Den danske guldalder: Forskelle mellem versioner

''Geniet'' var den digter, tænker og kunstner, der beskuer naturen og kommer i kontakt med Gud gennem anelsen. Han gennemskuer ''[[monisme]]n'' i naturen, dvs. at der råder en ligevægt i universet mellem hadet og kærligheden, frastødningen og tiltrækningen. ''Længslen'' var den kraft, der drev geniet frem. Geniets møde med Gud i naturen gennem anelsen kunne ofte antage karakter af ''[[Transcendent|transcendens]]'' og var et vigtigt element i den romantiske digtning.<ref>For en gennemgang af disse træk henvises til Søren Holm, ''Romantiken'', Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1972, kapitlet "Karaktertræk" s. 36ff</ref> Disse tanker, som samtidig lagde grobund for den gryende [[nationalisme]], blev først og fremmest indført i Danmark af Heinrich Steffens, der i de sidste måneder af [[1802]] holdt sine ''Philosophiske Forelæsninger'' på [[Elers' Kollegium]].<ref>Søren Holm, 1972, s. 61ff. Heinrich Steffens ''Indledning til philosophiske forelæsninger'' er genudgivet af Det danske sprog- og litteraturselskab 1996 (red. Johnny Kondrup)</ref> Han var [[1798]]-1802 på studierejse i [[Tyskland]], hvor han på første hånd oplevede de tyske romantikere. Steffens' forlæsninger blev et tilløbsstykke og spredte tankegangen til danske lærde og kunstnere.

 

[[Fil:Oktoberfesten Rom. 1839..jpg|thumb|''[[Lystighed uden for Roms mure på en oktoberaften]]'' malet af Wilhelm Marstrand i 1839]]

[[Fil:Grundlovgivende rigsforsamling - Constantin Hansen.jpg|left|thumb|Den Grundlovgivende Rigsforsamling - Constantin Hansen]]

Han fik 1845 til opgave at "forbedre og kultivere" fladehaven på [[Marienlyst Slot]] og omlagde den til et ''gardenesque'' anlæg: "... i en tidstypisk kombination af formaliserede og landskabelige anlægsprincipper".<ref>[https://www.kulturarv.dk/fbb/sagvis.pub?sag=6033058 Marienlyst Slot, fredningssag] fra hos Kulturarv.dk</ref>

 

I guldalderen herskede Adam Oehlenschläger, [[Johan Ludvig Heiberg]] og [[August Bournonville]] på [[Det Kongelige Teater]]. De prægede den ny [[Nationalromantikken|nationalromantiske]] dramatik. I romantikken var fortiden og folkekulturen vigtige:

Oehlenschlägers nordiske [[tragedie]]r og Heibergs nationale [[syngespil]] som Elverhøj prægede scenen.

[[1840]] vandt [[Niels W. Gade|Gade]] ''Musikforeningens'' ouverturekonkurrence med ''Efterklange af Ossian''. Hans Symfoni nr 1 blev uropført 1843 af Mendelssohn i Leipzig med [[Gewandhausorchester Leipzig|Gewandhausorkester]]. Det gjorde Gade berømt. Først nu begyndte [[romantikkens musik]] og [[Romance (musik)|romancen]] at slå igennem; på salmesangens område var der opstået et behov for [[Kirkesangsreformen#Den kirkemusikalske reformbevægelse i begyndelsen af 1800-tallet|nye salmemelodier]] i [[Vartov]]-menigheden til Grundtvigs mange salmer med friere melodier. Fra 1843 spilledes [[Lumbye]]s musik høres i Tivoli, blandt andet ''[[Champagnegaloppen]]''. 1846 kom Hartmanns opera ''Liden Kirsten''.

 

[[Fil:Oehlenschlägers Digte 1803.jpg|thumb|left|Titelbladet til det første danske romantiske digterværk, Oehlenschlägers ''Digte 1803'' (1802).]]

Guldalderens litteratur er præget af den romantiske tanke. Heinrich Steffens spillede en stor rolle for denne tankes fremkomst i Danmark. Han holdt i 1802 den første forelæsning om sammenhængen mellem natur, historie og menneske og inspirerede en lang række digtere. Ifølge den romantiske tanke var verden [[Dualisme|dualistisk]]: bag den prosaiske sfære fandtes en højere, åndelig sfære, som lod sig ane gennem naturen, i historien og i religionen. Det var poesiens opgave at pege på denne højere verden. Blandt tilhørerne var den unge Adam Oehlenschläger. Forelæsningen blev startskuddet til en dansk romantisk digtning. Oehlenschlägers ''Digte 1803'' (udgivet i slutningen af 1802) var først.

Frederik 6.'s strenge censurlovgivning efter [[Trykkefrihedsforordningen af 1799]] var i kraft. Så udgivere blev idømt bøder, og mange numre blev beslaglagt. Redaktøren for et andet og mindre oppositionsblad, ''Almuevennen'', udregnede på et tidspunkt beløbene som de tre største oppositionsblade var blevet idømt i bøder under [[Christian 8.]], dvs. perioden 1839-1848.<ref>Ole Stender-Petersen, ''Kjøbenhavnsposten'', Odense Universitetsforlag, 1978, s. 15</ref> ''Fædrelandet'' var idømt bøder på 6.450 rigsdaler, ''Kjøbenhavnsposten'' på 5.100 rigsdaler og ''Corsaren'' 4.830 rigsdaler. Alle artikler skulle godkendes af en politiassessor, inden de måtte trykkes. ''Kjøbenhavnspostens'' redaktører begyndte at udgive bladet med tomme spalter, hvor de censurerede artikler skulle have stået. Protesten bredte sig til de andre oppositionsblade, men den blev hurtigt forbudt.

 

 

[[Romantikken]] lagde mere vægt på [[følelse]]n end på [[fornuft]]en. (I [[oplysningstiden]] var det modsat).

 

Det endte med en løfteparagraf: "Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov". Løftet er aldrig indfriet på anden måde, end at disse forhold ordnes ved "love", altså enkelte love vedtaget i Folketinget som alle andre love efter behov.<ref>[http://www.folketinget.dk/default.asp?id=%7BD1F583CE-B03E-4F8B-80AE-D94011350B01%7D Grundloven 1849] siger i § 80: "Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov". (fra Folketinget.dk)</ref>

 

H.C. Ørsted var i 1801 på [[dannelsesrejse]] til Tyskland og mødte helhedsfilosofien, [[romantikken]]. I mellemtiden var den geologisk interesserede filosof Henrik Steffens kommet til København fra ''sin'' dannelsesrejse til Tyskland. Steffens foredrag i 1802 på [[Elers' Kollegium]] om natur, kunst, historie, filosofi og religion var romantikkens introduktion i Danmark, og det blev indledningen på den danske guldalder. Oehlenschläger digtede ''Guldhornene'' inspireret af Steffens foredrag.

 

Der nævnes en vigtig forskel mellem Danmark og Tyskland, hvor grundtankerne jo var kommet fra omkring århundredeskiftet med Steffens, nemlig at teorierne i Danmark udvikledes gennem en udadvendt praksis inden for statsadministration, videnskab og kunst i modsætning til i Tyskland, hvor universiteterne var centrum og udgangspunkt for diskussionerne; men i København spillede universitetet ikke samme rolle som normgivende for den kulturelle og åndelige udvikling, og dette ses som en grund til, at den danske aflægger af den tyske dualisme kunne forblive så uimodsagt.<ref name="mordhorst" />

 

Flere kvinder drev saloner i København først i 1800-tallet, nemlig [[Kamma Rahbek]], [[Frederikke Brun]], [[Charlotte Schimmelmann]] og [[Louise Hegermann-Lindencrone]]. De havde alle stor betydning for Guldalderens kunstnere og videnskabsfolk. I disse saloner kunne de få råd og vejledning og møde andre kunstnere og videnskabsmænd.<ref>Anne Scott Sørensen (red.): Nordisk salonkultur. Et studie i nordiske skønånder og salonmiljøer 1780-1850. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 1998</ref>