Helsingør Syklub: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Oprettet en kort beskrivelse af modstandsgruppen Helsingør Syklub
(Ingen forskel)

Versionen fra 19. sep. 2018, 11:41

Helsingør Syklub, eller blot Syklubben, er dæknavnet for en af de illegale transportgrupper, der bragte flygtninge, modstandsfolk, våben og kurérpost over Øresund under 2. Verdenskrig.[1] Navnlig er gruppen kendt for sin indsats i forbindelse med redningen af de danske jøder - det angives, at gruppen reddede omkring 700 jøder til Sverige i slutningen af 1943.

Gruppen blev dannet spontant af fire helsingoranere for at hjælpe de forfulgte jøder over Sundet. De fire var bogbinder Erling Kiær, politibetjent Thormod Larsen, redaktør Børge Rønne og kontorassistent ved politiet Ove Bruhn. Men det, der i begyndelsen af oktober starter som fire mænds indsats for at hjælpe flygtende jøder og andre forfulgte til Sverige, bliver meget hurtigt til en omfattende organisation. 25 år efter krigen forsøger nogle af Syklubbens kernemedlemmer at danne sig et overblik over, hvem de betragter som en del af Syklubben. Listen bliver ganske lang – den ender med at omfatte ca. 150 navne.

Flere af gruppens medlemmer måtte betale meget høje priser for deres modstandsarbejde. Bl.a. kan nævnes, at Kiær i maj 1944 blev fanget af tyskerne og sendt til kz-lejren Porta Westfalica. Han overlevede, men var resten af sit liv mærket af opholdet. Herudover blev Thormod Larsen, under en aktion den 20. januar 1944, skudt i maven af tyskerne og var meget tæt på at miste livet.

I 1989 får Syklubben en hæderfuld plads i verdenshistorien, da Syklubbens båd Ö3 bliver sendt til Washington DC for at indgå i det kommende United States Holocaust Memorial Museum’s permanente udstilling.

Noter

  1. ^ Søren Gulmann & Karina Søby Madsen: Syklubben - Helsingør-modstandsgruppen der snørede tyskerne. Forlaget fantastiske fortællinger, 2014. ISBN 9788799665617

Litteratur

  • Søren Gulmann & Karina Søby Madsen: Syklubben - Helsingør-modstandsgruppen der snørede tyskerne. Forlaget fantastiske fortællinger, 2014. ISBN 9788799665617
  • Søren Gulmann & Karina Søby Madsen: Den gode gerning: Redningen af de danske jøder i Helsingør og omegn. Forlaget fantastiske fortællinger, 2013. ISBN 9788799665600