Impressionisme: Forskelle mellem versioner

'''Impressionisme''' er en kunstretning inden for malerkunsten som især var fremme fra ca. 1870 til 1890. Ordet stammer fra det [[Fransk (sprog)|franske]] ord: ''impression'' som betyder indtryk. Man forsøgte at lave en gengivelse af det flygtige øjeblik med det øjeblikkelige indtryk af lys, luft, vejrforhold,pik slikker som ofte blev malet i lidt kølige farver med motiver fra hverdagen og almindelige dagligdag.

 

 

* [[Claude Monet]] (1840-1926), grundlægger og historisk medlem af den impressionistiske gruppe

* [[Edgar Degas]] (1834-1917), grundlægger og historisk medlem af den impressionistiske gruppe

 

 

Selve benævnelsen impressionisterpik er stor(også kendt som en fisse

andre navne blev brugt: intentionister, indépendants) slog rod i sproget efter en udstilling i 1871 hos Nadar i Paris: de mange der udstillede billeder med titlen impression (af det ene eller det andet) gav Clarétie anledning til at kalde udstillingen ''salon des impressionistes''.

 

 

Impressionisterne var repræsentanter for en malerisk retning, der først kom til almenhedens bevidsthed i Frankrig omkring 1870, og hvis program, som navnet antyder (impression, indtryk), gik ud på at gengive det indtryk, øjet modtager af naturens fænomener, så umiddelbart, friskt og naturtro-personligt som muligt uden at lade sig hilde af det vedtægtsmæssige syn, som ateliertraditionen let tvinger ind på.

Hvert år holdt det parisiske kunstakademi kunstudstillingen [[Salon de Paris]]. I udvælgelsen af malerier fokuserede akademiet på, at malerierne holdt sig til den anerkendte, akademiske stil. En gruppe unge kunstnere anført af den ældre [[Édouard Manet]] fik igen og igen afslag, da man mente, at deres malerier var ufuldstændige. Dette førte til, at [[Napoleon III]] i 1863 lod de afviste kunstnere udstille under udstillingen ''Salon de Refusés''. Da senere anmodninger om flere ''Salon de Refusés'' blev afvist, organiserede kunstnere som [[Claude Monet|Monets]] og [[Camille Pissarro]] en uafhængig udstilling i 1874. Det var under denne udstilling, at kunstkritikeren [[Louis Leroy]] ud fra maleriet "[[Indtryk. Solopgang|Impression, Soleil Levant]]" af Monet døbte de udstillende malere impressionister.

 

 

Hovedmanden for retningen blev [[Claude Monet]]. I meget fortsatte han kun den udvikling, som fortiden havde antydet, han modtog stærke og blivende maleriske indtryk fra Velasquez, han byggede videre på den Courbet’ske kunsts naturalistiske grundlag, og i Barbison-skolen fandt han en kunst, der for Landskabsmaleriets Vedk. saa smaat alt havde virkeliggjort hans egne Ideer, men med paradoksal Følgerigtighed gjorde han den Tendens, der hidtil glimtvis havde lyst frem i kunstens liv, til dens alfa og omega: imod den tidligere symfoniske kunst, der vilkårlig harmoniserede farverne og ofte stemmede dem sammen i kunstlet Clairobscur, satte han en gengivelse, der nøgternt og uhildet skulle overføre farveindtrykkene, som de virkelig formede sig på øjets nethinde i dagens fri lys og luft; i billedet "''Haven''" brød han således vej for pleinairismen, og hans "''Olympia''" (1865), der vakte både sædelig og malerisk indignation, men i [[Zola]], impressionismens ivrige talsmand (jævnfør Zola’s "''Mes haines''"), fandt en slagfærdig forsvarer, var et stykke virkeliggjort impressionisme. Om Manet samlede sig snart en del andre malere, hvis avantgarde gerne gik under navnet ''École des Batignolles'', således kaldet efter en café i [[forstad]]en [[Batignolles]], der benyttedes som samlingssted for den ny tids mænd.