Anselm af Canterbury: Forskelle mellem versioner

 

== Forsoningslære ==

Af stor betydning for vesterlandsk [[teologi]] var hans [[forsoningslære]] som han udlagde i ''Cur Deus Homo'' (latin: ”Hvorfor blev Gud menneske?”). Det var kun Gud der var i stand til at forsone [[Adam_(bibelsk_person)|Adam]]s eller menneskenes [[synd]], men [[soning]]sofferet måtte bæres frem af et [[menneske]], og det var derfor Gud blev menneske i [[Jesus Kristus]]. Synden bestod i at menneskene havde vendt sig bort fra Gud, og denne krænkelse kunne straffes eller godtgøres ved ''satisfaktion''.

Det er den såkaldte ''satisfaktionsteori'', hvor [[inkarnation]]en er nødvendig for at redde Guds ære.<ref>; Ifølge Johannes Sløk i ''De europæiske ideers historie'' i afsnittet om forsoningen betragtes Gud af Anselm her i billedet af den middelalderlige lensherre i hans forhold til sine lensmænd. Sløk mener, at netop ''udformningen'' af soningen er typisk for perioden – selve soningen er israelitisk og har sin rod i den jødiske offerkult.</ref>