Versionen fra 27. okt. 2018, 19:23 redigér Pandikas (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 18.561 edits udvider en smule, fx via en definition af Müller ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 29. okt. 2018, 21:36 redigér fjern redigering Pandikas (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 18.561 edits m →‎Definition Gå til næste forskel →
Linje 7: {{citat\|Populism, I suggest, is a particular moralistic imagination of politics, a way of perceiving the political world which places in opposition a morally pure and fully unified people against small minorities, elites in particular, who are placed outside the authentic people.<ref>Müller, 2015, s. 83</ref>}} Ifølge Müller er det væsentlige i populismen "ideen om at være ''den eneste legitime repræsentant for et forestillet ægte og homogent folk''".<ref name=i71>Iversen, s. 71.</ref> Populister er derfor ikke blot anti-elitære, men også antipluralister, dvs. de ser ikke en mulighed for en legitim opposition til det reelle folks holdninger.<ref name="Müller,2015:85">Müller, 2015, s. 85</ref> Såfremt de ikke får støtte ~~ced~~ved valg, er det ikke, fordi populisten ikke repræsenterer majoriteten af befolkningen, "''but because the majority has not yet dared to speak''".<ref name="Müller,2015:85"/> Müller mener, at sådan en holdning underminerer tanken om de mange interessemodsætninger, der naturligt findes i en befolkning, som eksempelvis [[generation]]er, [[køn]], [[religion]] og [[samfundsklasse]]r. Samtidig udelukker forestillingen om en homogen befolkning de borgere, som dermed bliver ekskluderet, eksempelvis som følge af deres [[etnicitet]] eller politiske eller religiøse overbevisning.<ref name=i71/> Müller mener, at følgende karakteristika er typisk for populistiske politikeres væremåde:<ref name=i71/> Linje 24: [[idehistorie\|Idehistorikeren]] [[Mikkel Thorup]] definerer populismen som "mobilisering af folkelig politisk identitet i opposition til den herskende magt". Ifølge ham er demokratiske systemer typisk splittet imellem deres folkelige og deres institutionelle side. På den ene side får de [[legitimitet]] og energi fra deres folkelige pol og på den anden side stabilitet og effektivitet fra [[parlamentarisme]]ns institutionalisering af demokratiet, hvor den folkelige deltagelse kan blive begrænset til at stemme ved valgene og ellers passivt betragt det politiske spil gennem massemedierne. I modsætning hertil appellerer populismen til folkets direkte inddragelse i politik. Populister fremhæver derfor ofte [[folkeafstemning]]er og altid folkestemningen (f.eks. "retsfølelsen") som den øverste demokratiske instans. Populister tegner dermed ifølge Thorup et billede af det politiske system som basalt set mislykket: Medierne, partierne og organisationerne udgør ud fra dette synspunkt et lukket, selvsupplerende og [[kartel]]lignende system, der ligger meget langt fra det demokratiske ideal. Det politiske system fremstilles altså som udemokratisk og som svært skelneligt fra et [[diktatur]].<ref name=thorup/> == Begrebets oprindelse og anvendelse ==

Populisme: Forskelle mellem versioner