Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

Ved 1500-tallets begyndelse indtrådte en bølge af reformisme i hele Nordeuropa i form af ikke blot [[Martin Luther]]s [[protestantism|protestantisme]] men også [[Reformationen|reformistisk katolicisme]]. Denne sidstnævnte form for reformisme intresseredeinteresserede den daværende danske konge [[Christian II2.]], hvilket var noget, som vakte modvilje blandt de katolske biskopper i landet.<ref>Johannesson, s. 111</ref> Eftersom flere af biskopperne tilhørte de mægtigste adelsslægter i Danmark, var dette derfor også noget som vakte modvilje indenfor aristokratiet, ligesom det faktum, at Christian II stræbte efter en styrkelse af den kongelige centralmagt med hjælp af borgerlige embedsmænd. Adelen og det højere præsteskab, [[prelatprælat]]erne, udråbte derfor i slutningen af marts 1523 kongens onkel, [[Frederik I]], til konge, og Christian flygtede til [[Nederlandene]]. Ved kongens kroning deklareredes, at prædikener af kættere eller "Luthers disciple" mod den romerske kirkemagt ikke ville blive tolereret.<ref name="joh112">Johannesson, s. 112</ref>

Udnævnelsen af Frederik I førte til flere uroligheder. Den svenske konge, [[Gustav Vasa]], forsøgte at udnytte situationen ved at foretage en invasion i de danske provinser samtidig, som købstæderne [[Malmø]] og [[København]] fortsat støttede Christian II og blev belejret af den danske konges styrker.<ref name="joh112" /> De to stæder kapitulerede i begyndelsen af 1524, og den 1. september samme år blev indgået en [[Malmø recess (1524)|aftale]] mellem Frederik I og Gustav Vasa i Malmø, som indebar, at de svenske styrker trak sig tilbage fra [[Blekinge]], men at Sverige skulle beholde [[Bohuslän]] indtil videre.<ref name="joh112" /> Den danske almue, borgerne og bønderne, havde derimod nydt fordele af Christian IIs politik, og flere bondeoprør brød ud på landet. Lensmanden på [[VisborgsVisborg slotSlot (Gotland)|Visborg Slot]] på [[Gotland]], [[Søren Norby]], som støttede Christian II, benyttede lejligheden til at sende støtte til oprørerne.<ref name="joh113">Johannesson, s. 113</ref> [[Tyge Krabbe]], som af Frederik I var blevet udnævnt till lensmand på [[Helsingborgs slot]], mødte oprørshæren men var tvunget til at trække sig tilbage. Norby belejrede derefter Helsingborgs slot, men samtidig formåede en lybsk flåde at afskære dennes forsyningslinjer fra Gotland, og forstærkninger fra Sjælland blev sejlet over til Malmø. De nye styrker under [[Johan Rantzau]] blev forenet med Tyge Krabbes, og den 28. april 1525 blev Norby besejret uden for Lund i et slag, som udviklede sig til en ren massakre på bondehæren. Søren Norby trak sig tilbage til Landskrone, hvor han til sidst kapitulerede. Under Frederik Is fortsatte styre fik højadelen sammen med [[Hansaen|hansestaden]] [[Lübeck]] stadig større privilegier, hvilket forstærkede deres støtte til kongemagten.<ref>Ljungfors, s. 22</ref>