Wikipedia

Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m bot: flyt sprogikon bagest; kosmetiske ændringer
m Mellemrumkorrektion
Linje 71:
# 1. marinebrigades 4 bataljoner på transportskibene "Sibir", "2nd Pjatiletka" og "Elton" gjorde klar til landgang ved Naissaare og [[Aegna]];
# Transportskibet "Dnestr" og destroyerne Storozevoi og Silnoi tog stilling med tropper til invasionen af hovedstaden Tallinn;
# 50. bataljon blev placeret på skibe til en invasion i nærheden af [[Kunda]]. I flådeblokaden deltog i alt 120 sovjetiske skibe, herunder en krydser, syv destroyere og 17 ubåde. Hertil kom 219 fly heriblandt 8. luftbrigade med 84 bombefly: [[DB-3]] og [[Tupolev SB]] samt 10. brigade med 62 fly. <ref>Pavel Petrov, p. 164 </ref>
 
Den [[14. juni]] trådte den sovjetiske militærblokade af Estland i kraft, mens verdens opmærksomhed var henledt på Paris' fald. To sovjetiske bombefly nedskød det finske passagerfly "[[Kaleva (fly)|Kaleva]]" der fløj fra Tallinn til Helsinki med tre deiplomatsække fra den amerikanske legation i [[Tallinn]], [[Riga]] og [[Helsinki]]. Den ansatte ved det amerikanske udenrigsministerium [[Henry W. Antheil, Jr.]] blev dræbt ved styrtet.<ref>[http://www.afsa.org/fsj/may07/lastflight.pdf The Last Flight from Tallinn] at American Foreign Service Association</ref>
Linje 138:
==== Letland ====
{{hovedartikel|Jødernes historie i Letland}}
Det jødiske samfund havde allerede lidt hårdt under de sovjetiske massedeportationer og havde mistet mange af sine civile og politiske ledere. Deportationerne ramte det jødiske samfund forholdsvis hårdere end andre etniske grupper i Letland. <ref>Ifølge de nyeste tal fra de lettiske statsarkiver var 1.771 lettiske jøder blevet deporteret af de sovjetiske myndigheder indtil juni 1941 ud af et samlet antal deporterede på 15.424. Jøderne udgjorde således 11 % af de deporterede, mens deres andel af befolkningen i Letland kun var omkring 5 %. Se: {{cite book |last= Pelkaus |first= Elmārs (ed.) |title= Aizvestie: 1941. gada 14. jūnijā |year= 2001 |publisher= Latvijas Valsts arhīvs; Nordik |location= Rīga |language= Lettisk, engelsk og russisk |isbn= 9984675556 |oclc= 52264782 }}</ref> Uden deres ledere var jøderne dårligt forberedt på at reagere mod den nazistiske trussel. Efter etableringen af det tyske styre begyndte arbejdet på at udrydde jøderne og sigøjnerne, og mange drab foregik i [[Rumbula]]. Drabene blev begået af Einsatzgruppe A, hær og marine i [[Liepāja]], samt af lettiske kolloboratører, herunder 500-1.500 medlemmer af den berygtede Arājs Commando (som alene myrdede omkring 26.000 jøder) og de 2.000 eller flere lettiske medlemmer af [[Sicherheitsdienst|SD]].<ref name="HIL_EZ">Andrew Ezergailis, ''The Holocaust in Latvia'', 1996</ref><ref>[http://motlc.learningcenter.wiesenthal.org/text/x14/xm1411.html Blackbaud Internet Solutions - Online Events and Marketing Solutions<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Ved udgangen af 1941 var næsten hele den jødiske befolkning dræbt eller interneret i dødslejre. Hertil kom, at 25.000 jøder var blevet deporteret fra Tyskland, Østrig og Tjekkiet, og af disse var omkring 20.000 blevet dræbt. Holocaust krævede omkring 85.000 ofre i Letland.<ref name="HIL_EZ" />
 
==== Litauen ====
Linje 172:
 
=== Anerkendelse af ikke-anerkendelse af besættelse og anneksion ===
Hovedparten af verdens lande afslog at anerkende annekteringen af de baltiske lande [[de jure]] og anerkendte kun de sovjetiske regeringer i de tre sovjetrepublikker [[de facto]] – eller slet ikke. <ref name="RGIL">{{cite book |title=Recognition of Governments in International Law |last=Talmon |first=Stefan |authorlink= |coauthors= |year=2001 |publisher=Oxford University Press |location= |isbn=9780198265733 |pages=103 |url=http://books.google.com/books?id=scc8EboiJX8C&pg=PA103&dq }}</ref><ref>{{cite book |title=Handbook of International Law |last=Aust |first=Anthony |authorlink= |coauthors= |year=2005 |publisher=Cambridge University Press, |location= |isbn=0521823498 |pages=26 |url=http://books.google.com/books?id=EqO9rKIcoQMC&pg=PA26 }}</ref> Sådanne lande anerkendte estiske, lettiske og litauiske diplomater og konsuler, som fungerede på vegne af de tidligere regeringer. Disse aldrende diplomater og konsuler holdt ud i denne anormale situation, indtil de baltiske lande fik deres uafhængighed tilbage.<ref>Diplomats Without a Country: Baltic Diplomacy, International Law, and the Cold War by James T. McHugh , James S. Pacy, Page 2. ISBN 0-313-31878-6</ref>
 
==== ''De jure'' ikke-anerkendelse ====
Linje 198:
* {{flagland|IRN}} – Ingen officielle forbindelser med baltiske repræsentanter.
* {{flagland|IRL}} – Ingen officielle forbindelser. Ingen de jure eller de facto anerkendede givet.<ref name="RGIL"/>
* {{flagland|ITA}} – De facto anerkendelse givet. <ref name="RGIL"/>
* {{flagland|LBR}} – Iingen diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen.
* {{flagland|LUX}} – Ingen officielle forbindelser
Linje 232:
 
=== Hensigtsmæssigt i krigstid ===
Med præcedens i forhold til [[folkeret]]ten i den tidligere fastlagte Stimson-doktrin, som anvendt på de baltiske lande i den amerikanske viceudenrigsminister Sumner Welles' deklaration af [[23. juli]] [[1940]], udgjorde grundlaget for ikke-anerkendelse af Sovjetunionens indlemmelse af de baltiske lande med magt.<ref name="USA"/><ref>[http://books.google.com/books?id=YaYbzQQN97EC&dq The Baltic States: Estonia, Latvia and Lithuania By David J. Smith; Page 138]</ref> Trods Welles' deklaration genoplevede balterne snart deres århundredlange rolle som brikker i stormagternes konflikter. Efter at have besøgt Moskva i vinteren 1941-1942 talte den britiske udenrigsminister [[Anthony Eden]] allerede for, at man skulle ofre de baltiske lande for at sikre sovjetisk samarbejde i krigen. Den britiske ambassadør i USA, Halifax, rapporterede: "Mr. Eden kan ikke løbe risikoen for at fjendtliggøre Stalin, og det britiske krigskabinet har ... enedes om at forhandle en traktat med Stalin, som vil anerkende Sovjetunionens grænser fra 1940."<ref>Harriman, Averel & Abel, Elie. ''Special Envoy to Churchill and Stalin 1941-1946'', Random House, New York. 1974. p. 1135.</ref> I 1943 havde Roosevelt også opgivet balterne og Østeuropa til Stalin. Under et møde med kardinal Spellman i New York den [[3. september]] udtalte Roosevelt: "De europæiske folk må simpelthen udholde russisk dominans i håb om, at om ti eller tyve år kan de leve godt sammen med russerne."<ref>Gannon, Robert. The Cardinal Spellman Story. Doubleday, New York. 1962. pp. 222-223</ref> På et møde med Stalin i [[Teheran-konferencen|Teheran]] den 1. december sagde Roosevelt, "at han fuldt ud var klar over, at de tre baltiske lande tidligere og igen for nylig havde været en del af Rusland og tilføjede spøgende, at når de russiske arméer igen besatte disse områder, ville han ikke gå i krig med Sovjetunionen over dette spørgsmål". <ref>Minutes of meeting, Bohlen, recording. ''Foreign Relations of the United States, The Conferences of Cairo and Teheran, 1943'', pp. 594-596</ref> En måned senere henviste Roosevelt til [[Otto von Habsburg]], og at han havde sagt til russerne, at de kunne overtage og styre Rumænien, Bulgarien, Bukovina, det østlige Polen, Litauen, Estland, Letland og Finland.<ref>Bullitt, Orville. ''For the President: Personal and Secret''. Houghton-Mifflin, Boston. 1972. p. 601.</ref> Fremtiden var afgjort da Churchill den 9. oktober [[1944]] mødtes med Stalin i Moskva og skitserede efterkrigstidens Europa. Churchill sagde senere: "Det korte af det lange var, at jeg sagde: <nowiki>'</nowiki> Vil det ikke synes temmelig kynisk, hvis det ser ud, som om vi havde set bort fra disse spørgsmål, så afgørende for millioner af mennesker på en så nonchalant måde? Lad os brænde dette papir.<nowiki>'</nowiki> — <nowiki>'</nowiki>Nej behold det,<nowiki>'</nowiki> sagde Stalin."<ref>Churchill, Winston. ''6 bd. Steen Hasselbalchs Forlag. 1948-1954''</ref> På [[Jaltakonferencen]] i februar 1945, som normalt beskrives som stedet, hvor fremtidens Europa blev fastlagt, blev Churchills og Roosevelts tidligere tilsagn til Stalin om ikke at blande sig i Sovjetunionens kontrol over Østeuropa stadfæstet.
 
Tre årtier senere blev ethvert håb i de baltiske lande om aktiv indgriben på deres vegne tilintetgjort, da [[De Forenede Stater]], de europæiske lande og Sovjetunionen underskrev [[Helsingfors-erklæringen]] i 1975, som forpligtede parterne til at respektere de etablerede grænser og undgå brugen af begrebet demarkationslinjer i efterkrigstidens Europa.<ref>[http://www.britannica.com/eb/article-42074/Union-of-Soviet-Socialist-Republics Union of Soviet Socialist Republics :: Foreign policy – Britannica Online Encyclopedia<!-- Bot generated title -->]</ref> Lande som De Forenede Stater fortsatte med at fastholde ikke-anerkendelsen af den sovjetiske anneksion af De baltiske lande. Set i bakspejlet har de baltiske landes genvundne selvstændighed og grænser været set som en retfærdiggørelse af Helsingfors-erklæringen som en støtte til menneskerettigheder og [[Den nationale selvbestemmelsesret|selvbestemmelse]].<ref>[http://www.gwu.edu/~nsarchiv/coldwar/interviews/episode-16/ford1.html Interview with Gerald Ford, 4. august 1997]—"Man må anerkende, at ordene i den aftale gik ud på, at disse grænser måtte opretholdes med fredelige midler. Med andre ord udelukkede Helsingfors-erklæringen brug af militær for at ændre grænserne. Hvis grænserne blev ændret med fredelige midler, var det i orden i forhold til aftalen. Nå, hvad skete der, da man havde de fastlagte menneskerettigheder og dissidenter rejste sig mod deres diktatorer. Man ændrede grænserne for de baltiske lande og selv Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn. De drog nytte af menneskerettighederne til at re-definere hvad grænserne var."</ref> På dette tidspunkt, fra et sovjetisk synspunkt – et som deltes af baltiske aktivister, som havde ivret mod underskrivelsen – var Helsinki-aftalerne en klar sejr, som sikrede Sovjetunionen mod fremmed indblanding vedrørende alle Sovjetunionens grænseændringer efter krigen, inklusive Oder-Neisse grænsen og indlemmelsen af Moldova og de baltiske lande.<ref>Collier's Yearbook, 1975</ref>
Linje 241:
Selv om man i den forbindelse ikke omtalte den sovjetiske tilstedeværelse i Baltikum som en besættelse, var det hvad den Russiske Føderede Socialistiske Sovjet Republik og Litauen bekræftede i en efterfølgende aftale midt under Sovjetunionens sammenbrud. Rusland erklærede i præampelen til aftalen af [[29. juli]] [[1991]] ''Traktat mellem Russiske Føderede Socialistiske Sovjet Republik og Republikken Litauen om grundlaget for forholdet mellem de to stater'', at Sovjetunionen måtte fjerne konsekvenserne af annekteringen i 1940, som krænkede Litauens suverænitet og anerkendte dermed, at Sovjetunionen havde besat Litauen.
 
Den fremherskende post-sovjetiske konsensus er, at sovjetunionens besættelse af de baltiske lande var ulovlig, jf. erklæringer fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, <ref>Den europæiske Menneskerettighedsdomstols sager om besættelsen af de baltiske lande</ref>, [[EU]]<ref>[http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//NONSGML+MOTION+B6-2007-0215+0+DOC+PDF+V0//EN Motion for a resolution on the Situation in Estonia] by [[EU]]</ref> og [[USA|De Forenede Stater]]<ref name="USA">[http://web.archive.org/web/20070611074645/http://www.state.gov/p/eur/rls/rm/86539.htm U.S.-Baltic Relations: Celebrating 85 Years of Friendship] at state.gov </ref> som støtter den officielle holdning fra de baltiske landes regeringer.<ref name="OPL"/><ref>[http://newsfromrussia.com/cis/2005/05/03/59549.html Estonia says Soviet occupation justifies it staying away from Moscow celebrations – Pravda.Ru<!-- Bot generated title -->]</ref>
 
I mellemtiden er Ruslands aktuelle officielle holdning i direkte modstrid med den tidligere udsoning med Litauen.<ref>[http://www.lfpr.lt/uploads/File/1999-4/Zalimas.pdf Žalimas, Dainius. LEGAL AND POLITICAL ISSUES ON THE CONTINUITY OF THE REPUBLIC OF LITHUANIA. Hentet den 24. januar 2008.]</ref> Den russiske regering og statslige embedsmænd fastholder, at den sovjetiske besættelse af Baltikum var lovlig<ref>[http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/4517683.stm Russia denies Baltic 'occupation'] by [[BBC News]]</ref>, og at Sovjetunionen befriede landene fra nazisterne.<ref name="BDSD">[http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/4521663.stm Bush denounces Soviet domination] by [[BBC News]]</ref> De hævder, at sovjetiske tropper oprindelig gik ind i de baltiske lande i 1940, efter at der var indgået aftaler med og med billigelse fra regeringerne i de baltiske republiker. Deres synspunkt er, at Sovjetunionen ikke var i krigstilstand og ikke var involveret i krigshandlinger på de tre landes territorier, og derfor kan ordet besættelse ikke anvendes.<ref>[http://www.newsfromrussia.com/main/2005/05/05/59601.html Russia denies] at newsfromrussia</ref><ref>[http://www.newsfromrussia.com/main/2005/05/05/59605.html the term "occupation" inapplicable] at newsfromrussia</ref> "Udtalelserne om Sovjetunionens 'besættelse' og lignende påstande ser bort fra alle juridiske, historiske og politiske realiteter og derfor fuldstændig grundløse." – ''Det russiske udenrigsministerium''.
Linje 250:
Indtil revurderingen af Sovjets historie i Sovjetunionen, som begyndte under [[perestroika]], inden Sovjetunionen havde fordømt den hemmelige protokol fra 1939 mellem Tyskland og den selv, som havde ført til invasion og besættelse af de tre baltiske lande.<ref name=autogenerated2 />
 
Begivenhederne i 1939, ifølge de sovjetiske kilder fra før perestroika, var som følger: Regeringen i Sovjetunionen foreslog, at regeringerne i de baltiske lande skulle afslutte gensidige bistandstraktater mellem landene. Pres fra det arbejdende folk tvang regeringerne i de baltiske lande til at acceptere dette forslag. Traktaterne om gensidig bistand blev derpå underskrevet <ref>[http://oldgazette.ru/lib/propagit/20/03.html Sovjetisk-lettisk gensidig bistandspagt fra 1939 (hele teksten)] {{ru sprog}}</ref>, hvilket tillod Sovjetunionen at udstationere et begrænset antal enheder fra den Røde Hær i de baltiske lande. Økonomiske vanskeligheder og utilfredshed i befolkningen med de baltiske regeringers politik, som havde saboteret opfyldelsen af pagten og de baltiske landes politiske orientering mod Nazityskland, førte til en revolutionær situation i juni 1940. For at sikre opfyldelsen af pagten blev yderligere enheder sendt til de baltiske lande, hvor de blev budt velkommen af arbejdere, som krævede, at de baltiske regeringer skulle træde tilbage. I juni, under ledelse af de kommunistiske partier, blev der afholdt politiske demonstrationer af arbejderne. De fascistiske regeringer blev væltet, og arbejderregeringer etableret. I juli 1940 blev der afholdt valg til de baltiske parlamenter. De "arbejdende folks unioner", etableret på initiativ af de kommunistiske partier, fik hovedparten af stemmerne. <ref name="GSE">Great Soviet Encyclopedia</ref> Parlamenterne vedtog deklarationer om genetablering af sovjetisk styre i de baltiske lande og udråbte Sovjetiske Socialistiske Republikker. Deklarationer om Estlands, Letlands og Litauens ønske om at indtræde i Sovjetunionen blev vedtaget og sendt til den Øverste Sovjet i Sovjetunionen. Anmodningerne blev godkendt af Sovjetunionens øverste sovjet.
 
=== Traktater, som vedrørte forholdet mellem Sovjetunionen og de baltiske lande ===
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Sovjetunionens_besættelse_af_de_baltiske_lande"