Den russisk-ortodokse kirke: Forskelle mellem versioner

Den russiske kirke var i begyndelsen en datterkirke af den [[Byzantiske Rige|byzantinske]]. I det 9. århundrede kom [[evangelium|evangeliet]] til slaverne på [[Balkanhalvøen]], og i det 10. århundrede nåede det op til de russiske slaver. Evangeliets ældste historie hos dem er dog indhyllet i sagn. Den første overgang til kristendommen fra fyrstelig side var den hellige [[Olga af Kijev|Olga]]s, men virkningen af hendes omvendelse kendes i øvrigt ikke. I slutningen af det 10. århundrede tog evangeliseringen der imod fart. 988 blev storfyrst Vladimir i Kiev[[Kijev]] omvendt og døbt. Han ønskede nemlig at få en konstantinopolitansk prinsesse til ægte, og hans ønske blev opfyldt, dog på betingelse af hans overgang til kristendommen. Muligvis har politiske forhold også spillet en rolle. Grækerne trængte til en støtte, og hidtil havde russerne været alt andet end behagelige naboer. På den anden side havde den græske kirke endnu en stærk trang til at missionere, og denne indre trang blev yderligere øget ved den tiltagende adskillelse fra og konkurrence med den romerske kirke, som allerede havde fået fast fod blandt de vestligste slaver. Russerne blev imidlertid uden vanskelighed vundne for den græsk-katolske kirke, og fra slaverne på Balkanhalvøen kom [[liturgi]] og oversættelser af de hellige skrifter op til det ny kristne folk. Fra første færd kom den russiske kirke således til at stå i afhængighedsforhold til de græske kirkeafdelinger. Om evangeliets gang i Rusland vides kun lidt. Der dannede sig snart munkesamlinger efter græske forbilleder, og [[askese]]n holdt sit indtog, men det varede længe, inden de store masser blev blot til en vis grad kristnede.

Den højeste gejstlige i den ny kirke blev metropolitten i [[Kijev]]. Han udnævntes og sendtes fra Konstantinopel og betragtedes selvfølgelig som den konstantinopolitanske patriarks underordnede. Dette forhold varede ved til midt i 13. århundrede. Da bevirkede de urolige politiske forhold, navnlig under mongolernes fremtrængen i 1240, at russerne selv ordinerede deres metropolit og blot lod valget bekræfte i Konstantinopel. Nogen betydningsfulde skikkelser på denne tid var den hellige [[Sergei af Radonesj]] (død 1392) og ikonmaleren [[Andrej Rubljov]]. Endelig kom det til en kirkepolitisk spaltning i det 15. århundrede. Ved unionskoncilet mellem østens og vestens kirker i Firenze 1439 havde også den russiske metropolit, [[Isidor]], som nu residerede i Moskva, været til stede, men da han var kommet hjem igen og havde berettet om unionen, rejste der sig en almindelig stemning mod enhver forbindelse med vesten, metropolitten blev afsat, en ny valgt, og storfyrsten af Moskva meddelte den græske kejser, at han for fremtiden ønskede selv at udnævne sin metropolit. Kirken blev selvstændig i 1448. Afgørende betydning for den russiske kirkes politiske selvstændiggørelse fik dog først og fremmest Konstantinopels fald 1453. Da blev den russiske kirke overladt til sig selv, og da blev den først rigtig en national kirke. Men samtidig kom den også mere og mere under statsmagtens, og det vil atter sige [[zar]]ens indflydelse.