Ludvig 14. af Frankrig: Forskelle mellem versioner

== Overblik ==

[[Fil:Louis1667.jpg|thumb|<center>Ludvig 14. i 1667</center>]]

 

Allerede som fireårig fulgte Ludvig den [[14. maj]] [[1643]] sin far på tronen. Indtil [[1651]] var det imidlertid hans mor, der førte regeringen. Den faktiske magt lå hos minister [[Jules Mazarin|kardinal Mazarin]]. Mazarin forberedte målrettet Ludvig på rollen som enevældig hersker. Skridt for skridt blev den unge konge involveret i magtudøvelsen og delte til sidst regeringsansvaret med Mazarin. På baggrund af de udenrigspolitiske succeser, som minister-kardinalerne [[Armand-Jean du Plessis de Richelieu|Richelieu]] og Mazarin havde skaffet Frankrig, kunne Ludvig udvikle den franske enevælde i barokstil med et hofliv, som helt og holdent var tilpasset herskerens person. Efter [[Den westfalske fred]], som afsluttede [[Trediveårskrigen]] i [[1648]], og [[Pyrenæerfreden|Freden i Pyrenæerne]] med [[Spanien]] i [[1659]] var Frankrig den politisk og militært stærkeste magt i Europa. Med hjælp fra ministre som [[Jean-Baptiste Colbert|Colbert]], [[François-Michel Le Tellier, marquis de Louvois|Louvois]], [[Hugues de Lionne|Lionne]] og kansleren [[Pierre Séguier|Séguier]] styrkede han det statslige magtapparat og udvidede det militære, institutionelle og materielle grundlag for det franske monarkis magt. En negativ indflydelse på hans regering havde forfølgelsen af [[huguenot]]terne og [[Den spanske arvefølgekrig]]. Denne omfattende krig førte næsten til statsbankerot i [[1713]]. Den blev afværget gennem en finansreform og massive besparelser.

[[Fil:LouisXIV-child.jpg|thumb|Ludvig 14. som otteårig]]

Efter at Ludvig 14. som fireårig arvede tronen i [[1643]], overtog hans mor Anna af Østrig regentskabet. Hun bekræftede straks kardinal Mazarin i stillingen som premierminister.

 

Med underskrivelsen af [[Den westfalske fred]] i [[1648]] var Frankrig den store sejrherre i [[Trediveårskrigen]]. Der kunne indsættes betydelige troppestyrker i krigen mod Spanien, men nu udbrød [[Fronde-oprøret]] (1648-1653), en åben borgerkrig mellem parlamentet i Paris og adelen mod kongens enevældige politik. Ludvigs mindreårighed blev brugt som begrundelse for oprøret. Oprørerne hævdede, at de kæmpede mod Mazarins negative indflydelse. Han blev som italiener ikke vurderet særlig højt. Især de kongelige prinser tog ham det ilde op, at han konsekvent udelukkede dem fra politisk indflydelse. Men parlamenterne (højesteretterne) var påvirket af den engelske borgerkrig og så en chance for at udbygge deres privilegier i forhold til kronen. Fronden blev slået i [[1652]], men uroen fortsatte til [[1654]]. Ludvig 14. blev erklæret for myndig i [[1651]] og afsluttede sin mors regentskab. Kongen var endnu for ung til at regere og overdrog som forventet magten til Mazarin og ikke en af kongehusets prinser. I 1654 fulgte kroningen og salvingen af kongen i Reims, og ordenen var synligt for enhver genoprettet i kongeriget. Kroningen tjente som symbol på kontinuitet og Guds beskyttelse.