Farums historie: Forskelle mellem versioner

Fra arkæologiske fund vides, at området i og omkring det nuværende Farum har været beboet i flere tusinde år, måske startende som en fiskeboplads, der udnyttede vandvejen i det dengang vandrige Mølleå-system. Fundene tyder på, at den oprindelige beboelse i [[stenalder]]en lå ved den vestlige ende af Farum sø. Her menes der at have været et [[vadested]] eller en overfart over Mølleåen, som en del af en vigtig oldtidsvej, der gik vest om søen, og som forbandt Nordsjælland med resten af [[Sjælland]] – og måske senere endda [[Sverige]] med [[Europa]]. Vejen kendes som kong Valdemarsvej eller kong Volmers vej, altså knyttet til [[Valdemar 4. Atterdag]]. Vejens nærmere forløb er ikke kendt, men der er imponerende spor af [[hulvej]]e på den sydlige side af Mølleåen (i Ryget i [[Værløse Kommune]]) og delvis også i skovområderne nord for Farum. Langs det formodede vejforløb findes 10 [[gravhøj]]e næsten på række, og det er kendt fra andre egne af Danmark, at gravhøjene ligger tæt ved oldtidsvejene.

Omkring [[1300-tallet|år 1300]] opførtes en mølledæmning ved Fiskebæk, og denne har formentlig efterhånden hævet vandstanden ved Valdemarsvejen så meget, at den gamle overgang mod vest er forsvundet. Hermed forsvinder også Valdemar Atterdag ud af Farums historie, men hans navn er knyttet til [[Klavs Nars Holm]] i Farum sø, og hans datter [[Margrete 1.]]s navn til stednavnene ''Dronningholm'', ''Grettesholm'' og ''Gretteshøj'' ved vestenden af Farum Sø. De har nok været de sidste kongelige, som har kunnet benytte den gamle vej.

Derefter får overgangen ved Fiskebæk en afgørende betydning som vejen mellem [[Roskilde]] og kongeborgene [[Søborg Slot|Søborg]] og [[Gurre slot|Gurre]] længere mod nord. Yderligere centraliseres landets administration i [[København]] fra omkring [[1400-tallet|år 1400]] og fremefter, hvorved Fiskebæk får betydning som en del af landevejen mellem København og [[Hillerød]].

Navnet Farum nævnes første gang skriftligt i roskildebispens ’’jordebog’’ fra omkring år [[1370]] sammen med landsbyerne [[Bregnerød (Farum Sogn)|Bregnerød]], [[Stavnsholt]] og Bodelstorp. Den sidstnævnte landsby, der lå tæt ved den nuværende landevej mellem Farum og [[Lynge (Allerød Kommune)|Lynge]] i et skovområde, der nu hedder Lillevang, blev nedlagt i slutningen af [[1600-tallet]]. Jordebogen bortførtes af svenskerne under besættelsen omkring midten af 1600-tallet og opbevares nu i [[Uppsala]] i [[Sverige]].

Bispen lod [[Farumgård]] opføre som hovedgård, omend det var en mindre betydende af slagsen.

Området blev hårdt ramt af hærgen under [[Svenskerkrigene|svenskekrigene]] i 1600-tallet, der medførte, at Bregnerød og Bodelstorp var næsten affolket, og kun den førstnævnte blev genopført efter [[1700-tallet|år 1700]].

Under [[enevælde]]n helt frem til midten af det [[19. århundrede]] benyttedes Farumgård som belønning til forskellige embedsmænd i mere sekundære stillinger.

100 år senere, i [[1901]], var befolkningstallet vokset til 1.206 som udtryk for, at udviklingen tog fart omkring midten af [[1800-tallet]]. Farum var stadig et landsogn, men øvede tiltrækning på Københavns middelklasse som et ”grønt område”. Der etableredes bådfart, [[hotel]], busrute og til sidst – i [[1906]] – en jernbaneforbindelse i form af [[København-Slangerup Banen|''Slangerupbanen'']] mellem København ([[Nørrebro Station]]) og [[Slangerup]].

Udviklingens næste skridt var etablering af [[bank]], telefon, elektricitet, realskole mv. Byens udbygning skete stadig i retning mod øst, hvor stationen var placeret, således at den nu dækkede området langs ”bygaden” fra Farum kirke til stationen.

Samfundets drivende kræfter var stadig gårdejerne, omend antallet af beskæftigede i landbruget var faldende. Den intensive landbrugsdrift skiftede i vid udstrækning over til [[gartneri]] i denne periode, hvor der i Farum var registreret omkring 20 selvstændige gartnerier.

Der etableredes et [[Industri|industrikvarter]] nord for byen, og der byggedes boliger og institutioner i stor udstrækning.

De markante boligblokke ''[[Farum Midtpunkt]]'' (i daglig tale ofte omtalt som "Rustenborg" på grund af bygningernes udvendige beklædning med rustanløbne jernplader) stod færdige i [[1975]], og gav alene en tilvækst på 1.200 husstande og 5.000 mennesker. De fleste af de nye borgere arbejdede i københavnsområdet og oprettede i utilfredshed med den offentlige trafikbetjening en privat busrute fra Farum til København. Denne blev dog standset af [[DSB]] via en [[Højesteret|højesteretsdom]]. Til gengæld var den nok medvirkende til, at [[S-tog]]snettet i [[1977]] blev udvidet med en ny linje med Farum som endestation.

Byen havde til gengæld økonomiske problemer i starten af [[1980-'erne]] og blev sat under administration af Indenrigsministeriet.

I anden halvdel af [[1990'erne]] udvikledes den såkaldte ''[[Farum-modellen|Farum-model]]'', som var en salgs- og lejeaftale (''sale and lease-back''), der indebar, at kommunale bygninger og anlæg blev solgt til finansielle institutioner, som derefter udlejede dem til kommunen i en længere årrække. Ved lejeperiodens udløb har kommunen ret til overtage dem igen for 10% af købesummen.

En del af pengene kom direkte borgerne til gode, idet byens [[Pension|pensionister]] fik ret til en gratis ferierejse til det sydlige udland, alle skolebørn fik tildelt en pc, der byggedes ældreboliger og blev givet pladsgaranti i børneinstitutionerne etc. Alt sammen meget udgiftskrævende foranstaltninger, der – som det viste sig – medførte årlige kommunale driftsunderskud, der oversteg kommunens indtægter.

Disse forhold var ikke kendt af offentligheden ved [[Kommunalvalg i Danmark|kommunalvalget]] i [[2001]], hvor Peter Brixtofte genvalgtes og igen fik absolut majoritet i byrådet.

I [[februar]] [[2002]] brød den såkaldte [[Brixtofte-sagen|Brixtofte-sag]] imidlertid ud i de danske medier, og borgmesteren trådte tilbage umiddelbart inden, han ville være blevet suspenderet for embedsmisbrug. Kommunen blev sat under administration af [[Indenrigsministeriet]] og der udarbejdedes en genopretningsplan, som fra [[2003]] betød voldsomme [[skat]]teforhøjelser og nedskæringer på det kommunale budget og ydelserne til borgerne. Peter Brixtofte og [[Leif Frimann]] idømtes efterfølgende hver to års ubetinget fængsel for groft [[mandatsvig]] og embedsmisbrug samt yderligere 2 års fængsel i forbindelse med sponsorsagen (der dog blev gjort betinget for Leif Frimann). Begge sager var først endeligt afsluttet i [[2007]].

I [[2005]] besluttedes det, at Farum og Værløse kommuner skulle slås sammen til [[Furesø Kommune]] i forbindelse med den [[Kommunalreformen (2007)|kommunale strukturreform]].