Mennesket har en stor [[hjerne]] – dog ikke den største blandt dyrene, f.eks. har både [[elefant]] og [[blåhval]] betydeligt større hjerner. Set i forhold til kroppens størrelse er menneskets hjerne blandt de største, men et mål for dyrs intelligens opnås bedre gennem den såkaldte [[encefaliseringskoefficient]]. [[Delfin]]er og [[dødningehovedabe]]r er eksempler på dyr med forholdsmæssigt store hjerner.<ref name=lcf/>
VorMenneskets store hjerne har sat osdem i stand til at forudsige vorederes handlingers konsekvenser, planlægge vorederes handlinger og manipulere vorederrs omgivelser i større grad end nogen anden dyreart. Mennesket er derfor i højere grad end andre dyrearter afhængig af kompleks tillært [[kultur]], som en måde at tilpasse voresderes levevis til voresderes miljø, til at organisere mangfoldige [[samfund]]sformer og udvikle et stort repertoire af [[teknologi]]er. Ifølge mange teorier er den udviklingsmæssige fordel som har gjort mest for at definere menneskeartens historie udviklingen af [[sprog]] – det komplekse symbolsystem hvormed vide kan kommunikere komplekse ideer til hinanden, og som sætter osdem i stand til at samarbejde, og til at konstruere symbolske kategorier som vide kan bruge til at interagere med verden. Lignende symbolsystemer kendes blandt andre dyrearter, men de er langt mindre komplekse. Fra vorderes store hjerne udspringer også voren [[bevidsthed]] om vorderes egen [[Liv|eksistens]] og vortderes forhold til resten af verden. Denne bevidsthed om vorderes egen eksistens som art gør at mennesket ofte har anset sig selv for stående uden for [[dyreriget]].
Et gen ([[MGC8902]]) er fundet i særlig mange kopier hos mennesket og forudsagt til at være involveret i konstruktionen af [[protein]]et [[DUF1220]]. DUF1220 er især udtrykt i hjernen.<ref>Magdalena C. Popesco og andre, "Human Lineage-Specific Amplification, Selection, and Neuronal Expression of DUF1220 Domains", ''[[Science]]'', 313(5791):1304-1307, 2006 September.</ref>
