Belejringen af Petersburg: Forskelle mellem versioner

'''Richmond-Petersburg Kampagnen''' var en række slag, som blev udkæmpet omkring byen Petersburg i Virginia i perioden mellem [[15. juni]] [[1864]] og [[25. marts]] [[1865]] under den amerikanske borgerkrig. Selv om disse slag er bedre kendt under betegnelsen '''Belejringen af Petersburg''', var der ikke tale om en traditionel belejring, hvor en by er omringet på alle sider, og forsyningslinjerne er afskåret. Der var tale om 9 måneders [[skyttegravskrig]] for unionsstyrker under kommando af [[generalløjtnant]] [[Ulysses S. Grant]] uden held angreb Petersburg og derefter byggede skyttegravslinjer, som strakte sig 50 km rundt om den østlige og sydlige udkant af byen. Petersburg var af afgørende betydning for forsyningen af [[general]] [[Robert E. Lee]]s hær og Sydstaternes hovedstad [[Richmond]].

Lee gav til sidst efter for det overvældende pres – det punkt, hvor forsyningslinjerne blev endeligt overskåret og en rigtig belejring ville være begyndt – og opgav begge byer i april [[1865]], hvilket førte til hans retræte og overgivelse ved Appomattox Courthouse. Belejringen af Petersburg gav en forsmag på den skyttegravskrig, som ville blive almindelig i [[1. verdenskrig]] og har derfor givet den en fremtrædende plads i krigshistorien. Den omfattede også det største antal sorte tropper i krigen, og de led store tab i [[slaget ved Krateret]] og [[Slaget ved Chaffin's Farm]].

* IX Korps under generalmajor [[Ambrose Burnside]], som bestod af divisionerne under brigadegeneralerne [[James H. Ledlie]], [[Robert B. Potter]], [[Orlando B. Willcox]] og [[Edward Ferrero]] (den sidste division bestod af sorte tropper).

* Kavalerikorpset under generalmajor [[Philip Sheridan]], som bestod af divisionerne under brigadegeneralerne [[Alfred Thomas Torbert|Alfred T.A. Torbert]], [[David McM. Gregg]] og [[James H. Wilson]].

* XVIII Korps under generalmajor [[William Farrar Smith|William F. “Baldy” Smith]], som omfattede divisionerne under brigadegeneralerne [[William T. H. Brooks]], [[John H. Martindale]] og [[Edward W. Hinks]] (den sidste var også en division med sorte tropper).

* Andet Korps under generalløjtnant [[Jubal A. Early]] var den [[12. juni]] blevet sendt på operationer i Shenandoah dalen og spillede ingen direkte rolle i forsvaret af Petersburg.

Grants hære var betydeligt større end Lees under kampagnen, selv om styrkerne varierede. Under de første angreb på byen stod 15.000 unionstropper overfor 5.400 mænd under Beauregard. Den 18. juni var unionshærens styrke på over 67.000 mod sydstatshærens 20.000. Mere typisk for kampagnen var tallet var midt i juli, hvor 70.000 unionstropper stod overfor 36.000 fra Sydstaterne omkring Petersburg og 40.000 unionstropper under Butler stod overfor 21.000 omkring Richmond.<ref>Davis, pp. 18, 49, 64.</ref>

Trods det, at unionshæren havde lidt store tab under [[Overland kampagnen]], var den i stand til at opsupplere med soldater og udstyr. En del garnisonssoldater fra [[Washington D.C.]] blev overført til infanteriet, og stadig flere sorte soldater blev til rådighed. Ved slutningen af kampangnen havde Grant 125.000 soldater, som kunne indlede Appomattox-kampagnen.<ref>Eicher, p. 806.</ref>

: Den [[9. juni]] afsendte generalmajor Benjamin Butler ca. 4.500 tropper kavaleri og infanteri mod de 2.500 forsvarere af Petersburg. Mens Butler's infanteri gennemførte et skinangreb på den ydre ring af befæstninger øst for Petersburg, forsøgte Kautzs kavaleri at trænge ind i byen sydfra via Jerusalem Plank Road, men blev slået tilbage af Home Guards. Derefter trak Butler sig tilbage. Dette blev kaldt “slaget med gamle mænd og små drenge” af de lokale beboere. Fra den [[14. juni]] til [[17. juni]] overskred Army of the Potomac James River og begyndte at bevæge sig mod Petersburg for at støtte og forny Butlers angreb.

: Meades Army of the Potomac krydsede James River på transportskibe og en 670 meter lang pontonbro ved Windmill Point. Da Beaureard havde mistanke om, at et angreb var forestående, trak han Bushrod Johnson tilbage fra [[Bermuda Hundred Kampagnen|Bermuda Hundred]], og Hoke's tropper begyndte at ankomme fra Lee's hær, hvilket bragte forsvarerne på på 5.400. Butlers forreste elementer (Smiths XVIII Korps, Hinks's infanteridivision og Kautzs kavaleri) krydsede Appomattoxfloden ved Broadway Landing og angreb forsvarsværkerne ved Petersburg den [[15. juni]]. Beauregards mænd blev drevet tilbage fra deres forreste skyttegrave ("Dimmock Line") til Harrison Creek. Efter mørkets frembrud blev XVIII Korps afløst af II Korps. Den [[16. juni]] erobrede II Korps en anden del af sydstatshærens linje. Den 17. juni tog IX Korps mere terræn. Beauregard udtyndede linjen ved Bermuda Hundred for at forsvare byen, og Lee fremskyndede forstærkninger til Petersburg fra Army of Northern Virginia. II, XI, og V Korps angreb den [[18. juni]], men blev kastet tilbage med store tab. Unionshærens ledere var ikke meget for at fortsætte angrebene, da Beauregard havde igangsat en række omhyggelige udfald, som skulle få unionshæren til at tro, at han havde flere tropper og kanoner, end han havde, bl.a. ved at tænde flere lejrbål og bygge attrapkanoner af tømmer (kaldet kvæker-kanoner). På nuværende tidspunkt var Sydstaternes fæstningsværker velbemandede, og den største mulighed for at erobre Petersburg uden en belejring var tabt. Med Unionens fejltrin i de første dage af slaget var scenen sat for en langvarig belejring.

: Den [[21. juni]] forsøgte Unionens II Korps med støtte fra VI Korps at afskære Weldon jernbanen syd for Petersburg, der var en af de store forsyningsveje ind i byen. Det indledtes af Wilsons kavaleridivision, som begyndte at ødelægge sporene. Den [[22. juni]] gennemførte tropper fra A.P. Hills korps under ledelse af brigadegeneral [[William Mahone]] et modangreb, som tvang II Korps tilbage fra jernbanen til stillinger på Jerusalem Plank Road. Selv om unionstropperne blev drevet væk fra deres fremskudte positioner, kunne de forlænge deres belejringslinje længere mod vest.

: Den [[22. juni]] blev kavaleridivisionerne under Wilson og Kautz sendt af sted fra Petersburg for at forstyrre Sydstaternes jernbanedrift. De red via Dinwiddie Court House og afskar South Side Railroad nær Fords Station den aften, ødelagde spor og bygninger foruden to forsyningstog. Den 23. juni fortsatte Wilson til krydsningen med Richmond & Danville Railroad ved Burke Station, hvor han stødte på elementer af Rooney Lees kavaleri mellem Nottoway Court House og Blacks and Whites (vore dages Blackstone, Virginia). Wilson fulgte Kautz langs South Side Railroad og ødelagde omkring 50 km spor undervejs. Den [[24. juni]] mens Kauts fortsatte med mindre træfninger omkring Burkeville, krydsede Wilson over til Meherrin Station på Richmond & Danville og begyndte at ødelægge sporet. Den [[25. juni]] fortsatte Wilson og Kautz med at fjerne spor syd for Staunton River Bridge, hvor de blev forsinket af hjemmeværnet, som forhindrede, at broen blev ødelagt. Lees kavaleridivision nærmede sig fra nordvest og tvang dem til at opgive deres forsøg på at erobre og ødelægge broen. På dette tidspunkt var de næsten 160 km fra Unionens linjer.

: Rooney Lee's kavaleridivision forfulgte Wilson's og Kautz's raidere, som ikke havde fået ødelagt Staunton River Bridge den [[25. juni]]. Wilson og Kautz tog østpå og den [[28. juni]] krydsede de Nottoway floden ved Double Bridges og fortsatte nordpå til Stony Creek Depot på Weldon jernbanne. Her blev de angrebet af Wade Hampton's kavaleridivision. Senere på dagen ankom Rooney Lee's division og slog sig sammen med Hampton, så unionstropperne kom under heftigt pres. I løbet af natten trak Wilson og Kautz sig tilbage og hastede nordpå ad Halifax Road til den forventede sikkerhed i Reams Station, og opgav mange flygtende slaver som havde søgt sikkerhed ved unionstropperne.

: Tidligt om morgenen den 29. juni ankom Kautzs kavaleridivison til Reams Station på Weldon jernbanen, som antoges at være i hænderne på Unionens infanteri. I stedet fandt Kautz vejen blokeret af Mahones infanteridivision fra Sydstaterne. Wilsons division, som kæmpede mod elementer af Rooney Lees kavaleri, sluttede sig til Kautz nær Reams Station, hvor de var så godt som omringet. Omkring middag angreb Mahones infanteridivison deres front, mens Fitzhugh Lees kavaleridivison truede Unionens flanke. Raiderne brændte deres vogne og ødelagde deres artilleri. Adskilt gennem sydstatstroppernes angreb huggede Wilson og hans mænd vej igennem og flygtede sydpå ad Stage Road for at krydse Nottoway floden, mens Kautz fortsatte over land og nåede unionslinierne ved Petersburg, da natten var ved at falde på. Wilson fortsatte øst på til Blackwater floden, inden han drejede mod nord og nåede omsider Unionens linjer ved Light House Point den [[2. juli]]. Wilson-Kautz raidet ødelagde mere end 100 km jernbane og afbrød midlertidig jernbanetrafikken ind i Petersburg, men til en høj pris i mænd og heste.

: I natten mellem den [[26. juli]] og [[27. juli]] førte Winfield S. Hancock Unionens II Korps og to divisioner af Sheridans kavaleri over på nordsiden af James River for at true Richmond. Denne demonstration afledte sydstatsstyrker fra det umiddelbart forestående angreb på Petersburg den 30. juli ([[Slaget ved Krateret]]). Forsøg på at oprulle sydstatshærens positioner ved New Market Heights og Fussell's Mill blev opgivet, da sydstatshæren forstærkede sine linjer kraftigt og udførte et modangreb. I løbet af natten til den [[29. juli]] krydsede unionstropperne igen floden, men efterlod en garnison til at holde brohovedet ved Deep Bottom.

: I et forsøg på at afslutte belejringen havde tidligere kulminearbejdere fra 48th Pennsylvania infantry under kommando af oberstløjtnant [[Henry Pleasants]], i Burnside's IX Korps, udgravet en 156 m lang tunnel under Sydstaternes linjer ved Elliot's Salient og placeret 8.000 pund sprængstof lige under sydstatstropperne. Den 30. juli detonerede de sprængstoffet, og der blev efterladt et krater, som var 41 m i diameter og stadig ses tydeligt. Ca. 280-350 sydstatssoldater blev øjeblikkeligt dræbt ved eksplosionen. Unionens plan gik ud på at udnytte eksplosionen ved at sætte veltrænede sorte tropper fra Ferreros division ind i hullet og storme kritiske områder bag sydstaternes linjer. Planen blev ændret i sidste øjeblik på grund af politiske bekymringer over, hvilken effekt det ville have at bruge sorte tropper mod sydstatshæren og på offentligheden i almindelighed. I stedet blev den uprøvede division under James Ledlie indsat i stedet med et katastrofalt resultat. Tropperne stødte ind i selve krateret i stedet for at søge rundt langs kanten og blev slagtet af sydstatstropper, som skød ned på dem ovenfra. William Mahones division på sydstatshærens højre flanke kom sig hurtigt over chokket og igangsatte et kraftigt modangreb. Over 5.300 unionstropper var døde eller sårede efter dette slag, som ikke nåede nogle af sine mål.

: I løbet af natten mellem [[13. august]] og [[14. august]] krydsede Unionens II og X korps foruden Greggs kavaleridivision, alle under kommando af Winfield S. Hancock, James River ved Deep Bottom for at true Richmond. Samtidig gennemførtes en manøvre mod Weldon Railroad ved Petersburg. Den 14. august rykkede X Korps ind på New Market Hights, mens II korps forlængede Unionens linje mod højre langs Bailey's Creek. I løbet af natten blev X Korps flyttet til den yderste højre fløj af Unionens linje ved Fussell's Mill. Den 16 august angreb Unionen ved Fussell's Mill, og angrebene var i starten en succes, men modangreb drev Unionen væk fra en række erobrede stillinger. Resten af dagen var der heftige kampe. Efter fortsatte forpostfægtninger vendte unionshæren tilbage til sydsiden af James River den 20. august, men bibeholdt sit brohoved ved Deep Bottom.

: Den [[24. august]] rykkede Unionens II Korps sydpå langs Weldon jernbanen og fjernede sporene

under afskærmning fra Greggs kavaleridivision. Den 25. august angreb og overløb Heth den svage unionsstilling ved Ream's Station og erobrede 9 kanoner 12 faner og en mængde fanger. Det gamle II Korps var rystet. Hancock trak sig tilbage til Unionens hovedlinje nær Jerusalem Plank Road og sukkede over den faldende kampeffektivitet blandt hans tropper.

: I løbet af natten mellem den [[28. september]] og [[29. september]], overskred Butler's Army of the James James River for at angribe Richmonds forsvarsværker nord for floden. Kolonnerne angreb ved daggry. Efter indledende successer for Unionen ved New Market Hights og Fort Harrison fik Sydstaterne samling på tropperne og fik inddæmmet gennembruddet. Lee forstærkede sine linjer nord for floden James, og den [[30. september]] gennemførte han et resultatløst modangreb. Unionshæren gravede sig ned, og sydstatshæren opførte en ny linje forsvarsværker, som afskar de erobrede forter. Som Grant havde forudset, flyttede Lee tropper for at møde truslen mod Richmond og svækkede sine linjer ved Petersburg.

: I sammenhæng med Butlers offensiv nord for James River forlængede Grant sin venstre flanke for at afskære konføderationens kommunikationslinjer sydvest for Petersburg. To divisioner fra IX Korps under generalmajor [[John G. Parke]], to divisioner fra V Korps under Warren samt Gregg's kavaleridivision blev tildelt opgaven. Den 30. september marcherede unionshæren via Poplar Spring Church til Squirrel Level og Vaughan Roads. Det indledende unionsangreb overløb Fort Archer og udflankerede sydstatshæren fra deres linje langs Squirrel Level Road line. Sent på eftermiddagen ankom der sydstatsforstærkninger, hvilket sænkede tempoet i Unionens fremmarch. Den [[1. oktober]] slog unionshæren modangreb fra Sydstaterne under [[A.P. Hill]] tilbage.

: Som svar på tabet af Fort Harrison og den stigende Unionstrussel mod Richmond iværksatte Lee en offensiv mod Unionens yderste højrefløj den [[7. oktober]]. Efter at have slået Unionens kavaleri på flugt fra deres positioner, som dækkede Darbytown Road, angreb Fields og Hokes divisioner Unionens hovedforsvarslinie langs New Market Road, men blev slået tilbage. Unionshæren stod fast, og Lee trak sig tilbage til Richmonds forsvarsværker.

: I sammenhæng med bevægelser mod Boydton Plank Road ved Petersburg angreb Benjamin Butler befæstningerne ved Richmond langs Darbytown Road med X Korps. XVIII Korps marcherede nordpå til Fair Oaks, hvor det blev slået tilbage af Field's sydstatsdivision. Sydstatsstyrker gennemførte et modangreb og tog 600 fanger. Forsvaret ved Richmond forblev intakt. Af Grants offensiver nord for James River var dette den, som lettest blev slået tilbage.

Tabene ved Fort Stedman var et ødelæggende slag for Lees hær og gjorde scenen klar til Sydstaternes nederlag i [[Slaget ved Five Forks]] den [[1. april]] og Petersburgs fald den [[2. april|2.]] og [[3. april]].