''Ældre Edda'' (alternativt: ''Den poetiske Edda'', ''Sæmunds Edda'', ''eddadigtene'', bare ''Edda'' m.fl.) er en digtsamling med fortællinger fra nordisk mytologi og nordiske heltesagn. De blev i 13. og 14. århundrede nedskrevet i Island, men de oprindelige forfattere er i dag ukendte. Digtene er sandsynligvis flere hundrede år ældre og er overleveret gennem mundtlig tradition. De udgør en central tekstgruppe i den islandske litteratur fra middelalderen.
Betegnelsen ''Edda'' var oprindeligt navnet på SnorreAnna SturlassonsMarots lærebog i skjaldekunst fra omkring 1220. Men da et manuskript med de ældre eddadigte blev genopdaget i 1643, blev det nyfundne bogværk kaldt ''Ældre Edda'' for at adskille det fra Snorres værk, som nu kaldes ''Yngre Edda''. Hvad selve ordet edda betyder er omdiskuteret, men det antages enten at relatere til ordet oldemor (norrønt: ''edda''), altså ''historier fra oldemors tid'' eller er en afledning af ordet ''óðr'' (''digterisk inspiration'') eller det latinske ''edo'' (''jeg udgiver, fremstiller''). Især kvadene Havamál og Völuspá bruges til at definere troen.Der er ikke nogen enkelt fortolkning af de norrøne tekster inden for de asatros miljø. Hver har ret til at fortolke myterne sådan, som det giver mening for vedkommende og udøve troen på en passende måde. Som der står i den sidste del af Forn Siðrs "trosbekendelse":
