Norge under 2. verdenskrig: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
interallieredee > interallierede |
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer |
||
Linje 1:
{{Norges historie}}
'''Norge under 2. verdenskrig''' beskriver [[Norge]]s situation under [[2. verdenskrig]] fra krigens udbrud i september [[1939]] til fredsslutningen i [[Europa]] i maj [[1945]].
== Optakten til besættelsen ==
Linje 12:
[[Fil:Operation Weserübung.jpg|thumb|Tyske tropper på march mod [[Pålsbrøtin]] i [[Sør-Aurdal]]<br />En 75 mm norsk feltkanon i [[Slaget om Narvik]]<br />Kong [[Haakon 7. af Norge|Haakon VII]] og [[Olav 5. af Norge|kronprins Olav]] i udkanten af [[Molde]]<br />Tyske [[Bjergtropper|''Gebirgsjägern'']] ved Narvik<br />Hovedfortet på [[Oscarsborg]] under angreb af [[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffe]]-bombefly]]
{{Uddybende artikel|Angrebet på Norge i 1940|Operation Weserübung}}
Det tyske angreb, der også omfattede invasionen af [[Danmark]] i [[operation Weserübung]], blev indledt den 3. april 1940, da forsyningsskibe afsejlede for at være klare til at støtte hovedstyrken. Sent om aftenen den [[8. april]] faldt det første norske krigsoffer, kaptajn [[Leif Welding-Olsen]] på bevogtningsfartøjet ''[[HNoMS Pol III]]'' i udkanten af [[Oslofjord]].<ref>{{cite news|url=http://home.online.no/~hpersett/torhelge/angrepet/frames.htm|title=Tyskerne kommer !|publisher=home.online.no}}</ref> De tyske skibe fortsatte ind i fjorden, men blev stoppet, da [[Oscarsborg]] og kanonstillingerne på [[Drøbak]]siden under ledelse af oberst [[Birger Eriksen]] sænkede flagskibet ''[[Blücher (svær krydser)|Blücher]]'' og sænkede eller beskadigede andre skibe i den tyske [[armada]].<ref>{{cite news|url=http://home.online.no/~hpersett/torhelge/angrepet/frames.htm|title=Blücher Senkes |publisher=home.online.no}}</ref><ref name="angrep oslo">{{cite news|url=http://home.online.no/~hpersett/torhelge/angrepet/frames.htm|title=Angrepet på Oslo |publisher=home.online.no}}</ref> ''Blücher'' fragtede de tropper, som skulle sikre kontrollen over det politiske ledelsesapparat i Norge. Sænkningen af skibet forsinkede tyskernes angreb, hvilket gav [[Haakon 7. af Norge|Kong Haakon 7.]] og regeringen lejligheden til at flygte fra Oslo.<ref name="angrep oslo"/><ref name="kongens nei">[http://www.kongehuset.no/artikkel.html?tid=81578&sek=81251 Kongens nei] Hjemmesiden for det norske kongehus {{no sprog}}</ref>
Angrebet blev under alle omstændigheder gennemført den 9. april. I de andre byer, som blev angrebet, mødte tyskerne enten kun begrænset eller slet ingen modstand, og [[felttog]]et i Norge var dermed i fuld gang.<ref name=britannica>[http://www.britannica.com/EBchecked/topic/648813/World-War-II http://www.britannica.com/EBchecked/topic/648813/World-War-II]</ref>
Linje 19:
Klokken 08 den 9. april 1940 ankom toget - med kongefamilie og politikere (samt med flygtninge, der havde forladt Oslo) - til [[Lillestrøm station]].<ref name=OdysseP26>[http://www.dagsavisen.no/helg-nye-inntrykk/reportasjer/1940-en-sinnssvak-odyss%C3%A9-1.348311 1940: «En sinnssvak odyssé» - I blytunge biler på råtne vårveier flyktet konge og kronprins i blinde gjennom et hærtatt Norge. Uten livvakter og uten kontakt med regjering eller landets væpnede styrker. Nesten arrestert i Sverige, gjemt i godsvogn og i skjul hos skipsreder. En thriller fra virkeligheten.], side 26</ref> Politikere og kongefamilien forlod toget og søgte tilflugt i en tunnel (under jernbanesporene), mens tyske fly bombede lufthavnen på [[Kjeller flyplass]].<ref name=OdysseP26/>Efter kl. 11 om formiddagen ankom toget til Hamar, hvor statsministeren allerede var.<ref name=OdysseP26/> Parlamentet afholdt et hastemøde i Hamar.<ref name=OdysseP28>[http://www.dagsavisen.no/helg-nye-inntrykk/reportasjer/1940-en-sinnssvak-odyss%C3%A9-1.348311 1940: «En sinnssvak odyssé» - I blytunge biler på råtne vårveier flyktet konge og kronprins i blinde gjennom et hærtatt Norge. Uten livvakter og uten kontakt med regjering eller landets væpnede styrker. Nesten arrestert i Sverige, gjemt i godsvogn og i skjul hos skipsreder. En thriller fra virkeligheten.], side 28</ref>
Omkring kl. 19:30 informerede Hambro medlemmerne af parlamentet om, at [de sammen skal rejse] med et tog til Elverum, med afgang inden for 5 minutter.<ref name=OdysseP26/>
Tyske styrker med opgaven at fange parlamentsmedlemmer, nærmede sig, efter at have passeret [[Jessheim]].<ref name=OdysseP26/> Politikerne løb til toget.<ref name=OdysseP26/> (Samme dag i Oslo, fik 100 Jægere til opgave at starte jagten på kongen og regeringen.<ref name=OdysseP26/>
Soldaterne blev ledet af tyskernes luft-attache i Norge, Eberhard Spiller (1905-1940). <ref name=OdysseP26/>)
19:32 den 9. april, sagde [[Vidkun Quisling]] til nationen via radio, at [[Nasjonal Samling]] nu var ved magten, og at [[Johan Nygaardsvold|Regeringen Nygaardsvold]] var trådt tilbage.<ref name=OdysseP28/> Senere på aftenen, blev et dokument skrevet (på Elverum folkehøgskule) - Elverum-fuldmakten<ref>[http://www.dagbladet.no/kultur/slik-solgte-den-norske-politiske-eliten-frivillig-landet-til-nazistene/62289657 Slik solgte den norske politiske eliten frivillig landet til nazistene - Dagbladet<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.<ref name=OdysseP28/> Dokumentet giver regeringen bemyndigelse til at handle på parlamentets vegne, indtil parlamentet igen kan samles.<ref name=OdysseP28/> (Dette skete inden kl. 22:30.<ref name=OdysseP28/>). 01:30 den 10. april, er regeringsmedlemmerne blevet vækket: de bliver informeret om, at de tyske styrker er på vej til [[Elverum]].<ref name=OdysseP28/>
At rejse til [[Nybergsund]], besluttede regeringen.<ref name=OdysseP28/> Udenrigsminister Koht nægtede at rejse.<ref name=OdysseP28/> En halv time senere ankom de tyske styrker i busser til Midtskogen - få kilometer fra Elverum.<ref name=OdysseP28/>
Linje 32:
Kongen sagde, at de tyske krav måtte fremlægges for den valgte (og lovlige<ref name=OdysseP28/>) regering. Minister Koht forsøgte at forhandle.<ref name=OdysseP29/> Bräuer forlod Elverum; kongen forlod Elverum ved 16:15.<ref name=OdysseP29/> I Nybergsund mødtes kongen med regeringsmedlemmer.<ref name=OdysseP29/>
==== Efter at have forladt Sverige ====
Om eftermiddagen den 12. april rejste et følge af norske politikere, kongelige og diplomater ind Sverige og ankom til bygden Flötningen, (3 kilometer fra grænsen til Norge), men rejste tilbage til Norge efter mindre end en halv time: Hvis de ønskede at blive, ville de være nødt til at lade sig [[internering|internere]].<ref name=OdysseP26-7>[http://www.dagsavisen.no/helg-nye-inntrykk/reportasjer/1940-en-sinnssvak-odyss%C3%A9-1.348311 1940: «En sinnssvak odyssé» - I blytunge biler på råtne vårveier flyktet konge og kronprins i blinde gjennom et hærtatt Norge. Uten livvakter og uten kontakt med regjering eller landets væpnede styrker. Nesten arrestert i Sverige, gjemt i godsvogn og i skjul hos skipsreder. En thriller fra virkeligheten.], side 26-7</ref>
Linje 50:
[[Fil:Location «Max Manus», Stortinget.jpg|right|thumb|[[Stortinget]], som det fremstod under den tyske besættelse. [[Hagekors]]flag og banner er hængt op i forbindelse med indspilningen af den norske krigsfilm ''[[Max Manus (film)|Max Manus]]'' i 2008.<ref>{{cite news|url=http://www.kino.dk/Nyheder/2009/01/Max-Manus-Norges-Flammen-og-Citronen.aspx|title= Max Manus – Norges svar på 'Flammen & Citronen' |date=13. januar 2009|publisher=Kino.dk}}</ref> {{byline|John Erling Blad|2008}}]]
Tysklands besættelse af Norge blev gennemført med mindre brug af vold end så mange andre steder som fx i [[Østeuropa]]. At Norge slap relativt skånsomt gennem besættelsen, ændrer dog ikke på, at landet fra 1940 til 1945 var underlagt et brutalt [[diktatur]] baseret på den [[Nazisme|nazistiske]] ideologi og styret efter nazistiske principper. Norsk ret blev underlagt tysk ret. Med rigskommissær [[Josef Terboven]]s instrukser fra [[Adolf Hitler|Hitler]] stod det klart, at hvis gældende ret ikke var forenelig med de tyske behov, kunne Rigskommissæren “gennemføre en ny ret“. Tyskernes “nye ret“ blev udmeldt i ''Verordnungsblätter für die besetzten norwegischen Gebiete'' (Lovtidende for de besatte norske områder).
Efter nazistisk ideologi skulle al opposition bekæmpes med [[Terrorisme|terror]] eller trusler om terror. Mishandling på åben gade, fængsling, [[tortur]], [[standret]], [[henrettelse]] eller “forsvinden“ i tyske fængsler eller [[koncentrationslejr]]e var den risiko, nordmændene løb, hvis de ikke indordnede sig. Gidseltagning blev anvendt i stor udstrækning til at sikre anlæg og områder mod [[sabotage]] eller [[Oprør|opstand]]. Gidsler blev henrettet, særligt når der var undtagelsestilstand. For at kontrollere de [[Nordmænd|norske borgere]] og deres handlinger blev der fra juni 1940 indført en ordning om et såkaldt [[grenseboerbevis]]. Den politiske ensretning skulle gennemføres fuldt ud, og efter den [[25. september]] [[1940]] var [[Nasjonal Samling]] det eneste lovlige politiske parti i Norge. [[Censur]]en af presse og kultur var altomfattende. Formidlingen af budskaber i tekst, billede eller tale, som ikke var i overensstemmelse med den tyske [[propaganda]], var forbudt. Fra august [[1941]] blev alle radioapparater beslaglagt. De tyske myndigheder ønskede ro og orden, og at hjulene blev holdt i gang; dette opnåede de i høj grad. Flertallet af civilbefolkningen lod sig mere eller mindre kue.
Linje 60:
Den tyske besættelsesmagt brugte i visse tilfælde hårde [[repressalier]] mod civilbefolkningen. Et af de værste eksempler var bygden [[Telavåg]] i [[Hordaland]]. Efter at to [[gestapo]]officerer var blevet dræbt i kamp med medlemmer af [[Kompani Linge]], blev hele bygden ødelagt af tyskerne. Alle voksne mænd blev sendt til koncentrationslejren [[Sachsenhausen]], hvor 31 af 72 døde. Resten af bygdens befolkning blev anbragt andre steder i Norge til krigens slutning, og samtlige bygninger blev sprængt i luften, mens både blev slæbt bort og husdyr aflivet. Et andet eksempel er [[Arnøya (Troms)|Arnøy]] i [[Troms]]. Efter en episode den [[28. august]] [[1943]], hvor 22 tyskere og tre [[Guerillakrig|partisaner]] døde i kamp, blev bygdens befolkning kollektivt stillet til ansvar for at have hjulpet eller undladt at angive partisanerne. Otte mænd blev henrettet, mens 16 andre mænd og kvinder blev sendt i [[tugthus]].
I [[Finnmark]] og [[Tromsøregionen]] var krigen af en helt anden karakter; under hele krigen blev byer i det nordlige Finnmark udsat for heftige sovjetiske bombeangreb. Den tyske lapplandsarmé benyttede [[den brændte jords taktik]] under tilbagetrækningen fra [[Finland]]. Størstedelen af Finnmark og Troms nord for [[Lyngen]] blev lagt i ruiner af tyske styrker.<ref name="historienetdk churchill"/> Det blev gjort, fordi [[Josef Terboven|Terboven]], troede, at [[den røde hær]] ville invadere området, og med ødelæggelserne kunne tyskerne undgå, at de sovjetiske tropper fik mad og husly. Ordren kom efter forslag fra Terboven direkte fra Hitler i [[Führerbefehl]] den [[28. oktober]] [[1944]]. Nedbrændingen af Finnmark blev gennemført på trods af protester fra blandt andre [[Wehrmacht]]s øverstkommanderende i Norge, [[Nikolaus von Falkenhorst]]<ref name="historienetdk norge"/>, og andre, som fandt den både unødvendig og udenrigspolitisk belastende. Tyske myndigheder iværksatte en tvungen evakuering af alle nordmænd til sydligere dele af Norge under trussel om dødsstraf. Tyske patruljer jagtede de 25.000 finnmarkskæmpere, som undgik evakuering og overlevede under forfærdelige forhold i de ødelagte områder.
[[Svalbard]], [[Bjørnøya]] og [[Jan Mayen]] kom aldrig under tysk kontrol, skønt tyskerne i [[1941]] anbragte en automatisk radiostation på Bjørnøya. Under dele af krigen var der [[garnison]]er fra [[den norske brigade i Skotland]] på Svalbard og Jan Mayen.
Den menige nordmands liv under besættelsen var kendetegnet ved vareknaphed, [[sortbørshandel]] og [[rationering]]. Nordmænd pådrog sig mangelsygdomme, men takket være hjælp fra især [[Danmark]] og [[Sverige]] klarede befolkningen sig forholdsvis godt. I [[Tyskland]] var det gennemsnitlige [[kalorie]]forbrug
=== Styre ===
Linje 79:
=== Modstandsbevægelser ===
{{Uddybende|Den norske modstandsbevægelse}}
I årene forud for krigsudbruddet var den tysk-organiserede, [[kommunisme|kommunistiske]] Wollweber-organisation godt organiseret blandt norske sømænd. Den unge sømand og spaniensfrivillige [[Asbjørn Sunde]] organiserede fra [[1941]] til [[1944]] den såkaldte [[Osvaldgruppen|Osvaldgruppe]], der gennemførte mere end 200 [[sabotage]]-aktioner i Norge.<ref>Sunde, Asbjørn: ''Menn i mørket'', selvbiografi 1947, Spartacus Forlag 2009. Forord af historikeren Lars Borgersrud. ISBN 978-82-430-0467-2.</ref> Nogle af disse havde stor betydning for okkupationen, eksempelvis sprængningen af [[kartotek]]erne for den frivillige arbejdstjeneste, og en række af aktionerne blev udført for Hjemmefronten, eller af de regeringsloyale politifolk, der i Oslo indgik i ''Politigruppen''.
Der blev kun i mindre omfang udført sabotage og [[guerillakrig]] af øvrige civile nordmænd. Det kan have skyldtes, at den type handlinger er i strid med [[Haager Landkrigsreglementet|krigens folkeret]] (4. Haagkonvention, landkrigsordningen), som definerer dem som [[krigsforbrydelse]]r, fordi en soldat skal bære uniform, ikke forklæde sig som civil og bære sine våben synligt. En anden årsag kan være, at eksilregeringen i London af frygt for repressalier mod civilbefolkningen i almindelighed ikke ønskede aktiv, voldelig modstand i landet. I stedet indsamlede modstandsbevægelsen informationer om tyskernes troppebevægelser i landet og var med til at smugle folk ud af landet og agenter ind.
=== Norske styrker ===
Omkring 80.000 nordmænd flygtede til eller havnede i udlandet under 2. verdenskrig. Da den norske regering fortsatte med at fungere i [[eksil]] i [[Storbritannien]] (og USA og Canada), kom en del nordmænd til at deltage i norske militære enheder grundlagt på fremmed jord – de såkaldte ''utestyrkene'' (udestyrker). Under Allied Forces Act (Allied Forces Act var en britisk lov som regulerede allierede staters
==== Marinen ====
Linje 91:
==== Luftforsvaret ====
De frie norske flystyrkers træningslejr, [[Little Norway (flyveskole)|Little Norway]], blev officielt åbnet i [[Toronto]] i [[Canada]] den [[10. november]] [[1940]]. ''[[Luftforsvaret]]'' som selvstændigt værn blev ikke oprettet før den [[10. november]] [[1944]]. Tidligere var flystyrkerne opdelt i ''Marinens flygevåben'' og ''Hærens flyvåben'' og organiseret under ''Flygevåpnenes Felleskommando'' fra marts [[1941]]. Nogle danskere, f.eks. [[Kaj Birksted]], blev optaget i de frie norske styrker, da Danmark ikke havde selvstændige enheder uden for landet.
De frie norske flystyrker drev under 2. verdenskrig fem [[eskadrille]]r:
Linje 116:
* En garnison på [[South Georgia og South Sandwich Islands|South Georgia]].
* En kystartillerigruppe: Bemandede fra [[1942]] to kystartilleriforter ved Cromarty Firth i [[Skotland]], konverteret til antiluftskyts i [[1945]].
* [[Officer|
* Et felthospital.
Linje 122:
==== Politistyrkerne ====
''Rikspolitiets'' og reservepolitiets styrker fik base i det neutrale Sverige fra 1943 og gik under betegnelsen politistyrker for ikke at kompromittere Sveriges neutralitet. De var formelt set ikke en del af den norske hær. De udgjorde ved krigens afslutning otte [[bataljon]]er, feltmæssigt udstyret og trænet som let infanteri. De stod klar til kamp mod tyskerne i tilfælde af en allieret invasion af Norge. Fra foråret 1945 blev politistyrkerne tilført tungt [[artilleri]].
Politistyrkerne havde ved krigens afslutning en mandskabsstyrke på 13.000. Af dem var 25 dræbt i kamp i [[Finnmark]] i perioden 1944-45.
==== Canada ====
Foruden de ovennævnte havde marinen og luftforsvaret større uddannelsesafdelinger i [[Canada]]: Camp Norway]] ved [[Halifax (Nova Scotia)|Halifax]] og Little Norway ved [[Toronto]]. Lejrene var træningslejre for norske skyttere til handelsflåden under 2. verdenskrig.
==== Handelsflåden ====
Linje 147:
Derudover kom 4.113 politiske fanger fra [[Jugoslavien]], hovedsageligt [[Serbien|serbere]]. Jugoslaverne blev anbragt i lejre kontrolleret af [[Schutzstaffel|SS]], og disse lejre havde karakter af udryddelseslejre med udstrakt mishandling, drab og massehenrettelser. Efter stærkt pres fra [[Røde Kors]] blev de såkaldte [[serberlejre]] overtaget af [[Wehrmacht]] i 1943. Forholdene blev derefter noget bedre, men jugoslaverne levede stadig under frygtelige forhold med høj dødelighed. Ved krigens afslutning var kun 1.753 i live.
Der fandtes fire hovedlejre for krigsfanger: Stalag 303 i Jørstadmoen ved [[Lillehammer]], Stalag 322 i Elvenes ved [[Kirkenes]], Stalag 330 i Sagen ved [[Alta (Norge)|Alta]] (senere flyttet til [[Beisfjord]] ved [[Narvik]]) og Stalag 380 i [[Drevja]] og [[Oppdal]]. Desuden fandtes der 121 underlejre spredt over hele landet. Lejrene stod under ledelse af Wehrmacht. Fanger, som ikke sad i lejrene, var organiseret i arbejdsbataljoner kontrolleret af [[Organisation Todt]].
Krigsfangerne blev hovedsageligt sendt til Norge for at blive brugt som slavearbejdere på den tyske besættelsesmagts mange byggeprojekter. Fangerne blev tvunget til hårdt arbejde, fik dårlig mad og manglede tilstrækkelig beklædning. Særligt under arbejdet på rigsvej 50 (undertiden benævnt "Blodvejen") og [[Nordlandsbanen]] var der store dødstal på grund af [[sult]], [[sygdom]] og [[vold]] fra vogterne.
Linje 171:
==== Flugter til Sverige ====
Med hjælp fra forskellige modstandsbevægelser reddede omkring 1.000 jøder sig til Sverige,<ref>[http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/article2843813.ece «Sterkt møte med en ukjent fortid» artikkel fra ''Aftenposten'' 31. december 2008]</ref> og det lykkedes for et mindre antal personer at sejle over [[Nordsøen]] til Storbritannien.
De eksisterende organisationer, som arbejdede med at hjælpe flygtninge til Sverige, havde på dette tidspunkt en kapacitet på omkring 60 personer om ugen. Ruterne gik nødvendigvis gennem [[vildmark]]er og var fysisk krævende. For at få et så stort antal civile, inklusive kvinder, børn og syge over grænsen på kort tid, måtte der improviseres. Foruden [[Milorg]]s og [[Sivorg]]s etablerede organisationer blev en del nye grupper nu etableret, og nye personer inddraget i arbejdet. Den korte tid, der var til dette, førte til sikkerhedsbrud, arrestationer og henrettelser.
Linje 197:
* [[Neuengamme]]: 110
* [[Stutthof]]: 370
* [[Gross-Rosen
| valign="top" nowrap |
* [[Bergen-Belsen]]: 50
Linje 205:
|}
Norske jøder ankom til Auschwitz i Polen i to store grupper: Den første ankom [[1. december]] 1942 med den største gruppe på 532 fanger, og af disse overlevede kun arbejdsduelige mænd selve ankomsten.
Efter [[Nacht und Nebel]]-direktivet kom en række nordmænd til koncentrationslejren Natzweiler, og af disse overlevede cirka halvdelen.
Af de norske fanger i Stutthof var størstedelen over 300 politimænd, som blev arresteret den [[16. august]] [[1943]] under [[Aktion Polarkreis]]. Et tilsvarende antal politimænd blev holdt i fangenskab i Grini i Norge.
Allerede i februar 1942 blev 86 officerer sendt til den polske landsby [[Schokken]] (Skoki) til krigsfangelejren Oflag XXI C. I løbet af halvandet år steg tallet til 128, heriblandt en [[matros]], som var blevet taget til fange ved en illegal aktion på [[Vestlandet]]. Alle disse fanger blev flyttet til [[Grune bei Lissa]] (Gronovo ved Leszno) i september 1943. I slutningen af 1943 blev alle fangerne overført til [[Schildberg]] (Ostrzeszow). Betegnelsen Oflag XXI C blev beholdt helt frem, til fangerne i januar [[1945]] måtte marchere til [[Luckenwalde]] syd for [[Berlin]]. De blev her interneret i den gigantiske lejr Stalag IIIA, Sonderlager Oflag.
Ca. 1.500 norske officerer blev arresteret den [[16. august]] 1943. Af dem blev omkring 500 sendt hjem af forskellige årsager, mens næsten 1.000 mand blev sendt til de to polske lejre Grune bei Lissa og Schildberg. Lejrene fik betegnelsen henholdsvis Oflag XXI C z og Oflag XXI C. Det lille z står for Zweiglager eller filiallejr. Lejren var administrativt underlagt lejren i Schildberg. En beretning om de norske officerer i tysk fangenskab blev på opfordring af [[general]] [[Otto Ruge]] skrevet af [[premierløjtnant]] [[Knut Lindboe Spenning]] efter krigen og fik titlen ''I tysk krigsfangenskap''.
Linje 267:
** 266 medlemmer af modstandsbevægelsen eller politiske fanger.
** 13 i tysk tjeneste.
** 2 likvideret af modstandsbevægelsen.
** 70 søfolk i handelsflåden.
** 532 andre civile.
Linje 282:
* 22.000 boliger blev totalødelagt.
* 16 % af Norges realkapital gik tabt. Særlig hårdt ramt var skibsfarten (realkapitalen blev her reduceret med 60 %), hvalfangst (68 %), fiskeri, minedrift og industri.
* Industriproduktionen blev reduceret til 57 % af [[1938]]-niveauet.
* Vareeksporten blev reduceret til 18 % af 1938-niveauet.
Linje 291:
Efter Tysklands kapitulation blev Norge, grundet sin indsats på allieret side, regnet blandt sejrherrerne i modsætning til for eksempel Danmark. Men dette har været omdiskuteret. På [[Paris-konferencen]] nægtede bl.a. Sovjetunionen, at Norge skulle have krigserstatning, fordi Norge ikke havde deltaget i krigen. Historieprofessor [[Hans Fredrik Dahl]] er gået så vidt som til at udtrykke det på denne måde: "Norge vandt bestemt ikke krigen. Vi var ikke i krig. Vi var ikke engang allieret med sejrherrerne." Den almene opfattelse er ikke desto mindre både i Norge og udlandet, at Norge var en af de Allierede.
Efter krigen begyndte et omfattende [[Retsopgøret i Norge efter 2. verdenskrig|retsopgør]], hvor omkring 46.000 personer blev straffet.<ref name="nolex"/> Omkring 20.000 blev fængslet, og 25 blev henrettet. Sammenlignet med andre lande var retsopgøret i Norge mere omfattende blandt andet på grund af, at medlemskab af partiet ''Nasjonal Samling'' blev anset som landsforræderi. Straffen ved retsopgøret var ikke hårdere end i andre lande, og retslige principper blev fulgt, selv om de er kritiseret. Grundlaget for kritikken har blandt andet været tvivl, om ''[[Elverumsfullmakten]]'' var gyldig, påstanden om, at forordningerne, som retsopgøret byggede på, var tilbagevirkende (forbudt ifølge [[Norges grundlov]]), og spørgsmålet, om Norge kapitulerede eller ej den [[10. juni]] 1940. Det er også hævdet, at landsforræderne var syndebukke, mens personer i militæret, regeringen og andre etater, som havde svigtet, slap billigere.
Mange børn af tyske soldater og norske mødre ([[krigsbørn]]) oplevede forfølgelse og diskriminering. Til trods for at Norge er et af de lande, som slap billigst fra krigen, var det norske opgør med folk, som havde sympatiseret eller samarbejdet med [[aksemagterne]] langt mere omfattende end i de fleste vesteuropæiske lande. Forfølgelsen af kærester og børn af tyske soldater var angiveligt mindre i lande som Danmark.
Linje 307:
== Litteratur ==
* ''Nordmenn i fangenskap 1940-1945 : alfabetisk register'' / redigert av Kristian Ottosen
* Spenning, Knut Lindboe (red.). ''I tysk krigsfangenskap'' (Gyldendal 1950)
* Ottosen, Kristian. ''Natt og tåke : Historien om Natzweiler-fangerne'' (1989)
Linje 314:
* Ottosen, Kristian. ''Bak lås og slå : Historien om norske kvinder og mænd i Hitlers fængsler og tugthuse'' (1993)
* Ottosen, Kristian. ''I slik en natt : Historien om deportationen af jøder fra Norge'' (1994)
* Ottosen, Kristian. ''Ingen nåde : Historien om nordmænd i japansk fangeskab''
* ''Bøger om Norges frihedskrig 1940-45 : en bibliografi'' / redigeret af Hans Luihn (1995)
Linje 325:
{{lovende}}
{{autoritetsdata}}
[[Kategori:Norge under 2. verdenskrig| ]]
| |||