Sovjetfangerne i Norge under 2. verdenskrig: Forskelle mellem versioner

En vellykket flugt krævede forberedelser og ofte hjælp udefra. For lejrene i Nordland var afstanden til Sverige kort, men fra [[Vestlandet]] var der lang vej gennem ukendt terræn. Hjælpen kunne være husly, mad, klæder og egnet fodtøj og ikke mindst vejledning i at finde vej. Men at give sig til kende for fremmede var risikabelt; man kunne støde på angivere.

 

I Sverige blev de flygtende sovjetiske fanger modtaget og hjulpet. Der blev oprettet lejre for flygtede tvangsarbejdere fra Norge og Finland. Den første åbnede på Baggå herregård i [[Skinnskatteberg]] i maj 1942. Efterhånden blev der seks sådanne lejre i Sverige. Den sovjetiske [[Gesandtskab|legation]] i Sverige havde en vis kontrol med hvad der foregik i lejrene, og de havde et mål om at beboerne ikke skulle blive påvirket gennem kontakt med svenskerne. Legationen opfordrede bl.a. til angiveri. De flygtende fanger kunne gøre sine antagelser om hvilken modtagelse de ville få i hjemlandet. Nogen valgte derfor at forlade lejrene og blive i Sverige.<ref>Magne Haugland: «Do svidanija – På gjensyn!» Commentum forlag 2008. s. 259 - 296</ref>