Storkjove: Forskelle mellem versioner

'''Storkjove''' (''Stercorarius skua'') er en fugl i [[Kjover|kjovefamilien]]. Den er kraftigt bygget, 50 til 58 cm lang og har en vingespændvidde fra 125 til 140 cm. Yngleområderne iigger på [[Island]], i [[Norge]], på [[Skotland|Skotlands øer]] og på [[Færøerne]], hvorfra navnet Skua stammer. Den lever som snylter på havfugle, og af havfugle dvs som rovfugl. Ligesom de andre kjover angriber den mennesker, der kommer for tæt på ynglekolonien. Vinteren tilbringer den på det åbne [[Atlanterhav]]. Storkjoven er den største af de fire kjovearter, der forekommer i Danmark,

På afstand virker den næsten ensfarvet brun bortset fra store brune felter i vingen både på over- og underside. Den flyver tungt og [[næb]]bet er groft og sort. Den kan variere i [[fjerdragt]]en, mem ikke så meget som andre [[kjover]]. De juvenile fugle kendes på at kroppen er mere jævntfarvet og vingefelterne lidt mindre og de kan derfor let forveksles med [[mellemkjove]].

Den yngler i [[Nordatlanten]], i det nordlige [[Skotland]], [[Island]], [[Færøerne]] og så langt nordpå som [[Svalbard]]. De kan yngle i små eller større kolonier på høje klippeøer og højtbeliggende, fugtige kystheder.

De flyvefærdige unger tilbringer deres første vinter ud for [[Vestafrika]] og [[Brasilien]]. Næste sommer bliver de i nærheden af vinterkvarteret, men året efter søger de mod nord, hvor de kan ses helt op til [[Grønland]] og [[Ishavet]].

De ikkeynglende unge storkjover kan oversomre i [[Skagerrak]] og [[Kattegat]]. Om efteråret kan de i et større antal ofte observeres langs [[Jylland]]s vestkyst.

I [[1700-tallet]] fandtes arten ynglende i meget store kolonier. På [[Skúvoy]] indsamlede beboerne hvert år unger og voksne fugle, som var et eftertragtet supplement til det daglige brød.

Omkring 1890 indgik storkjovens næb som betalingsmiddel i [[Næbtold på Færøerne|næbtolden]]. En overgang var der kun fire par tilbage og først efter at de blev fredet er bestanden efterhånden genoprettet. I 1930 fandtes ca. 70 ynglepar, 1946 ca. 200 ynglepar, 1961 ca. 550 ynglepar. Efter at det intensive fiskeri af særlig [[makrel]] har ført til en stigende [[tobis]]bestand, er storkjovens antal på [[Færøernes fugle|Færøerne]] stigende.