tomotors jagerfly som de specielle [[Junkers Ju 88|Ju 88P]] jagerfly, såvel som i en enkelt version af [[Messerschmitt Me 410|Me 410]] ''Hornisse'', men disse forsøg havde kun ringe inflydelse på den amerikanske strategiske bomberoffensiv. Derimod havde [[Messerschmitt Me 262|Me 262]] moderat succes imod B-17 sidst i krigen. Med den sædvanelige næse-monterede bevæbning af fire [[MK 108 kanon]]er, og med noge eksemplarer senere forsynet med [[R4M]] [[raket]]ter, affyret fra stativer under vingerne, kunne den beskyde bomberne uden for rækkevidden af de defensive våben, og nedskyde en bomber med en enkelt træffer,<ref name="Schollars" /> eftersom både MK 108 granaterne og sprænghovedet i R4M var fyldt med det stærkt [[brisant]]e militære [[sprængstof]] [[RDX|Hexogen]].
=== B-17 som krigsbytte ===
==== Tyskland ====
Omkring 40 stk. B-17 blev taget som krigsbytte under 2.verdenskrig, i nogenlunde intakt tilstand efter nødlandinger eller efter at være blevet tvungt ned. Ca. 12 af disse fly kom på vingerne igen. Efter at have fået påmalet [[bjælkekors]] på skrog og vinger, plus et [[swastika|hagekors]] på halen, blev nogle af flyene benyttet til at vurdere B-17s sårbarheder, og til at træne tyske interceptor-piloter i angrebstaktikker.<ref name="WoF p89" />
Et eksempel er B-17F-27-BO, "Wulfe-Hound" ''41-24585'' fra 360th BS/303rd BG, tvunget ned 12. December 1942 nær [[Leeuwarden]], [[Holland]], under et raid på [[Rouen]], [[Frankrig]]. Det var den første Fæstning der faldt intakt i tyskernes hænder, og blev fløjet af [[Kampfgeschwader 200|''Kampfgeschwader'' 200]] fra Marts 1944.<ref>Thomas, Geoffrey J., and Ketley, Barry, "KG 200 – The Luftwaffe's Most Secret Unit", Hikoku Publications Ltd., Crowborough, East Sussex, UK, 2003, {{ISBN|1-902109-33-3}}, pp. 57–58, 66.</ref>
Andre, under dækdesignationerne ''Dornier Do 200'' og ''Do 288'' blev benyttet som langdistance transportfly af [[Kampfgeschwader 200]], en enhed til særlige tjenester, og blev benyttet til nedkastning af agenter såvel som til at forsyne hemmelige flyvepladser i [[Mellemøsten]] og [[Nordafrika]]. B-17 blev særligt udvalgt til disse missioner, eftersom de var mere velegnet til formålet end de tyske fly der stod til rådighed; de blev ikke benyttet til forsøg på at svindle de Allierede styrker, og bar altid de fulde ''Luftwaffe'' markeringer.<ref name="Donald Am p23" /><ref name="Wixley p30" /> Een B-17 fra KG200, bærende fuld ''Luftwaffe'' bemaling plus KG200s skrogmarkering ''A3+FB'', blev interneret i Spanien efter at den landede i lufthavnen i [[Valencia]] den 27. Juni 1944, og forblev der indtil krigens slutning.<ref name="Northstar" />
Det er blevet hævdet at nogle B-17 beholdt deres Allierede bemaling og blev benyttet af ''Luftwaffe'' i forsøg på at infiltrere B-17 bomberformationer, og indreapportere disses position og flyvehøjde.<ref>{{Cite book|title=Aluminum Castles: WWII from a gunner's view|last=Richardson|first=Wilbur|publisher=Cantemos|date=26 May 2012|isbn=|location=|pages=29–30|quote=Vi rapporterede at vi så en B-17 flyvende i sikker afstand fra formationen. Denne mystiske 'Fæstning' skyggede formationen på vej ind fra Rhinen, og andre fortalte at de havde set den over Belgien på tilbagevejen. En fæstning bemandet af fjenden gav os alle en ubehagelig fornemmelse.|via=}}</ref> Til at begynde med var metoden succesfuld til at begynde med, men USAAF besætningerne udviklede hurtigt procedurer for først at advare, senere beskyde, 'fremmede' fly der forsøgte at slutte sig til en formation.<ref name="Northstar" />
==== Sovjetunionen ====
USA tilbød ikke B-17 til [[Sovjetunionen]] som en del af våbenhjælpsprogrammet, men det lykkedes for [[Sovjetunionens luftvåben]] at få fat i mindst 73 fly. De fleste af disse fly havde nødlandet med mekaniske vanskeligheder efter bombetogter over Tyskland, eller var blevet beskadiget under et ''Luftwaffe'' raid mod [[Poltava]]. 23 af flyene blev renoveret til flyvedygtig stand, og blev placeret i 890ne bomberregiment under 45ne bomberdivision, men de kom aldrig i kamp. I 1946 blev regimentet tildelt en fabrik i [[Kasan]], [[Republikken Tatarstan|Tatarstan]] for at assistere med bestræbelserne på at [[Piratkopiering|piratkopiere]] den mere avancerede [[Boeing B-29 Superfortress|Boeing B-29]]. Dette lykkedes; det resulterende fly blev kendt under navnet [[Tupolev Tu-4]].<ref name="Gordon p. 479">Gordon 2008, p. 479.</ref>
==== Schweiz ====
Under den Allierede bomberoffensiv skete det undertiden at bombere fra USA eller Storbritannien entrede schweizisk luftrum, enten fordi de var beskadigede eller, værre, bombede schweiziske byer ved en fejltagelse. Schweiziske fly ville forsøge at afskære disse fly vejen, tvinge dem til landing og internere besætningerne. En schweizisk pilot blev dræbt af en amerikansk bomberbesætning i September 1944. Efter denne hændelse fik alle schweiziske fly påmalet røde og hvide neutralitetsstriber for at forhindre fejlagtige angreb.<ref>{{cite web|title=Swiss Morane|url = http://www.ww2incolor.com/other/SWISS-MS406.html |work= WW2 in color |accessdate=5 May 2013}}</ref>
Ifølge de officielle schweiziske optegnelser blev der talt 6.501 krænkelser af schweizisk luftrum under krigen, ialt 198 fremmede fly landede, og yderligere 56 fremmede fly styrtede ned indenfor grænsen. I Oktober 1943 internerede schweizerene Boeing B-17F-25-VE, ser.no. 25841, og flyets amerikanske besætning efter at Fæstningen fik motorproblemer under et raid over Tyskland, og var tvunget til at nødlande. Flyet blev overført til '''Schweizer Luftwaffe''', som benyttede bomberen til krigens slutning. For at holde flyet på vingerne benyttedes andre internerede, men ikke flyvdygtige B-17, som reservedelslager. Flyet blev bemalet mørk olivengrøn, men beholdt den lysegrå underside. Flyet bar det schweiziske hvide kors i røde firkanter på begge sider af sideroret, skroget, og på undersiden af vingerne, og bar hvide kors i røde rondeller på oversiden af begge vinger. På undersiden bar flyet desuden kendingsbogstaverne "RD" og "I" i meget lys grå på begge sider af nationalitetsmærket.<ref name="Cravens, Wesley 1956" />
==== Japan ====
[[Fil:B17jp.jpg|thumb|Denne B-17D blevtaget som bytte i Fillipinerne, malet i japanske farver og fløjet til Japan for teknisk evaluering.]]
Tre beskadigede B-17, en "D" model og to "E" modeller, blev restaureret til flyvedygtig stand af japanske teknikere og mekanikere ved hjælp af dele som blev 'kannibaliseret' fra B-17 vrag fundet i [[Fillipinerne]] og [[Nederlandsk Ostindien]]. De tre bombere, som bl.a. medførte det tophemmelige [[Norden Bombesigte]], blev derefter fløjet til Japan hvor de undergik en ekstensiv teknisk evaluering af det Lufttekniske Forskningslaboratorie (Koku Gijutsu Kenkyujo) under ''Imperiets Hærs Luftvåben''. "D" modellen blev anset for et forældet design, men de to "E" modeller blev anvendt til at udvikle taktikker for at modstå B-17 angreb - og, meget belejligt, også som fjendtlige fly i adskillige japanske propagandafilm. En af de tagne "E" modeller blev fotograferet og fik kodenavnet "Tachikawa 105" efter den havde fået målt sit vingespænd; de amerikanske fotoanalytikere fandt først ud af at det var en B-17 efter krigens afslutning. Der blev ikke fundet spor af flyene i Japan under besættelsen efter krigen; det antages at flyene blev ophugget og de kritisk efterspurgte materialer genbrugt sent i krigen.<ref name="Bowers Boeing p314" />
=== Efterkrigstiden ===
==== U.S. Air Force ====
[[File:QB-17 Flying Fortress Drones over New Mexico 1946.jpg|thumb|left|BQ-17 droner over New Mexico, April 1946.]]
Efter slutningen af 2.verdenskrig blev B-17 hurtigt udfaset som bomber, og Army Air Force tog det meste af sin flåde ud af drift. Besætningerne fløj deres fly tilbage over Atlanten til USA, hvor de fleste af flyene blev solgt som skrot og ophugget, selvom et betydeligt antal forblev i sekundær tjeneste som VIP transport, søredningstjenesten, og som foto[[rekognosceringsfly]].<ref name="Swan mil p80" /><ref name="Bowers Boeing p290" /> [[Strategic Air Command]] (SAC) blev etableret i 1946, og benyttede B-17 til rekognoscering indtil 1949, først under typebetegnelsen F-9 [''F'' for ''Fotorecon''], senere RB-17.<ref name="Bowers Boeing p310-1" /><ref name="Knaack bomber p465" /> Med nedlæggelsen af U.S. Army Air Forces og etableringen af det nye og uafhængige [[U.S. Air Force]] i 1947, blev de fleste tiloversblevne B-17 overført til USAF.
USAF [[Air Rescue Service]] under [[Military Air Transport Service]] (MATS) benyttede B-17 som såkaldte "Dumbo" søredningsfly. Allerede i 1943 havde man påbegyndt arbejdet med at lade en B-17 medføre en lille nedkastelig [[redningsbåd]], men disse fly kom først i europæisk tjeneste i Februar 1945. Flyene blev også benyttet til at give [[SAR]] support til [[Boeing B-29 Superfortress|B-29]] raids imod Japan. Omkring 130 stk. B-17 blev konverteret til søredningsrollen, først under navnet B-17H, senere som SB-17G. Nogle SB-17 fik fjernet den defensive bevæbning, mens andre beholdt den for at kunne operere tættere på kampzoner. SB-17 forblev i tjeneste under [[Koreakrigen]], og var i tjeneste ved USAF indtil midt i 1950-ene.<ref name="Bowers Boeing p303-4" /><ref name="WoF p86" /><ref name="WoF p89-0" />
I 1946 blev overskydende B-17 valgt som [[UAV|dronefly]], beregnet på at tage luftprøver under [[Operation Crossroads]], atomprøvesprængningerne i Stillehavet. Som drone kunne en B-17 flyves direkte igennem en paddehattesky mens den tog prøver, uden at en besætning ville lide under strålingen. Dette ledte til en mere udbredt konvertering af B-17 til både droner og dronekontrolfly, både til videre anvendelse under atomprøvesprængningerne, men også til anvendelse som skydemål for tests af [[Missil#Jord_til_luft-missiler|jord-til-luft missiler]] og [[Missil#Luft_til_luft-missiler|luft-til-luft missiler]]s.<ref name="WoF p91" /> Ialt 107 stk. B-17 blev ombygget til droner.<ref name="Flight Sperry" /> Den sidste operationelle mission fløjet af en USAF Fæstning foregik den 6. August 1959, da en DB-17P, ser.no. '' 44-83684 '', styrede en QB-17G med start fra [[Holloman Air Force Base]], [[New Mexico]], og benyttede denne som skydemål for et [[AIM-4 Falcon]] luft-til-luft missil affyret fra en [[McDonnell F-101 Voodoo]]. En ceremoni blev holdt et par dage senere på Holloman AFB, hvorefter ''44-83684'' officielt udtrådte af tjeneste. Herefter blev flyet anvendt i et antal film, såvel som i 1960 TV show'et ''12 O'Clock High'' før det blev sendt til [[Planes of Fame]] flymuseet i [[Chino]], [[Californien]].<ref>[http://warbirdregistry.org/b17registry/b17-4483684.html B-17 Flying Fortress 44-83684]</ref> Den måske mest berømte af alle B-17, ''[[Memphis Belle (fly)|Memphis Belle]]'', er sammen med B-17D ''The Swoose'' under restaurering til deres udseende under 2. verdenskrig. Dette foregår på [[National Museum of the United States Air Force]], [[Wright-Patterson Air Force Base]], [[Ohio]].<ref name="NMAF Memphis" />
==== U.S. Navy og Coast Guard ====
{{multiple image
| direction = vertical
| width = 220
| image1 =US Navy PB-1W.jpg
| caption1 = Under projekt '''Cadillac II''', blev en AN/APS-20 radar monteret under en B-17G. Dette var en af de første [[AWACS]].
| image2 =US Coast Guard PB-1G in flight.jpg
| caption2 =Denne U.S. Coast Guard PB-1G bærer en nedkastelig redningsbåd.
<!-- Please do not add more images here as it disrupts the spacing -->
}}
Under det sidste år mod slutningen af krigen, og en kort periode efter, modtog [[United States Navy]] (USN) 48 stk. tidligere USAAF B-17, beregnet til patrulje- og luftredningstjeneste. De to første fly, en B-17F (senere opgraderet til B-17G standard) og en B-17G blev modtaget af Flåden for at blive benyttet i forskellige udviklingsprojekter.<ref name="Bowers Boeing p310-1" /> Til at starte med opererede flyene under de originale USAAF designationer, men den 31. Juli 1945 blev de tildelt det maritime flynavn PB-1, som tidligere havde været anvendt i 1925 til den eksperimentelle [[Vandflyver|flyvebåd]] [[Boeing Model 50]].<ref name="Swan Navy" />
32 stk. B-17G<ref name="DABASv2 p661" /> blev benyttet af USN under navnet PB-1W, hvor bogstavet -W indikerede en luftbåren ''early warning'' (nærmest "fremskudt udkig") rolle. En stor [[radome]] til en S-bånds (15-7,5 cm bølgelængde) [[AN/APS-20]] søge[[radar]] blev monteret under skroget, den kom ekstra interne brændstoftanke og der blev monteret ophæng til [[droptank]]e under vingerne for at forøge flyets rækkevidde. Oprindeligt var B-17 også valgt på grund af den kraftige defensive bevæbning, men denne blev senere fjernet. Flyene blev malet mørkeblå, USNs standardfarve som var blevet indført sidst i 1944.<ref name="Bowers Boeing p310-1" /><ref name="Swan Navy" /> PB-1W forblev i tjeneste ved USN indtil 1955, hvor den gradvist blev faset ud og erstattet med Lockheed WV-2 (kendt under navnet [[EC-121]] i USAF. Flåden benyttede dette navn fra 1962), en militær version af ruteflyet [[Lockheed Constellation|Lockheed 1049 Constellation]].
I Juli 1945 blev 16 stk. B-17 overført til [[United States Coast Guard|Coast Guard]] via USN; flyene fik til at begynde med tildelt U.S. Navy Bureau nummerering (BuNo), men blev afleveret til Coast Guard under navnet PB-1G fra Juli 1946.<ref name="Bowers Boeing p310-1" /><ref name="WoF p89-0" /> PB-1G tilhørende Coast Guard blev udstationeret på et antal baser i USA og [[Newfoundland]], med 5 stk. på [[Coast Guard Air Station Elizabeth City]], [[North Carolina]], to på [[San Francisco International Airport]], to på [[NAS Argentia]], Newfoundland, En på [[CGAS Kodiak]], [[Alaska]], og en i staten [[Washington (delstat)|Washington]].<ref name="WoF p89-0" /> De blev primært anvendt i deres rolle som "Dumbo" søredningsfly, men blev også benyttet til at afpatruljere [[isbjerg]]e og til foto[[kartografi]]. Coast Guards PB-1G tjente hele vejen gennem 1950'ene, det sidste fly blev taget ud af tjeneste den 14. Oktober 1959.<ref name="Bowers Boeing p310-1" /><ref name="USCG" />
==== Særlig tjeneste ====
[[CIA]]s dækfirmaer ''Civil Air Transport'', ''Air America'' og ''Intermountain Aviation'' benyttede B-17 til 'Special operations' - som regel hemmelige missioner med et efterretningsformål. Et af disse fly var B-17G ''44-85531'', med den civile registrering N809Z. Disse fly blev fløjet fra [[Taiwan]] af taiwanesiske besætninger, og blev primært benyttet til nedkastning af hemmelige agenter indenfor grænserne af [[Kina|Folkerepublikken Kina]]. Fire B-17 blev skudt ned under disse missioner.<ref>Pocock, Chris. ''The Black Bats: CIA Spy Flights Over China From Taiwan, 1951–1969''. Atglen, Pennsylvania: Schiffer Military History, 2010. {{ISBN|978-0-7643-3513-6}}.</ref>
I 1957 blev de overlevende B-17 malet sorte, og fik fjernet al bevæbning. En af de Taiwan-baserede B-17 blev fløjet til [[Clark Air Base]] i [[Filippinerne]] midt i September, og skulle udføre hemmelige flyvninger ind i [[Tibet]].
Den 28. Maj 1962 fløj N809Z en mission med piloterne Connie Seigrist og Douglas Greyback ved styregrejerne. Deres opgave var at flyve Major James Smith, USAF og Lieutenant Leonard A. LeSchack, USNR til den forladte sovjetiske isstation NP 8 i arktis. Operationen fik kodenavnet [[Operation Coldfeet]]. Smith og LeSchack sprang ud med [[faldskærm]] fra N809Z, og brugte adskillige dage på at gennemsøge stationen. Den 1. Juni vendte Seigrist og Greyback tilbage, og samlede Smith og LeSchack op ved hjælp af et [[Fulton Skyhook]] system installeret på flyet.<ref>[http://www.utdallas.edu/library/collections/speccoll/Leeker/b17.pdf "The Boeing B-17s."] {{webarchive|url=https://web.archive.org/web/20100928084808/http://www.utdallas.edu/library/collections/speccoll/Leeker/b17.pdf |date=28 September 2010 }} ''utdallas.edu.'' Retrieved: 25 July 2011.</ref> N809Z blev senere benyttet til en anden Skyhook opsamling; det skete i [[James Bond]] filmen ''[[Thunderball (film)|Thunderball]]'' i 1965. Flyet, som nu er ført tilbage til sin originale B-17G konfiguration, bliver udstillet på [[Evergreen Aviation & Space Museum]] i [[McMinnville]], [[Oregon]].
==== Danmark ====
Danmark anskaffede en enkelt B-17 efter krigen.
===== Baggrund =====
Under krigen landede 68 stk. B-17 i det neutrale Sverige af forskellige årsager, fra simpelt motorvrøvl til svære krigsskader. Efter landingen blev fly og besætning interneret. Der blev bedrevet kurerflyvninger med [[DC-3]] fly mellem [[Stockholm-Bromma Lufthavn|Bromma]] flyveplads ved [[Stockholm]] og Prestwick i [[Skotland]], men flyvningerne blev mere og mere risikable p.gr. af DC-3s relativt korte rækkevidde og tyskerenes øgede opmærksomhed. Ved forhandlinger mellem svenskerne og den amerikanske flyattache oberstløjtnant Felix Hardison, kom en aftale i stand hvor svenskerene overtog ni af de internerede B-17 mod at returnere 300 amerikanske besætningsmedlemmer. Syv af flyene blev ombygget af [[SAAB]] til civile passagerfly ("Saab B-17 Felix") med plads til 14 passagerer, og kurerflyvningerne kunne nu udføres på en rute der gik fra Stockholm mod nord, udenfor Norsk luftterritorie, ud over Nordatlanten og ned til Skotland.<ref>[https://sv.wikipedia.org/wiki/Boeing_B-17_Flying_Fortress#N%C3%B6dlandade_B-17_i_Sverige Svensk Wikipedia] Besøgt 30 Marts 2018</ref>
[[Fil:SAS Boeing B-17 1944-1948, OY-DFA, Shoo Shoo Shoo Baby (2).jpg|thumb|right|OY-DFA, Danmarks eneste Fæstning.]]
[[Fil:B-17G Flying Fortress.JPEG|thumb|right|Tilbage i sine originale farver som "Shoo Shoo Shoo Baby"]]
===== Civil anvendelse =====
To af de svensk ombyggede fly var en B-17G-35-DL, 42-107067, svensk civil registrering SE-BAR, og B-17G-35-BO, 42-32076 "Shoo Shoo Shoo Baby", svensk civil registrering SE-BAP.<ref name=SV2>[https://sv.wikipedia.org/wiki/Boeing_B-17_Flying_Fortress#B-17_ombyggda_till_passagerarflygplan Svensk Wikipedia] Besøgt 30 Marts 2018</ref> Kort tid efter krigen, i December 1945 blev SE-BAR og SE-BAP solgt til DDL. SE-BAR blev omregistreret til OY-DFE, men blev allerede i Januar 1946 afskrevet til reservedele efter en kollision på jorden.<ref>[http://www.warbirdregistry.org/b17registry/b17-42107067.html Warbird registry] Besøgt 30 Marts 2018</ref> SE-BAP blev omdøbt til OY-DFA "Stig Viking" og fløj for DLL indtil 25. Juni 1947, hvor det blev taget ud af tjeneste.<ref name=SV2/>
===== Militær anvendelse =====
31. Marts 1948 overtog [[Hærens Flyvertropper]] OY-DFA og omdøbte flyet til DAF672 (67-672) "Store Bjørn".<ref name=SV2/> Prisen var ca. ½ million kroner. Flyet blev ombygget med 3 kameraer i næsepartiet, og en ekstra 1400 liters brændstoftank i bomberummet. Flyet blev benyttet til luftfotografering og luftkartografering af [[Grønland]] for [[Geodætisk Institut]].<ref>[http://milhist.dk/boeing-b17g/ Dansk Militærhistorie] Besøgt 30 Marts 2018</ref> 1.December 1949 var flyet blevet overført til [[Marinens Flyvevæsen]], og 24.Oktober 1952 blev flyet overført til [[Eskadrille 721|ESK 721]] under det nyoprettede [[Flyvevåbnet]].<ref name=SV2/> Opgaverne i Grønland var løst 1. Oktober 1953, og flyet blev sat på lager.<ref name=SV2/><ref name=draken>[http://www.draken.dk/Flyvevaabnet/FlyvevaabnetsFly/B-17G.html Draken.dk] Besøgt 30 Marts 2018</ref>
===== Videre skæbne =====
6. April 1955 blev "Store Bjørn" solgt videre til [[Frankrig]] via en mægler, og flyet genoptog sin tjeneste med luftfotografering, nu for det franske [[Institut Geographique National]] og med den franske civile registrering F-BGSH. Tjenesten foregik indtil 15. Juli 1961, hvor flyet blev udrangeret og officielt frigivet til anvendelse som reservedele. Herefter stod flyet under åben himmel de næste 11 år, og blev langsomt til et vrag.<ref name=SV2/><ref name=draken/>
I 1971 blev flyet - uden motorer og indretning - overdraget til USAF, som fløj det til [[Wright-Patterson Air Force Base]] i en [[C-5 Galaxy]]. Efter endt renovering, fløj flyet for egen kraft og i sin originale bemaling som "Shoo Shoo Shoo Baby" den 13. eller 15. Oktober 1988 til [[National Museum of the United State Air Force]], også på Wright-Patterson AFB, hvor flyet nu er udstillet.<ref name=SV2/><ref name=draken/>
== Operatører ==
[[Fil:World operators of the B-17.png|thumb|400px|Militære operatører af B-17]]
[[Fil:Civil operators of the B-17.png|thumb|400px|Civile operatører af B-17]]
B-17 var et universelt anvendeligt fly og tjente ved snesevis af USAAF enheder på mange forskellige krigsskuepladser igennem 2.verdenskrig, såvel som i forskellige roller for RAF. Flyet blev primært anvendt i Europa, hvor flyets kortere rækkevidde og mindre bombelast, set relativt til lignende flytyper, ikke begrænsede flyets anvendelse på samme måde som f.eks. i Stillehavsområdet. Det største antal i drift (August 1944) var 4.574 verden over.<ref name="Baugher Squads" />
;{{ARG}}
* [[Argentinas Flyvevåben]] ({{lang-es|'''Fuerza Aérea Argentina'''}}) - Antal, anvendelse etc. ukendt.
;{{flag|Bolivia}}
* [[Bolivia's Luftvåben]] ({{lang-es|'''Fuerza Aérea Boliviana''', FAB}}) - 7 stk. Boeing B-17G Flying Fortress, i tjeneste i årene 1956 - 1963.<ref>[http://www.aeroflight.co.uk/waf/americas/bolivia/Bolivia-af_all-time.htm Aeroflight: Bolivia] Besøgt 29. Marts 2018</ref>
;{{BRA}}
*[[Brasiliens Luftvåben]] (Brazilian Air Force, {{lang-pt|'''Força Aérea Brasileira''', FAB}}) - Antal, anvendelse etc. ukendt.
;{{CAN}}
*[[Royal Canadian Air Force|Det canadiske luftvåben]] ('''Royal Canadian Air Force''', RCAF) - 6 stk. Boeing Fortress IIA (Britisk navngivning), i tjeneste i årene 1943 - 1946.<ref>[http://www.aeroflight.co.uk/user/every/all-time-aircraft-used-list-royal-canadian-air-force.htm? Aeroflight: Canada] Besøgt 29. Marts 2018</ref>
;{{COL}}
* [[Colombias Luftvåben]] ({{lang-es|'''Fuerza Aérea Colombiana''', FAC}}) - Antal, anvendelse etc. ukendt.
;{{DNK}}
* [[Flyvevåbnet]] - 1 stk. Boeing B-17G Flying Fortress, i tjeneste i årene 1950 - 1953.<ref>[http://www.aeroflight.co.uk/user/every/denmark-af-all-time-aircraft-used-list.htm Aeroflight: Denmark] Besøgt 29. Marts 2018</ref>
;{{flag|Dominikanske Republik}}
* [[Det Dominikanske Luftvåben]] ({{lang-es|'''Fuerza Aérea de República Dominicana'''}}) - 2 stk. Boeing B-17G, anvendt i årene 1947 - 1958.<ref>[http://www.aeroflight.co.uk/waf/americas/dominican_rep/DomRep-af-all-time.htm Aeroflight: Dominican Republic] Besøgt 29. Marts 2018</ref>
;{{FRA}}
*[[Armée de l'air|Det franske luftvåben]] ({{lang-fr|'''Armée de l'air'''}}) - en enkelt B-17 i drift.<ref>[http://www.aeroflight.co.uk/user/every/france-af-all-time-aircraft-used-listing.htm Aeroflight: France] Besøgt 29. Marts 2018</ref>
;{{flag|Nazi Tyskland}}
*[[Luftwaffe (Wehrmacht)|Nazitysklands luftvåben]] ('''Luftwaffe''') - et antal B-17 taget som krigsbytte (''Beuteflugzeug''). Antal og typer ukendt, megen dokumentation gået tabt efter Nazitysklands sammenbrud.
;{{flag|Iran|1925}}
* [[Det iranske luftvåben]] ('''Imperial Iranian Air Force (IIAF)''') - Antal, anvendelse etc. ukendt.
;{{SAU}}
* [[Det Kongelige Saudiarabiske Luftvåben]] (({{lang-ar|'''القوات الـجوية الـملكية الـسعودية'''}}, '''al-quwwāt al-ğawwiyyah al-malakiyyah as-suʿūdiyyah''')) - Antal, anvendelse etc. ukendt.
;{{ISR}}
* [[Heyl Ha'Avir|Israels Luftvåben]] ('''Heyl Ha'Avir''' [[Hebraisk (sprog)|hebraisk]]: זרוע האוויר והחלל, ''Zroa HaAvir VeHaḤalal'') - 4 stk. B-17G i tjeneste 1948 - 1958.<ref>[http://www.aeroflight.co.uk/waf/aa-mideast/israel/af/israel-af-all-time.htm Aeroflight: Israel] Besøgt 29. Marts 2018</ref>
;{{JPN}}
* [[Japans forsvar|Japans Imperielle Luftvåben]] - Mindst 3 stk. B-17 i tjeneste, efter at være blevet taget som krigsbytte.
;{{MEX}}
* [[Mexico's Luftvåben]] ({{lang-es|'''Fuerza Aérea Mexicana'''}}, FAM) - Antal, anvendelse etc. ukendt.
;{{flag|Nicaragua}}
* [[Nicaraguas Luftvåben]] ({{lang-es|'''Fuerza Aérea de Nicaragua'''}}, FAN) - Antal, anvendelse etc. ukendt.
;{{flag|Peru}}
* [[Det Peruvianske Luftvåben]] ({{lang-es|link=no|'''Fuerza Aérea del Perú'''}}, FAP) - Antal, anvendelse etc. ukendt.
;{{POR}}
* [[Det Portugisiske Luftvåben]] ({{lang-pt|'''Força Aérea Portuguesa'''}}, FAP) - 5 stk SB-17G (søredningsfly) i tjeneste 1952 - 1960.<ref>[http://www.aeroflight.co.uk/user/every/all-time-aircraft-used-list-portuguese-air-force.htm Aeroflight: Portugal] Besøgt 29. Marts 2018</ref>
;{{flag|Sydafrika}}
*[[Sydafrikas Luftvåben]] ('''South African Air Force''', SAAF) - Antal, anvendelse etc. ukendt.
;{{flag|Taiwan}}
* [[Taiwans Luftvåben]] (Republic of China Air Force (ROCAF), {{zh|t=中華民國空軍 |p='''Zhōnghuá Mínguó Kōngjūn'''}}) - Antal, anvendelse etc. ukendt. Et antal fly anvendt til efterretningsformål.
;{{USSR}}
*[[Sovjetunionens Luftvåben]] ({{lang-ru|'''Военно-воздушные силы СССР'''}}, {{Lit|'''Vojenno-vozdusjnyje sily SSSR'''}}) - Et antal allierede B-17; på trods af dette aldrig returneret, men beholdt som en slags 'krigsbytte'.
;{{SUI}}
* [[Schweiz#Forsvar|Schweiz' Luftvåben]] ({{lang-de|'''Schweizer Luftwaffe'''}}; {{lang-fr|'''Forces aériennes suisses'''}}; {{lang-it|'''Forze aeree svizzere'''}}; {{lang-rm|'''Aviatica militara svizra'''}}) - Enkelte fly benyttet under 2.verdenskrig efter nødlanding eller tvunget landing i neutralt territorie.
;{{SWE}}
*[[Flygvapnet|Det Svenske Flyvevåben]] ({{lang-sv|'''Flygvapnet'''}}) - Antal, anvendelse etc. ukendt.
;{{UK}}
* [[Royal Air Force]] - Antal, anvendelse etc. ukendt.
;{{flag|United States}}
*[[United States Army Air Corps|USA's hærs flyverkorps]] ('''United States Army Air Corps''' ('''USAAC''')) - Den største bruger af alle typer B-17.
== Overlevende fly ==
Der er i øjeblikket (nyeste data, Marts 2018) 47 stk. B-17 bevaret i komplet stand. Af disse er 11 stk. flyvedygtige. 40 af de 47 fly befinder sig i USA.
I Europa befinder sig:
* 44-8846, B-17G, "The Pink Lady", flyvedygtig, ejet af Forteresse Toujours Volante i [[Paris]]. Bemalet som 42-2960 "Pink Lady."
* 44-8889, B-17G, "Sleepy Time Gal", udstillet på museum i [[Musée de l’air et de l’espace]], Paris.
* 44-83735, B-17G, "Mary Alice", udstillet på museum i [[Imperial War Museum Duxford]], [[Cambridgeshire]], [[UK]]. Bemalet som 42-31983 "Mary Alice."
* 44-83868, B-17G, udstillet på museum i [[Royal Air Force Museum London]], [[London]], UK.
* 44-85784, B-17G, "Sally B", flyvedygtig, tilknyttet Imperial War Museum Duxford, Cambridgeshire, UK.
For referencer og en mere komplet liste, se venligst listen på den [[:en:List of surviving Boeing B-17 Flying Fortresses|engelske Wikipedia]]
== Fæstningen som et symbol ==
[[Fil:Flying Fortress Cartoon.jpg|thumb|B-17s evne til at modstå angreb og stadigt tilføje fjenden skade bliver vist i denne karikatur.]]
I USA blev B-17 symbolsk for landets luftmagt. I en meningsmåling, udført i 1943 af [[Consolidated Aircraft]], havde 73% af 2.500 borgere hørt om Consolidated B-24 efter at der var kørt annoncer for B-24 i aviserne, men 90% havde hørt om B-17.<ref name="Johnsen 2006" />
Efter de første B-17 var blevet afleveret til Air Corps 2nd Bombardment Group, blev de benyttet på flyvninger der skulle promovere deres rækkevidde og evnerne til at navigere. I Januar 1938 fløj Colonel Robert Olds en YB-17 fra USAs østkyst til vestkysten, og satte en transkontinental rekord på 13 timer 27 minutter. Han brød også rekorden på returflyvningen, med et gennemsnit på 394 km/t (245 mph) på 11 timer 1 minut.<ref name="Zamzow" /> Seks bombere fra 2nd Bombardment Group startede fra [[Langley Field]] den 15. Februar 1938 som en del af en goodwill-flyvning til [[Buenos Aires]], [[Argentina]]. Flyene returnerede den 27. Februar efter at have udfløjet 19.000 km (12.000 mi), og syv fly tog turen til [Rio de Janeiro]], [[Brasillien]], tre dage senere.<ref name="WoF p46-7" /> I en vel-publicieret mission den 12. Maj samme år, "afskar" og fotograferede tre B-17 den italienske oceanliner [[SS Rex|SS ''Rex'']] 980 km (610 mi) ud for Atlantkysten.<ref name="AFM.91-12" /><ref group=N>Dette er en almindelig fejl. ''Rex'' rapporterede sin position 1166 km (725 mi) fra kysten, mens flyene gjorde klar til takeoff fra Mitchel Field, fire timer før mødet.</ref>
Mange piloter, som fløj både B-17 og B-24, foretrak B-17 for dens større stabillitet og lettere kontrol under formationsflyvning. Dens elektriske systemer var mindre sårbare for krigsskader end hydraulikken der blev anvendt i B-24, og B-17 fløj bedre med en motor stoppet.<ref name="levine1992">{{cite book | title=The Strategic Bombing of Germany, 1940–1945 | publisher=Praeger | author=Levine, Alan J. | year=1992 | location=Westport, Connecticut | pages=14–15 | isbn=0-275-94319-4}}</ref> Under krigen viste den største offensive bomberstyrke, [[Eighth Air Force]], en udtalt preference for B-17. Lieutenant General [[Jimmy Doolittle]] skrev om sin preference for at udruste Eighth med B-17, og nævnte den logistiske fordel ved at forsyne tropperne i felten med et minimum af forskellige flytyper, og dermed holde servicering og lagring af reservedele så simple som muligt. Af denne årsag ønskede han B-17 bombefly og P-51 jagere anvendt i Eighth. Hans synspunkt blev støttet af statistikere fra Eight, som kunne dokumentere at B-17 havde en langt højere rådighedsgrad og en meget bedre overlevelse i kamp end B-24.<ref name="Johnsen 2006" /> Flyets evne til at klare sig tilbage til basen ved utallige lejligheder, på trods af ekstensive kampskader, gjorde at flyets ry for ovelevelse nærmes blev mytisk;<ref name="Manual" /><ref name=browne /> historier og fotos af B-17 der havde overlevet alvorlige kampskader var vidt udbredt under krigen.<ref name="Johnsen 2006" /> På trods af en ringere ydelse og en mindre bombelast end de mere talstærke B-24,<ref name="Birdsall 3" /> viste en undersøgelse af Eighth Air Force besætninger, at besætningerne i B-17 var langt mere tilfredse med deres fly.<ref name="B-17.de" />
== Bemærkelsesværdige B-17 ==
[[Fil: 19430201AllAmericanB17inFlight.jpg|thumb|''All American'' efter kollisionen.]]
* ''All American'' – Denne B-17F overlevede at næsten miste halen efter en kollision med en angribende [[Bf 109]] over [[Tunesien]], men klarede at returnere og lande sikkert på sin base i [[Algeriet]], uden tab i besætningen. Er blevet nævnt som kilden til sætningen "Comin' in on a Wing and a Prayer" ("Komme hjem på én vinge og en bøn"). Billedet af den svært beskadigede ''All American'' er blevet kaldt et af de mest berømte fra 2.verdenskrig.<ref name=AvHistMuseum20130828>{{cite web |title=A Wing and a Prayer |url=http://www.aviation-history.com/boeing/b17tail.html |publisher=The Aviation History Online Museum |archiveurl=https://web.archive.org/web/20160705162833/http://www.aviation-history.com/boeing/b17tail.html |archivedate=5 July 2016 |date=28 August 2013 |deadurl=no }}</ref><ref name=WarbirdsNews20130627>{{cite web |title=WWII's B-17 ''All American:'' Separating Fact and Fiction |url=http://www.warbirdsnews.com/warbird-articles/wwiis-b-17-all-american-separating-fact-fiction.html |publisher=Warbirds News |archiveurl=https://web.archive.org/web/20160405014119/http://www.warbirdsnews.com/warbird-articles/wwiis-b-17-all-american-separating-fact-fiction.html |archivedate=5 April 2016 |date=27 June 2013 |deadurl=no }}</ref>
* ''Hell's Kitchen'' – B-17F 41-24392 - En af kun tre tidlige B-17F i 414th BS der gennemførte mere end 100 kampflyvninger.<ref>{{cite web|url=http://www.reddog1944.com414th_Squadron_Planes_and_Crews.htm|title=414th Squadron Planes and Crews circa 1943|publisher=reddog1944.com|accessdate=20 December 2012}}{</ref>
* ''Lady Helene (B-17)|Lady Helene'' – Fløj 33 missioner Januar–April 1945.
* ''Madras Maiden'' – Den sidste eksisterende B-17G "Pathfinder". Er renoveret til flyvedygtig stand.
* ''Mary Ann'' – En B-17D der ankom ubevæbnet til [[Hickam Field]] i [[Hawaii]] den 6. December 1941, midt under [[angrebet på Pearl Harbor]]. Fly og besætning blev omgående sat i tjeneste på [[Wake Island]] og i [[Filippinerne]]. Flyet blev berømt da dets oplevelser blev vist i filmen ''[[Air Force (film)|Air Force]]'', en af de første patriotiske krigsfilm udgivet i 1943.<ref>{{cite web|url= http://www.imdb.com/title/tt0035616/trivia|title=Trivia|date=28 May 2013 |accessdate=28 May 2013}}</ref>
* ''[[Memphis Belle (fly)|Memphis Belle]]'' – En af de første B-17 der overlevede en 'tour of duty' på 25 missioner i 8th Air Force. Flyet medvirkede i en propaganda/dokumentarfilm ("[[Memphis Belle: A Story of a Flying Fortress]]") såvel som spillefilmen "[[Memphis Belle (film)|Memphis Belle]] fra 1990, baseret på dokumentaren fra 1944. Den originale dokumentarfilm kan bl.a. ses på [[YouTube]].
* ''Murder Inc.'' – En bombeskytte med navnet på B-17 "[[Murder, Inc.]]" malet på ryggen af sin jakke, blev nærmest taknemmeligt udnyttet til propaganda i tyske aviser.<ref name="murder inc.">Williams, Kenneth Daniel. [http://www.merkki.com/murderinc.htm "The Saga of Murder, Inc."] ''World War II – Prisoners of War – Stalag Luft I.'' Retrieved: 31 August 2010.</ref>
* ''Old 666'' – En B-17 fløjet af den højest dekorerede flybesætning i stillehavsområdet.
* ''Rosie's Riveters'' – B-17F ser.no. ''42-30758'' fra 100th Bomb Group, ført af den højt dekorerede Robert Rosenthal, var det eneste overlevende fly fra 100th. der returnerede til basen [[RAF Thorpe Abbotts]] efter et raid 10. Oktober 1943 mod [[Münster]].
* ''Swamp Ghost'' B-17E Ser. no. 41-2446, en sjælden overlevende "E" model, som blev bjærget fra en sump i [[Papua New Guinea]]. Nu udstillet i Pacific Aviation Museum i Pearl Harbor.
* ''Texas Raiders'' – Den sidste U.S. Navy PB-1W i flyvedygtig stand, flyver for Commemorative Air Force Gulf Coast Wing i [[Houston]], [[Texas]].
* ''Ye Olde Pub'' – Dén B-17 som [[Franz Stigler]] (Tysk [[flyver-es]] med 27 luftsejre) ikke kunne få sig selv til at skyde på. Episoden blev foreviget i maleriet "''A Higher Call''" af John D. Shaw.<ref>[http://www.valorstudios.com/Franz-Stigler-Charlie-Brown.htm Valor Studios page]</ref>
* ''5 Grand'' – Den 5.000ne producerede B-17, signeret overalt af de ansatte ved Boeing. Flyet tjente ved 333rd Bomb Squadron, 96th Bomb Group i Europe. Efter reparation efter en mavelanding blev flyet overført til 388th Bomb Group. Flyet returnerede fra tjeneste efter [[VE-dag]], fløj for at promovere krigs obligationer, og blev derefter opbevaret i [[Kingman]], [[Arizona]]. Der kunne ikke rejses penge til at sende flyet på museum, og det blev ophugget.<ref>''Air Classics'' magazine, July 2004, pp. 66–74</ref>
== Bemærkelsesværdige B-17 piloter og besætninger ==
Mange B-17 besætningsmedlemmer modtog militære æresbevisninger, og ialt 17 modtog [[Medal of Honor]], USAs højeste miltære dekoration.<ref name="AFM" />
Af de 17 modtagere, fik 11 tildelt udmærkelsen posthumt.
Et meget stort antal hele besætninger, enheder og enkelte medlemmer fik tildelt en bred vifte af udmærkelser, og mange fik senere høje stillinger inden for luftvåbnet.
* [[Lincoln Broyhill]] satte to individuelle rekorder på en enkelt dag: (1) flest tyske jetfly nedskudt af en enkelt kanonér under en mission (2 stk.), og (2) største antal tyske jets ødelagt af en enkelt kanonér under hele krigen (2 stk.).
* Gen [[Curtis LeMay]] (1906–1990): Blev chef for [[Strategic Air Command]] og stabschef for USAF.
* Lt Col [[Nancy Harkness Love|Nancy Love]] (1914–1976) og [[Betty Gillies|Betty (Huyler) Gillies]] (1908–1998): de første kvindtlige piloter der blev certificeret til at flyve B-17, i 1943 og de første kvalificeret til at flyve for [[Women Airforce Service Pilots|Women's Auxiliary Ferrying Squadron]].<ref name="museum2" />
* Brig Gen [[Paul Tibbets]] (1915–2007): Fløj med 97th Bombardment Group (Heavy) med både 8th Air Force i England og 12th Air Force i Nordafrika. Blev senere pilot på B-29 ''[[Enola Gay]]'', og nedkastede den første atombombe over [[Hiroshima]], Japan.
== Uheld og hændelser ==
Et stort antal B-17 gik tabt efter krigsskader, men derudover gik et antal tabt i forbindelse med træning, dårligt vejr, brand og alle tænkelige former for uheld og ulykker.
Det vil føre for vidt at komme med en opremsning her; en liste plus referencer kan findes på [[:en:Accidents and incidents involving the Boeing B-17 Flying Fortress|engelsk Wikipedia]].
== Specificationer (B-17G) ==
[[Fil:Boeing B-17G.png|thumb|300px|right|Stregtegning af B-17G, med indsat detalje af "Cheyenne halen" og nogle visuelle forskelle til andre varianter]]
[[Fil:B-17G nose.jpg|thumb|B-17G bevæbning i næsen.]]
{| border="0"
|+<small>Reference = The Encyclopedia of World Aircraft</small> <ref name="Donald" />
!
!
!
|-
|Besætning:
|10
|Pilot, Co-pilot, navigatør, bombeskytte, flymekaniker, radiooperatør, skytter.<ref name="Arizona" />
|-
|Længde:
|22,66 m
|74 ft. 4 in.
|-
|Højde:
|5,82 m
|19 ft. 1 in.
|-
|Spændvidde:
|31,62 m
|103 ft. 9 in.
|-
|Vingeareal:
|131,92 m²
|1.420 ft²
|-
|Tomvægt:
|16.391 kg
|36.135 lb.
|-
|Max. vægt:
|24.500 kg
|54.000 lb.
|-
|Max. takeoff vægt:
|29.700 kg
|65.500 lb.
|-
|Motor:
|4 x [[Wright R-1820]]-97 "Cyclone"
|Turbo-superladet [[Stjernemotor]]
|-
|Effekt:
|4 x 895 kW
|4 x 1.200 hk
|-
|Propel:
|4 stk.
|3-bladet
|-
|Max. fart:
|249 kn.
|462 km/t / 287 mph
|-
|Marchfart:
|158 kn.
|293 km/t / 182 mph
|-
|Rækkevidde:
|1.738 nmi
|3.219 km / 2.000 mi. med 2.700 kg /6.000 lb bombelast.
|-
|Max.flyvehøjde:
|10.850 m
|35.600 ft.
|-
|Stigehastighed:
|4,6 m/sek
|900 ft/min
|-
|Vingebelastning:
|185,7 kg/m²
|38,0 lb/ft²
|-
|Effekt/masse:
|150W/kg
|0.089 hk/lb
|-
|Sideforhold:
|7,57
|
|-
|Vinge:
|NACA 0018
|NACA 0010
|-
|Bevæbning:
|13 stk. 12.7 mm (.50 in) [[Browning M2]]
|[[maskingevær]]er placeret i 8 affutager.
|-
|Bombelast (kortdistance, overlæs)
|7.800 kg
|17.600 lb
|-
|Bombelast (< 400 mi.)
|3.600 kg
|8.000 lb
|-
|Bombelast ( 800 mi.)
|2.000 kg
|4.500 lb
|-
|}
== Se også ==
[[Fil:Pratt-Whitney T-34 B-17 testbed NAN10-50.jpg|thumb|B-17 modificeret til test af XT-34 turboprop motorer. Flyet blev herefter renoveret til krigsbemaling som "Liberty Belle", men gik tabt i en brand efter nødlanding den 13. Juni 2011.]]
Relaterede:
* [[Boeing XB-15]]
* Boeing [[B-29 Superfortress]]
Lignende fly:
* [[Consolidated B-24 Liberator]]
* [[Handley Page Halifax]]
* [[Avro Lancaster]]
== Referencer ==
=== Noter ===
{{reflist|group=N}}
=== Citater ===
{{Reflist|30em|refs=
<ref name="Andrews & Morgan p340">Andrews and Morgan 1988, p. 340.</ref>
<ref name="A&K.1">Arakaki and Kuborn 1991, pp. 73–75, 158–159.</ref>
<ref name="A&K.2">Arakaki and Kuborn 1991, pp. 73, 158–159.</ref>
<ref name="Meilinger 87">Meilinger, Phillip S. [http://www.airforce-magazine.com/MagazineArchive/Pages/2004/October%202004/1004fortress.aspx "When the Fortress Went Down."] ''airforce-magazine.com,'' Volume 87, Issue 10, October 2004'.</ref>
<ref name="Baugher B-17B">Baugher, Joe. [http://www.joebaugher.com/usaf_bombers/b17_4.html "Boeing B-17B Fortress."] ''Encyclopedia of American Aircraft,'' 22 May 2010.</ref>
<ref name="Baugher Squads">Baugher, Joe. [http://www.joebaugher.com/usaf_bombers/b17_squad.html "B-17 Squadron Assignments."] ''Encyclopedia of American Aircraft,'' Last revised 9 August 1999.</ref>
<ref name="B17vB24">Benitez, Nannette. [http://oai.dtic.mil/oai/oai?verb=getRecord&metadataPrefix=html&identifier=ADA397895 "World War II War Production – Why Were the B-17 and B-24 Produced in Parallel?"] ''Defense Technical Information Center,'' 1997. Retrieved: 1 July 2011.</ref>
<ref name="Birdsall 3">Birdsall 1968, p. 3.</ref>
<ref name="bloody p55-6">Shores, Cull and Izawa 1992, pp. 55–56.</ref>
<ref name="Bloody p163">Shores, Cull and Izawa 1992, p. 163.</ref>
<ref name="Bloody p166-7">Shores, Cull and Izawa 1992, pp. 166–167.</ref>
<ref name="Bowers1976">Bowers, Peter M. ''Fortress in the Sky''. Granada Hills, California: Sentry Books Inc., 1976. {{ISBN|0-913194-04-2}}.</ref>
<ref name="Bowers1976.p12">Bowers 1976, p. 12.</ref>
<!-- <ref name="Bowers1976.p37" /> --><!-- This reference is used in the text but is currently (September 2010) commented out. -->
<ref name="Bowers Boeing p286-7">Bowers 1989, pp. 286–287.</ref>
<ref name="Bowers Boeing p290">Bowers 1989, p. 290.</ref>
<ref name="Bowers Boeing p291-2">Bowers 1989, pp. 291–292.</ref>
<ref name="Bowers Boeing p292">Bowers 1989, p. 292.</ref>
<ref name="Bowers Boeing p293-4">Bowers 1989, p. 293–294.</ref>
<ref name="Bowers boeing p294">Bowers 1989, p. 294.</ref>
<ref name="Bowers Boeing p295">Bowers 1989, p. 295.</ref>
<ref name="Bowers Boeing p297">Bowers 1989, p. 297.</ref>
<ref name="Bowers Boeing p299">Bowers 1989, p. 299.</ref>
<ref name="Bowers Boeing p303-4">Bowers 1989, pp. 303–304.</ref>
<ref name="Bowers Boeing p307-8">Bowers 1989, pp. 307–308.</ref>
<ref name="Bowers Boeing p310-1">Bowers 1989, pp. 310–311.</ref>
<ref name="Bowers Boeing p314">Bowers 1989, p. 314.</ref>
<ref name="Bowman.7">Bowman 2002, p. 7.</ref>
<ref name="Bowman.8">Bowman 2002, p. 8.</ref>
<ref name="Bowman.22">Bowman 2002, p. 22.</ref>
<ref name="browne">Browne, Robert W. "The Rugged Fortress: Life-Saving B-17 Remembered." ''Flight Journal: WW II Bombers,'' Winter 2001.</ref>
<ref name="Caidin.p86">Caidin 1960, p. 86.</ref>
<ref name="C&W.151">Caldwell and Muller 2007, pp. 151–152.</ref>
<ref name="C&W.162">Caldwell and Muller 2007, p. 162.</ref>
<ref name="Carey Pointblank">Carey 1998, p. 4.</ref>
<ref name="Chant">Chant 1996, pp. 61–62.</ref>
<ref name="DABASv2 p661">Roberts 2000, p. 661.</ref>
<ref name="Donald">Donald 1997, p. 155.</ref>
<ref name="Donald Am p23">Donald 1995, p. 23.</ref>
<ref name="Francillon Doug p201-2">Francillon 1979, pp. 201–202.</ref>
<ref name="Francillon Lock p211">Francillon 1982, p. 211.</ref>
<ref name="Francillon Lock p212">Francillon 1982, p. 212.</ref>
<ref name="Francillon Lock p213-5">Francillon 1982, pp. 213–215.</ref>
<ref name="Frisbee">Frisbee 1990</ref>
<ref name="NYTimes.299Record">[https://select.nytimes.com/gst/abstract.html?res=F20810F63A59107A93C3AB1783D85F418385F9 "Army Bomber Flies 2,300 Miles In 9 Hours, or 252 Miles an Hour; New All-Metal Monoplane Sets a World Record on Non-Stop Flight From Seattle to Dayton, Ohio."] ''The New York Times,'' 21 August 1935.</ref>
<ref name="Hess.pp59-60">Hess 1994, pp. 59–60.</ref>
<ref name="Hess.p64">Hess 1994, p. 64.</ref>
<ref name="Hess.pp65-67">Hess 1994, pp. 65–67.</ref>
<ref name="Hess.p67">Hess 1994, p. 67.</ref>
<ref name="Hess.69-71">Hess 1994, pp. 69–71.</ref>
<ref name="Knaack bomber p465">Knaack 1988, p. 465.</ref>
<ref name="Pop1">Ethell, Jeff. [https://books.google.com/books?id=_OMDAAAAMBAJ&printsec=frontcover&source=gbs_atb#v=onepage&q&f=false "Our Still-Flying Fortress."] ''Popular Mechanics,'' Volume 162, Issue 1, January 1985, pp. 124–129.</ref>
<ref name="Stitt 1">Stitt 2010, p. 1.</ref>
<ref name="Weigley.338">Weigley 1977, p. 338.</ref>
<ref name="Weigley 339">Weigley 1977, p. 339.</ref>
<ref name="Weigley.340-1">Weigley 1977, pp. 340–341.</ref>
<ref name="Weigley.341">Weigley 1977, p. 341.</ref>
<ref name="Weigley.342">Weigley 1977, p. 342.</ref>
<ref name="Zamzow.33">Zamzow 2008, p. 33.</ref>
<ref name="Zamzow.34">Zamzow 2008, p. 34.</ref>
<ref name="Zamzow.47">Zamzow 2008, p. 47.</ref>
<!-- Air Force Magazine -->
<ref name="Johnsen 2006">Johnsen, Frederick A. [http://www.airforce-magazine.com/MagazineArchive/Pages/2006/October%202006/1006bomber.aspx "The Making of an Iconic Bomber."] ''Air Force Magazine,'' Volume 89, Issue 10, 2006. Retrieved: 15 January 2007.</ref>
<ref name="AFM">Eylanbekov, Zaur. [http://www.airforce-magazine.com/MagazineArchive/Magazine%20Documents/2006/February%202006/0206classics.pdf "Airpower Classics: B-17 Flying Fortress."] ''Air Force Magazine,'' February 2006. Retrieved 30 December 2008.</ref>
<ref name="AFM.76-9">Price, Alfred. [http://www.airforce-magazine.com/MagazineArchive/Pages/1993/September%201993/0993regensburg.aspx "Against Regensburg and Schweinfurt."] ''Air Force Magazine,'' Volume 76, Issue 9, September 1993. Retrieved: 18 December 2008.</ref>
<ref name="Meilinger">Meilinger, Phillip S. [http://www.airforce-magazine.com/MagazineArchive/Pages/2004/October%202004/1004fortress.aspx "When the Fortress Went Down."] ''Air Force Magazine (Air Force Association),'' Volume 87, Issue 9, October 2004. Retrieved: 22 May 2010.</ref>
<ref name="AFM.91-12">Correll, John T. " Rendezvous With the 'Rex'." ''Air Force Magazine,'' Volume 91. Issue 12, December 2008, p. 56.</ref>
<ref name="Maurer">Maurer 1987, pp. 406–408.</ref>
<ref name="Sal.p46">Salecker 2001, p. 46.</ref>
<ref name="Sal.p48">Salecker 2001, p. 48.</ref>
<ref name="Sal.p64">Salecker 2001, pp. 64–71.</ref>
<ref name="Sakai">Sakai et al. 1996, pp. 68–72.</ref>
<ref name="Schollars">Schollars, Todd J. [http://www.findarticles.com/p/articles/mi_m0IBO/is_3_27/ai_111852898 "German wonder weapons: degraded production and effectiveness."] {{webarchive|url=https://web.archive.org/web/20060619091435/http://findarticles.com/p/articles/mi_m0IBO/is_3_27/ai_111852898 |date=19 June 2006 }} ''Air Force Journal of Logistics,'' Fall 2003. Retrieved: 16 January 2007.</ref>
<ref name="Serling.p55">Serling 1992, p. 55.</ref>
<ref name="Swan Mil p74">Swanborough and Bowers 1963, p. 74.</ref>
<ref name="Swan Mil p75">Swanborough and Bowers 1963, p. 75.</ref>
<ref name="Swan Mil p76">Swanborough and Bowers 1963, p. 76.</ref>
<ref name="Swan Mil p78">Swanborough and Bowers 1963, p. 78.</ref>
<ref name="Swan mil p80">Swanborough and Bowers 1963, p. 80.</ref>
<ref name="Swan Navy">Swanborough and Bowers 1976, pp. 66–67.</ref>
<ref name="Sword p180,329">Parshall and Tulley 2005, pp. 180, 329.</ref>
<ref name="Tate.p164">Tate 1998, p. 164.</ref>
<ref name="Tate 165">Tate 1998, p. 165.</ref>
<ref name="Wixley p23">Wixley 1998, p. 23.</ref>
<ref name="Wixley p30">Wixley 1998, p. 30.</ref>
<ref name="WoF p41">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, p. 41.</ref>
<ref name="WoF p46-7">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, pp. 46–47.</ref>
<ref name="WoF p56-7">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, pp. 56–57.</ref>
<ref name="WoF p59-0">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, pp. 59–60.</ref>
<ref name="WoF 62-3,5">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, pp. 62–63, 65.</ref>
<ref name="WoF p63-4">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, pp. 63–64.</ref>
<ref name="WoF p66">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, p. 66.</ref>
<ref name="WoF p86">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, p. 86.</ref>
<ref name="WoF p89">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, p. 89.</ref>
<ref name="WoF p89-0">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, pp. 89–90.</ref>
<ref name="WoF p91">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, p. 91.</ref>
<ref name="WoF p96">Hess and Winchester ''Wings of Fame'' 1997, p. 96.</ref>
<ref name="Wynn.93">Wynn 1998, p. 93.</ref>
<ref name="Yenne.p46">Yenne 2005, p. 46.</ref>
<ref name="Yenne.p6">Yenne 2006, p. 6.</ref>
<ref name="Yenne.p8">Yenne 2006, p. 8.</ref>
<ref name="Yenne.p12">Yenne 2006, p. 12.</ref>
<ref name="Yenne.p23">Yenne 2006, p. 23.</ref>
<ref name="Zamzow">Zamzow 2008, pp. 42–43.</ref>
<!-- Boeing -->
<ref name="first flight">[http://www.boeing.com/history/chronology/chron04.html "The Boeing Logbook: 1933–1938."] {{webarchive |url=https://web.archive.org/web/20061208181449/http://www.boeing.com/history/chronology/chron04.html |date=8 December 2006 }} ''Boeing.'' Retrieved: 3 March 2009.</ref>
<ref name="Boeing">[http://www.boeing.com/history/boeing/b17.html "History:B-17 Flying Fortress."] {{webarchive|url=https://web.archive.org/web/20070107080528/http://www.boeing.com/history/boeing/b17.html |date=7 January 2007 }} ''Boeing.'' Retrieved: 16 January 2007.</ref>
<ref name="Manual">[http://www.stelzriede.com/ms/html/mshwpmn1.htm#sty "Excerpts from B-17 Pilot Training Manual (The Story of the B-17)."] ''Headquarters, AAF, Office of Flying Safety.'' Retrieved: 16 January 2007.</ref>
<ref name="Manual 2">[http://www.stelzriede.com/ms/html/mshwpmn2.htm#form "B-17 Pilot Training Manual (Formation)."] ''Headquarters, AAF, Office of Flying Safety.'' Retrieved: 16 January 2007.</ref>
<!-- Various website references -->
<ref name="Arizona">[http://www.arizonawingcaf.com/pages/crew.html "B-17 Flying Fortress Crew Positions."] {{webarchive |url=https://web.archive.org/web/20070202085050/http://www.arizonawingcaf.com/pages/crew.html |date=2 February 2007 }} ''Arizona Wing CAF Museum.'' Retrieved: 16 January 2007.</ref>
<ref name="B-17.de">[http://www.b17flyingfortress.de/english/index.php?id=htm/details/best_airplane.htm "B-17: Best Airplane."] ''B-17 Flying Fortress: Queen of the Skies.'' Retrieved: 9 January 2007.</ref>
<ref name="B-17.de 2">[http://www.b17flyingfortress.de/eng/details/formation.php "Formation."] ''b17flyingfortress,'' 8 April 2007. Retrieved: 18 June 2010 ''.</ref>
<ref name="Northstar">[http://northstargallery.com/Aircraft/B17/about.htm "Aviation Photography: B-17 Flying Fortress."] ''Northstar Gallery,'' {{Nowrap|16 January}} 2007.</ref>
<ref name="flightinter">[http://www.flightglobal.com/pdfarchive/view/1944/1944%20-%200915.html "Flying Fortress (B-17G): A Survey of the Hard-hitting American Heavy Weight."] ''Flight,'' 4 May 1944, pp. 473–476.</ref>
<ref name="Flight Sperry">[http://www.flightglobal.com/pdfarchive/view/1976/1976%20-%200668.html?search=QB-17 "Sperry's RPV Background."] ''[[Flight International]]'', 17 April 1976, p. 1006.</ref>
<ref name="Museum">[http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=2478 "Model 299 Crash, {{Nowrap|15 November}} 1935."] {{webarchive |url=https://web.archive.org/web/20070516004104/http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=2478 |date=16 May 2007 }} Retrieved: {{Nowrap|16 January}} 2007.</ref>
<ref name="USAF Rex">[http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=2480 "Intercepting The 'Rex'."] {{webarchive|url=https://web.archive.org/web/20070913112905/http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=2480 |date=13 September 2007 }} ''National Museum of the United States Air Force.'' Retrieved: {{Nowrap|9 January}} 2007.</ref>
<ref name="Y1B-17">[http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=2500 "Boeing Y1B-17."] {{webarchive |url=https://web.archive.org/web/20070516004201/http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=2500 |date=16 May 2007 }} ''National Museum of the United States Air Force.'' Retrieved: {{Nowrap|9 January}} 2007.</ref>
<ref name="B-17B">[http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=2449 "Boeing B-17B."] {{webarchive |url=https://web.archive.org/web/20070914012211/http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=2449 |date=14 September 2007 }} ''National Museum of the United States Air Force.'' Retrieved: {{Nowrap|9 January}} 2007.</ref>
<ref name="museum2">[http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=1557 "Biography of Nancy Harkness Love."] {{webarchive|url=https://web.archive.org/web/20070831124822/http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=1557 |date=31 August 2007 }} ''National Museum of the United States Air Force.'' Retrieved: 19 September 2012.</ref>
<ref name="NMAF Memphis">[http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=6740 "Boeing B-17F Memphis Belle."] {{webarchive |url=https://web.archive.org/web/20100608164031/http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=6740 |date=8 June 2010 }} ''National Museum of the United States Air Force.'' Retrieved: {{Nowrap|13 September}} 2010.</ref>
<ref name="AAF combat">[http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=1507 "AAF Enters Combat from England."] {{webarchive|url=https://web.archive.org/web/20131104031058/http://www.nationalmuseum.af.mil/factsheets/factsheet.asp?id=1507 |date=4 November 2013 }} ''National Museum of the United States Air Force.'' Retrieved: {{Nowrap|13 September}} 2010. </ref>
<ref name="Checks">Schamel, John. [http://www.atchistory.org/History/checklst.htm "How the Pilot's Checklist Came About."] ''Flight Service History.'' Retrieved: {{Nowrap|22 May}} 2010.</ref>
<ref name="Checks2">Schamel, John [http://www.atchistory.org/History/checklst.htm "How the Pilot's Checklist Came About."] ''Flight Service History.'' Retrieved: {{Nowrap|22 May}} 2010.</ref>
<ref name="DurableB-17Colorado">Wright, James G. [https://pqasb.pqarchiver.com/gazette/access/135028531.html?dids=135028531:135028531&FMT=ABS&FMTS=ABS:FT&type=current&date=Jun+08%2C+1994&author=James+G.+Wright%3B+Gazette+Telegraph&pub=Colorado+Springs+Gazette&desc=Durable+B-17s+hard+for+pilots+to+forget%2F+Love+for+plane+outweighs+bitter+memories+of+war&pqatl=google "Durable B-17s hard for pilots to forget: Love for plane outweighs bitter memories of war"] (requires subscription). ''Colorado Springs Gazette,'' 8 June 1994. {{dead link|date=June 2016|bot=medic}}{{cbignore|bot=medic}}</ref>
<ref name="Hoffman">Hoffman, Wally. [http://www.storyhouse.org/wally6.html "We Get Our Feet Wet."] ''Magweb.com,'' 2006. Retrieved: {{Nowrap|18 July}} 2006.</ref>''
<ref name="USAAF.04-45">McKillop, Jack. [http://www.usaaf.net/chron/45/apr45.htm "Combat Chronology of the U.S. Army Air Forces: April 1945."] {{webarchive|url=https://web.archive.org/web/20100307201343/http://www.usaaf.net/chron/45/apr45.htm |date=7 March 2010 }} ''usaaf.net,'' {{Nowrap|17 January}} 2007.</ref>
<ref name="USCG">[http://www.uscg.mil/history/webaircraft/Boeing_PB1.pdf "US Coast Guard Aviation History: Boeing PB-1G 'Flying Fortress'."]{{dead link|date=May 2017 |bot=InternetArchiveBot |fix-attempted=yes }} ''United States Coast Guard/'' Retrieved: 18 June 2010.</ref>
<ref name="awm">[http://www.awm.gov.au/atwar/remembering1942/bismark/ Anniversary talks: Battle of the Bismarck Sea, {{Nowrap|2–4 March}} 1943 [Australian War Memorial]] {{webarchive|url=https://web.archive.org/web/20030824011504/http://www.awm.gov.au/atwar/remembering1942/bismark/ |date=24 August 2003 }}</ref>
<!--<ref name="US Army Air Forces in World War II, Vol I and II">edited by Cravens and Cate, Pages</ref>
<ref name="RAF">[http://www.raf.mod.uk/bombercommand/h223.html "No 233 Squadron."] ''RAF History – Bomber Command 60th Anniversary,'' 6 April 2005. Retrieved 14 September 2012.</ref>
-->
}}
=== Bibliografi ===
{{refbegin}}
* Andrews, C.F and E.B. Morgan. ''Vickers Aircraft since 1908''. London: Putnam, 1988. {{ISBN|0-85177-815-1}}.
* Angelucci, Enzo and Paolo Matricardi. ''Combat Aircraft Of World War II, 1940–1941''. Westoning, Bedfordshire, UK: Military Press, 1988. {{ISBN|978-0-517-64179-8}}.
* Arakaki, Leatrice R. and John R. Kuborn. ''{{Nowrap|7 December}} 1941: The Air Force Story''. Hickam Air Force Base, Hawaii: Pacific Air Forces, Office of History, 1991. {{ISBN|978-0-16-050430-3}}.
* Birdsall, Steve. ''The B-24 Liberator''. New York: Arco Publishing Company, Inc., 1968. {{ISBN|0-668-01695-7}}.
* Bowers, Peter M. ''Boeing Aircraft Since 1916''. London: Putnam, 1989. {{ISBN|0-85177-804-6}}.
* Borth, Christy. ''Masters of Mass Production''. Indianapolis, Indiana: Bobbs-Merrill Co., 1945.
* Bowers, Peter M. ''Fortress In The Sky'', Granada Hills, California: Sentry Books, 1976. {{ISBN|0-913194-04-2}}.
* Bowman, Martin W. ''Castles in the Air: The Story of the B-17 Flying Fortress Crews of the U.S. 8th Air Force''. Dulles, Virginia: Potomac Books, 2000, {{ISBN|1-57488-320-8}}.
* Bowman, Martin W. ''B-17 Flying Fortress Units of the Eighth Air Force, Volume 2''. Oxford, UK: Osprey Publishing, 2002. {{ISBN|1-84176-434-5}}.
* Caidin, Martin. ''Black Thursday''. New York: E.P. Dutton & Company, 1960. {{ISBN|0-553-26729-9}}.
* Caldwell, Donald and Richard Muller. ''The Luftwaffe over Germany: Defense of the Reich''. London: Greenhill Books Publications, 2007. {{ISBN|978-1-85367-712-0}}.
* Carey, Brian Todd. [https://web.archive.org/web/20070930220839/http://www.historynet.com/air_sea/airborne_operations/3026416.html?page=4&c=y ''Operation Pointblank: Evolution of Allied Air Doctrine During World War II.''] ''historynet.com'', 12 June 2006. [https://web.archive.org/web/20141019054733/http://www.historynet.com/operation-pointblank-evolution-of-allied-air-doctrine-during-world-war-ii.htm archived version 19 October 2014].
* Chant, Christopher. ''Warplanes of the 20th century.'' London: Tiger Books International, 1996. {{ISBN|1-85501-807-1}}.
* Craven, Wesley Frank, James Lea Cate and Richard L. Watson, eds. [http://www.ibiblio.org/hyperwar/AAF/IV/index.html "The Battle of the Bismarck Sea", pp. 129–162; ''The Pacific: Guadalcanal to Saipan, August 1942 to July 1944'' (The Army Air Forces in World War II, Volume IV.] Chicago: University of Chicago Press, 1950.
* Donald, David, ed. ''American Warplanes of World War Two''. London: Aerospace Publishing, 1995. {{ISBN|1-874023-72-7}}.
* Donald, David. "Boeing Model 299 (B-17 Flying Fortress)." ''The Encyclopedia of World Aircraft''. Etobicoke, Ontario, Canada: Prospero Books, 1997. {{ISBN|1-85605-375-X}}.
* Francillon, René J. ''McDonnell Douglas Aircraft since 1920''. London: Putnam, 1979. {{ISBN|0-370-00050-1}}.
* Francillon, René J. ''Lockheed Aircraft since 1913''. London: Putnam, 1982. {{ISBN|0-370-30329-6}}.
* Freeman, Roger A. ''B-17 Fortress at War''. New York: Charles Scribner's Sons, 1977. {{ISBN|0-684-14872-2}}.
* Gamble, Bruce. ''Fortress Rabaul: The Battle for the Southwest Pacific, January 1942 – April 1943''. Minneapolis, Minnesota: Zenith Press, 2010. {{ISBN|978-0-7603-2350-2}}.
* Gillison, Douglas. [https://www.awm.gov.au/collection/RCDIG1070209/ ''Australia in the War of 1939–1945: Series 3 – Air'', Volume 1. Canberra, Australia: [[Australian War Memorial]], 1962. {{OCLC|2000369}}.
* Gordon, Yefim. ''Soviet Air Power in World War 2''. Hinckley, Lancashire, UK: Midland, Ian Allan Publishing, 2008. {{ISBN|978-1-85780-304-4}}.
* Herman, Arthur. ''Freedom's Forge: How American Business Produced Victory in World War II'' New York: Random House, 2012. {{ISBN|978-1-4000-6964-4}}.
* Hess, William N. ''B-17 Flying Fortress: Combat and Development History of the Flying Fortress''. St. Paul, Minnesota: Motorbook International, 1994. {{ISBN|0-87938-881-1}}.
* Hess, William N. ''B-17 Flying Fortress Units of the MTO''. Botley, Oxford, UK: Osprey Publishing Limited, 2003. {{ISBN|1-84176-580-5}}.
* Hess, William N. ''Big Bombers of WWII''. Ann Arbor, Michigan: Lowe & B. Hould, 1998. {{ISBN|0-681-07570-8}}.
* Hess, William N. and Jim Winchester. "Boeing B-17 Flying Fortress: Queen of the Skies". ''Wings Of Fame''. Volume 6, 1997, pp. 38–103. London: Aerospace Publishing. {{ISBN|1-874023-93-X}}. {{ISSN|1361-2034}}.
* Hoffman, Wally and Philippe Rouyer. ''La guerre à 30 000 pieds''[Available only in French]. Louviers, France: Ysec Editions, 2008. {{ISBN|978-2-84673-109-6}}.
* Jacobson, Capt. Richard S., ed. ''Moresby to Manila Via Troop Carrier: True Story of 54th Troop Carrier Wing, the Third Tactical Arm of the U.S. Army, Air Forces in the Southwest Pacific''. Sydney, Australia: Angus and Robertson, 1945.
* Johnsen, Frederick A. [http://www.airforce-magazine.com/MagazineArchive/Pages/2006/October%202006/1006bomber.aspx "The Making of an Iconic Bomber."] ''Air Force Magazine'', Volume 89, Issue 10, October 2006. Retrieved: {{Nowrap|14 September}} 2012.
* Knaack, Marcelle Size. ''Encyclopedia of U.S. Air Force Aircraft and Missile Systems: Volume II: Post-World War II Bombers, 1945–1973''. Washington, D.C.: Office of Air Force History, 1988. {{ISBN|0-16-002260-6}}.
* Maurer, Maurer. ''Aviation in the U.S. Army, 1919–1939''. Washington, D.C.: United States Air Force Historical Research Center, Office of Air Force History, 1987, pp. 406–408. {{ISBN|0-912799-38-2}}.
* Parker, Dana T. ''Building Victory: Aircraft Manufacturing in the Los Angeles Area in World War II''. Cypress, California, Dana Parker Enterprises, 2013. {{ISBN|978-0-9897906-0-4}}.
* Parshall, Jonathon and Anthony Tulley. ''Shattered Sword: The Untold Story of the Battle of Midway''. Dulles, Virginia: Potomac Books, 2005. {{ISBN|1-57488-923-0}}.
* Ramsey, Winston G. ''The V-Weapons''. London, United Kingdom: ''After The Battle'', Number 6, 1974.
* Roberts, Michael D. ''[https://web.archive.org/web/20080915133000/http://www.history.navy.mil/branches/dictvol2.htm Dictionary of American Naval Aviation Squadrons: Volume 2: The History of VP, VPB, VP(HL) and VP(AM) Squadrons]''. Washington, D.C.: Naval Historical Center, 2000.
* Sakai, Saburo with Martin Caidin and Fred Saito. ''Samurai!.'' Annapolis, Maryland: Naval Institute Press, 1996. {{ISBN|978-0-671-56310-3}}.
* Salecker, Gene Eric. ''Fortress Against The Sun: The B-17 Flying Fortress in the Pacific''. Conshohocken, Pennsylvania: Combined Publishing, 2001. {{ISBN|1-58097-049-4}}.
* Serling, Robert J. ''Legend & Legacy: The Story of Boeing and its People''. New York: St. Martin's Press, 1992. {{ISBN|0-312-05890-X}}.
* Shores, Christopher, Brian Cull and Yasuho Izawa. ''Bloody Shambles: Volume One: The Drift to War to The Fall of Singapore''. London: Grub Street, 1992. {{ISBN|0-948817-50-X}}.
* Stitt, Robert. ''Boeing B-17 in RAF Coastal Command Service.'' Redbourn, Herts, UK: Mushroom Model Publications, 2010. {{ISBN|83-89450-88-7}}.
* Swanborough, F. G. and Peter M. Bowers. ''United States Military aircraft since 1909''. London: Putnam, 1963.
* Swanborough, Gordon and Peter M. Bowers. ''United States Navy Aircraft since 1911''. London: Putnam, Second edition, 1976. {{ISBN|0-370-10054-9}}.
* Tate, Dr. James P. [https://books.google.com/books?hl=en&id=pZyLTfJFaEgC&dq=%22The+army+and+its+air+corps%22&printsec=frontcover&source=web&ots=jv4DnWeg2r&sig=ErmkhzyGl2hDWNpiSLYqEYoDIP8&sa=X&oi=book_result&resnum=1&ct=result ''The Army and its Air Corps: Army Policy toward Aviation 1919–1941.''] Maxwell Air Force Base, Alabama: Air University Press, 1998. {{ISBN|1-4289-1257-6}}. Retrieved: {{Nowrap|1 August}} 2008.
* Trescott, Jacqueline. "Smithsonian Panel Backs Transfer of Famed B-17 Bomber." ''[[Washington Post]]'' Volume 130, Issue 333, {{Nowrap|3 November}} 2007.
* Weigley, Russell Frank. ''The American Way of War: A History of United States Military Strategy and Policy.'' Bloomington, Indiana: Indiana University Press, 1977. {{ISBN|0-253-28029-X}}.
* Wixley, Ken. "Boeing's Battle Wagon: The B-17 Flying Fortress – An Outline History". ''[[Air Enthusiast]]'', No. 78, November/December 1998, pp. 20–33. Stamford, UK: Key Publishing. {{ISSN|0143-5450}}.
* Wynn, Kenneth G. ''U-boat Operations of the Second World War: Career Histories, U511-UIT25.'' Annapolis, Maryland: Naval Institute Press, 1998. {{ISBN|1-55750-862-3}}.
* Yenne, Bill. ''B-17 at War''. St. Paul, Minnesota: Zenith Imprint, 2006. {{ISBN|0-7603-2522-7}}.
* Yenne, Bill. ''The Story of the Boeing Company''. St. Paul, Minnesota: Zenith Imprint, 2005. {{ISBN|0-7603-2333-X}}.
* {{cite thesis|last=Zamzow |first=Major S. L. |url=https://www.afresearch.org/skins/rims/q_mod_be0e99f3-fc56-4ccb-8dfe-670c0822a153/q_act_downloadpaper/q_obj_e01c5779-0a3b-4ea3-999e-a35a94fd5600/display.aspx?rs=enginespage |title=Ambassador of American Airpower: Major General Robert Olds | quote=(A Thesis presented to the Faculty of the School of Advanced Air and Space Studies). |location=[[Maxwell Air Force Base]], [[Alabama]] |institution=[[Air University (United States)|Air University]] |date=2008 }}{{dead link|date=November 2016}}
{{refend}}
== Yderligere læsestof ==
{{refbegin|1}}
* Birdsall, Steve. ''The B-17 Flying Fortress''. Dallas, Texas: Morgan Aviation Books, 1965.
* Davis, Larry. ''B-17 in Action''. Carrollton, Texas: Squadron/Signal Publications, 1984. {{ISBN|0-89747-152-0}}.
* Jablonski, Edward. ''Flying Fortress''. New York: Doubleday, 1965. {{ISBN|0-385-03855-0}}.
* Johnsen, Frederick A. ''Boeing B-17 Flying Fortress''. Stillwater, Minnesota: Voyageur Press, 2001. {{ISBN|1-58007-052-3}}.
* Lloyd, Alwyn T. ''B-17 Flying Fortress in Detail and Scale, Vol. 11: Derivatives, Part 2''. Fallbrook, California: Aero Publishers, 1983. {{ISBN|0-8168-5021-6}}.
* Lloyd, Alwyn T. ''B-17 Flying Fortress in Detail and Scale, Vol. 20: More derivatives, Part 3''. Blue Ridge Summit, Pennsylvania: Tab Books, 1986. {{ISBN|0-8168-5029-1}}.
* Lloyd, Alwyn T. and Terry D. Moore. ''B-17 Flying Fortress in Detail and Scale, Vol. 1: Production Versions, Part 1''. Fallbrook, California: Aero Publishers, 1981. {{ISBN|0-8168-5012-7}}.
* O'Leary, Michael. ''Boeing B-17 Flying Fortress (Osprey Production Line to Frontline 2)''. Botley, Oxford, UK: Osprey Publishing, 1999. {{ISBN|1-85532-814-3}}.
* Thompson, Scott A. ''Final Cut: The Post War B-17 Flying Fortress, The Survivors: Revised and Updated Edition''. Highland County, Ohio: Pictorial Histories Publishing Company, 2000. {{ISBN|1-57510-077-0}}.
* Willmott, H.P. ''B-17 Flying Fortress''. London: Bison Books, 1980. {{ISBN|0-85368-444-8}}.
* Wagner, Ray, "American Combat Planes of the 20th Century", Reno, Nevada, 2004, Jack Bacon & Company, {{ISBN|0-930083-17-2}}.
{{refend}}
== Eksterne henvisninger ==
{{Commons category|Boeing B-17 Flying Fortress}}
[[Kategori:Bombefly]]
| |||