Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Givet mere info
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering
m Gendannelse til seneste version ved Jørgen, fjerner ændringer fra 5.56.156.178 (diskussion | bidrag)
Tag: Tilbagerulning
Linje 39:
 
Lübeck havde, blandt andet på foranledning af [[Jørgen Wullenwever]], i marts 1533 samlet sine styrker med henblik på et angreb mod Nederlandene. I og med Frederik Is død blev dette imidlertid lagt på is, og man forsøgte atter fra Lübecks side at overtale de nordiske riger til at udelukke hollænderne fra handel i Østersøen. Da dette heller ikke denne gang lykkedes, ændrede man kurs og forsøgte at udnytte den urolige situation i Danmark til at genindsætte den blandt almuen folkekære Christian II som konge over et nordisk rige, som reelt skulle styres fra Lübeck.<ref name="joh119" /> Den pressede situation, som reformationens tilhængere levede under, bevirkede, at Malmøs borgmester Jørgen Kock fulgte udviklingen med stor interesse og han gik, sammen med Københavns borgmester [[Ambrosius Bogbinder]], i alliance med lybekkerne. Som leder for de lybske hærstyrker blev udpeget [[Grev Christoffer af Oldenburg]], hvis titel senere lagde navn til borgerkrigen.<ref name="Witt 178"/> Selv om Christoffers formelle anledning til at lede alliancen var en genindsættelse af Christian II på Danmarks trone, er det muligt, at Christoffers egen motivation var selv at overtage den danske krone. Påfaldende er det nemlig, at det blev aftalt i traktaten, at hvis det lykkedes at befri kongen fra [[Sønderborg]], skulle han overgives til lybeckerne.{{kilde mangler|dato=august 2018}}
 
== Grevens fremstød ==
Grev Christofer foretog i maj 1534 et skinangreb på [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] (som dog hurtigt blev standset af [[Johan Rantzau]]<ref name="Witt 178"/>) med trussel om et angreb ind i det sydlige Jylland, hvilket fik det danske rigsråd til at reagere. Den jyske adel udpegede den 4. juni samme år hertug Christian til ny konge, og for at styrke forsvaret af Danmarks vestlige dele fragtede rigsrådet ryttere over fra Skåne.<ref name="joh119" /> Dette udnyttede Jørgen Kock til at lade Malmøs porte lukke. Et gruppe af stadens borgere indtog [[Malmøhus slot]], og lensmanden blev taget til fange.<ref name="joh119" /> Straks efter gik grev Christoffer om bord på en lybsk [[flåde]] og landede den [[22. juni]] 1534 ved [[Hvidøre]].<ref name="Witt 179">Wittendorff, s. 179</ref> Københavns magistrat svarede på opfordringen til at slutte sig til ham på Christian IIs vegne, at de gerne ville se den gamle konge fri først<ref name="Witt 179"/>. Imidlertid var [[Sjælland]] uden militært forsvar og både [[Roskilde]] og [[Køge]] overgav sig til greven.<ref name="Witt 179"/> Da hæren kun mødte svag modstand og nedbrændte flere godser på sin fremfærd, overgav mange adelige sig ligeledes i håb om at bevare deres ejendomme.<ref>Paludan-Müller (1853), bd. I s. 220</ref> I juli 1534 blev Christoffer hyldet som rigsforstander af det sjællandske landsting i [[Ringsted]], og måneden efter, den [[10. august]] [[1534]] svor den skånske adel på [[Sankt Libers høj]], efter forhandlinger ført af Jørgen Kock, sin troskab til Christoffer på Christian IIs vegne.<ref>Johannesson, s. 119–120</ref> På seks uger var greven blevet herre over Østdanmark, som han styrede som gubernator (guvernør) i Christian 2.s navn.<ref name="Sal 109"/> På [[Fyn]] havde en hær, organiseret af adelige, nedkæmpet et oprør og foretaget en massakre på borgere og bønder i [[Nyborg]].<ref name="Pal250">Paludan-Müller (1853), bd. I s. 250</ref> Derfor blev greven modtaget som befrier i [[Svendborg]], da hans hær efter en relativ hurtig fremrykning nåede hertil i august. Grevens hær havde således fuld kontrol over Skåne, Sjælland og Fyn i september 1534.<ref name="Pal250"/>
 
== Adelens modtræk ==