Forskel mellem versioner af "Preussen"

32 bytes tilføjet ,  for 2 år siden
m
Robotassisteret flertydig: Horst - Ændrede link(s) til Horst (geologi)
m (Flertydige WL: BülowBülow (adelsslægt); Fjerner link: Statsråd, da ingen af de nævnte passer)
m (Robotassisteret flertydig: Horst - Ændrede link(s) til Horst (geologi))
Bjerglandets vestligste afsnit er det rhinske skiferplateau, der hovedsagelig består af en 500—700 m høj, for størstedelen meget jævn højslette, der af Rhinen og dens tilløb Mosel og Lahn deles i 4 dele: Eifel, Westerwald, Hunsrück og Taunus. Op over fladen rager mindre udstrakte højere partier, enten langstrakte rygge med strygningsretning sydvest—nordøst af særlig modstandsdygtige bjergarter så som kvartsitryggene i Hunsrück og Taunus (med hele skiferplateauets kulminationspunkt, Grosser Feldberg, 880 m) eller isolerede toppe af vulkansk oprindelse, idet der i tilknytning til de øvrige forstyrrelser i jordskorpen i tertiærtiden også har fundet lavaudbrud sted; eksempler herpå er Eifels højeste punkt [[Hohe-Acht]], 746 m, og det lille [[Siebengebirge]]. Også de ejendommelige runde småsøer, mårer, i Eifel, oprindeligt eksplosionskratere, er minder om den nu udslukte vulkanske virksomhed. Til [[Westerwald]] slutter sig mod nord [[Rothaargebirge]] (840 m) og det lavere Sauerland. Den fremherskende bjergart er devonisk lerskifer, hvor efter området har faaet sit navn. Bebyggelsen var overvejende knyttet til dalene, hvoraf flere er berømte for deres vine, mens højsletterne for en stor del var dækkede af mose og skov. Langs nordranden træder kulførende lag frem i egnen omkring [[Aachen]] og ved [[Ruhr]], hvor derfor den der udviklede mægtige industri fremkaldte en enorm fortætning af befolkningen.
 
Inden for det mellemtyske bjergland danner det hessiske bjerg- og bakkeland som helhed en indsænkning, hvori mesozoiske lag, navnlig fra [[trias]] (broget sandsten), er blevet bevarede. De opragende, uregelmæssigt grupperede højdedrag er dels [[horstHorst (geologi)|horste]]e (ved hvis dannelse foruden »hercyniske« brudlinjer også sådanne med nord—sydlig retning har gjort sig gældende), dels [[basalt]]bjerge, opbyggede af tertiære vulkaner. De højeste af disse sidste er [[Vogelsberg]] (772 m), der udmærker sig ved sin velbevarede, regelmæssige kegleform, og [[Rhön]] (950 m). Lavere er [[Meissner]], [[Knüllgebirge]], [[Habichtswald]] og andre.
 
Lige som det hessiske bjergland er det såkaldte Thüringer-bækken i det store og hele en indsænkning mellem to højt løftede [[horstHorst (geologi)|horste]]e, Thüringerwald og Harzen, en lavning, hvori mesozoiske dannelser er blevet bevarede og for en stor del i istiden dækkede med frugtbar [[løss]]. Men også dette område er gennemsat af talrige brudlinjer (her med overvejende hercynisk, nordvestlig-sydøstlig, strygningsretning), hvorved det er opløst i en mængde små højdedrag og lavninger. På grundlag af de rige brunkulslejer er opstået en forskelligartet industri, og værdifulde saltlejer yder vigtige udførselsprodukter, samtidig med at de saltholdige kilder danner eksistensgrundlaget for en række badesteder.
 
Som et mægtigt bjergmassiv rager Harzen op ved nordranden af det mellemtyske bjergland. Det er en højslette, der falder stejlt af mod nord og vest, mens den mod sydøst går jævnt over i den lavere Mansfelder højslette. Randene er stærkt sønderskårne af vandløbene, men kun få floder, Selke og Bode, griber dybt ind i bjerglandet. Den nordlige del, Oberharz, har en gennemsnitshøjde af 600—800 m; det højeste punkt, granitkuplen Brocken ([[Bloksbjerg]]) hæver sig til 1142 m. Unterharz er kun 300—500 m høj.
568.170

redigeringer