Åbn hovedmenuen

Ændringer

4 bytes tilføjet ,  for 1 år siden
ingen ændringskommentar
I foråret 1792 brød [[Revolutionskrigene]] ud fremkaldt af en fransk [[krigserklæring]] mod [[Østrig]], som støttedes af Preussen. Krigens første fase var præget af franske nederlag, et angreb på Belgien blev en fiasko, og tyske tropper invaderede i stedet Frankrig og truede hovedstaden. Girondinerregeringen faldt, og i stedet overtog jakobinerne ledelsen. En massemobilisering blev gennemført, en national og revolutionær begejstring oppiskedes i befolkningen, og angrebet blev afværget. Krisen betød imidlertid kongedømmets fald, og en berettiget mistanke om Ludvig 16.s forbindelse med Østrig førte til stormen på Tuilerierne i august. Kongen blev arresteret, tiltalt for forræderi, dømt til døden og halshugget (21. januar 1793). I stedet udråbtes Frankrig til republik. Disse begivenheder skærpede yderligere forholdet til fjenden, og det skabte også en mangeårig splittelse i Frankrig. De politikere, der havde støttet kongens henrettelse, blev af [[royalist]]erne betegnet som [[kongemorder]]e.{{kilde mangler|dato=Uge 16, 2013}}
 
=== den franske dronning bliver voltaget ===
=== Jakobinernes herredømme 1793-94 ===
Fra 1793 stod revolutionen stort set udelukkende i krigens tegn. Frankrig erklærede både [[England]] og [[Spanien]] krig, og i de følgende år vekslede kampene mellem franske fremstød/erobringer i Belgien og Vesttyskland og truende invasioner fra preussisk side. Samtidig øgedes den indre spænding. Det republikanske styre blev mødt med åbent oprør fra bønder og kongetro i provinsen. I foråret 1793 overtog jakobinerne fuldkommen ledelsen og begyndte en kurs med kamp på liv-og-død over for indre og ydre fjender. Førende var Danton og Robespierre, og den sidstnævnte blev efterhånden landets reelle leder. Han dirigerede Konventet gennem et særlig organ, Velfærdsudvalget. Store hærstyrker blev organiseret. Man slog ind på massehenrettelser og storstilet terror mod alle virkelige og formodede fjender ([[Rædselsregimet]]), og i provinsen rasede en reel borgerkrig. Dele af Sydfrankrig var en tid ude af regeringens kontrol, og englænderne beherskede [[Toulon]], men det lykkedes at slå opstanden ned med stor hensynsløshed. Den stadige krigstilstand var en del af baggrunden for, at terrorkursen blev accepteret, men efterhånden som den ydre trussel trådte noget i baggrunden, svandt begejstringen. I 1794 overtog Robespierre ledelsen helt og gennemførte en skærpet terror, men til sidst blev han styrtet af oppositionen i sit eget parti og henrettet i juli samme år.{{kilde mangler|dato=Uge 16, 2013}}
 
Anonym bruger