Alter: Forskelle mellem versioner

I den jødiske tempeltjeneste fandtes flere altre i templet i Jerusalem. Der var tale om ildsteder, hvor offerdyr eller dele heraf blev brændt, eller hvor der blev bragt velduftende røgofre.

 

 

I 300-tallet blev kristendommen statsreligion i romerriget, og fra da af kunne de kristne begyndte at bygge [[Kirke (bygning)|kirkebygninger]]. Her blev Herrens bord som et særligt stykke inventar hurtigt en naturlig del af udstyret. Til erstatning for martyrgraven lå der ofte jordiske rester af en martyr – en såkaldt [[relikvie]] – i en kiste under bordet. Kisten blev skjult med et forhæng om bordet eller med brædder mellem bordets ben. Derved blev bordet også et helgenskrin, og begyndte at få den udformning, man ser i mange middelalderkirker. I takt med at der blev bygget tusindvis af kirker, blev martyrernes jordiske rester, klædningsstykker og andet fordelt. Det blev på [[kirkemøde]]r bestemt, at alteret skulle bygges af sten. I dækstenen – alterets bordflade, der nu blev udgjort af en hel sten – huggedes et lille firkantet hul, den såkaldte ''helgengrav'' ([[sepulchrum]]). Her indkapslede man relikvien. Det blev i middelalderen almindeligt, at større kirker foruden hovedalteret havde et antal sidealtre, viet til helgener.