Gotere: Forskelle mellem versioner

'''Goterne''' ({{lang-got|Gut-þiuda}}<ref>Oftest oversat som "Gotiske folk". Kun set i entalsformen ''Gut-þiudai''. Se W. Ph. Lehmann, ''A Gothic etymological dictionary'' (1986), 163–164 (''Gut-þiuda'')</ref>, {{lang-non|gutar/gotar}}; {{lang-de|Goten}}; {{lang-la|gothi}}; {{lang-el|Γότθοι}}, {{Lit|gótthoi}}) var et [[germansk (sprog)|germansktalende]] folk, der boede ved [[Wisła|Weichsels]] udmunding i [[Østersøen]] i det [[1. århundrede]] [[e.Kr.]] De var kendt i [[Middelhavet|middelhavsområdet]] som ''gotoner'' (også skrevet: ''gutoner''; på gotisk: ''gutans''). Navnet udledes af det gotiske ord ''giutan'' (= "støbe", "gyde") eller af formen ''gutans'' (= "støbt" eller "udgydt"). Folkenavnet kan altså betyde "udgyderne". I den anden halvdel af det [[2. århundrede]] drog en stor del af goterne mod sydøst i retning af [[Sortehavet]]. Der var sandsynligvis tale om flere adskilte grupperinger, men fra det 3. århundrede hører man i romerske kilder om to større grupper, tervingerne ("skovfolket") mod vest og greutungerne ("Folket fra stepperne") mod øst.

En stor del af greutungerne og andre gotiske grupper blev i årene efter 375 undertvunget af [[hunner]]ne. Efter [[Attila]]s død slap goterne efterhånden fri af det hunniske overherredømme, og nogle af dem fik lov til at bosætte sig i det [[Østromerske rige]]. I 480'erne sluttede de sig sammen med andre goteregoter på Balkan og blev til [[ostrogoterne]] ("de strålende goter"). Efter aftale med den østromerske kejser erobrede de [[Italien]] i 489-493 under ledelse af [[Teoderik den Store]]. Det ostrogotiske rige i Italien begyndte dog at falde fra hinanden straks efter Teoderiks død. Under kejser [[Justinian]] indledte østromerne en generobring af Italien, og densom resulterede i en reel udslettelse af ostrogoterne.

Store grupper af tervinger og greutunger søgte tilflugt i Romerriget, da de blev angrebet af hunnerne. Romerne forsøgte at forhindre en samlet bosættelse, men efter [[Goterkrigen (377-382)|goterkrigen]] fik goterne status som ''foederati'' i [[382]]. I 408 invaderede de det [[Vestromerske rige]], og folket -– nu omtalt som [[visigoter]] ("de gode goter") -– indledte en længere vandring, der endte med, at de fik overdraget land til et i praksis selvstændigt rige i det sydlige [[Gallien]]. Visigoterne erobrede efterhånden Sydfrankrig og store dele af [[Spanien]], men efter at have tabt et afgørende slag til [[frankerne]] i 507, koncentrerede de sig om Spanien, hvor de regerede, indtil [[maurer]]ne erobrede området i [[711]].

Blandt de tilbageblevne goteregoter ved Sortehavet var der en lille del, som boede på halvøen [[Krim]]. Helt frem til slutningen af det 18. århundrede har man derfra efterretninger om folk, der talte et gotisk sprog ("Krimgotisk").

Vor viden om goterne er baseret på beretninger, skrevet på andre sprog, primært [[latin]]. Det [[Gotisk (sprog)|gotiske skriftsprog]] opstod først i midten af det 4. århundrede, og man har ingen eksempler på, at det er blevet brugt i andet end kirkelige sammenhænge.<ref name=autogeneret2>Heather (1996), side 9</ref> Goterne figurerer i geografiske værker fra det første århundrede, og derefter typisk, når de dukker op som romernes fjender, men en egentlig historieskrivning om dem opstår først med [[Ablabius]]. Han var formentlig ansat ved den visigotiske konges hof omkring år 500, og han skrev et værk, der senere blev benyttet af historieskriverne [[Cassiodorus]] og [[Jordanes]].<ref name=autogeneret2 /> Den tidligste gotiske historie er dermed baseret dels på mundtlige traditioner, dels på arkæologiske fund, og endelig på de sammenhænge, sprogforskere har kunnet tilvejebringe. I følge Jordanes ankom goterne i tre skibe fra [[Skandinavien]] til nordkysten af det nuværende [[Polen]] år 1490 f.Kr., ledet af deres konge Berig. Tidsfæstelsen kommer af, at Jordanes har en vældig historie om, at goterne derefter deltager i den [[trojanske krig]].<ref>Heather (1996), side 13</ref> Der kan sagtens være en kerne af sandhed i den skandinaviske forbindelse -– bortset fra tidsangivelsen -– men problemetarkæologisk erlader bare,den atsig man arkæologiskimidlertid ikke kan bevise den. Den kultur, der opstår omkring [[Wisla]]-flodens udmunding ved begyndelsen af vor tidsregning ([[Wielbarkkulturen]]), har syv karakteristika i sine fund, og kun ét af dem -– stensætningen omkring gravpladser -– kan genfindes i Skandinavien.<ref>Heather (1996), side 14</ref> Tilbage står de navnemæssige sammenfald. Navnet ''goteregoter'' (''gotones, gutones''), mener lingvister, er en latinsk version af goternes ejeteget navn på sig selv, *gutans, hvilket er formelt identisk med folkenavnet ''gutar'' på øen [[Gotland]] i [[Sverige]]<ref>Andersson, Thorsten (1996): "Göter, goter, gutar", Namn och Bygd/ Uppsala</ref><ref>Elias Wessén, Fornvännen 1969, Nordiska folkstammar och folknamn, s 21</ref>. I islandske kilder bruges navet '''gotar''' både om goteregoter og gotlændinge.<ref>Finnur Jónsson, Ordbog over det

norsk-islandske skjaldesprog, s 197.</ref> Navnet '''gutar''' er det tilsvarende oldsvenske og olddanske ord for både goteregoter og gotlændinge.<ref>Vikingarnas Språk, Rune Palm s 30</ref> Både ''gutar'' og ''goteregoter'' udledes af oldgermansk ''gutaniz.''<ref>Lehmann Winfred P, Helne-Jo J Hewitt (1986), "A Gothic etymological dictionary", s 164</ref>

I begyndelsen af det 1. århundrede opstod der en ny kultur ved mundingen af Wisla i et område, der ellers havde været præget af Oksywiekulturen. I 1874 fandt man ved byen Wielbark et begravelsesområde, der viste sig at indeholde omkring 3.000 grave. I begyndelsen omtalte man den fundne kultur som den "gotisk-gepidiske" kultur, men i erkendelse af, at man ikke kan bevise nogen sammenhæng, er man siden 1970'erne gået over til at at omtale kulturen som Wielbarkkulturen, et navn introduceret af den polske arkæolog Ryszard Wołągiewicz.<ref>Ryszard Wołągiewicz: ''Pole orne ludności kultury wielbarskiej z okresu wczesnorzymskiego w Gronowie na Pomorzu.'' I: ''Wiadomości Archeologiczne.'' Årgang 42, 1977, ISSN 0043-5082, side 227–244; {{pl sprog}}</ref> I løbet af det 2. århundrede bredte kulturen sig sydover, primært langs østsiden af Wisla, og fra årene 180-230 har man tilsvarende fund i [[Volhynien]] og det nordlige [[Ukraine]].<ref>Heather (1996), side 21</ref> Denne bevægelse svarer til, hvad der fortælles om hos Jordanes og i de gamle gotiske sange, hvilket bestyrker teorien om en sammenhæng mellem goterne og Wielbarkkulturen.<ref>Wolfram, ''Die Goten'', (1988) side 42.</ref> Den romerske historiker og embedsmand [[Tacitus]] skrev i sin bog ''Germania'' fra 98 om goterne:

Peter Heathers forklaring på, hvorfor goterne brød op fra området ved Wisla og begyndte flytningen mod sydøst, er først og fremmest økonomisk: Jorden i det nordlige Ukraine er væsentligtvæsentlig bedre til landbrug end jorden ved Wislas munding, og jo tættere man kom til romerrigets grænser, jo flere penge var der i omløb. De stammer, der havde direkte kontakt med romerne, var markant mere velstående end perifere stammer som goterne, og ved Sortehavet lå der rige byer, som goterne kendte i forvejen, fordi de lå på ruterne for handelen med [[rav]].<ref>Heather (1996), side 49-50</ref>

Goternes indtrængen i området nord for Sortehavet i begyndelsen af det 3. århundrede markerer også deres første større konflikt med romerne. Provinsen Moesia ved Donaus udløb i Sortehavet blev angrebet i 238, og byen Histria blev plyndret. I 249 gik goterne igen over Donau og plyndrede byen Marcianopel i det nuværende [[Bulgarien]]. Det følgende år gennembrød goterne forsvarslinjen til provinsen [[Dacia]], og de fortsatte over Donau, hvor de i 251 besejrede den romerske felthær under kejser [[Decius]]. Både kejseren og hans søn blev dræbt i slaget. Efter flere mindre indfald over grænsen gik goterne over til at angribe fra søsiden. I 255-257 angreb de byer langs Sortehavet og efter at have opbygget en stor flåde plyndrede de i årene 268-270 i det østlige [[Middelhavet|Middelhav]]. Den romerske flåde fik nedkæmpet goterne og deres forbundsfæller, og de viste sig ikke senere i Middelhavet, men plyndringerne langs kysten havde været voldsomme og omfattende.<ref>Heather (1996), side 40-41</ref> De indtrængende styrker langs grænsen blev også slået tilbage, men der var behov for at skabe en mere holdbar forsvarslinje. Derfor opgav kejser [[Aurelian]] i 275 provinsen Dacia, bortset fra nogle fæstninger umiddelbart nord for Donau, oghvorved dermed blev den romerske grænse mod goterne og de øvrige "barbarer" blev stabiliseret.<ref>Heather (2005), side 85</ref>

Goternes bosættelse ved Sortehavet falder tidsmæssigt sammen med de arkæologiske fund, der omtales som Chernjachovkulturen. Denne kultur var i endnu højere grad end Wielbarkkulturen en blandingskultur, hvilket indikerer, at området ikke blot blev beboet af goter, men også af andre germanske stammer. Hos Jordanes er der en beretning om, at det tredje af kong Berigs skibe var bemandet med [[gepider]], der omtales som goternes slægtninge.<ref>Heather (1996), side 44</ref> Af den romerske historieskrivning fra 250'erne fremgår det, at der i disse år dukker tre nye germanske grupperinger op: Gepiderne, [[herulerne]] og taifalerne. Der kan både være tale om gamle germanske stammer, som romerne bareblot ikke havde hørt om tidligere, men det kan også dreje sig om nye sammenslutninger på basis af andre stammer.<ref>Heather (1996), side 45</ref> Chernjachovkulturens gravpladser havde lige som Wielbarkkulturens en blanding af kremeringer og almindelige begravelser. Mændene havde ikke våben med i gravene, og kvindedragterne havde i begge kulturer en karakteristisk udformning, hvor dragten blev holdt sammen af en [[broche]] ''([[fibula]])'' på hver skulder. De træk, der adskilte de to kulturer, var blandt andet byggestilen, hvor Chernjachovkulturen blandede Wielbarkkulturens langhuse med delvist nedgravede grubehuse. Desuden var Wielbarkkulturens håndlavede skåle og krukker blevet skiftet ud med køkkengrej af romersk tilsnit, fremstillet på drejeskiver.<ref>Heather (2009), side 118</ref>

De første 75 år af det 4. århundrede hører man ikke meget til goterne i de romerske beretninger. Dette kan overraske, når man tager i betragtning, at der var tale om en -– selv efter romerske forhold -– meget stor befolkningsgruppe. Forskere som Peter Heather forklarer det med, at goterne formentligtformentlig var delt op i adskillige grupperinger. Blandt de mange bopladser, der er fundet, har man udgravet seks større bebyggelser, der hver især kan have været sæde for en høvding.<ref name=autogeneret1>Heather (1996), side 55</ref> De romerske kilder nævner to større grupper: Tervinger og greutunger, der levede henholdsvis i den vestlige og østlige del af området. I de romerske kilder optræder navnet tervinger første gang i 291.<ref>Wolfram, side 24.</ref> De adskilte sig blandt andet fra de øvrige goter ved, at deres leder ikke var høvding eller konge, men "dommer". De tervinger, der boede langs Donau, havde en del kontakt med romerne. I 332 drog kejser [[Konstantin den Store|Konstantin]] i spidsen for en hær over Donau, hvor han overvandt tervingerne og fik dem til at anerkende romersk overhøjhed. Tervingerne skulle levere tropper til den romerske hærs felttog og dommerens søn skulle være gidsel som sikkerhed for deres lydighed. Til gengæld fik dommeren hvert år en sum penge fra romerne, til uddeling blandt sine tilhængere.<ref>Heather (1996), side 57-62.</ref> I 360'erne følte tervingerne sig stærke nok til at få afhængighedsforholdet omstødt, og efter et delvist mislykket romersk felttog nord for Donau i årene 367-369 blev der lavet en ny traktat. Tervingerne var herefter ikke længere under romersk overhøjhed, men til gengæld forsvandt de årlige udbetalinger, og handelen på tværs af Donau blev stærkt reduceret.<ref>Heather (1996), side 62.</ref>

Mens tervingerne er sparsomt omtalt i de nævnte 75 år, må man med hensyn til greutungerne i endnu højere grad støtte sig til arkæologien. Fundene i deres bebyggelser viser, at de havde omfattende handel med tervingerne (for eksempel glasvarer, sølvtøj og kamme),<ref>Heather (1996), side 81-83.</ref> men man kan ikke ud fra fundene sige noget præcist om deres politiske strukturer.<ref>Heather (1996), side 55.</ref> Greutungerne boede i området mellem floderne [[Dnestr]] og [[Don]]. Nord og øst for dem – mellem Don og [[Volga]] – boede [[alanerne]], og på den anden side af Volga boede hunnerne. Historien spidsede til, da hunnerne omkring 370 angreb alanerne. Alanerne kunne ikke modstå angrebet, og de måtte underkaste sig og blive en del af den hunniske folkeflytning mod vest. Hunnerne og alanerne angreb herefter greutungerne. Jordanes er en af de to vigtige kilder til begivenhederne, men hans beretning er skrevet langt senere. Ifølge Jordanes blev greutungerne regeret af kong Ermanarik, der døde i en alder af 110 år, hvorefter hunnerne kunne undertvinge hans folk.<ref>Jordanes, kapitel 24. Jordanes kalder ham Hermanaric.</ref> Romeren Ammanianus Marcellinus, der tidsmæssigt er meget tættere på begivenhederne, skriver også om Ermanarik, men lader ham gå frivilligt i døden frem for at kæmpe mod hunnerme.<ref>Ammanianus Marcellinus, bog 31, kapitel 3. Her bliver han kaldt Ermenrichus.</ref> Man mener, at Ermanarik døde omkring 375, og hans efterfølger Vithimir blev dræbt i kamp kort tid efter, hvorpå de resterende greutunger søgte beskyttelse hos tervingerne vest for Dnestr.<ref>Heather (2005), side 151.</ref> Tervingerne forsøgte at sikre grænsen mod de alanske og hunniske plyndringstogter, men uden held. Dommeren Athanarik trak sig tilbage mod vest gennem [[Karpaterne]], men en stor befolkningsgruppe under [[Fritigern]] og Alavivus søgte mod Donau. De sendte i 376 udsendinge til kejser [[Valens (kejser)|Valens]] i [[Antiochia]] for at få lov til at bosætte sig syd for Donau. Tilladelsen blev givet, men på hårde vilkår, mens et tilsvarende ønske fra greutungerne blev afvist. Kejseren og det meste af felthæren var optaget af en krig mod perserne, så romerne havde svært ved at styre de goter, der ankom.<ref>Heather (2005), side 152-153.</ref> I 377 tog greutungerne chancen og overskred Donau uden tilladelse.<ref>Heather (2005), side 164.</ref> I foråret 377 udviklede situationen sig til [[Goterkrigen (377-382)|egentlig krig]] mellem goter og romere, og seks sæsoner i træk var den romersk hær i felten for at nedkæmpe goterne. I begyndelsen gik det dårligt for romerne: I [[Slaget ved Adrianopel (378)|slaget ved Adranopel]], 9. august 378, blev den østlige romerske hær næsten udslettet af en kombineret gotisk hær bestående af tervinger og greutunger. Kejser Valens døde i slaget, der af Amminianus betegnes som den værste katastrofe for den romerske hær siden [[Slaget ved Cannae|Cannae]].<ref>Heather (2005), side 178-181.</ref> Den vestlige romerske hær under kejser [[Gratian]] fik stabiliseret situationen de følgende år, og i 382 blev der sluttet fred, oghvorefter goterne fik lov til at bosætte sig på [[Balkanhalvøen|Balkan]]. Styrkeforholdet mellem goter og romere havde ændret sig, oghvorved de tilflyttende goteregoter fik lov til at beholde deres egne ledere, og når de skulle deltage i romerske krige, var det som en samlet gruppe under gotisk kommando.<ref>Heather (2005), side 183-186.</ref>

Hunnernes og alanernes angreb medførte omfattende ændringer i goternes bosættelse og opdeling. Generelt kan man sige, at fem grupper (1-3, 7-8) forøgteforsøgte at redde (eller kæmpe) sig i sikkerhed i Romerriget i perioden 376-405. Fire andre grupper (4-5, 9-10) blev underlagt hunnerne. Gruppe 5 kom under romersk beskyttelse i 420'erne, men de tre øvrige løsrev sig først i forskelligt tempo efter [[Attila]]s død. Athanariks tervinger (6) -– der blevforblev nord for Donau -– forsvandt i [[Karpaterne]] omkring 385, og to mindre grupper (11-12) blev boende nord for Sortehavet:<ref>Heather (1996), side 53</ref>

Skemaet viser tydeligt, at man ikke kan sætte lighedstegn tervinger=visigoter eller greutunger=ostrogoter. Disse gamle stammer indgik i nye kombinationer, og skemaet viser også, at der var andre goter end Athanariks tervinger og Ermanariks greutunger. Jordanes havde en politisk interesse i at fremstille Ermanarik som en mægtig konge, da han i overleveringerne var stamfader til ostrogoternes konger. Man kan bareimidlertid ikke historisk eller arkæologisk eftervise Jordanes påstand om et samlet greutungisk goterrige ved Sortehavet.<ref name=autogeneret1 />

I årene efter fredsslutningen med romerne (382) forsvandt skillelinjerne mellem de to store gotiske grupper, der var bosat i romerriget (1-2). De stillede som aftalt tropper til Romerrigets krige, også i de interne opgør. Nedkæmpningen af oprøret mod kejser [[Theodosius den Store|Theodosius]] i 394 kostede dyrt mandskabsmæssigt, og da de resterende soldater kom retur til Balkan i 395, gjorde de selv oprør under ledelse af [[Alarik]].<ref>Heather (2005), side 212-213</ref> Truslen fra Alariks goter blev de følgende år holdt i skak af den vestromerske hær under [[Stilicho]], men da han blev henrettet i 408 -– på et tidspunkt hvor vandaler, alaner og sveber hærgede i Gallien -– lå vejen til Italien åben. For goterne handlede det om at få jord og et indtægtsgrundlag, og ved deres tilstedeværelse i Italien kunne de lægge maksimalt pres på den vestromerske kejser [[Honorius]]. Da det ikke virkede efter hensigten, plyndrede de [[Rom]] i 410. Undervejs fik de tilslutning af mange af de goter, der var blevet soldater eller slaver i Italien efter Radagaisus' mislykkede invasion i 405-406 (Gruppe 3).<ref>De nye gotiske grupperinger (visigoter og ostrogoter) omtales af Peter Heather - med et venligt nik til [[goth-rock]] - som ''"gothic supergroups".'' Heather (2005), side 223.</ref> Goterne fortsatte til Syditalien og derfterderefter nordpå til Gallien og senere Spanien. I Spanien løb de i 415 tør for madvarer, og var dermed modne til en aftale med romerne. Den kom i 418, hvor de fik anvist land i [[Garonne|Garonne-dalen]] mellem [[Bordeaux (by)|Bordeaux]] og [[Toulouse]].<ref>Heather (2005), side 240-242</ref> Hermed var det visigotiske rige grundlagt, og kongerne gik hurtigt i gang med at udvide dets areal. Visigoterne ekspanderede mod nord til floden [[Loire]], og mod syd ind i Spanien. VisigoterneDe kunne imidlertid ikke klare sig i kampen mod det voksende [[Frankerriget|frankiske rige]], og efter et nederlag i 507 flyttede de hovedstaden til Spanien. Riget i Spanien bestod tilindtil araberne invaderede halvøen i 711, og allerede i 716 havde de erobret størsteparten af det. nuværende Spanien,<ref>David Abulafia m.fl.: ''The New Cambridge Medieval History, Volume II c. 700 — c. 900'', side 256-58, 275-276.</ref> I Spanien forsvandthvor den gotiske identitet efterhånden forsvandt. Goternes ledere udgjorde en herskende overklasse, og fra omkring 575 blev det tilladt for dem at gifte sig ind i den lokale adel. Den [[arianske]] udgave af kristendommen blev udskiftet med den [[katolske]], og omkring år 700 var det gotiske sprog forsvundet, bortset fra kongernes navne.<ref>Heather (1996), side 297.</ref>

I 420'erne var en stor gotisk gruppe sluppet fri fra hunnerne og havde fået lov til at bosætte sig i Thrakien i det Østromerske rige. I 470'erne blev de ledet af Teoderik Strabo, som var officielt var i østromersk tjeneste, men som også havde sine egne dagsordener. Efter at de goter, der var ledet af Amal-familien, havde revet sig løs fra Attilas sønner i 460'erne, forsøgte kejser Zeno i Konstantinopel at spille de to grupper ud mod hinanden i 470'erne. Det lykkedes i første omgang, men efter at Teoderik Strabo var død i 481 og hans søn et par år senere, valgte de thrakiske goter at slutte sig til Amal-familiens goter, hvis leder også hed [[Teoderik den Store|Teoderik]].<ref>Heather (1996), side 155-165</ref>. Hermed var den ostrogotiske gruppesammenslutning skabt, og der blev i 487 lavet en aftale med kejser Zeno om, at goterne skulle forsøge at få Italien -– der blev regeret af den skiriske general [[Odoaker]] -– tilbage under romersk herredømme. Dermed forlod de fleste goter det østromerske rige og drog vestpå. Teoderik var i spidsen for hæren, der var fulgt af kvinder og børn, og forlod Balkan i efteråret 488. Der blev kæmpet i Norditalien fra 489, og efter flere nederlag overgav Odoaker sig i marts 493, og blev myrdet 10 dage senere.<ref>Heather (1996), side 218-219</ref> Teoderiks styre i Italien blev anerkendt af den nye østromerske kejser Anastasius. Deres korrespondance tyder på, at Teoderik opfattede sig som en ligeværdig medkejser, hvorimod den østromerske opfattelse altid var, at kejseren i Konstantinopel var den øverste. Teoderik udbyggede de følgende år sin magt, og fra 511 regerede han ikke blot over Italien, men også over det visigotiske rige (på vegne af den mindreårige konge) og provinser på Balkan. Desuden havde han gjort [[vandaler]] og [[burgunder]] til vasaller, og havde dermed næsten genskabt det vestromerske rige.<ref>Heather (1996), side 232-233</ref> Vandalerne gjorde sig imidlertid uafhængige i begyndelsen af 520'erne, og da Teoderik døde i 526 og blev efterfulgt af sin mindreårige sønnesøn, begyndte riget at falde fra hinanden. Frankerne undertvang burgunderne, visigoterne blev selvstændige igen, og kejser [[Justinian]] i Konstantinopel forlangte at blive anerkendt som regent i Italien. Da goterne nægtede, sendte kejseren sin general Belisarius til Italien med en hær og en flåde i 535. Krigen mellem goterergoter og østromere blev en lang og blodig affære, der først sluttede i 561, da de sidste goter opgav kampen. De gotiske ledere og krigere var blevet dræbt eller var i slaveri og efter 561 var der ikke længere ostrogoter nok i Italien til af opretholde en gotisk identitet.<ref>Heather (1996), side 263-276</ref>

På trods af, at det er uddødt, ved man rigtig meget om det gotiske sprog. Det skyldes, at goternes første biskop, [[Wulfila]], i det fjerde århundrede oversatte bibelen til gotisk. Hans bibel er bevaret i afskrifter, hvoraf den berømteste, ''[[Codex Argenteus]]'' ("Sølvbibelen") findes i [[Uppsala]].<ref>Todd, side 12.</ref> Wulfila var søn af romerske borgere, som var blevet taget til fange af goterne i det 3. århundrede, og slæbt med til området nord for Donau. I kraft af sit kendskab til både gotisk, græsk og latin, var han i stand til af løfte den store opgave, det var at oversætte bibelen.<ref>Heather (1996), side 90-91.</ref>

Det gotiske sprog havde sin største udbredelse fra det tredje til det femte århundrede, hvor goterne færdedes over store dele af Europa. Den hunniske kong [[Attila]], der regerede over adskillige folkeslag, gjorde gotisk til det fælles sprog ved sit hof. Man ved faktisk ikke, hvad Attila egentlig hed på hunnisk, for det navn vi kender ham under, er gotisk og betyder "lillefar".<ref>Heather (2009), side 665, note 3.</ref> Da ostrogoternes rige blev udslettet i det sjette århundrede, forsvandt gotisk fra Italien. Sproget blev derefter stadig talt blandt visigoterne i Spanien, men i takt med, at de giftede sig ind i lokale familier, kom det under pres. Dets funktion som kirkesprog forsvandt, da goterne officielt skiftede fra af være [[Arianer|arianere]] til [[katolikker]] i 589.<ref name=Pohl119-21>{{kilde bog|titel=Strategies of Distinction: Construction of Ethnic Communities, 300–800 (Transformation of the Roman World|fornavn=Walter|efternavn=Pohl|isbn=90-04-10846-7|sider=119–21}}.</ref>

Blandt de tilbageblevne goteregoter ved Sortehavet var der en lille del, som boede på halvøen Krim. Helt frem til slutningen af det 18. århundrede har man derfra efterretninger om folk, der talte et gotisk sprog ("Krimgotisk"). Ogier Ghiselin de Busbecq, der var gesandt for den habsburgske kejser [[Ferdinand 1. (Tysk-romerske rige)|Ferdinand 1.]] ved det [[Osmanniske Rige|Osmanniske]] hof, nedskrev i perioden 1560-1562 de eneste bevarede eksempler på sproget.<ref>Heather (1996), side 259.</ref>

Frem til det fjerde århundrede dyrkede goterne den [[germansk religion|germanske religion]], med dens [[asetro]] centreret omkring guden [[Tyr (gud)|Tyr]].<ref>Todd, side 104</ref> Den romerske kejser [[Constantius II]] brugte religionenreligiøs mission til at få indflydelse på tervingerne, og det var ham, der sponsorerede udsendelsen af Wulfila i 340'erne til området nord for Donau -– i første omgang for at udbrede troen blandt efterkommerne af tilfangetagne romere, hvoraf mange i forvejen var kristne. De tervingiske goteregoter modsatte sig denne missionsvirksomhed, og Wulfila og mange af hans trosfæller blev i 347/348 forvist og sendt til Romerriget. Der var stadig kristne tilbage nord for Donau, men da tervingerne og romerne indgik en ny traktat i 369, forsvandt beskyttelsen af de kristne, og tervingerne forfulgte de tilbageblevne. De gotere,goter der i 376 fik lov til at bosætte sig i Romerriget, måtte gå med til at lade sig kristne, hvilket understreger religionens betydning i samspillet mellem goteregoter og romere.<ref>Heather (1996), side 60-61.</ref>

Wulfila brugte tiden efter 348 til at oversætte [[bibelen]] til gotisk, med et tegnsæt, han selv havde udviklet.<ref>Før Wulfila er de gotiske inskriptioner skrevet med runer, men typisk kun som navnemærker på våben og lignende. Todd, side 120.</ref> Wulfila prædikede den opfattelse af kristendommen, der var gældende i Romerriget i hans samtid.<ref>Heather (1996), side 61.</ref> Da den [[Nikænske trosbekendelse|nikæiske trosbendelse]] senere i århundredet blev basis for kristendommen, gjorde det ikke indtryk på goterne, og deres kristendom kom til at stå som en særlig gren, [[arianismen]], og; forskellen på de to grene af kristendommen blev ofte brugt politisk af goternes modstandere.<ref>Heather (1996), side 212-213.</ref>

Da hunnerne undertvang det område, hvor den gotiske fremstillingsvirksomhed var baseret, blev [[guld]] en vigtig ingrediens i kunsthåndværket, fordi hunnerne havde rigelig adgang til dette metal. Både hos romerne og hunnerne var [[Ørn|ørnen]] et symbol på magt, og denne fugl blev et yndet motiv i produktionen af brocher. Såvel visigoter som ostrogoter fremstillede brocher med ørnemotiv, og fra slutningen af det 5. århundrede har man fundet dem i visigotiske grave i det nordlige Spanien. I det sjette århundrede nåede produktionen af brocher i Spanien sit kunstneriske højdepunkt i form af guldbrocher med indlæg af ædelstene. <ref>John P. O'Neill (red.), ''The Art of Medieval Spain a.d. 500-1200'', The Metropolitan Museum of Art, New York, 1991, ISBN 0-87099-685-1, side 65-66.</ref>

Selv om goterne og deres riger forsvandt, da araberne erobrede deres sidste tilholdssteder i 716, blev mindet om goterne stående. I Italien afløste betegnelsen "gotisk" til en vis grad "barbarisk", når talen faldt på noget fremmed, ubehageligt eller primitivt. Den elegante og himmelstræbende [[Gotisk stil|gotiske byggestil]], blev oprindeligt omtalt som ''Opus Francigenum'' ("Fransk arbejde"). I den italienske renæssance ønskede mange imidlertid en tilbagevending til klassicismens tempelstil, og den nye byggemåde blev lagt for had og omtalt som "gotisk". I England betød "gotisk" også noget utiltalende, og det britiske tidsskrift ''Notes and Queries'' forklarede sagen således:

Begrebet "[[gotisk skrift]]" er et andet offer for goternes dårlige rygte i eftertiden. I Italien syntes man, at denne skrift, udviklet i Nordfrankrig og Nederlandene i det 12. århundrede, så barbarisk ud, så man begyndte i det 15. århundrede at omtale den som gotisk skrift.<ref>Berthold Louis Ullman, ''The Origin and Development of Humanistic Script''. Rom, 1960, side 12.

* Den romerske embedsmand og historiker [[Tacitus]] udgav i 98 bogen ''Germania'', hvor de germanske stammer -– herunder goterne -– bliver omtalt.

* Jordanes var embedsmand og historiker af gotisk-romersk afstamning, og afsluttede sit værk om goterne, ''De origine actibusque Getarum'', i [[Konstantinopel]] i 551. På det tidspunkt stod det klart, at det ostrogotiske rige var ved at gå under, og Jordanes fortalte historien fra en romersk synsvinkel. Jordanes beskrev goterne gennem 2.030 år, og senere historikere har haft svært ved at skille digt fra fakta i hans beretning.

* Peter Heather, 2005. ''The Fall of the Roman Empire''. Pan Books. ISBN 978-0-330-49136-5. {{en sprog}}

* Peter Heather, 2009, ''Empires and Barbarians: Migration, Development and the Birth of Europe'', London, Macmillan, ISBN 978-0-330-49255-3. {{en sprog}}