|
[[Fil:Baldr dead by Eckersberg.jpg|thumb|''Balders Død'', malet af [[C.W. Eckersberg]] i 1817]]
g kobbersmedesvendens mesterstykke med løvefødder og gesvejsning. De unge elskende får hinanden.
'''Den danske guldalder''' er betegnelsen på en periode i dansk kunst- og kulturliv fra ca. 1800 til ca. 1850.<ref>[http://www.guldalder.dk/ Guide til dansk guldalder.]</ref> I begyndelsen af 1820’erne kan man tale om en egentlig københavnsk kunstskole, der gjorde [[København]] til et kunstcentrum på lige fod med [[München]], [[Dresden]], [[Berlin]] og andre storbyer i Europa. Det var [[C.W. Eckersberg]] og [[J.L. Lund]], der lagde fundamentet til ''Københavnerskolen'' gennem deres undervisning af kunstnere som [[Christen Købke]], [[J.Th. Lundbye]], [[Wilhelm Bendz]] og [[Constantin Hansen]].<ref>"... Københavnerskolen, som især har vundet indpas i udlandet, og som skal markere den betydning, København havde som kunstcentrum med et kunstakademi, der tiltrak en række tyske kunstnere som [[Caspar David Friedrich]] (1774-1840) og Philipp Otto Runge (1777-1810)." fra [http://tilbygningen.dk/arkivet/artikel/149 ''Om guldalderen''- en introduktion] af Kasper Monrad.</ref>
To begivenheder nævnes som begyndelsen på guldalderen: [[Heinrich Steffens]]' hjemkomst efter sin [[dannelsesrejse]] og hans foredrag om turen og [[Guldhornene|Guldhornstyveriet]].
Guldalderen sluttede omkring 1850, da flere af kunstnerne døde eller holdt op med at udøve deres kunst.<ref>Kasper Monrad, ''Det Danske Landskab – De danske malere på J.C. Dahls tid'', ISBN 978-82-7326-103-8, side 36</ref> Andre vigtige begivenheder var [[Treårskrigen]], [[Danmarks historie (1814-1848)#Enevælden afskaffes|enevældens]] ophør, vedtagelsen af [[Grundloven]] i [[1849]], [[Koleraepidemien i København 1853|koleraudbruddet]] i [[København]] i [[1853]] og "[[Københavns volde|voldenes fald]]", det vil sige, at København nu kunne udvide sig uden for den indre by.
Den danske kultur blomstrede inden for forskning, litteratur, billedkunst og musik i perioden: fysikeren [[H.C. Ørsted]], digterne [[Adam Oehlenschläger]], [[N.F.S. Grundtvig]], [[B.S. Ingemann]], forfatterne [[H.C. Andersen]] og [[Søren Kierkegaard]]. Maleren [[C.W. Eckersberg]], billedhuggeren [[Bertel Thorvaldsen]] og komponisterne [[C.E.F. Weyse]] og [[J.P.E. Hartmann]].
I 1890 brugte [[Valdemar Vedel]] første gang begrebet ''guldalder'' i sin doktorafhandling med titlen ''Studier over Guldalderen i dansk Digtning'' og [[Vilhelm Andersen]] nævner 1896 Henrich Steffens som årsagen til ''Guldalderens'' begyndelse i sin [[disputats]] ''Guldhornene''. Det var nu indlysende, at der her var tale om et af de rigeste afsnit i dansk kulturhistorie.<ref>Claus M. Smidt og Mette Winge, ''Hen over torv og gade, Mennesker og huse i Guldalderens København'', ISBN 87-00-25216-6, side 17</ref>{{,}}<ref>[http://www.adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?ff_id=64&p_fpkat_id=indl&nnoc=#a1.3 "Vilhelm Andersens guldalderkonstruktion"] fra Adl.dk, ''Arkiv for Dansk Litteratur'' — Johan Fjord Jensen har dog en noget køligere vurdering i Bind III af ''Efter Guldalderkonstruktionens sammenbrud'', Modtryk 1981, side 19ff, hvor han bl.a. kalder guldalderkonstruktionen for en effektiv modmodel mod den radikalborgerlige hjemløshedsdigtning, der havde udviklet sig efter 1870. (side 20)</ref> I en europæisk sammenhæng kalder man perioden for ''[[romantikken]]'', og i tysk og østrigsk sammenhæng bruger man begrebet ''[[biedermeier]]'' især om billedkunst og kunsthåndværk.
== Periodiseringen ==
Den danske guldalder er tidsfæstet forskelligt, alt efter hvilke kilder for kunstarter og videnskaber, der er udgangspunktet.
=== Malerkunst ===
[[Knud Voss]] sætter tiden til 1810-1850 i ''Guldaldermalerne'',1976.<ref>Knud Voss, ''Guldaldermalerne'', ISBN 87-7321-072-2, side 9</ref> Inden for malerkunst taler [[Hans Edvard Nørregård-Nielsen]] om 1815-50 i ''Dansk guldaldermaleri'',1995. [[Kasper Monrad]] siger: "Den danske guldalder indenfor billedkunsten dateres gerne ca. 1815-50" i ''Om guldalderen – en introduktion''.<ref>[http://tilbygningen.dk/arkivet/artikel/149 Om guldalderen – en introduktion]</ref> Denne datering henviser til henholdsvis Eckersbergs hjemkomst fra sin studierejse 1813-16 og Købke og Lundbyes død i 1848.
=== Litteratur ===
Vilhelm Andersen angiver guldalderen: Først i 1800-tallet og flere "slægtled". I det første slægtled er det Heinrich Steffens, der inspirerer Adam Oehlenschläger til at skrive sine romantiske digte med "det anede høje": {{citat|Det Gennembrud, der finder Sted i den danske Litteratur i de første Aar af det nittende Aarhundrede, og som er Forudsætningen for den følgende Udvikling, i al Fald indtil Midten af Aarhundredet, er altsaa bredere end den samtidige tyske Romantik i snævere Forstand... Det er fra først af en stor aandelig Frigørelse, der ytrer sig samtidig i Religion, Filosofi og Poesi og især i Foreningen af disse tre Elementer i en hel og harmonisk Opfatttelse af Livet. Naar dette er Romantik, er de Romantikere. Det er i alle Tilfælde Guldalder. Udtrykket lyder noget mytologisk, men kan dog bruges om en Periode i Kulturens Historie, der arbejder med Held og uden Møje paa at fremstille store Stoffer i simple Former.|Vilh. Andersen, ''Illustreret dansk Litteraturhistorie'', bind 3, 1924, s. 140.}}
[[Georg Brandes]] var mindre begejstret for perioden og kommenterede Vilhelm Andersens beskrivelse således: {{citat|Ikke alt, som glimrede i den, var Guld, og nogen Guldmine var den overhovedet ikke.|Georg Brandes, ''Samlede Skrifter'', 1905, bind 15, s. 286.}}
Ikke desto mindre blev begrebet en fasttømret del af den danske litteraturhistorie, og bruges om perioden fra gennembruddet i 1802 helt op til omkring 1850.<ref>[http://www.guldalder.dk/show.asp?id=15 Guide til dansk guldalder – Litteratur – Guldalder.dk]</ref> I litteraturen varede guldalderen således et par år længere end i malerkunsten. I dag bruger litterater primært betegnelsen ''romantik'' om perioden for ikke at isolere den danske litteratur fra den europæiske.
== Det nye København og den kulturelle rigdom i en kaotisk tid ==
Guldalderen i København er på overfladen harmonisk og idyllisk, men [[Danmark]] rammes af forfærdelige ulykker: [[Slaget på Rheden]] 1801, [[Københavns bombardement]] [[1807]], [[Statsbankerotten 1813|pengeombytningen]] i 1813 og tabet af [[Norge]] til [[Sverige]] 1814. Trods disse udfordringer blomstrer kulturen i København: Bertel Thorvaldsen skabte sine skulpturer, [[August Bournonville]] sine balletter, [[Grundtvig]] og [[B.S. Ingemann]] digtede salmer, Kierkegaard filosoferede og [[H.C. Andersen]] digtede sine eventyr. Arkitekten [[C.F. Hansen (arkitekt)|C.F. Hansen]] prægede hovedstaden, og Købke, Eckersberg og [[J.Th. Lundbye]] malede by, vand og land.
[[Fil:Gammel Strand 50 København.jpg|thumb|left|Gammel Strand 50, tegnet af Harsdorff og opført 1798.]]
[[Fil:Med lov skal man land bygge 2004 ubt.jpeg|thumb|Domhuset på Nytorv tegnet af C.F. Hansen.]]
Ved [[Københavns brand 1795]] brændte omtrent 950 huse ned til grunden. Byggeriet kom hurtigt i gang, for økonomien var god på grund af Danmarks neutralitets- og handelspolitik i begyndelsen af [[Napoleonskrigene]]. Det var arkitekten [[C.F. Harsdorff]] og hans elever, der formede byen. Harsdorff havde rejst i [[Frankrig]] og [[Italien]] og var præget af deres fornemme huse og palæer.
Harsdorff kom ikke til at udforme nogen af byens store offentlige bygninger, men det var ham, der tegnede størstedelen af den rige borgerklasses boliger. Langs Københavns elegante gader og pladser skød Harsdorffs palæer op, ofte med fornemme [[pilaster|pilastre]] på de klassiske facader. [[Kongens Nytorv]] 3-5 opførte Harsdorff til sig selv. Langs [[Holmens Kanal]] ligger gode eksempler på Harsdorffs borgerpalæer.
Stadskonduktør og stadsbygmester, [[Jørgen Henrik Rawert]] og [[Peter Meyn]], lavede efter branden en plan for det nye københavnske gadenet. For at lette brandslukninger skulle vejene gøres bredere og rettes ud, og nye hjørneejendomme skulle opføres med afskårne hjørner, så hvert gadekryds næsten var en lille plads. København kom efterhånden til at fremstå som en lysere og luftigere stad.
[[Fil:Klosterstræde 24 København.jpg|thumb|left|Klosterstræde 24. Bygget ca. 1820, viser et "afskåret" hjørne som gav lys og luft til Københavns gader i Guldalderen.]]
De mest markante offentlige bygninger blev tegnet af Harsdorffs ven og elev, C.F. Hansen.
Kvarteret omkring [[Vor Frue Kirke (København)|Vor Frue Kirke]] og [[Nytorv]]/[[Gammeltorv (København)|Gammeltorv]] var hårdt ramt af englænderne. C.F. Hansen, som kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen karakteriserer som "magtmenneske indtil det brutale",<ref>Hans Edvard Nørregård-Nielsen, ''Kongens København'', Gyldendal, 2000, s. 28</ref> var den rette person til at konkretisere [[Frederik 6.]]s bestemte enevældsregering i form af autoritetens institutioner, kirke, domstol og skoler. Særligt er [[Domhuset i København|Domhuset]] på Nytorv (opført som Råd- og Arresthust [[1815]]) og Vor Frue Kirke markante med deres bastante søjlerækker ud mod gaden. De viser, hvor magten i samfundet ligger. Han tegnede også [[Christiansborg Slotskirke|Slotskirken]] fra [[1826]], [[Christiansborg#Andet Christiansborg|Christiansborg]] fra [[1828]] (nedbrændt igen [[1884]]) og [[Metropolitanskolen]] fra [[1816]].
København så nu lysere og lettere ud, men virkeligheden for den gennemsnitlige borger var en anden. København havde ved folketællingen i 1801 100.000 indbyggere,<ref>Claus Bjørn (red.), ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie – bind 10'', 2003, s. 84.</ref> der boede inden for [[voldene]]. Og befolkningstætheden blev større, fordi vejene blev bredere og det bebyggede areal mindre. De fattige familier i København blev henvist til kvartererne op ad voldene. Den gennemsnitlige befolkningstæthed i byen var 26 pr. 100 kvadratalen. I nogle ejendomme i Sølvgade og Rosengade var den over 10 personer pr. 26 kvadratmeter.<ref>Helge Paludan m.fl., ''Københavnernes historie'', Hans Reitzels Forlag, 1987, s. 115-116.</ref> Her lå fx en boligblok på ca. 2450 kvadratmeter (1860 kvadratmeter bebyggelse, resten gårdsplads), der var bolig for omtrent 1000 mennesker, foruden 30 køer og en del heste.
Manglende sanitære foranstaltninger og befolkningstætheden forhøjede dødeligheden. Det gik helt galt i [[1853]], hvor over 5000 mennesker døde af kolera. Først efter at voldene blev fjernet i [[1855]], blev der plads til at bygge boliger og mindske befolkningstætheden i den [[Indre By (København)|indre by]].
Der var stor forskel på de fattige københavnere og de fine borgere. Det blev sjældent afspejlet i Guldalderens kunst, som først og fremmest afspejler den veluddannede borgerklasse. Det var ikke en gylden tid for alle i Danmark, og ytringsfriheden var relativt begrænset.
== Den romantiske tanke ==
{{Uddybende|Romantikken}}
Den [[Romantikken#Den filosofiske ballast|romantiske tanke]] lå bag den kunstneriske udfoldelse i den danske guldalder. Den var i Danmark inspireret af de [[Tysk idealisme|tyske idealistiske]] tænkere [[Johann Gottlieb Fichte]], [[Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling]] og [[Georg Wilhelm Friedrich Hegel]]. De hævdede, at [[Stof (fysik)|materien]] ikke er opbygget af små enheder, men af energier hvis spændinger skaber den materielle verden. Energierne modsvarede [[ånd]]en, og teorien muliggjorde en religiøs forestilling om verden og et øget fokus på bevidstheden. Mange romantikere havde et [[panteisme|panteistisk]] [[verdensbillede]]: i naturlyrikken kunne Gud anes, og kunstneren skulle afbilde det anede i naturen. Naturen og sjælelivet skabte kontakt med Gud; ''naturen'' og ''ånden''. Den filosofiske erkendelsesteori var hverken ledet af sanserne eller fornuften.
''Geniet'' var den digter, tænker og kunstner, der beskuer naturen og kommer i kontakt med Gud gennem anelsen. Han gennemskuer ''[[monisme]]n'' i naturen, dvs. at der råder en ligevægt i universet mellem hadet og kærligheden, frastødningen og tiltrækningen. ''Længslen'' var den kraft, der drev geniet frem. Geniets møde med Gud i naturen gennem anelsen kunne ofte antage karakter af ''[[Transcendent|transcendens]]'' og var et vigtigt element i den romantiske digtning.<ref>For en gennemgang af disse træk henvises til Søren Holm, ''Romantiken'', Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1972, kapitlet "Karaktertræk" s. 36ff</ref> Disse tanker, som samtidig lagde grobund for den gryende [[nationalisme]], blev først og fremmest indført i Danmark af Heinrich Steffens, der i de sidste måneder af [[1802]] holdt sine ''Philosophiske Forelæsninger'' på [[Elers' Kollegium]].<ref>Søren Holm, 1972, s. 61ff. Heinrich Steffens ''Indledning til philosophiske forelæsninger'' er genudgivet af Det danske sprog- og litteraturselskab 1996 (red. Johnny Kondrup)</ref> Han var [[1798]]-1802 på studierejse i [[Tyskland]], hvor han på første hånd oplevede de tyske romantikere. Steffens' forlæsninger blev et tilløbsstykke og spredte tankegangen til danske lærde og kunstnere.
=== Billedkunst ===
[[Fil:Oktoberfesten Rom. 1839..jpg|thumb|''[[Lystighed uden for Roms mure på en oktoberaften]]'' malet af Wilhelm Marstrand i 1839]]
[[Fil:Grundlovgivende rigsforsamling - Constantin Hansen.jpg|left|thumb|Den Grundlovgivende Rigsforsamling - Constantin Hansen]]
Billedkunstnerne stræbte efter virkelighed, uden at kærligheden til detaljen blev til [[realisme (kunst)|realisme]]. De første skridt blev taget af [[C. W. Eckersberg]], der af sin svigerfar, Jens Juel, fik lært at male efter naturen. Motiverne var de nære, velkendte og beskedne: Dagligdagen, familielivet, veje og gader, landskabet. C. A. Jensen malede portrætter af sin hustru og tidens kendte, Wilhelm Bendz malede studentersold og hofvinhandlerens hjem. Rørbye malede på<ref>[http://sproget.dk/sprogbrevet/sprogbrevetdr-nr-74/i-eller-pa-skagen I eller på Skagen? — sproget.dk]</ref> Skagen og Sonne malede folkelivskildringer i Nordsjælland, mens [[Christen Købke]], [[Constantin Hansen]], [[Wilhelm Marstrand]] og J.Th. Lundbye rejste til Italien og længtes hjem. Andre slog sig ned i Rom for resten af livet. J. L. Lund forenede ude og hjemme med sit Akropolis-fortæppe på Det Kongelige Teater. N. Abildgaard tegnede i det første årti en række scenerier fra antikken, og hans store malerier og dekorationsudkast til Frederik VIII's Palæ er inspireret af den græske guldalder.
Malerkunsten blomstrede fra 1825 til 1850. Den spirede med stiftelsen af [[Kunstforeningen]] i 1825. Den stiftedes på initiativ af overkrigskommissær Fick, [[J.L. Lund]], C.W. Eckersberg, [[Gustav Friederich Hetsch]], [[landskabsmaler]] [[Jens Peter Møller]], kunsthistorikeren [[Niels Laurits Høyen|Høyen]] og [[Just Mathias Thiele]].<ref>Flemming Friborg, ''Det gode selskab – Kunstforeningens historier 1825 -2000'', ISBN 87-00-47798-2, side 15</ref> De formulerede opgaver til konkurrencer, der skabte et omfangsrigt [[arkitekturmaleri]].<ref>Knud Voss, ''Guldaldermalerne'', ISBN 87-7321-072-2, side 15</ref>
To sene værker afspejler [[tidsånden]]. Det ene er [[Jørgen Valentin Sonne|Jørgen Sonnes]] [[Jørgen Valentin Sonne#Frisen på Thorvaldsens Museum|murfrise]] på [[Thorvaldsens Museum]]. Den blev til 1846-50, og viser på ydervæggen af Thorvaldsens Museum billedhuggerens heltemodtagelse i 1838, da han vendte hjem fra Rom med en betydelig del af sine værker.
Det andet er [[Constantin Hansen]]s kolossale billede af ''[[Den Grundlovgivende Rigsforsamling (maleri)|Den Grundlovgivende Rigsforsamling]]''. De er begge konstruerede, og begge rummer en levende skildring af guldalderen.
[[Fritz Jürgensen]]s tegninger afspejler hele guldalderen fra den humoristiske side. Hjemmeliv, ægteskab, gadeliv og hele Gysses liv: Alt med en venlig synsvinkel på det store i det små i København. "Far, er det verdenshavet? Nej, lille Gysse det er [[Frederiksholms Kanal]]".
=== Arkitektur ===
[[Nicolas-Henri Jardin]] havde introduceret [[louis seize]] og klassicismen i Danmark. Det blev hans elev [[C.F. Harsdorff]], der gav den til nye generationer. Arkitekterne og bygmestrene [[Jørgen Henrik Rawert]], [[Peter Meyn]] og [[Andreas Hallander]] og [[Johan Martin Quist]] formede klassicismens København efter Harsdoffs forbillede. Harsdorffs Hus på [[Kongens Nytorv]] blev et mønsterhus for yngre arkitekter og blev model for mange borgerhuse, der de fleste steder blev tilpasset de skæve middelalderlige gadeforløb. I Kronprinsessegade blev den nye tids byplan- og arkitekturidealer til virkelighed: Stadsbygmester [[Peter Meyn]]s små butikspavilloner langs [[Kongens Have]] lå på den ene side af Kronprinsessegade og den lange stilfulde husrække på den anden. Her mødte H.C. Andersen Weyse i hans hjem.
Harsdorff døde i [[1799]], og hans elev, kongelig landbygmester [[C.F. Hansen (arkitekt)|C.F. Hansen]], havde i mellemtiden skabt sig et ry med sine byggerier i [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]], især [[landsted]]erne i [[Altona]]. Disse huse blev endda en inspirationskilde for den tyske arkitekt [[Karl Friedrich Schinkel]], som skrev til Hansen:
{{citat|Jeg kan ikke nok skildre, hvor velgørende de smukt beliggende bygningsværker [...] har virket på mig. Denne rene, rolige arkitektur i forbindelse med smukke omgivelser og udsigter besidder noget aldeles tilfredsstillende, ikke mindst, når man som tilfældet er der, klart er i stand til at bemærke, at disse værker var de første, der pegede mod en ny og fortræffelig retning i kunsten [...]<ref>[[Hakon Lund (kunsthistoriker)|Hakon Lund]], "C.F. Hansen", i: [[Sys Hartmann]] (red.), ''[[Weilbachs Kunstnerleksikon]]'', København: [[Rosinante]] 1994-2000.</ref>}}
Han blev kaldt hjem fra hertugdømmerne til store opgaver i København: Genopbygningen af [[Christiansborg Slot]], [[Domhuset i København|Domhuset]], [[Metropolitanskolen]], [[Vor Frue Kirke (København)|Vor Frue Kirke]] etc.
[[Fil:Christiansborg Slotskirke Copenhagen.jpg|thumb|Christiansborg Slotskirke]]
Frue Kirke lignede et græsk tempel, og guldalderens huse i København var direkte inspireret af templer i det antikke Grækenlands guldalder. Senere i århundredet kom arkitektbrødrene [[Christian Hansen (arkitekt)|Christian]] og [[Theophilus Hansen]] endda til at tegne bygninger i [[Athen]] i græsk stil. [[Axel Bundsen]] og den eksilerede [[Joseph Christian Lillie]], der blev stadsarkitekt i [[Lübeck]], fik store opgaver i Holsten, [[Mecklenburg]] og [[Sachsen-Lauenburg|Lauenburg]]. Franskmanden [[Joseph-Jacques Ramée]] arbejdede i Hamborg og København. Han tegnede landstederne [[Sophienholm]], [[Hellerupgaard]] og [[Øregaard Museum|Øregaard]] og haveanlæg i den romantiske stil.
[[M.G. Bindesbøll]]s bygninger var mere romantiske end C.F. Hansens, og Hetsch, dennes svigersøn, bevægede sig i [[1840'erne]] bort fra klassikken i retning af [[Historicisme (arkitektur)|historicismen]]. Hetsch havde selv indledt historicismen med herregården [[Steensgård]] (1836-37) på [[Langeland]], hvor engelsk [[nygotik]] er aflæselig. I hovedstaden markerede [[Københavns Universitet]]s bygning på Frue Plads (1831-36 af [[Peder Malling]]) en begyndende nygotisk afvigelse fra den strenge klassicisme.
[[Fil:Thoraldsens Museum.jpg|thumb|left|Thorvaldsens Museum]]
Bindesbølls [[Thorvaldsens Museum]] (1839-48) markerede både klassicismens kulmination og dens endeligt. Bygningens [[polykromi]] og egyptiske detaljer brød med klassicismens kanon, men dannede den monumentale ramme om værker af klassicismens store danske billedhugger, [[Bertel Thorvaldsen]].
Bedømmelsen af klassicismen, og særligt af C.F. Hansens arkitektur, var negativ i den efterfølgende historicistiske periode. Mange foragtede Hansens spartanske formsprog, der står i kontrast til eksempelvis [[Vilhelm Dahlerup]]s detaljerige og fantasifulde arkitekturværker. Arkitekten [[Erik Schiødte]]s beskrivelse af Hansen i ''[[Dansk biografisk Lexikon]]'' er da også overvejende negativ. Siden ændrede synet på perioden sig.
Medvirkende til dette skift var en udstilling af Hansens tegninger, som [[Hans Koch (arkitekt)|Hans Koch]] og [[Carl Petersen (arkitekt)|Carl Petersen]] arrangerede i [[1910]]. Begivenheden var en protest mod brygger [[Carl Jacobsen]]s planer om at sætte spir på Vor Frue Kirke. Udstillingen og andre strømninger i tiden inspirerede til [[nyklassicisme]]n, der dominerede nordisk arkitektur i [[1920'erne]]
[[Fil:Arrestbygningen ved råd- og domhuset.jpg|thumb|[[Martinus Rørbye]], ''Arrestbygningen ved råd- og domhuset'', 1831, [[Statens Museum for Kunst|www.smk.dk]].]]
I dag regnes især Bindesbøll og C.F. Hansen for betydelige arkitekter, og guldalderens København præges af deres imposante bygninger, fx de to naboer Thorvaldsens Museum og Slotskirken. C.F. Hansens Vor Frue Kirke er optaget i [[Kulturkanonen]], og der er udgivet flere bøger om Hansen på [[Tysk sprog|tysk]] og [[Engelsk sprog|engelsk]]. [[Statens Museum for Kunst]] karakteriserer ''[[Arrestbygningen ved råd- og domhuset]]'' med: ''"C.F. Hansens fængselsbygning er et hovedværk i guldalderbyggeriet: Et stykke 'talende' arkitektur, som med sit strenge udseende skulle indgyde borgeren frygt for enhver forbrydelses konsekvenser."''<ref>{{Cite web
| author =
| title = Martinus Rørbye (1803-48), Arrestbygningen ved råd- og domhuset, 1831
| publisher = [[Statens Museum for Kunst]]
| url = http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/highlights/martinus-roerbye-arrestbygningen-ved-raad-og-domhuset/
}}</ref>
=== Haveanlæg ===
{{Se også|Havekunstens_historie#Den_store_engelske_landskabshave{{!}}Den engelske landskabelige have|Folly (havekunst){{!}}Romantiske haveelementer|:commons:Category:Romantic gardens in Denmark{{!}}Romantiske haver i Danmark}}
Ideerne fra 1700-tallets [[Havekunstens historie#Den store engelske landskabshave|engelske landskabelige have]] blev i perioden omsat i ''romantiske haveanlæg''. Omlægningen var allerede begyndt i slutningen af 1700-tallet i kongelige parker og herregårdshaver. Omlægningerne var reaktion på den strenge [[Havekunstens historie#Frankrig|franske barokhave]] som let lod sig associere med [[absolutisme]] og centralstyre. I England havde man [[parlamentarisme]] og en [[landadel]] der blandt andet lod sig inspirere af det [[Heroisk landskab|heroiske landskabsmaleri]] til at forsøge med en anden – friere<ref>I bogen ''London'' (1973, 1. udg. 1934) side 128 behandler [[Steen Eiler Rasmussen]] den engelske 'frihedstrang' over for ''det tyranniske Frankrig'', og nævner [[:en:Anthony_Ashley-Cooper,_3rd_Earl_of_Shaftesbury|Jarlen af Shaftesbury]] som en af bevægelsens fædre: "... En af Bevægelsens Fædre var Jarlen af Shaftesbury (1671-1713), der allerede 1709 (''The Moralist'') sætter Naturs Skønhed i Modsætning til ''formal mockery of princely gardens''. ..." -<br /> Artikel [http://webdoc.gwdg.de/edoc/ia/eese/artic22/egbert/egbert.html "The Politics of the English Landscape Garden"] diskuterer emnet.</ref>
og billigere – type haveanlæg, af [[landskabsarkitekt]]en [[C.Th. Sørensen]] betegnet som et ''stiliseret bakkelandskab''.<ref>I sin bog ''Europas havekunst'', 1959 s. 5ff., inddeler [[C.Th. Sørensen]] havekunstens værker i egentlige ''haver'' og ''stiliserede landskabsformer'' :<br /> ''Haven'' er grostedet, begrebets simple urform. De stiliserede landskabsformer opdeles så i fire hovedgrupper med ''vandingsanlægget'' som det ældste; han bruger gamle nationale navne og kalder dette for "spansk", fx Cordobas og Sevillas orangegårde. En stiliseret ''bjergbæk'' kaldes for "italiensk" med [[Villa d'Este]] som eksempel. Som "fransk" kaldes Le Notres stiliserede ''flodlandskaber'', fx haven ved [[Slottet i Versailles|Versailles]]. Endelig kaldes det stiliserede ''bakkelandskab'' for "engelsk".</ref>
<gallery widths="220px" heights="200px" perrow="3" caption="Haveplaner for 'fransk' og 'engelsk' (romantisk) havestil">
Frederiksborg Slotshave by J.C. Krieger.jpg|[[Johan Cornelius Krieger (arkitekt)|J.C. Kriegers]] haveplan for<br /> [[Frederiksborg Slot#Haveanlæg og lysthuse|Frederiksborg Slotshave]] o. 1720
Sanderumgaard kort 1808 Peder Larsen Birk.png|Plan for privat romantisk anlæg.<br /> [[Sanderumgård#Johan von Bülows romantiske haveanlæg|Sanderumgaard]] ved Odense, 1808
Fælledparken 1908 by J.J. Voigt.jpg|[[Fælledparken]] 1908 af [[J.J. Voigt]].
</gallery>
Den nye havestil var ganske vist også tilrettelagt, iscenesat, men den skulle opleves som natur. Det skulle være en ''stemningshave''<ref>[[Christian Elling]] anfører i ''Den romantiske Have'', 1979 (opr. 1942), side 16 nogle af de forskellige betegnelser der har været anvendt: ''den engelske have, den landskabelige have, den sentimentale'' eller ''følsomme have''. Han vælger dog selv ''den romantiske have'' "... der baade særtegner dens Væsen som Helhed og placerer den i naturlig Forbindelse med Romantikken – fra Præromantik til Romantisme – i dansk Aandshistorie.".</ref> hvor man kunne gå på opdagelse og overraskes af de forskellige scenerier og [[Folly (havekunst)|'haveelementer']] der var anbragt rundt om – et lysthus, et vandfald, et tempel. Kanalsystemer og små skrøbeligt udseende broer blev anlagt.
Man havde lært af malerne at betragte naturen som en serie af udsigter, ''vuer'', komponerede scenerier der skulle nydes fra forskellige synspunkter, "perspectiver".<ref>[[Christian Elling|Elling]] : ''Den romantiske Have'' 1979 (opr. 1942), side 34 </ref>
Slutningen af 1700-tallet var også tiden hvor blandt andet [[Rousseau]]s tanker om naturen havde banet vejen for et ændret natursyn.
Om forholdene i Danmark taler [[Christian Elling]] om en overgangsfase i 1760'erne hvor barokhaven blev blødt op, "... at en ny Opfattelse af Havens Væsen saa smaat begynder at faa Udtryk".<ref>Elling, side 17</ref> I 1780'erne begyndte omlægningerne for alvor,<ref name="elling21">Elling, side 21</ref> støttet af udgivelsen af [[C.C.L. Hirschfeld|Hirschfelds]] ''Theorie der Gardenkunst'' – der blev "en Bibelbog for alle Dyrkere af den frie Havekunst"<ref name="elling21" /> – med [[Næsseslottet|Dronninggaard]] 1781-86, [[Søndermarken]] 1785-88, fra 1790'erne [[Liselund Slot|Liselund]] og [[Marienborg (Møn)|Marienborg]] på Møn og fra omkring 1794 Bülows [[Sanderumgård#Johan von Bülows romantiske haveanlæg|Sanderumgaard]] ved Odense.
<gallery widths="220px" heights="200px" perrow="3" caption="Partier fra romantiske haveanlæg">
Gartenkunst vol1 p185 Hirschfeld.png|[[C.C.L. Hirschfeld]]s <br />''Theorie der Gardenkunst'' var inspiration ved omlægningerne. -<br />Af [[Johann Heinrich Brandt]] o. 1779
Liselund Park from west.JPG|Parti fra parken ved [[Liselund Slot]]
Mariahvile i Sanderumgaard Have Eckersberg 1806.png|Hytten ''Marieshvile'' i [[Sanderumgård#Johan Bülows romantiske haveanlæg|Sanderumgaard]].<br />Maleri af [[C.W. Eckersberg|Eckersberg]], 1806
</gallery>
De store haveanlæg vandt af økonomiske grunde især indpas i slots- og herregårdshaver.
Senere i århundredet fik mindre haveanlæg en ''[[gardenesque]]'', 'haveagtig', udformning.
[[Rudolph Rothe]] (1802-77) udviklede i periodens slutning de såkaldte ''[[landskabsgartneri]]ske principper'' som han havde studeret på sin udlandsrejse 1824-27.<ref>[https://www.kulturarv.dk/kid/VisWeilbach.do;jsessionid=C114951560F9561D15999BDB405285B9?kunstnerId=11537&wsektion=biografi "Biografi"], [[Rudolph Rothe]] hos Kulturarv.dk</ref>
Han fik 1845 til opgave at "forbedre og kultivere" fladehaven på [[Marienlyst Slot]] og omlagde den til et ''gardenesque'' anlæg: "... i en tidstypisk kombination af formaliserede og landskabelige anlægsprincipper".<ref>[https://www.kulturarv.dk/fbb/sagvis.pub?sag=6033058 Marienlyst Slot, fredningssag] fra hos Kulturarv.dk</ref>
=== Skuespil og ballet ===
I guldalderen herskede Adam Oehlenschläger, [[Johan Ludvig Heiberg]] og [[August Bournonville]] på [[Det Kongelige Teater]]. De prægede den ny [[Nationalromantikken|nationalromantiske]] dramatik. I romantikken var fortiden og folkekulturen vigtige:
Oehlenschlägers nordiske [[tragedie]]r og Heibergs nationale [[syngespil]] som Elverhøj prægede scenen.
C. Hostrups sangspil Genboerne, 1844, viste på teatret et "kig ind ad egne vindever": Kobbersmedefamilien kom på besøg hos genboerne på Regensen og kunne kigge ind ad vinduerne hos sig selv overfor. Stykket viser tidens kendte forfattere som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og B.S. Ingemann på scenen sammen med den upålidelige løjtnant von Buddinge. Og kobbersmedesvendens mesterstykke med løvefødder og gesvejsning. De unge elskende får hinanden.
Balletmester Bournonvilles ''Et Folkesagn'' viste vejen tilbage i tiden. Musikken skrev C.E.F. Weyse, [[Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau|Kuhlau]], Niels W. Gade og H.C. Lumbye. Gerne inspireret af tonen fra [[folkevise]]rne. H.C. Andersen lod sig også inspirere af folkeviserne.<ref>[http://www2.kb.dk/elib/mss/hcateater/ Digterens teaterdrømme – H.C. Andersen og teatret]</ref> Blandt andet [[opera]]en ''Liden Kirsten'' med musik af [[J.P.E. Hartmann]].
| 