|
En '''ophicleide''' ([[Græsk (sprog)|gr.]] {{lang|grc|όφις}} ''ophis'', "slange" & {{lang|grc|κλεις}} ''kleis'', "nøgle") er et gammelt [[musikinstrument]], der i de fleste [[symfoniorkester|symfoniorkestre]] i dag er erstattet af [[tuba]]en.
Instrumentet blev opfundet af den parisiske opfinder Halary (Halari) i 1817 og patenteret i 1821, Ophicleiden er et laverestemtdybt klingende instrument, som blev brugt i symfoniorkestersymfoniorkestere og hornorkesterhornorkestere. MedI en æra, hvor komponister krævede en lavere stemme til at supplere basuner, og hvor stemplet ventilstempelventiler var på et primitivt stadium, Ophicleide anvender ophicleiden klapper ligesom [[klarinet]] og [[obo]], men på omvendt vis: klapperne er alle lukkede, og man åbner en fagot-lignendeklap, når et af instrumentets håndtag trykkes mekanismened. Udøvende kunstnere, såsom den engelske Virtuoso'svirtuos Samuel Hughes og Royal Italian Opera'sOperas (Covent Garden) JHJ. H. Guilmartin, fortsatte med at anvende dette instrumentinstrumentet så sent som i 1890'erne, men en storstørre fabrikation (Courtois) ophørte produktionen instrumentet, i det første årti af det 20. århundrede. Bygget i størrelser lige fra en Alto i F eller E flad, at den Contrabass i Eb og C, de mest almindelige er bassen varianter duvede i B flade eller C. komponister som Berlioz, Meyebeer, Mendelsohn og Wagner alle skrev specifikke dele af denne mest idiosynkratiske af instrumenter, der udnyttede sin usædvanlige lyd og klangfarve. Sød og alsidig i det øverste register, mens åbne og barsk i sin lavere toner, Ophicleide er helt individuel karakter og temperament i forhold til dens moderne generiske udskiftninger.
Komponister som [[Hector Berlioz|Berlioz]], [[Giacomo Meyerbeer|Meyebeer]], [[Felix Mendelssohn|Mendelsohn]] og [[Richard Wagner|Wagner]] skrev alle for ophicleide, det blev for eksempel anvendt i Berlioz’ [[Symphonie Fantastique]]. Nutildags bruger man overvejende tubaer i stedet for ophicleide.
== Eksterne henvisninger ==
|
