Tysklands oprustning i 1930'erne: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Denniss (diskussion | bidrag) m (GR) File:ЦМ ВОВ. Штурмовое орудие StuG III (Германия).jpg → File:StuG III Ausf C D - IWM (STT 4459).jpg bad quality replica |
|||
Linje 15:
[[Fil:General Groener.jpg|thumb|upright|Reichswehrminister [[Wilhelm Groener|Groener]] udbyggede hæren indenfor politisk fastlagte rammebetingelser]]
I januar 1928 tiltrådte [[Wilhelm Groener|Groener]] posten som Reichswehrminister og hermed kom der mere dynamik i oprustningsanstrengelserne, da han var en mand med den fornødne politiske, militære og økonomiske kompetence.<ref>Som ingen anden forandrede Groener Reichswehr. Iflg. Hürter: ''Wilhelm Groener.'' S. 355ff.</ref> Med henblik på en yderligere udbygning af Reichswehr blev ”Zweite Rüstungsprogramm” færdiggjort i foråret [[1932]], og det dannede senere det indledende grundlag for oprustningen i det [[Tredje rige]]. Med et budget på 484 mio. RM skulle der skabes grundlag for en hær på 21 divisioner med udstyr, våben og ammunition, og der skulle etableres lagre til seks ugers krig. Der blev for første gang afsat 110 mio. RM til Luftwaffe, som skulle bestå af i alt 150 fly.<ref>78 rekognosceringsfly, 54 jagere og 18 bombefly, se Mueller-Hillebrand: ''Das Heer 1933-1945.'' Band I, S.19f.</ref> Under indtryk af de vanskelige økonomiske forhold var det en langfristet plan, som dækkede perioden fra april 1933 til marts 1938. I november ændredes planen, hvorefter det var tanken, at der i foråret 1938 skulle være i alt 570.000 mand under våben.
Da der var tale om et maksimalt antal rustningstiltag, og da der derfor var tale om et stramt kalkuleret program, viste den sig yderst ømfindtlig overfor ændringerne i de økonomiske forhold som følge af [[Depressionen]], så Groener var tvunget til at bede om yderligere 1 mia. RM fordelt over fem år fra regeringen.<ref>Müller/Volkmann: ''Die Wehrmacht. Mythos und Realität.'' S. 81.</ref> Situationen blev vanskeliggjort af, at nogle rustningsvirksomheder forlangte høje priser for ad denne vej at redde sig igennem krigen. Som følge af kravene i Versailles-traktaten var der kun få våbenfabrikker, og de havde derfor monopollignende forhold, som f.eks. Borsig eller Simson.<ref>[[Simson]] havde monopol på fremstilling af lette maskingeværer, jf. Wolf Gruner: ''Deutsches Reich 1933-1937.'' ISBN 3-486-58480-4, S. 372.</ref> Når man ser tilbage på rustningspolitikken i Weimar Republikken står det klart, at en langfristet og omfattende rustningsplanlægning ikke først opstod ved nazisternes magtovertagelse, men allerede blev grundlagt ved det første og andet rustningsprogram.<ref>Denne længe undervurderede konstatering, som f.eks. i: Hürter: ''Wilhelm Groener.'' S. 106 <br />Rüdiger vom Bruch og Brigitte Kaderas: „''Wissenschaften und Wissenschaftspolitik: Bestandsaufnahme zu Formationen, Brüchen und Kontinuitäten in Deutschland des 20. Jahrhunderts''.“ Franz-Steiner-Verlag 2002, ISBN 3-515-08111-9'', S.265''</ref>
=== Ændring af rustningspolitikken i det Tredje rige ===
Linje 922:
Frem til i dag er der forskellige vurderinger af forløbet af oprustningen. Ældre forskning understøtter den af økonomihistorikeren Alan S. Milward formulerede tese om "Blitzkrigsøkonomi".<ref>Se Alan S. Milward: ''Der Einfluß ökonomischer und nicht-ökonomischer Faktoren auf die Strategie des Blitzkrieg.'' optrykt i: ''Wirtschaft und Rüstung am Vorabend des Zweiten Weltkrieges.'' udgivet af Forstmeier/Volkmann, Droste 1975, ISBN 3-7700-0399-3, S.189-201</ref> Teorien forklarede den ringe økonomiske mobiliseringsgrad med en angiveligt genial økonomisk politik fra Hitlers side, hvor de knappe ressourcer ved behændig indsats af kræfterne indenfor de givne rammer skulle sikre en vellykket Blitzkrieg. De ved de enorme investeringer opståede økonomiske flaskehalse skulle overvindes gennem en flugt fremad. Gennem udbytning af de derved erobrede områder skulle det næste korte felttog gøres muligt. Krigen skulle således så at sige ernære krigen.<ref>[[Timothy Mason]]: ''Sozialpolitik im Dritten Reich. Arbeiterklasse und Volksgemeinschaft.'' Westdeutscher Verlag 1977, ISBN 3-531-11364-X, S.295ff.</ref> I den nyere historieforskning antages det, at den nationalsocialistiske ledelse hele tiden var gået ud fra en lang krig og en total mobilisering, men at dette slog fejl på grund af ineffektivitet og en manglende erkendelse af, at det økonomiske potentiale var for beskedent til en stor verdenskrig.
<ref>MGFA: [[DRZW]], Bind 5/1, S. 349 u. 689</ref> hej
== Henvisninger ==
| |||
.jpg){kind=link}
.jpg){kind=link}