Æneiden: Forskelle mellem versioner

'''''Æneiden''''' ([[Latin]]: '''''Aeneis''''') er et episk, latinsk nationalepos forfattet af [[Vergil]] i det første århundrede før Kristi fødsel (mellem [[29 f.Kr.]] og [[19 f.Kr.]]). Det er en fortælling om den [[troja]]nske helt Æneas, som efter Trojas fald rejste til [[Italien]], hvor han blev forfader til de latinske stammer og grundlægger af det romerske rige. ''Æneiden'' er som [[Homer]]s ''[[Iliaden]]'' og ''[[Odysseen]]'' skrevet i [[heksameter]], og opstod hovedsageligt efter kejser [[Augustus]]' ønske om at få et romersk ditto til dem, såvel som at skabe en romersk forhistorie, der kunne måle sig med den glorværdigglorværdige græske.

På sit dødsleje bad Vergil om at få ''Æneiden'' destrueret, da han mente den var ufærdig, men kejser Augustus nægtede, og lod det publicere efter Vergils død.

Æneidens første seks sange er en ''nostos'', dvs. en fortælling om en hjemrejse, der er inspireret kraftigt af ''[[Odysseen]]''. De sidste seks sange omhandler kampene ved [[Rom]], og er i høj grad inspireret af ''[[Iliaden]]''.

[[Æneas]] er på flugt fra [[Troja]], da [[Juno]] med [[Aeolus]]' hjælp laver stormvejr for at forhindre ham i at komme til Italien. [[Neptunus]] bliver rasende over denne indblanden, da han er gud for havet, og redder derfor trojanerne. De går i land i [[Karthago]], hvor Æneas møder dronning [[Dido]]. [[Venus (gudinde)|Venus]] får af [[Jupiter (gud)|Jupiter]] løfte om, at hendes søn Æneas skal komme til at grundlægge et verdensrige. Hun sender derfor [[Cupido]] til Karthago for at gøre Dido forelsket i Æneas.

[[Dido]] bekender sin forelskelse for Anna. [[Juno]] forsøger at overtale [[Venus (gudinde)|Venus]] til at lade Æneas blive i Karthago, og sammen arrangerer de det sådan, at Dido og Æneas under et uvejr mødes i samme hule. Det ender i samleje, og [[Juno]] sørger for vha. [[Fama]] at sprede rygtet. Didos tidligere bejler, [[Jarbas]], bliver vred over denne nyhed og beder til [[Jupiter (gud)|Jupiter]] om hævn. Jupiter ønsker, at Æneas skal grundlægge [[Rom]], og sender derfor [[Mercurius]] til Æneas med besked om at forlade Karthago. Lydig mod guderne (''pietas'') opfylder han ønsket. Dido afslører hans rejseplaner, og han vedkender sig dem. Han forlader Karthago, og Dido forbander ham. I sin afmagt begår hun [[selvmord]], da hun ikke vil ende som dronning for Jarbas.

Æneas kommer igen til Italien, og han afholder gravlege ved [[Anchises]]' grav. Nantes råder Æneas til at efterlade de svageste og fortsætte nordpå med de stærke. Anchises' spøgelse viser sig for Æneas og råder ham til det samme. Han kommer således til [[Cumae]], hvor han besøger [[Apollon]]s tempel. [[Sibyllen]] giver ham [[orakel]]svar, og giver ham adgang til Underverdenen. Her møder han flere afdøde, bl.a. [[Dido]], der dog stadig ikke vil godtage hans undskyldninger om gudernes ordre. Efter flere møder med døde, møder han Anchises, der viser ham fremtidens store romere [[Romulus]], [[Lucius Junius Brutus|Brutus]], [[Marcus Furius Camillus|Camillus]], [[Julius Cæsar|Cæsar]] og [[Pompejus]], [[Cato den Ældre|Cato]], [[Graccherne]], [[Scipio|Scipio’erne]], [[Marcus Claudius Marcellus|Marcellus]] (general under den puniske krig og forfader til Marcellus), [[Marcus Claudius Marcellus (Julisk-Claudiske dynasti)|Marcellus]] (Augustus' nevø) og til sidst [[Augustus]].

Æneas og Turnus enes om, at krigen skal afgøres af en tvekamp dem imellem. [[Juno]] kender Æneas' skæbne, og sætter derfor en stopper for tvekampen ved at ophidse latinerne gennem [[Juturna]]. Et nyt slag begynder, hvor Æneas såres, men han helbredes af sin mor, [[Venus (gudinde)|Venus]], og kan kæmpe videre. Kampen bliver meget blodig, og latinerne fanges i byen [[Laurentum]]. Turnus træder ud foran byen for at møde Æneas, men i det øjeblik opgiver [[Juno]] at hjælpe ham og forlader ham. Jupiter pålægger Juturna at afstå fra at hjælpe Turnus, der dræbes af Æneas.

''Æneiden'' indeholder en række parallel-scener til ''Odysseen'' og ''Iliaden'', som da Æneas fortæller sin historie til punerne ([[Odysseus]] hos faiarkerne), Dido ([[Calypso (mytologi)|Calypso]]), turen til Underverdenen (Odysseus' tilsvarende), Anchises ([[Teiresias]]), Pallas ([[Patroklos]]), belejringen af Laurentum (belejringen af Troja), og da Juturna giver Turnus et nyt sværd ([[Athene]] giver [[Achilleus]] et spyd). Æneiden vrimler af lignende paralleller, men man kan ikke derfor sige, at [[Vergil]] plagierer [[Homer]], men hellere, at han tager et kendt stof, og omformer det til noget nyt. Han knytter an til ''Iliaden'' (krig) og ''Odysseen'' (hjemrejse), men i Æneiden sker det i omvendt rækkefølge. Drømmeporten, hvorigennem Æneas undslipper fra Underverdenen, findes også i ''Odysseen'', mod slutningen af eposset. <ref>Vibeke Roggen m.fl.: ''Antikkens kultur'' (s. 127), forlaget Aschehoug, ISBN 978-82-03-33743-7</ref>

Antallet kopier af ''Æneiden'' steg markant over det meste af Europa på 1100-tallet. Vergils epos blev flittigt studeret i klosterskolerne, og oversat til [[Fransk (sprog)|fransk]] og [[Tysk (sprog)|tysk]].

Den anonyme, franske versroman ''Eneas'' fra ca [[1160]] er en af de første fransksprogede romaner overhovedet. Stoffet er beskåret, sådan at handlingen begynder med Trojas fald, altså i kronologisk orden og ikke, som originalen, midt i handlingen. Æneas møder Dido, besøger Underverdenen, og lander så i Italien. Den kommende romerske storhed udpensles ikke, slaget ved Actium nævnes fx ikke med et ord. Menneskelige motiver erstatter gudernes, selv om Venus og Juno ikke kan udelades helt. I sidste del er hovedvægten lagt på kærlighedshistorien mellem Æneas og Lavinia, som – i modsætning til enken Dido – er ung og uerfaren, og derfor må belæres om kærlighedens natur. Her låner forfatteren meget fra Ovid, sådan at ''Eneas'' fremstår som en blanding af to yderst forskelligartede, romerske forfattere. Og med ''Eneas'' er grunden lagt for den [[genre]], Chrétien de Troyes førte videre ca [[1170]] med romanerne om [[kong Arthur]]. <ref>Lars Boje Mortensen: "Digternes lys og ære", ''Antikken i ettertiden'' (s. 75-6), Universitetsforlaget, Oslo 2009, ISBN 978-82-15-01482-1</ref>

Heinrich von Veldekes tyske oversættelse blev afsluttet ca [[1185]], og er ca 3.000 vers længere. Hans ''Eneasroman'' inspirerede ligeledes andre digtværk,digterværk som [[Nibelungenlied]] og [[Wolfram von Eschenbach]]s ''Parzival''. En tilføjelse er dog von Veldekes egen, nemlig beskrivelsen af Pallas' ligfærd. Euander skal have lagt en evigt brændende ædelsten i sønnens grav, og da graven nylig blev åbnet, dvs i [[1155]] under kejser [[Frederik Barbarossa]]s togt til Italien, genfandt man stenen, stadigt brændende – skønt den slukkedes, straks vinden slap ind i graven. <ref>Lars Boje Mortensen: "Digternes lys og ære", ''Antikken i ettertiden'' (s. 77)</ref> ''Æneiden''s hovedpersoner blev altså betragtet som historiske, som når Gervasius af Tilbury skriver om fundet af Vergils knogler.

Pallas' grav dukker også op i Teoderik Munks latinske ''Norgeshistorie''. I beskrivelsen af kong [[Olav Haraldsson|Olav den helligesHelliges]] hjemkomst til [[Norge]] for at blive [[martyr]], skriver Teoderik: "For omtrent 70 år siden blev Pallas, Euanders søn, fundet i Rom – den Pallas, som Turnus dræbte, og som, ifølge den hellige [[Augustin]], blev begrædt af en Apollon-statue ved en [[dæmon]]s forunderlige kraft." [[Saxo Grammaticus]] har også hentet inspiration fra ''Æneiden'', da han skrev [[Bjarkemål]]et. <ref>Lars Boje Mortensen: "Digternes lys og ære", ''Antikken i ettertiden'' (s. 77-8)</ref>

I mange år var Vergils ''Æneide'' ugleset i [[Danmark]], da den blev anset for at være en dårlig kopi af Homers eposer. Men siden slutningen af 1930'erne har den fået en renæssance, og anses i dag som et væsentligt værk. I forbindelse med [[gymnasiereformen af 2003]] blev den latinske del af [[oldtidskundskab]] obligatorisk, hvilket sandsynligvis vil styrke ''Æneiden''s position som klassiker endnu mere.

''Æneiden''s seks første "bøger" (kapitler) oversattes til dansk i [[1811]] af E. Munthe, hele værket (12 bøger) derefter af Joh. Heinr. Schønheyder i [[1812]], af [[Simon Meisling]] [[1824]]-26, af L.(udolph) Ove Kjær [Kiær] i [[1896]], og endelig af [[Johannes Loft]] i [[1941]]. Nyoversat af professor [[Otto Steen Due]] i [[1996]] (forlaget Centrum), og af samme oversætter genudsendt i revideret udgave med udførligt kommentarbind i november [[2007]].