Langobarder: Forskelle mellem versioner

{{citat2|Derimod er det, der hjælper Langobarderne til den anseelse, de står i, deres ringe tal; de er på alle sider omringet af mangfoldige stærke folkefærd; dog er det ikke eftergivenhed, de kan takke for den sikkerhed, de lever under, men hærslag og uforsagthed ved at vove sig i farer. (oversættelse H. H. Lefolii; 1901-1902) – <small> Plurimis ac valentissimis nationibus cincti non per obsequium, sed proeliis ac periclitando tuti sunt</small|Tacitus, De Origine et situ Germanorum}}

 

 

Fra den græske historiker [[Strabon]] ([[20|20 e.Kr]]) og den romerske historiker [[Tacitus]] ([[117|117 e.Kr]]) ved vi, at langobarderne var bosat omkring [[Elben]]s udmunding (omkring nutidens [[Hamburg]]) i det første århundrede efter Kristi fødsel ved siden af [[chaukerne]] – en anden germansk stamme<ref>Strabon, VII, 1, 3. Menghin, 15.</ref>, hvilket svarer godt overens med de [[arkæologi]]ske fund fra området. Strabon skriver, at langobarderne var bosat på begge sider af Elben. Den tyske arkæolog Willi Wegewitz har identificeret adskillige [[jernalder]]grave omkring Elben i dette område som værende langobardiske<ref>Wegewitz, ''Das Langobardische brandgräberfeld von Putensen'', Kreise Harburg (1972), 1–29. ''Problemi della civilita e dell'economia Longobarda'', Milan (1964), 19ff.</ref>. Begravelserne har brugt kremation og kan hovedsageligt dateres fra omkring det [[6. århundrede f.Kr.]] til [[3|3 e.Kr]], hvilket ikke tyder på en migration dertil fra Skandinavien. Fundene viser også, at de var agerdyrkere. Lignende fund er gjort i andre områder langs langobardernes migrationsrute, men ikke i Skandinavien. Det har fået nogle historikere til at tvivle på ''Origo gentis Langobardorum'' og Paulus Diaconus senere fortællinger, eller blot inspireret af lignende traditioner blandt [[goter]]ne<ref>Cfr. Franco Cardini e Marina Montesano, ''Storia medievale'', pag. 80.</ref>.

Tacitus anså langobarderne for en [[sveber]]stamme og underlagt [[Marbod]] kongen af [[Markomanner]]ne<ref>Tacitus, Germania, 38-40; Tacitus, Annals, II, 45.</ref>. Marobod havde en fredsaftale med romerne, hvorfor langobarderne ikke var del af den konføderation, der under [[Arminius]] besejrede romerne i [[Varusslaget]] ([[9 f.Kr.]]). Men i [[17 f.Kr.]] udbrød der krig mellem Marobod og Arminius, og Tacitus skrev:

<blockquote>

 

Fra omkring det [[2. århundrede]] begyndte mange af de germanske stammer at forene sig i større stammeforbund: [[franker]]ne, [[alemanner]]ne, [[bavarier]]ne, [[saksere]]ne<ref>Priester, 14. Menghin, 16.</ref>. Omkring 70 år efter Tacitus Germania findes langobarderne blandt de stammer, som den romerske kejser [[Marcus Aurelius]]' legioner kæmpede mod i den første ekspedition ([[167]]-[[169]]). Krigen sluttede en lang periode med fred langs den germanske grænse, og udover langobarderne indblandedes også en mængde andre germanske folk, [[markomanner]]e, [[Quaderne|quadere]], [[vandaler]]e, [[sarmatianere]]. Langobarderne gjorde sig bemærkede ved deres mod. Alligevel forsvinder langobarderne ([[166]]–[[489]]) fra romernes bevidsthed og historie. Dette kan skyldes, at de var bosat så dybt inde i Germanien, at de først blev bemærket, da de igen dukkede op langs [[Donau]]s bredder, eller at langobarderne var underlagt et større stammeforbund, højst sandsynligt sakserne<ref>Ibid. Menghin, 16.</ref>. Det er også overvejende sandsynligt, at da den store gruppe af langobardere migrerede sydover, forblev en anselig del tilbage, som blev absorberet af saksiske stammer i området, og kun emigranterne beholdt den langobardiske selvfølelse<ref>Hartmann, II, pt I, 5.</ref>. ''Codex Gothanus'' skriver at langobarderne omkring år 300 var underlagt sakserne, men at de under deres konge [[Agelmund]] gjorde oprør<ref>Menghin, 17. Codex Gothanus, II.</ref>. Efter at markomannerne var blevet besejret af Marcus Aurelius, forblev de ved Elben indtil anden halvdel af det [[4. århundrede]], omend deres sydlige migration allerede så småt var indledt allerede i begyndelsen af det [[3. århundrede]].

Krigens økonomiske betydning voksede betydeligt i de senere stadier af migrationen. Langobardiske gravfund fra [[Rugiland]], [[Feld]] og i særdeleshed [[Pannonien]] vidner om rige gravgaver, hovedsageligt i form af våben og guldgenstande. I Pannonien var de kommet i kontakt med romersk kultur, og flere langobardiske mænd tjente som [[Vestromerske rige|byzantinske]] [[lejesoldat]]er.<ref>Rovagnati, ss. 106-107.</ref>

 

 

I århundrederne efter langobardernes invasion i Italien ændres den socioøkonomiske struktur gradvis. Befolkningstilvæksten førte til, at et stigende antal langobardere endte i fattigdom. Det ses af det stigende antal love, der blev indført for at afhjælpe deres problemer. Derimod begyndte et stigende antal romere at stige op ad den sociale rangstige i takt med en opblomstring af [[handel]], håndværk og liberale erhverv eller i forbindelse med, at de erhvervede sig jord, som de tyske indvandrere ikke havde været i stand til at forrente. [[Liutprando]]s administrative reformer og afvikling af de militære forpligtelser medførte et yderligere pres på langobarderne, der tjente deres brød som krigere og gjorde flere fattigere.<ref>Jarnut, ss.98-101.</ref>.