Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

 

Lübeck havde, blandt andet på foranledning af [[Jørgen Wullenwever]], i marts 1533 samlet sine styrker med henblik på et angreb mod Nederlandene. I og med Frederik Is død blev dette imidlertid lagt på is, og man forsøgte atter fra Lübecks side at overtale de nordiske riger til at udelukke hollænderne fra handel i Østersøen. Da dette heller ikke denne gang lykkedes, ændrede man kurs og forsøgte at udnytte den urolige situation i Danmark til at genindsætte den blandt almuen folkekære Christian II som konge over et nordisk rige, som reelt skulle styres fra Lübeck.<ref name="joh119" /> Den pressede situation, som reformationens tilhængere levede under, bevirkede, at Malmøs borgmester Jørgen Kock fulgte udviklingen med stor interesse og han gik, sammen med Københavns borgmester [[Ambrosius Bogbinder]], i alliance med lybekkerne. Som leder for de lybske hærstyrker blev udpeget [[Grev Christoffer af Oldenburg]], hvis titel senere lagde navn til borgerkrigen.<ref name="Witt 178"/> Selv om Christoffers formelle anledning til at lede alliancen var en genindsættelse af Christian II på Danmarks trone, er det muligt, at Christoffers egen motivation var selv at overtage den danske krone. Påfaldende er det nemlig, at det blev aftalt i traktaten, at hvis det lykkedes at befri kongen fra [[Sønderborg]], skulle han overgives til lybeckerne.{{kilde mangler|dato=august 2018}}

 

== Adelens modtræk ==