Det Byzantinske Rige: Forskelle mellem versioner

I [[535]] igangsatte Justinian sit mest ambitiøse projekt: generobringen af Italien, som på denne tid fortsat var under østgoternes herredømme. En mindre hær blev sendt over land gennem [[Dalmatien]], mens hovedstyrken blev fragtet over havet, atter ledet af Belisarius. Han landede først på [[Sicilien]] og erobrede øen ubesværet. Marchen op gennem det italienske fastland viste sig også at møde lille modstand, og [[Napoli]], Rom og hovedstaden Ravenna faldt en efter en. Goterne var tilsyneladende slået, og Justinian kaldte Belisarius tilbage til Konstantinopel i [[541]]. Belisarius bragte også denne gang en fanget konge hjem til kejseren: østgoteren [[Witiges]]. Men østgoterne og deres allierede formåede snart at genforene sig under [[Totila]]s kommando. De følgende [[gotiske krige]] var en udmattende serie af belejringer, slag og tilbaketrækninger, som slugte de fleste af både romerske og italienske ressourcer og udarmede store dele af Italien. Det så ud som om, at romerne stod i fare for at miste alle besiddelserne, de havde vundet, efter som de ikke havde forsynet tropperne med tilstrækkelig finansiel og logistisk støtte. Justinian mistede tiltroen til Belisarius og beordrede ham tilbage til hovedstaden. Sommeren [[552]] sendte Justinian en ny hær på 35.000 mand som forstærkninger under ledelse af [[eunuk]]ken [[Narses]]. Totila blev besejret og dræbt i [[slaget ved Busta Gallorum]], og hans efterfølger [[Teias]] blev ligeledes slået i [[slaget ved Mons Lactarius]]. Selv om nogen mindre gotiske garnisoner fortsatte at gøre modstand, og på trods af to senere invasionsforsøg af frankere og alemannere, var generobringen af Italien nu gennemført. Justinian fortsatte udvidelsen af kejserriget ved at underlægge sig alle øerne i Middelhavet, og desuden formåede han at vinde en mindre del af Spanien fra vestgoterne.

 

 

Ved at prioritere erobringerne i vest lod Justinian de østre dele af riget stå næsten ubevogtede, selv om han havde bygget mange store fæstningsværker langs grænserne. Khosrau havde så tidligt som i [[540]] brudt fredsaftalen og plyndret [[Antakya|Antiokia]]. Det eneste, som Justinian kunne gøre for at stoppe ham, var at godtage en forøgelse af den årlige tribut. [[Slavere|Slaviske]] folkeslag havde allerede under Justins regeringstid krydset grænsen til Romerriget og plyndret [[Balkanhalvøen|Balkan]]. De drog nu fordel af at bevogtningen af grænsen var blevet kraftigt udtyndet, og slaverne nåede helt ned til [[Korinterbugten]]. Slaverne invaderede [[Thrakien]] i [[545]], og i [[548]] angreb de [[Durras|Dyrrachium]], en vigtig havn ved [[Adriaterhavet]]. I [[550]] formåede [[sclavenierne]] at komme så nær som 65 kilometer fra selveste Konstantinopel. I [[559]] var Det østromerske Rige ude af stand til at slå en større invasion fra [[kutrigurerne]] og sclavenierne tilbage, og slaverne nåede helt frem til Konstantinopels forstæder. Romerne formåede efterhånden at drive slaverne tilbage over [[Donau]], men romersk kontrol over Balkan var stærkt svækket, og i løbet af de følgende år skulle den blive næsten totalt tilintetgjort.

Soldatkejserne [[Nikeforos II]] og [[Johannes I (kejser)|Johannes I]] udvidede riget til langt ind i Syrien, besejrede [[emir]]erne i Nord- og Vestirak og generobrede [[Kreta]] og [[Cypern]]. Johannes truede til og med [[Jerusalem]]. [[Emiratet Aleppo]] og dets naboer blev vasaller under Det østromerske Rige. Under [[Basileios II]] blev bulgarerne, som havde underlagt sig det meste af Balkan, målet for årlige krigstog af kejserrigets hære. Krigen varede i de næste år, indtil bulgarerne endelig blev besejrede i [[slaget ved Kleidon]] i [[1014]]. Basileios blindede 99 af hver hundrede af de 14.000 krigsfanger, de resterende blev kun blindede på det ene øje således, at de kunne lede deres medsoldater hjem. Da den bulgarske [[zar]] så den ynkelige hær komme hjem, bebrejdede han sig selv, og det siges, at han døde af chokket. [[Bulgarien]] overgav sig og blev en del af Det østromerske Rige, som nu atter strakte sig helt til Donau. Den gamle grænseflod havde ikke været holdt af romerne siden [[Herakleios]]' regeringstid. Kejserriget vandt sig også en ny allieret i [[væring]]staten [[Kijev]], hvorfra kejseren hentede soldater til den nye [[væring]]garden ved at bortgifte Basileios' søster Anna til storfyrste [[Vladimir I|Vladimir I af Kiev]]. Basileios anså den arabiske okkupation af [[Sicilien]], som havde været i hænderne på araberne siden [[904]], som utålelig. Øen havde været en del af Det østromerske Rige i over 300 år (ca. 550-ca. 900), og Basileios lagde nu planer for at vinde den tilbage. Men kejserens død i [[1025]] satte en stopper for projektet.

 

 

Det østromerske Rige strakte sig nu fra [[Aserbajdsjan]] og [[Armenien]] i øst til [[Calabrien]] i Syditalien i vest og var igen blevet den største magt omkring Middelhavet. Den respekt, den kejserlige hær havde skabt om sig gennem denne periode, var så formidabel, at det nu var nok blot at nævne muligheden for en militær intervention for at holde de lokale småherskere i skak.

=== Øget fjendtlighed mod Vesten ===

[[File:Alexios I Komnenos.jpg|thumb|Alexios I Komnenos (1081-1118).]]

Efter slaget ved Manzikert blev en delvis genrejsning gjort mulig af [[huset Komnenos|det komneniske dynasti]]. [[Alexios I Komnenos|Alexios I]] begyndte at omorganisere militærsystemet efter [[feudalisme|feudale]] principper og gjorde betydelige fremskridt mod seldsjukkene. Hans råb om hjælp fra vesten førte til [[det første korstog]], som hjalp kejseren til at generobre [[Iznik|Nikæa]]. Efterhånden voksede imidlertid afstanden mellem den østromerske kejser og de vestlige korsfarere, og senere korstog var i stigende grad fjendtligt indstillede. Alexios' søn [[Johannes II (kejser)|Johannes II]] efterfulgte ham i [[1118]] og blev kendt for at være en usædvanlig hensynsfuld mand; gennem sin lange regeringstid (1118-1143) dræbte eller blindede han ingen, hvilket var bemærkelsesværdigt på en tid, da herskerne normalt var voldelige. Hans undersåtter så op til ham som en kærlig regent og gav ham tilnavnet Johannes den gode. Han var også en energisk hærfører og levede i det meste af sin regeringstid i militærlejrene. Det østromerske Rige var på denne tid presset af fjender fra alle kanter; en invasion af nomadiske ryttere fra nord truede med at overvælde Balkan, og tyrkerne fortsatte med at gøre indfald mod de romerske besiddelser i [[Anatolien]]. Takket være Johannes' intelligente forsvarstaktik blev nomaderne fra nord besejrede og grænselinjen ved Donau sikret. På samme måde blev tyrkernes fremstød standset, og Johannes flyttede krigen over på tyrkernes områder. Han ledede en række felttog, som kostede dyrt, og, selv om de brød tyrkernes muligheder for at angribe romersk territorium, blev få af hans erobringer varige. Mod slutningen af sin regeringstid samlede Johannes sin opmærksomhed mod at sikre overherredømmet over korsfarerstaterne [[fyrstedømmet Antiokia|Antiokia]] og [[Edessa]], og på vejen erobrede han sydkysten af Anatolien og [[Kilikien]], erobringer, som skulle vise sig at være mere varige. Efter dette marcherede han ind i Syrien i spidsen for sin hær, men hans forsøg på at underkue korsfarerfyrsterne mislykkedes. Han døde senere samme år i en jagtulykke, efter, at han var blevet ramt i hånden af en giftpil (det siges, at dødsfaldet ikke var en ulykke).[[File:The Byzantine Empire, c.1180.svg|thumb|left|Det Byzantinske Rige omkring år 1180.]]

 

Kejser [[Theodor I]] flygtede til Nikea og udråbte [[Kejserriget Nikea]] som det eneste retmæssige romerske kejserrige. To andre fra den østromerske herskerklasse valgte at udnytte muligheden: [[Alexius I Megas Komnenos|Alexius Komnenos]] og [[David Komnenos]] dannede et kejserrige i [[Trapezunt]] og [[Mikael I af Epirus|Mikael Ducas]] dannede et rige i [[Epirus]]. Situationen varede ikke længe, allerede i [[1261]] formåede kejser [[Mikael VIII]] at genvinde Konstantinopel, men kejserriget var alvorligt svækket, og kejserne var efter dette mest optaget med at kæmpe mindre krige i Europa end at bryde sig om den voksende trussel fra øst. Den eneste grund til, at Det østromerske Rige bestod så længe, som det gjorde, var, at muslimerne var svækkede af interne strider. [[Osmannere|Osmannerne]] formåede efterhånden at erobre store dele af det østromerske territorium, og Konstantinopel måtte til sidst nøje sig med kontrol over en håndfuld havnebyer. Samtidigt udvidede [[serbere|serberne]] deres magtområde og erklærede deres eget [[det serbiske rige|kejserrige]] i [[1346]]

 

 

Det østromerske Rige sendte bud til vesten om hjælp, men katolikkerne ville kun hjælpe, hvis den østlige kirke godtog en genforening af den kristne kirke. Men selv, om kejseren godtog dette krav og til og med lovfæstede det, ønskede de græsk-ortodokse ikke at godtage katolicismen. Konstantinopel blev i starten ikke regnet som værd at forsøge at erobre, efter som byens mure gjorde den så at sige uindtagelig. Men en ny opfindelse, [[kanon (våben)|kanon]]en, gjorde, at disse mure ikke længere bød tilstrækkelig beskyttelse mod tyrkerne. [[Konstantinopels fald]] kom efter blot to måneders belejring af [[sultan]] [[Muhammad II|Mehmet erobreren]], [[29. maj]] [[1453]]. Den sidste østromerske kejser [[Konstantin XI]] mistede livet i kampene, som fulgte efter, at murene faldt. Mehmet besejrede også Mistra i [[1460]] og [[Trapezunt]] i [[1461]], og havde dermed underlagt sig hele Det østromerske Rige. Mehmet anså sig selv som efterfølger efter de romerske kejsere og tog titlen «Kayser-i-Rûm» (romersk kejser), og hans arvtagere fortsatte denne tradition helt frem til begyndelsen af [[20. århundrede|1900-tallet]]. Ved slutningen af [[15. århundrede|1400-tallet]] havde [[Osmanniske Rige|Det osmanniske Rige]] konsolideret sit herredømme over Lilleasien og Balkan. Rollen som beskytter af den græsk-ortodokse kirke blev overtaget af storhertugen af [[Moskva]], og [[Ivan 4. af Rusland|Ivan IV]] tog titlen [[zar]] af [[Rusland]], afledt af [[Cæsar (titel)|caesar]]. Hans efterfølgere støttede forestillingen om, at [[Moskva]] var den sande arvtager efter Rom og Konstantinopel, og ideen om [[det tredje Rom]] blev opretholdt gennem hele [[Zar-rusland|det russiske riges]] levetid.

 

=== Religion ===

 

Den førnævnte brug af ordet «romersk» om det, som er knyttet til Konstantinopel, lever på religionens område til en vis grad videre på [[Arabisk (sprog)|arabisk]] blandt kristne i området inderst ved Middelhavet mellem Tyrkiets og Egyptens grænser. De kristne, som sluttede sig til byzantinsk tradition i disse områder, fordeler sig i dag mellem [[den ortodokse kirke]] og [[den græsk-katolske kirke]], som følger [[græsk ritus]], men i lærespørgsmål tilhører [[katolicisme]]n og anerkender [[pave]]n i [[Rom]] som overhovede. Paradoksalt nok er det de ortodokse, som går under betegnelsen «romere», mens katolikkerne kaldes ''melkitter'', efter malak (= konge), hvilket snarere bringer tankerne henimod en statskirkelig størrelse.

=== Økonomi ===

 

 

Den byzantinske økonomi var den mest avancerede i Europa i mange århundreder. Den byzantinske [[solidus]] var foretrukket som international møntenhed i 700 år, indtil denne rolle gradvis blev overtaget af mønter fra de italienske handelsrepublikker efter 1204. Kejserrigets rigdomme var uden lige i Europa, og Konstantinopel var en af de rigeste byer i verden. Den økonomiske velstand blev godt hjulpet af, at Det østromerske Rige var det vigtigste af de vestlige endepunkter for [[silkevejen]]. Konstantinopel var også det vigtigste kommercielle centrum i Europa gennem det meste af middelalderen. Da [[osmannerne]] besejrede byen, lukkede de landvejen mellem Europa og Asien, og dette blev begyndelsen til slutningen for handelen langs silkevejen.