Kristendom: Forskelle mellem versioner

Helligånden er ifølge Jesu lære, Apostlenes Gerninger og som beskrevet i flere breve i Det Nye Testamente, en gave til de, der tror på JesuJesus og lader sig døbe.

Troen på [[treenigheden]] bestående af [[Gud Fader|Faderen]], [[Jesus|Sønnen]] og [[Helligånden]] er central i næsten alle religionertrossamfund, der opfatter sig som kristne. Udformingen af læren skyldes troen på [[monoteisme]], samtidigt med at der findes mange antydninger i [[Bibelen]] om, at Jesus og Helligånden er Gud ligesom Gud Fader. Læren siger så, at de er tre individuelle personer, men kun et væsen<ref>Den [[Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse|nikænske trosbekendelse]] skriver at Jesus er:''af samme væsen som Faderen''.</ref>. Tilhængerne erkender, at forståelse af det er et [[Gåde|mysterium]].{{kilde mangler|dato=januar 2015}}

Biblen er foreningen af to skrifter: [[Jøder|Jødernes]] bibel i skikkelse af [[Tanakh|Det Gamle Testamente]], eller Tanakh, som det hedder på [[Hebraisk (sprog)|hebraisk]], samt [[Det Nye Testamente]]. De er de kristnes hellige skrift, og ligger som grund for kristentroen. Nogle kristne mener, at den ord for ord er Guds ord nedskrevet af mennesker<ref>2 Tim 3,16: ''Ethvert skrift er indblæst af Gud'', er en af de skriftbeviser, der bruges til at forsvare denne holdning</ref>. Andre kristne ser den som et menneskeskabt vidnesbyrd om Guds tilstedeværelse på jorden, og er derfor mere åbne for en bredere fortolkning af Bibelen og kristendommen.

Skønt en kristen har fået sine synder tilgivet ved Jesu forsoning, betragtes det ikke som en undskyldning for fortsat at synde, men snaresnarere som motivation til at leve et anstændigt menneskeliv, og så vidt muligt uden [[synd]]. Det gælder for de fleste kristne overholdelse af [[De 10 bud]] og som Jesu discipel at efterfølge og adlyde Jesu liv og lære. Særligt pointerer Jesus, at [[kærlighed]] kan stå som overskrift over alle bud og regler i [[Det dobbelte kærlighedsbud]]:

Endvidere er det vigtigt at pointere, at forståelsen af Helligånden som Vejleder, hvilket han også kaldes i [[Det Nye Testamente kaldet Vejleder og Talsmand]], er helt central i de nytestamentlige teksterskal som ham, der guider de kristne i deres liv, .

Den kristne kirke har fra tidlig tid fejret [[søndag]]en, den dag [[Jesu opstandelse|Jesus opstod fra de døde]], som særlig [[helligdag]], hvor de kristne samles for at tilbede og høre oplæsninger fra de hellige skrifter. Det er dog en helligdag, der er blev indført af [[Konstantin den Store|kejser Konstantin]] og ikke af de første kristne. Også i dag fejres søndagen<ref>Dog undtaget af Adventist Kirken, der anser [[sabbat]] som den sande dag at holde gudstjeneste og hvile</ref> med gudstjenester af forskellige slags lige fra [[liturgi]]ske gudstjenester til mere uformelle møder. Der er dog visse fællestræk som [[sang]], spændende fra recitationer til moderne lovsang, oplæsninger fra det Gamle og Nye Testamente, prædiken og mere eller mindre jævnligt [[dåb]] og [[nadver]].<ref>Undtaget herfra er [[Frelsens Hær]], der hverken praktiserer dåb eller nadver.</ref>

[[Sakramente]]rne er faste elementer i kristendommen, der dog tillægges forskellige betydning alt efter [[trossamfund]]. For nogle er de af [[sakral]] betydning for [[Frelse|frelsen]] og hos andre blot [[symbol]]ske fysiske udtryk for en åndelig virkelighed. Den [[Ortodokse kirke|ortodokse]] og den [[Romerskkatolske kirke|katolske]] har syv sakramenter, nemlig [[dåb]], [[firmelse]], [[Skriftemål|bod]], [[nadver]], [[de syges salvelse]], [[ægteskab]] og [[Ordination|præstevielse]], mens den protestantiske kirke har to helt centrale: Dåben og nadveren.

Dåben giver adgang til kristendommen, hvor det nye medlem bliver sænket i eller overøst med [[vand]]. Dåben blev først brugt af [[Johannes Døberen]], der også døbte Jesus. Senere befalede Jesus sine disciple "''at gøre alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn''". Derved er dåben blevet det første kendetegn på en kristen. Dåb praktiseres forskelligt fra kirkesamfund til kirkesamfund, og betydningen fortolkes forskelligt. Det viser sig i to forskellige dåbspraksis: [[Barnedåb]] og [[voksendåb]].

Nadveren stammer fra [[Den sidste nadver|Jesu sidste måltid]] med [[Jesu disciple|disciplene]], hvor han indstifter et måltid hvor de kristne gennem [[brød]] og [[vin]], spiser og drikke Jesu legeme og blod. Jesu indstiftelsesord:

{{citat|»Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter madenmåltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!«''"|1 Kor 11,24-25}}

Også nadveren fortolkes og praktiseres forskelligt fra symbolsk til sakramentalt, og med usyret eller syret brød og med [[vin]] eller [[druesaft]].

[[Jesus]] blev født i [[Betlehem]] i den romerske provins af [[Palæstina]] under kejser [[Tiberius]]. Efter [[Jesu død og opstandelse]] begyndte en skare af udvalgte disciple [[forkyndelse]]n af den kristne lære, dette anses traditionelt for at have startet i pinsens[[Pinse|pinsen]] omkring år 2930 og anses derfor som den kristnes kirkes fødsel. Forfulgte og frygtende for deres liv, flygtede en stor gruppe disciple og tilhængere fra [[Jerusalem]] til den syriske by og provinshovedstad [[Antiokia]] (nuværende Antakya), hvor ordet kristen først blev taget i brug. De første kristne var delt i spørgsmålet om hvorvidt de [[jødiske]] traditioner, først og fremmest [[Omskæring|omskærelse]], også skulle praktiseres af kristne. Hvor [[Jakob den Retfærdige]] (Jesu broder) i [[Jerusalem]] stod for gruppen der mente [[Tora|de jødiske love]] skulle overholdes af kristne, ogmente [[Paulus (Bibelen)|Paulus]] i [[Antiokia]] der ikke mente det var nødvendigt. Ved et [[Apostelmødet|kirkekonvent]] i [[Jerusalem]] år 62, afgjorde Jakob sagen med et kompromis hvori omvendte hedningekristne (ikke-jøder) ikke behøvede at følge de strenge jødiske regler. Paulus' forkastelse af omskærelse og hans åbning imod hedningekristne såvel som jøder var et for kristendommen afgørende første skridt væk fra dens jødiske rødder. Omvendelsen af den romerske officer Cornelius anses for at være den første kristne fra en ikke-jødiske baggrund. [[Paulus (Bibelen)|Paulus]] skiver i [[Det Nye Testamente]], [[Kolossenserbrevet]], kapitel 3, vers 11:

I disse år begyndte en fremvækst af en uafhængig og særlig kristen litteratur, som senere fik den samme centrale position som de [[Tanakh|hebraiske tekster.]]

Den kristne forkyndelse blev drevet med stor energi, og menigheden voksede hurtigt. De første omvendte var jøder, derefter voksede kristendommen blandt hedningekristne i byerne og blandt de fattige. Men snart spredtes kristendommen til de højere og uddannede samfundslag. Landbefolkningen beholdt længere sine [[Hedenskab|hedenske]] traditioner. Før slutningen af det første århundrede var kristendommen spredt fra [[Antiokia]] mod nord og øst: [[Edessa]] blev en tidlig kristen bastion; ifølge traditionen spredte [[apostlen Thomas]] budskabet så langt østpå som til [[Indien]]. I vest oprettedes kristne kirker i [[Puteoli]] nord for [[Napoli]], i [[Rom]] og sandsynligvis i det sydlige [[Spanien]]. De skrifter, som senere kom til at udgøre Det Nye Testamente, nedskrives på [[Oldgræsk|(old)græskoldgræsk]], for at lette forkyndelsen og udbredelse til de ikke-jødiske samfund.

På nær kejser Neros (se også fx [[quo vadis]]) forfølgelse af kristne i [[Rom]] (hvis sandfærdighed er tvivlsom, måske [[Tacitus]] (og [[Suetonius]], som også beretter dem) tog fejl af jøderne og de kristne),{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} skete forfølgelsen af de kristne i det første århundrede først og fremmest af andre jøder, som led i hvad der bedst kan betegnes som sekteriske forskelle. F.eks. som steningen af [[Sankt Stefan|Skt. Stefan]], som betragtes som den første [[martyr]] (proto-martyr) som beskrevet i [[Det Nye Testamente]], [[Apostlenes Gerninger]], kapitel 6, vers 10 til kapitel 7, vers 60:

Kirkefaderen [[Eusebius af Cæsarea|Eusebius af Caesarea]] har skildret kristendommens historie frem til og med året 325. (engelsk udgave: "Eusebius' Ecclesiastical History" - Complete and Unabridged Translated by C. F. Cruse, Peabody, Massachusetts 1998). Eusebius nævner den første store forfølgelse under [[kejser Nero]] (bog 2, 25), hvor [[Apostlen Peter|apostlene Peter]] og [[Paulus]] blev [[Martyr|martyrer]] (år 64). Den anden store forfølgelse fandt sted under [[Domitian|kejser Domitian]] (bog 3, 17). Den tredje store forfølgelse under [[Trajan|kejser Trajan]] (bog 3, 32-33). Ved den fjerde store forfølgelse under [[Marcus Aurelius]] blev [[Justinus Martyr|Justin]] og [[Polykarp|Polycarp]] martyrer i år 166 (bog 4, 15-16). Den femte forfølgelse (bog 6, 1) u. [[Septimius Severus]] kostede bl.a. den [[Leonides]] livet, som var far til kirkefaderen [[Origenes|Origines]]. Sjette forfølgelse skete under [[Maximinus 1. Thrax|kejser Maximianus Thrax]] 235-238 (bog 6, 28) og den syvende under [[Decius|kejser Decius]] (bog 6, 39). Ottende store forfølgelse var under [[Valerian|kejser Valerian]] (bog 7, 10) Den niende store forfølgelse var under [[Aurelian|kejser Aurelian]] i år 272 (bog 7, 30). Den tiende store forfølgelse, som Eusebius kalder den mest voldsomme af alle fandt sted i 302 u. [[Kejser diocletian|kejser Diocletian]] (Bog 7, 32). [[Konstantin|Kejser Konstantin]] giver kristne ret til at udøve deres religion frit i [[Romerriget]] i år 314 (bog 10) og [[Modkejser|modkejseren]] [[Licinius]] er den sidste kejser, som praktiserer [[kristenforfølgelse]].

Men frem til midten af [[det tredje århundrede]] levede den kristne kirke alligevel et forholdsvis fredeligt liv, ofte mistænkeliggjort, foragtet og undertrykt af [[romerne]] – men kun sjældent udsat for direkte forfølgelse. Mistænkeliggjort for deres stædige forkastelse af [[Romersk mytologi|forfædrenes gudsdyrkelse]], søgte de kristne at hemmeligholde deres møder; under jorden og i mørket. Hvad afstedkom mere mistro og rygter kun i deres absurditet overgået i deres horrible beskyldninger om løsslupne [[Orgie|orgier]], [[Incest|incestuøse]] foreninger af [[Broderskab|broder]] og [[søster]], [[Søn|sønner]] og [[Mor|mødre]], [[babydrab]], [[Menneskeofring|menneskeofringer]], [[kannibalisme]], etc. [[Jøder]]ne var ligeledes ubøjelige i deres fornægtelse af [[polyteisme]] og tilbedelse af kejserlige [[Idol (gudebillede)|idoler]], men det er blevet påpeget, at hvor jøderne ikke brød det antikke [[tabu]] om ikke at helligholde og videreføre gamle [[Lov (jura)|love]] og [[tradition]]er og respektere forfædrenes guder, så svigtede de kristne deres egne forfædres [[Tora|love]] og traditioner. Således var den store forskel på jøderne og de kristne, at jøderne var en [[nation]] hvor de kristne var en [[sekt]]. Jøderne foragtedes for deres [[fanatisme]] og ubøjelige [[monoteisme]], men passede i det store hele ind i [[Antikken|antikkens]] verdenssyn og blev oftest, om ikke accepteret, så i det mindste tålt. De kristne derimod, brød med antikkens religiøse grundlag og blev mødt med foragt, [[mistro]] og mistænksomhed og til sidst udbredte forfølgelser. Under kejser [[Decius]] (249-251) udbrød forfølgelserne igen i lys lue. Den kristne sekt blev forbudt og kristne [[præst]]er og [[biskop]]per tvunget til at ofre til kejseren – ofringer der ikke ville være forenelige med den kristne [[monoteisme]]. Et samtidigt massivt udbrud af [[pest]] udløste et behov for nogen at skyde skylden på. Under disse forfølgelser fandt [[Pave Fabian 1.|pave Fabian]] [[martyriet]]. Senere beordrede kejser [[Gallienus|Galienus]] (260-268) forfølgelsen af de kristne stoppet, dog uden formelt at ophæve det officielle forbud mod religionen. Ikke før år 303 under kejser [[Diocletian]] (284–305) blev der igen udført organiserede statsforfølgelser af de kristne. Forfølgelserne under Diocletian og hans medregent og efterfølger [[Galerius]] (293-311) skulle vise sig at være de mest omfattende og grusomme – men i sidste ende nytteløse.

Ifølge den kristne tradition tog [[Konstantin den Store]] (306-337), hvis familie indtil da havde tilbedt [[Sol Invictus]] ("Den ubesejrede Sol"), i 311 kristendommen til sig, og under [[korset]] og [[Banner|bannere]], der proklarede: "[[In hoc signo vinces]]!" ([[latin]]: "I dette tegn skal du sejre!") vandt han efter flere slag den absolutte titel som [[kejser]], og derefter ikke bare lovliggjorde kristendommen, men gav den tillige flere statslige [[Privilegium|privilegier]].

Denne [[tese]] bliver imidlertid anfægtet af flere historikere, eftersom Konstantin først blev døbt på sit dødsleje, og fordi [[Mithraskulten]] og Sol Invictus-kulten nød flere statslige privilegier. M.h.t. til korset indvendes det, at det har værer det ligebenede kors – et symbol på [[solen]] – Konstantin proklamerede, og meget tyder også på, at Konstantin beholdt sin titel som [[ypperstepræst]] for Sol Invictus-kulten til sin død.

Kejser [[Julian den Frafaldne]] (361-363) fratog senere i år [[361]] kirken dens privilegier og prøvede forgæves at genskabe tidligere tiders [[Romersk religion|religiøse strukturer]] uden dog helt at skride til direkte forfølgelse af de kristne, men blev kontinuerligt skuffet over befolkningens ligegyldighed over for selv de vigtigste hedenske [[monument]]er og [[helligdom]]me, og efter et kort, men aktivt styre gik hans efterfølgere i embedet tilbage til kristendommen, og de romerske forfølgelser af kristne var til ende. Senere blev [[Peterskirken]] opført i [[Nero|Neros]] haver, hvor de kristne før havde stået som [[Fakkel|fakler]].

Kirken spredes inden for det [[romerske imperium]], godt hjulpet på vej af [[pax romana]]. Ved [[Konstantin den Store]]s tiltræden som kejser, var omtrent en tredjedel af [[Romerriget|det romerske imperium]] kristnet, et århundrede senere var langt størstedelen kristnet. Samtidigt kristnes [[Germanske folkeslag|de germanske stammer]] mod nord (med den [[ariansk]]e retning). Først [[goter]]ne, dernæst [[burgunder]]ne, [[sveber]]ne, [[vandalerne]], [[langobarder]]ne og [[franker]]ne. I [[432]] bliver det [[kelter|keltiske]] [[Irland (land)|Irland]] kristnet. Syd for romerrigetsRomerrigets grænser var [[Etiopien]] allerede blevet delvis kristnet i det [[1. århundrede]], i det [[4. århundrede]] blev detden gjort til officiel religion i [[Etiopien]] efter arbejde af skt. [[Frumentius]]. Den [[nestorianer|nestorianske]] kristne retning arbejdede sig østpå med stor ildhu. Først i [[det persiske rige]], så [[Tibet]], [[Kina]] ([[635]] – hvor de oversatte biblenBibelen til kinesisk), [[Mongoliet]] (700-800) og [[Korea]] samt [[Indien]] hvor de [[thomaskristne]] allerede har været siden det [[1. århundrede]]. I det [[6. århundrede]] blev [[anglerne]] og [[sakserne]] i [[England]] kristnet. De russiske [[slaverne|slaver]] blev kristnet mellem det [[12. århundrede]] og det [[15. århundrede]].

Fra starten af var der stor uenighed om hvordan [[det kristne budskab]] skulle fortolkes. Mange [[kirkehistorie|kirkehistoriske]] stridigheder opstod i tidens løb, hvoraf en stor del af dem førte til kirkesplittelser og nye [[kirkesamfund]]. Først var det særlig indflydelsen fra den jødiske og [[Grækenland|græske]] baggrund, der prøvede at øve indflydelse i kirken. Særlig de græske [[gnosticisme|gnostiske]] retninger fik stor indflydelse, men blev som helhed afvist af kirken og gnostiske sekter blev ihærdigt forfulgt af den tidlige kristne kirke. Gnosticismen tænkte [[dualisme|dualistisk]] og for de kristne gnostikere var [[Jesus]] ikke [[inkarnation]]en af [[Gud (monoteistisk)|Gud]], men nærmere en særlig viisvis mand, der endte sit liv ved at hans jordiske krop døde, mens hans [[sjæl]] steg op til Gud.

Efter at havde diskuteret [[Jesu guddom]] og [[Treenigheden|treenighed]] blev spørgsmålene om hvor stor en del Jesus var [[Gud (højere væsen)|gud]] og hvor stor del han var [[menneske]]. Kirkens konklusion blev at Jesus var sandsandt (100%) menneske og sand (100%) gud i eenén person, mens andre retninger, så som den [[nestorianisme|nestorianske]] mente, at Jesus havde en menneskelig og en guddommelig person i sig. Denne opfattelse blev afvist, og bl.a. [[den asyriske kirke|den assyriske kirke]] skilte sig fra den [[Katolske kirke|katolske (almindelige) kirke]].

Som reaktion til den nestoriske opfattelse mente den [[monofysitisme|monofysitiske]] retning, at Jesus kun var enén person (mono fysis) og det var, den guddommelige uden noget menneskeligmenneskeligt element. Nogle kirkekirker opfattes i dag som monfysitiskmonfysitiske, men det benægter de som oftest selv.

''Det største skisma'' kom dog i 1054, da den ortodokse og den katolske kirke definitivt brød med hinanden. Bruddet skyldtes i høj grad det store kulturelle skel, der var kommet mellem den østlige og den vestlige kirke, men [[Teologi|teologiske]] stridigheder om forståelsen af [[paven]]s overherredømme, usyret eller syret nadverbrød, og [[filioque]]-spørgsmålet var de officielle grunde til bruddet.

Ved '''[[reformationen]]''' i det 16. århundrede deltes [[den vestlige kirke]] yderligere i en [[Katolicisme|katolsk]] og [[Protestantisme|protestantisk]] retning samt en [[Den anglikanske kirke|anglikansk]], der nærmest indtager en midterposition mellem de to. Baggrunden for [[Reformationen|den lutherske reformation]], som siges at begynde i [[1517]], da [[Martin Luther]] sømmede sine [[Luthers 95 teser|95 teser]] op på [[Kirkeport|kirkeporten]] i [[Wittenberg]], var bl.a. en stor utilfredshed med det udbredte salg af [[afladsbrev]]e ([[afladshandel]]). Dog var også korruption og [[nepotisme]], samt fordrukne og løssløpneløsslupne paver med til at bane vejen for et reformation af kirken, der dog endte med direkte splittelser i ikke blot enén, men mange kirker, hvor [[den lutherske kirke]] og den [[reformerte kirke]] var de største.

[[Reformator]]nes ønske var at vende tilbage til [[Bibelen|Skriften (Bibelen)]] som eneste grundlag for kirken og forkynde den[[SolaGratia|Sola frie nåde uden gerningGratia]]. En mængde forskellige protestantiske retninger kom i kølvandet på reformatornes brud med kirken. Mange af disse var ofte af tvivlsom art, og bestod ofte af [[Dommedagsprofeti|dommedagsprofeter]] som spredte budskabet om [[Dommedag|verdens snarlige ende]]. [[Martin Luther|Luther]] særligt havde intet tilovers for disse retninger, og han gjorde ofte fælles front med den katolske kirke i bekæmpelsen af dem. Blandt dem var også døberbevægelsen (de såkaldte [[gendøber]]e, eller anabaptister). Luther foragtede disse, fordi de ikke ville acceptere [[barnedåb]] og forkastede eden. Døberbevægelsen blev forfulgt, og mange udvandrede i 1700- og 1800-tallet til [[Nordamerika]]. Bevægelsen er i dag delt i [[mennonit]]terne, [[amish]] og [[hutteritter]].

Antallet af mennesker, der er tilknyttet den kristne religion var år 2000 på 1.973 millioner (ca. 2 milliarder), dvs. 32,54% af verdens befolkning og dermed den største religion. Antallet af [[Islam|muslimer]] er på 1.279 millioner, dvs 21,09% af verdens befolkningen, og med en vækst på 2,17% om året verdens hurtigst voksende. Kristendommen vokser derimod med 1,43% og dermed tæt på befolkningsvæksten, der er på 1,39%.

Kristendommens vækst sker næsten udelukkende i den del, vi ofte kalder [[Tredje verden|den tredje verden]], hvorimod religionen går tilbage i meget af den vestlige verden. [[Europa]] udgør stadig, med ca. 560 millioner medlemmer, kontinentet med den største kristne menighed. Men allerede omkring 2025 forventes den [[Afrika|afrikanske]] og [[Sydamerika|sydamerikanske]] kristne andel at være større på hhv. ca. 633 millioner og 640 millioner samt 460 millioner i [[Asien]].

Blandt kirkesamfundene er det særlig de traditionelle kirker, der har en lav vækst ratevækstrate ([[Romerskkatolske kirke|katolske]] og [[Ortodokse kirke|ortodokse]] henholdsvis 0,5% og 0,1%), hvorimod de protestantiske kirker som sådan er på 2,2% og de uafhængige kirker vokser med 5,5%.

Generelt er det de konservative og/eller de [[karismatiske kirkerKarisma|karismatiske]] dele af kristendommen, der har den største vækst. F.eks. er væksten blandt [[evangelikal]]e på 4,7% og hos [[pinsekirken]], som per definition også er evangelikal, på 4,5%. Karismatiske grupperinger, som findes blandt alle former for kirkesamfund vokser med 3,9% <ref>Operation World (OW), som er en statistikbog over kristendommens vækst særligt blandt evangelikale, har stort statistisk matriale om kristendommen, dens antal og vækst. Desværre er sidste udgave fra 2001. Læs mere på [http://www.gmi.org/ow/ OW's hjemmeside]</ref>.

I [[Danmark]] tilhører hovedparten (84%) af befolkningen [[Folkekirken]]; en [[luthersk]] (og dermed [[protestantisk]]) kirke. Derudover er der mellem 50 og 80 andre kristne trossamfund, hvoraf 10 er statsligt "anerkendte" trossamfund, der kan føre [[kirkebøger]] (ministerialbøger) ligesom i folkekirken[[Folkekirken]]. De kan med samme gyldighed som folkekirkenden udstede attester fra [[Kirkebog|kirkebøgerne]]. Andre kristne (og ikke-kristne trossamfund), der er "godkendte" (men ikke "anerkendte") kan med fuld juridisk gyldighed foretage [[vielse]]r. De 10 anerkendte trossamfund er: