Solsystemet: Forskelle mellem versioner

:[[Merkur (planet)|Merkur]] (0,4 AU) er den planet som ligger tættest på Solen, og er den mindste planet (0,055 jordmasser). Merkur har ingen måne og dens eneste kendte geologiske struktur foruden nedslagskratere er klipper og dale som sandsynligvis blev dannet i dens tidlige historie. <ref>Schenk P., Melosh H.J. (1994), ''Lobate Thrust Scarps and the Thickness of Mercury's Lithosphere'', Abstracts of the 25th Lunar and Planetary Science Conference, 1994LPI....25.1203S</ref> Merkurs næsten ubetydelige atmosfære består af atomer som spredes dertil fra Solen af [[solvind]]en.<ref>{{Cite web|year=2006 |author=Bill Arnett |title=Mercury |publisher=The Nine Planets |url=http://www.nineplanets.org/mercury.html |accessdate=2009-04-17}}</ref> Den relativt store jernkerne og tynde kappe kan ikke forklares, hypotesen er at de ydre lag forsvandt fra planeten efter en enorm kollision med et andet planetarisk objekt. <ref>Benz, W., Slattery, W. L., Cameron, A. G. W. (1988), ''Collisional stripping of Mercury's mantle'', Icarus, v. 74, p. 516–528.</ref><ref>Cameron, A. G. W. (1985), ''The partial volatilization of Mercury'', Icarus, v. 64, p. 285–294.</ref>

Asteroider kan være fra hundrede kilometer i diameter til at have mikroskopisk størrelse. Alle asteroider er klassificerede som småplaneter, kun Ceres har status som dværgplanet. [[4 Vesta|Vesta]] og [[10 Hygiea|Hygieia]] kan dog blive klassificeret som dværgplaneter hvis man kan påvise at de har opnået [[hydrostatisk ligevægt]], det vil sige at deres form (tæt på kugleform) er et resultat af småplanetens egen gravitation. <ref>{{Cite web |title=IAU Planet Definition Committee|publisher=International Astronomical Union|year=2006|url=http://www.iau.org/public_press/news/release/iau0601/newspaper/| accessdate =5 maj 2009}}</ref>

De fire ydre planeter, eller gaskæmperne, udgør 99 procent af al den masse som findes i omløbsbane rundt om Solen. Jupiter og Saturn består mest af brint og helium mens Uranus og Neptun har en større andel is. Det er blevet foreslået at de to sidstnævnte skulle tilhøre en kategori der skulle hedde "iskæmper", men dette er en endnu ikke alment accepteret definition. <ref>{{Cite web|title=Formation of Giant Planets |author=Jack J. Lissauer, Dafid J. Stevenson |publisher=NASA Ames Research Center; California Institute of Technology |år=2006 |url=http://www.gps.caltech.edu/uploads/File/People/djs/lissauer&stevenson(PPV).pdf|format=PDF |accessdate=12 maj 2009}}</ref> Alle fire har [[Planetring|ringe]], men det er kun Saturns ringe som er nemme at observere fra Jorden.{{-}}

:[[Saturn (planet)|Saturn]] (9,5 AU) karakteriseres af dens udbredte [[Saturn (planet)#Ringsystemet|ringsystem]] men har flere ligheder med Jupiter såsom atmosfærens sammensætning og dens [[magnetosfære]]. Selvom Saturn har 60 procent af Jupiters volumen så er den med 95 jordmasser mindre end én tredjedel af Jupiters masse. Hvilket gør Saturn til den planet i Solsystemet med mindst densitet. Saturn har [[Saturns måner|62 kendte måner]] (og tre som endnu er ubekræftede). To af månerne: [[Titan (måne)|Titan]] og [[Enceladus (måne)|Enceladus]] viser tegn på geologisk aktivitet, selvom de mest består af is. <ref>{{Cite web |title=Cryovolcanism on the icy satellites |author=J. S. Kargel |publisher=U.S. Geological Survey |år=1994 |url=http://www.springerlink.com/content/n7435h4506788p22/ |accessdate=2006-01-16}}</ref> Titan er større end Merkur og er den eneste måne i Solsystemet med en betydende atmosfære.

: [[Uranus (planet)|Uranus]] (19,6 AU) er med sine 14 jordmasser den letteste af de ydre planeter. Ulig de andre gaskæmperne så kredser den rundt om Solen liggende på siden så dens [[aksehældning]] er over 90 grader mod [[ekliptika]]. Den har en meget koldere kerne end de øvrige gaskæmper og giver meget lidt varmestråling fra sig. <ref>{{Cite web |title=10 Mysteries of the Solar System |author=Hawksett, Dafid; Longstaff, Alan; Cooper, Keith; Clark, Stuart |work=Astronomy Now |år=2005 |url=http://adsabs.harvard.edu/abs/2005AsNow..19h..65H |accessdate=24 maj 2009}}</ref> Uranus har [[Uranus (planet)#Måner|27 kendte måner]] hvoraf [[Titania (måne)|Titania]], [[Oberon (måne)|Oberon]], [[Umbriel (måne)|Umbriel]], [[Ariel (måne)|Ariel]] og [[Miranda (måne)|Miranda]] er de største.

: Trods at [[Neptun (planet)|Neptun]] (30 AU) er noget mindre end Uranus vejer den mere med sine 17 jordmasser og har derfor markant højere [[densitet]]. Den giver også mere stråling fra sig, dog ikke så meget som Saturn og Jupiter. <ref>{{Cite web |title=Post Voyager comparisons of the interiors of Uranus and Neptune |author=Podolak, M.; Reynolds, R. T.; Young, R. |publisher=NASA, Ames Research Center |år=1990 |url=http://adsabs.harvard.edu/abs/1990GeoRL..17.1737P |accessdate=2006-01-16}}</ref> Neptun har [[Neptuns måner|13 kendte måner]]. Den største, [[Triton (måne)|Triton]], er geologisk aktiv med [[gejser]]e med [[Kvælstof|flydende kvælstof]]. <ref>{{Cite web |title=The Plausibility of Boiling Geysers on Triton |author=Duxbury, N.S., Brown, R.H. |publisher=Beacon eSpace |år=1995 |url=http://trs-new.jpl.nasa.gov/dspace/handle/2014/28034?mode=full |accessdate=13 maj 2009}}</ref> Triton er den eneste større måne med en [[retrograd]] omløbsbane. Neptun har følgeskab af et antal [[småplanet]]er i samme omløbsbane, de såkaldte [[trojanske asteroider]], i 1:1-[[baneresonans]] med planeten ([[:en:Orbital resonance]]).

Kortperiodiske kometer har omløbstider på mindre en 200 år og menes at stamme fra Kuiperbæltet. Langperiodiske kometer har omløbstider på tusinder af år, som eksempel [[Hale-Bopp]], menes at stamme fra Oorts kometsky. Mange grupper af kometer såsom [[Kreutz Sungrazers]]-gruppen er blevet dannet af et større objekt. <ref>{{Cite journal|author=Sekanina, Zdenek |år=2001 |title=Kreutz sungrazers: the ultimate case of cometary fragmentation and disintegration? |tidskrift=Publications of the Astronomical Institute of the Academy of Sciences of the Czech Republic |volym=89 p.78–93}}</ref> Visse kometer med [[hyperbel]]ske, ikke-periodiske, omløbsbaner kan være blevet dannet udenfor Solsystemet, men det er svært at bestemme deres eksakte omløbsbaner. <ref name="hyperbolic">{{Cite web |author=M. Królikowska |år=2001 |title=A study of the original orbits of ''hyperbolic'' comets |verk=Astronomy & Astrophysics |sid='''376''' (1) 316–324 |doi=10.1051/0004-6361:20010945 |url=http://www.aanda.org/index.php?option=com_base_ora&url=articles/aa/full/2001/34/aa1250/aa1250.right.html&access=standard&Itemid=81 |accessdate=6 maj 2009}}</ref> Ældre kometer som har mistet det meste af deres flygtige materiale, på grund af at Solen har varmet dem op, bliver ofte kategoriseret som asteroider. <ref>{{Cite web |url=http://www.springerlink.com/content/x0358l71h463w246/ |title=The activities of comets related to their aging and origin |author=Fred L. Whipple |accessdate=6 maj 2009|år=1992-04}}</ref>

[[Kentaur-asteroider|Kentauerne]] er isrige, kometlignende himmellegemer med en [[semi-storakse]] som er større en Jupiters (5,5 AU) og mindre en Neptuns (30 AU). Den største kendte centaur, [[10199 Chariklo]], har en diameter på omkring 250 [[km]]. <ref name=spitzer>{{Cite web |title=Physical Properties of Kuiper Belt and Centaur Objects: Constraints from [[Spitzer Space Telescope]] |author=John Stansberry, Will Grundy, Mike Brown, Dale Cruikshank, John Spencer, Dafid Trilling, Jean-Luc Margot |url=http://arxiv.org/abs/astro-ph/0702538v2 |år=2007 |accessdate=5 maj 2009}}</ref> Den første kentaur som blev opdaget, [[2060 Chiron]], har været klassificeret som en komet ([[95P/Chiron]]) eftersom den har en [[Komet#En komets 'anatomi'|koma]] ligesom kometer når de er tættere på Solen. <ref> {{Cite web |år=1995 |author=Patrick Vanouplines |title=Chiron biography |publisher=Vrije Universitiet Brussel |url=http://www.vub.ac.be/STER/www.astro/chibio.htm |accessdate=5 maj 2009}}</ref> Deres omløbsbaner tager dem ofte tæt på de store planeter hvilket på længere sigt gør at deres omløbsbaner bliver ustabile og rykker sig nærmere Solen eller kastes ud af Solsystemet. <ref name="Horner">{{Cite web |title=Simulations of the Population of Centaurs I: The Bulk Statistics |author=J. Horner |medauthor=N.W. Evans og M.E. Bailey |format=PDF |verk=Astrophysics |url=http://arxiv.org/abs/astro-ph?papernum=0407400 |år=2004}}</ref>

Solsystemet befinder sig i [[galakse]]n [[Mælkevejen]], en [[bjælkespiralgalakse]] som med en diameter på cirka 100.000 [[lysår]] og som indeholder cirka 200 milliarder stjerner. <ref>{{cite web |title=Magnetic fields in cosmology |author=A.D. Dolgov |year=2003 |url=http://arxiv.org/abs/astro-ph/0306443 |accessdate=2006-07-23}}</ref> Vores sol befinder sig i en af Mælkevejens ydre spiralarme som kaldes for [[Orion-armen]] eller ''den lokale arm''. <ref>{{cite web|title=Three Dimensional Structure of the Milky Way Disk |author=R. Drimmel, D. N. Spergel |year=2001 |url=http://arxiv.org/abs/astro-ph/0101259 |accessdate=2006-07-23}}</ref> Vi befinder os mellem 25.000 og 28.000 lysår fra [[Galaktisk centrum|galaksens centrum]] og bevæger os med en hastighed af cirka 220 kilometer per sekund, hvilket indebærer at det tager 225-250 millioner år for at nå en omgang rundt galaksen. Denne rotationstid kaldes for Solsystemets [[Galaktisk år|galaktiske år]]. <ref>{{cite web|title=Period of the Sun's Orbit around the Galaxy (Cosmic Year |author= Stacy Leong |url=http://hypertextbook.com/facts/2002/StacyLeong.shtml |year=2002 |publisher=The Physics Factbook |accessdate=2007-04-02}}</ref> [[Solapex]], retningen af Solens bevægelse gennem det interstellare rum, er nogenlunde mod stjernebilledet [[Herkules (stjernebillede)|Herkules]] og stjernen [[Vega (stjerne)|Vegas]] nuværende position.<ref>{{cite web |year=2003 |author=C. Barbieri |title=Elementi di Astronomia e Astrofisica per il Corso di Ingegneria Aerospaziale V settimana |work=IdealStars.com |url=http://dipastro.pd.astro.it/planets/barbieri/Lezioni-AstroAstrofIng04_05-Prima-Settimana.ppt |accessdate=2007-02-12}}</ref>

Solsystemets position i galaksen har højst sandsynligt haft en afgørende påvirkning på [[livet]]s udvikling på Jorden. Omløbsbanen er næsten cirkulær og har cirka samme hastighed som spiralarmene hvilket indebærer at vi meget sjældent passerer igennem dem. Eftersom tætheden af potentielt farlige [[supernova]]er er betydeligt større i spiralarmene har dette givet jorden lange perioder af interstellar stabilitet hvor livet har kunnet udvikles. <ref name="astrobiology">{{cite web|year=2001 |author=Leslie Mullen |title=Galactic Habitable Zones |publisher=Astrobiology Magazine |url=http://www.astrobio.net/news/modules.php?op=modload&name=News&file=article&sid=139 |accessdate=2006-06-23}}</ref> Solsystemet befinder sig også i sikker afstand fra de kaotiske regioner i galaksens midte hvor nærliggende stjerner ville kunne kaste kometer i Oortsskyen mod de indre dele af Solsystemet, og i værste fald kunne flytte planeterne fra deres baner. Den intensive stråling i denne region skulle ville også kunne indvirke negativt på udviklingen af komplekst liv. <ref name=astrobiology/> Til og med i Solsystemets nuværende position har man spekuleret at nylige supernovaer kan have påvirket livet negativt under de seneste 35.000 år gennem at slynge dele af stjerner mod Solen i form af [[radioaktiv]]t stof og større kometlignende himmellegemer. <ref>{{cite web |year=2005 |author=|title=Supernova Explosion May Have Caused Mammoth Extinction |publisher=Physorg.com |url=http://www.physorg.com/news6734.html |accessdate=2007-02-02}}</ref>