Det Byzantinske Rige: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
luft mellem sektioner.
→‎Ny storhedstid: skubber billedet op.
Linje 223:
 
[[Fil:Basilios II.jpg|thumb|200px|Basileios II (976-1025)]]
[[Fil:Map_of_the_Byzantine_Empire,_1025_AD.PNG|thumb|300px|Det Byzantinske Rige ved Basileios IIs død i 1025.]]
 
Soldatkejserne [[Nikeforos II]] og [[Johannes I (kejser)|Johannes I]] udvidede riget til langt ind i Syrien, besejrede [[emir]]erne i Nord- og Vestirak og generobrede [[Kreta]] og [[Cypern]]. Johannes truede til og med [[Jerusalem]]. [[Emiratet Aleppo]] og dets naboer blev vasaller under Det østromerske Rige. Under [[Basileios II]] blev bulgarerne, som havde underlagt sig det meste af Balkan, målet for årlige krigstog af kejserrigets hære. Krigen varede i de næste år, indtil bulgarerne endelig blev besejrede i [[slaget ved Kleidon]] i [[1014]]. Basileios blindede 99 af hver hundrede af de 14.000 krigsfanger, de resterende blev kun blindede på det ene øje således, at de kunne lede deres medsoldater hjem. Da den bulgarske [[zar]] så den ynkelige hær komme hjem, bebrejdede han sig selv, og det siges, at han døde af chokket. [[Bulgarien]] overgav sig og blev en del af Det østromerske Rige, som nu atter strakte sig helt til Donau. Den gamle grænseflod havde ikke været holdt af romerne siden [[Herakleios]]' regeringstid. Kejserriget vandt sig også en ny allieret i [[væring]]staten [[Kijev]], hvorfra kejseren hentede soldater til den nye [[væring]]garden ved at bortgifte Basileios' søster Anna til storfyrste [[Vladimir I|Vladimir I af Kiev]]. Basileios anså den arabiske okkupation af [[Sicilien]], som havde været i hænderne på araberne siden [[904]], som utålelig. Øen havde været en del af Det østromerske Rige i over 300 år (ca. 550-ca. 900), og Basileios lagde nu planer for at vinde den tilbage. Men kejserens død i [[1025]] satte en stopper for projektet.
 
[[Fil:Map_of_the_Byzantine_Empire,_1025_AD.PNG|thumb|300px|Det Byzantinske Rige ved Basileios IIs død i 1025.]]
 
Det østromerske Rige strakte sig nu fra [[Aserbajdsjan]] og [[Armenien]] i øst til [[Calabrien]] i Syditalien i vest og var igen blevet den største magt omkring Middelhavet. Den respekt, den kejserlige hær havde skabt om sig gennem denne periode, var så formidabel, at det nu var nok blot at nævne muligheden for en militær intervention for at holde de lokale småherskere i skak.