Aflad: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Indulgence1430.jpg|thumb|Afladsbrev fra omkring 1430]]'''Aflad''' er et begreb i den [[Romerskromersk-katolske kirke]] der betyder eftergivelse af timelig straf for synd, det vil sige af [[bodsstraf]] eller af straf i [[skærsilden]]. Begrebet forudsætter den katolske opfattelse af synd og tilgivelse: når man har syndet, bør man bekende det for sin præst, som kan give enén syndernes forladelse. Dermed har man fået [[Gud]]s tilgivelse for synden, og man undgår at lide den evige straf i [[Helvede]] for den. Selv om man har fået tilgivelse, kan der imidlertid alligevel være noget, der skal sones, for at genoprette ens gode forhold til Gud. Det er denne soning, der kaldes den timelige straf, fordi den er timelig,; det betyder, at den er afmålt i tid, ikke er evig.

* Ordet afladshandel stammer fra den romersk-katolske kirke i [[middelalderen]]. I korte træk gik det ud på, at man ved at købe afladsbreve af kirken kunne slippe hurtigere gennem Skærsilden. Det er imidlertid en misforståelse: Afladaflad kunne og kan ikke sælges — det ville være en svær synd i sig selv: [[simoni]], handel med åndelige goder. Til gengæld ''var'' der aflad forbundet med visse godgørende eller fromme handlinger, der involverede penge; for eksempel var der aflad forbundet med at bidrage til bygningen af [[Peterskirken]]. Dette skal imidlertid forstås sådan, at Kirkenkirken blot lægger en yderligere nåde til en i Guds øjne allerede fortjenstfuld handling. Men distinktionen forsvandt i manges øjne let, og der var store problemer med svindel, hvor gejstlige og andre uden Kirkens godkendelse reducerede afladsbegrebet til blot og bar køb af syndsforladelse, samt svindel med falsk aflad. Derfor blev al aflad forbundet med handlinger, der involverede finansielle transaktioner, i 1567 afskaffet af Pavepave Pius V. Misbruget af aflad havde stor betydning for den protestantiske [[reformation]].

* Afladen opstod i omkring år [[1035]], hvor der blev givet aflad til folk, der besøgte eller gav bidrag til bestemte kirker i Nordspanien og Sydfrankrig.

* Og i Gyldendals leksikon: Fritagelse for eller mildnelse af straf her og i skærsilden for begåede synder. Salget af afladsbreve førte til misbrug og kritiseredes af Luther. Aflad er nu i praksis forsvundet fra Rom.

* [[Pave Leo 10.]] opfandt afladsbrevene og sendte den berygtede [[Johannes Arcimboldus]] til [[Skandinavien]] for at tvinge befolkningen til at overholde [[Pavepave]]ns regler om faste. Da de ikke havde tænkt sig at følge dem, fik han en ny ide, så de undtagelsesvis kunne spise smør, hvis de betalte til kirken, så ville deres synd blive fjernet.

* Aflad bestod i, at Pave kirken, som er den katolske kirke, ipersonificeret denne forbindelseved Pavenpaven, [[Kardinal (katolske kirke)|Kardinalerkardinaler]] og personer, der var særligt betroet tilaf kirken, kunne fritage mennesker for en straf, som kirken havde idømt dem! – ved at påstå at det stod i [[Bibelen]].

* De rige kunne få andre til at [[faste]] for sig, at faste pr. stedfortræder. De rige skulle så købe fastemad til 6 fattige – beløbet skulle indbetales til [[Kloster|Klostretklostret]] som udstedte et faste afladsbrevfasteafladsbrev.

* Aflad forudsætter, at det enkelte menneske tror på synd, tilgivelse og Skærsildenskærsilden, som den katolske kirke bygger en del af sin tro på.

* Mod betaling kunne folk få et brev som bevis på, at deres tid i skærsilden blev afkortet med en bestemt tid, dage, uger, måneder, eller år. Jo højrehøjere beløbet var, des mere blev tiden i skærsilden nedsat. Der var endda en garanti for, at det forholdt sig således. Det var også muligt at købe et afladsbrev, inden duman overhovedet var død, detsom sikrede, at man var nærmere en plads i himlen, når man engang døde. At indtægten også var af megetstor betydning for den katolske kirke – er noget helt andet.

* Afladshandel afskaffedes med reformationen i [[Danmark]] og store dele af [[Europa]], da den [[Protestantisme|Protestantiske Kirke]] ikke accepterer detteden.

Udsendelsen af de pavelige afladslegater begrundedes først ved påtænkte korstog mod tyrkerne, til sidst under Julius 2. og Leo 10. ved [[Peterskirken]]s opførelse. Fyrsterne tillod aflad imod selv at få deres del af indsamlingerne. Legaterne selv var oftere hensynsløse spekulanter, deres hjælpere, underagenter, bogtrykkere (der trykte brevene) og tjenere, ryggesløse personer. Sligt godkendtes selvfølgelig aldrig af pavestolen, og rettænkende katolikker, således [[Poul Helgesen]], så med sorg disse udskejelser.<ref name="Salm 237"/> Afladslegater for Norden var: kardinal Raimund Perrauld (1501 og følgende år), Itzard Gravius (1510 og følgende år) og Johannes Angelus Arcimboldus (1516—19). Samtidig med, at Leo 10. sendte Arcimboldus til Norden, gjorde han ærkebiskop Albrecht af Mainz til overagent for Tyskland. Denne havde sine underagenter, blandt hvilke dominikanermunken Johan Tetzel ved sin færd kaldte [[Martin Luther]] frem og blev den ydre anledning til [[Reformationen]] i 1517. Også i Schweiz bidrog en "afladskræmmer", Bernh. Samson, til at føre Zwingli ind på hans reformatoriske bane. Den katolske modreformation greb kraftigkraftigt ind: afladshandel hørte straks op, og på Tridentinermødet blev den forbudt.<ref name="Salm 237"/>