Wikipedia

Det Stockholmske Blodbad: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Indsat ærkebisp Birgers bandlysning af Sturepartiet
Tilføjet kommission om anklagen for 'åbenbart kætteri' og gåden om hvorfor de 3 første henrettede var Christian II's bedste svenske støtter
Linje 10:
Det gjorde de for at undgå, at enkelte personer senere bliver retsforfulgt som hovedmænd. Christian 2. anså dette angreb som et oprør mod både unionen og kirken, og bad med held [[Pave]]n om tilladelse til at angribe Sten Sture (og dermed Sverige) for at slå oprøret ned, formentlig med den begrundelse at kirkens ejendom var under angreb. Christian 2. forsøgte først at komme til undsætning under belejringen af Gustav Trolles slot. Den danske konge led dog nederlag og var tvunget til at trække sig tilbage. Umiddelbart efter faldt slottets forsvar, og slottet blev revet ned til grunden, og Gustav Trolle selv blev kastet i fængsel. I [[1518]] forsøgte Christian 2. endnu engang at angribe Sten Sture for at genvinde kontrol over Sverige, men led igen nederlag – ved [[Brännkyrka]], syd for [[Stockholm]].
 
I sommeren 1519 bad pave Leo X ærkebisp Birger i Lund, der var Sveriges primas, om at sætte Herr SteenSten og dem som fulgte ham mod Gustav i band, og hele riget i interdikt, men de svenske agtede sådant band og interdikt for intet. [[Olaus Petri]]<ref group="Petri Olai">Petri Olai "Svenska Krönika" utgifven af G.E. Klemming, Stockholm 186</ref>
 
Et tredje angreb blev indledt i 1520 med franske, tyske og skotske lejesoldater under ledelse af [[Otto Krumpen]]. De danske styrker mødte de svenske ved [[Slaget på Åsundens is]]. Sten Sture blev dødeligt såret af en rikochetterende kanonkugle, og den utrænede bondehær faldt hurtigt fra hinanden. Christian 2.s hær marcherede uden yderligere modstand mod [[Uppsala]], hvor det svenske rigsråd befandt sig. Forhandlinger blev straks indledt, og en aftale blev vedtaget af kongen og begge landes rigsråd d. [[31. marts]]. Efter den ville Christian 2. blive hyldet som [[arvekonge]] til Sverige, blot han garanterede fuld [[amnesti]] til alle involverede og lovede at regere Sverige efter landets hidtidige love. I Stockholm holdt Sten Stures enke, [[Kristina Gyldenstjerne]], dog stand, og først seks måneder, et nederlag og en sejr senere overgav hun Stockholm mod garanti for den tidligere amnesti.
Linje 18:
Den 4. november blev Christian 2. kronet til konge af Sverige i Stockholm storkirke af den genindsatte ærkebiskop Gustav Trolle. Tre dages [[banket]] fulgte.
 
Hele Sveriges adel og gejstlighed samt fornemme borgere fra Stockholm inviteres til en privat forsamling den 7. november på Stockholm Slot. Om aftenen træder ærkebiskop Gustav Trolle frem og alle portene til slottet låses, hvorefter han anklagede 18 afnavngivne gæsternepersoner for 'åbenbart kætteri' og for deres angreb på hans slot, ejendomme og ham selv, og han kræver, at de skyldige skal stilles for en domstol. Kongens tidligere løfte om amnesti er ikke gyldigt i denne situation, da Gustavløfter Trolleover erfor gejstligkættere ikke skal holdes, ogsom statendekreteret ikkeaf harpave myndighed[[Gregor IX]] i klerikale1235. Et fortilfælde var koncilet i Konstanz i 1415, hvor [[Jan Hus]] blev brændt på bålet trods et frit lejde fra kejser [[Sigismund af sagerLuxemburg|Sigismund]]. Kongens svar er, at han er nødt til at støtte Gustav Trolles anklager, for at undgå konsekvenser fra Paven.
 
Ved daggry d. 8. november føres de 18 anklagede bort af danske soldater. Sten Stures enke er blandt de inviterede ved forsamlingen og fremlægger dokumentet, hvori hele Sveriges antiunionsadel har påtaget sig fælles ansvar for handlingerne mod Gustav Trolle, og således kan de 18 ikke alene holdes ansvarlige. Håbet var, at de 18 vil blive sat fri, da det er utænkeligt at anklage det meste af den svenske adel og gejstlighed. Dokumentet virker modsat, og alleflere gæsternegæster bliver fængslet ved daggry.
 
OmDen morgenen d. 98. november indledesbliver retssagender modnedsat deen fængsledekommission af 14 gejstlige, med 7 magistre og 4 doktorer, til at vurdere anklagen om 'åbenbart kætteri'. I4 spidsenbiskopper forer domsrådetmed ståri kommission: Gustav Trolle, der[[Jens bådeAndersen fungererBeldenak]] somaf Odense, Otto af anklagerVästerås og dommer[[Hans Brask]] af Linköping. AlleKommissionen anklagedekonkluderer fraat sturepartietda bliverHerr kendtSten og hans tilhængere gennem flere år har skyldigeværet i [[kirkens højeste band, ikke agtet derpå men trådt op mod pavens bud 'kan vi ikke finde andet, efter den hellige kirkes, kejsers og svenskes rette lov, end det jo er åbenbart kætteri]]', hvilket der kun findes dødsstraf for. Til middag bliver de dømte ført ud på Stortorvet, hvorefter Ærkebispbisp [[Mattias Gregersson]] af [[Strängnäs stift|Strängnäs]] bliver halshugget. Henrettelsernesom fortsætterden restenførste. afMattias dagenhavde ogfået dengennemført næsteen våbenhvile med. Adeligeden ogdanske gejstligehær, bliverden henrettet6. medmarts sværd1520, borgerligeog medvar økseden ogførste borgereder vedhavde hængninganerkendt Christian som Sveriges konge. DetHan anslåshavde, atpå overChristians 80vegne, misterforhandlet livet,med deriblandtSteen toStures biskopper,enke 14i adeligeStockholm, treog borgmestre,havde 14overtalt rådsmændborgere og 20bønder borgeretil at anerkende Christian. Sten[[Arild SturesHuitfeldt]] enkeskriver ogat ender rækkevar ingen af de henrettedesvenske adeligesder enkergjorde bliverså sejletmeget tilfor DanmarkChristian som gidslerhan.
 
Den anden der blev henrettet var bisp Vincentius af Skara. Han var af nederlandsk afstamning og havde altid tilhørt unionspartiet. Han havde været ivrig fredsmægler på vegne af Erik og Gustav Trolle. Den tredje der blev henrettet var rigsmarsken Erik Abrahamsson Leijonhufvud. Efter Sten Stures død var han gået over til Christian, og havde ligesom Mattias været en ivrig forhandler på Christians vegne. I et brev af 20. februar 1520 skrev den danske hærledelse til Christian, at rigsmarsk Erik Abrahamsson og biskop Mattias af Strängäs havde været så virksomme for kongen som de kunne. Det er et åbent spørgsmål, hvorfor de første 3 der blev henrettet, var Christian II's mest solide støtter i Sverige.
 
Henrettelserne fortsætter resten af dagen og den næste med. Adelige og gejstlige bliver henrettet med sværd, borgerlige med økse og borgere ved hængning. Det anslås, at over 80 mister livet, deriblandt to biskopper, 14 adelige, tre borgmestre, 14 rådsmænd og 20 borgere. Sten Stures enke og en række af de henrettede adeliges enker bliver sejlet til Danmark som gidsler.
 
== De henrettede ==
Line 63 ⟶ 67:
* Lauritz Weibull: ''Nordisk historia. Forskningar och undersökningar. Del III. Från Erik den helige till Karl XII'', 1949, ISBN 9968047465
* [http://sv.wikisource.org/wiki/Wikisource:Stockholms_blodbad Wikisource: ''Stockholms blodbad''] {{sv sprog}} samling af kilder til begivenhederne
* Petri Olai: ''Svenska Krönika,'' utgifne af G.E. Klemming, Stockholm 1860 (Google Books)
* Arild Huitfeldt: ''Historiske Beskriffuelse/ om Hues sig haffuer tildragit under Kong Christiern den Anden'', Matz Vingaard, Kjøbenhaffn, 1596, genoptrykt i fotolitografi, Rosenkilde og Bagger, København 1976.
 
== Kildekritik ==
Line 83 ⟶ 89:
* Lauring, Palle, ''Danske konger og dronninger'', 2005 ISBN 87-11-22285-9
* Niels Skyum-Nielsen, ''Blodbadet i Stockholm og dets juridiske maskering'', Munksgaard, 1964.
* Per Ullidtz, ''Charles Quint og Christian II'', 2018, <nowiki>ISBN 978-87-4300-141-6</nowiki>
 
== Eksterne henvisninger ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Det_Stockholmske_Blodbad"