Wernher von Braun: Forskelle mellem versioner

Under kaptajn [[Walter Dornberger]] blev der oprettet et forskningsstipendium for Braun, som udførte forsøg ved Dornbergers raketforsøgssted i [[Kummersdorf]]. Braun tog en doktorgrad i fysik to år senere. Ved slutningen af [[1934]] var det lykkedes Brauns gruppe at sende to raketter mere end 2,4 km op i luften. På det tidspunkt var der imidlertid ikke længere noget tysk raketselskab, efter at VfR var nedlagt, og den nye regering forbød rakettestforsøg. Kun militære forsøg blev tilladt, og en større facilitet blev bygget ved [[Peenemünde]] i det nordøstlige Tyskland ved [[Østersøen]]. Dornberger blev militær kommandant og Braun blev teknisk direktør. De prøvede med held benzindrevne fly og jetdrevne flyvninger. De udviklede også et langtrækkende [[ballistisk missil]], A4, og [[supersonisk]]e luftværnsmissiler kaldet [[Wasserfall]]. A-4 blev videreudviklet til V2-raketten.

 

 

Von Braun er i videnskab og retsopgøret med nazi Tyskland en kontroversiel skikkelse, i det meget af de praktiske sider af hans arbejde af udviklingen af V2-raketten, blev udført som tvangsarbejde af fanger fra koncentrationslejere, hovedsageligt Mittelbau-Dora lejeren. De kummerlige arbejdsforhold, samt udsultning, henrettelser, og vold fra vagterne gjorde, at mange flere personer døde under udviklingen af raketterne, end der døde som følge af våbnets reelle brug. Hvorvidt Von Braun selv var involveret i at beordre tutor eller henrettelser af fanger, hvis arbejdsindsats eller opførsel han følte sig utilfreds med, er ikke blevet entydigt besvaret, men flere tidligere fanger har dog i de efterfølgende retsopgør anklaget han for blandt andet at både personligt at have overværet hængninger af fanger og dukke op til mønstringer for at udplukke fanger til at arbejde på projektet. Von Braun selv benægtede, at han personligt skulle have sat sin ben i Mittelbau-Dora lejren, og benægtede også at han skulle have overværet tutor eller henrettelser med sine egne øjne. Han påstod, at han under sit arbejde godt var klar over arbejdsforhold for fangerne og deres behandling fra vagternes side, og fandt disse "afskyvækkende", men han følte sig magtesløs til ændre dem.