Syddansk Universitetsbibliotek

Syddansk Universitetsbibliotek (forkortet: SDUB) er et offentligt tilgængeligt bibliotek på Syddansk Universitet, med afdelinger i seks byer, primært i den syddanske region: Esbjerg, Kolding, Odense, Slagelse, Sønderborg og tillige i København. De primære brugere er forskere og studerende ved Syddansk Universitet, men virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner som f.eks. gymnasier er også blandt brugerne.

Syddansk Universitetsbibliotek - Odense

Syddansk Universitetsbibliotek giver adgang til bøger, tidsskrifter, aviser, kort, noder, mikrofilm og en lang række elektroniske ressourcer. Biblioteket har en fysisk samling på over halvanden millioner bind og giver adgang til over 200.000 elektroniske tidsskrifter, over 1 million e-bøger og omkring 500 forskellige online databaser pr. august 2020. Samlingerne dækker primært de områder, der forskes og undervises i ved Syddansk Universitet, men stort set alle fag er repræsenteret i bibliotekets samlinger.

Syddansk Universitetsbibliotek indgår desuden i det landsdækkende samarbejde på biblioteksområdet og kan derfor skaffe bøger fra alle forsknings- og folkebiblioteker i Danmark. Biblioteket samarbejder også med en række udenlandske partnere om fremskaffelse af bøger og tidsskrifter – i trykt og digital form.

Syddansk Universitetsbibliotek har en række specialbiblioteker samt et samarbejde med Odense Universitetshospital (OUH). Således findes i Odense Matematisk Bibliotek, Videncentret Odense Universitetshospital samt Musikafdelingen ved Syddansk Musikkonservatorium. Sidstnævnte huser og forvalter desuden Jazzsamlingerne ved Syddansk Universitetsbibliotek, der er en af mange specialsamlinger.

Syddansk Universitetsbibliotek tilbyder en lang række services til sine brugere. SDUB driver en række forskerservices i forhold til bibliometri og forskningsregistrering og har kontaktbibliotekarer med ansvar for alle institutter og centre.

Derudover tilbydes bl.a. studiesider og Libguides, ligesom SDUB har en betydelig undervisningsvirksomhed, hvor brugerne rådgives om informationssøgning og studieadfærd i forskellige sammenhænge. Biblioteket har desuden etableret Læringszonen i samarbejde med en række andre SDU-enheder og fagmiljøer, der skal hjælpe studerende i forhold til generiske studiekompetencer.

Biblioteket indgår i en række eksterne samarbejder med f.eks. Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek (DEFF) og bl.a. forskerservices. Dette har også resulteret i en række online-værkstøjer om plagiering (Stopplagiat.nu), akademisk informationshåndtering (UB-testen) og informationskompetence (BINKO). Sidstnævnte værktøj er open source, og kan derfor frit benyttes af undervisningsinstitutioner, der kan målrette det til deres egne studerende.

Syddansk Universitetsbibliotek indgår også i en række digitale projekter i gymnasieskolen samt i projekter omkring e-læring/fjernundervisning, publiceringsstrategier, it-didaktik samt Lektiehjælp Online Gymnasier. SDUB samarbejder pt. med 15 gymnasier fra bibliotekets dækningsområde.

De senere år er flere af SDUB’s afdelinger blevet ombygget. Det gælder hovedbiblioteket på Campusvej og biblioteket i Kolding. Teknisk Bibliotek flytter i sommeren 2015 til Campusvej.

SDUB's historie Rediger

Syddansk Universitetsbibliotek (dengang Odense Universitetsbibliotek) blev grundlagt i 1965, et år før det daværende Odense Universitet.

Biblioteket er en fusion mellem forskningsbibliotekerne tilknyttet de fire institutioner, Odense Universitet, Handelshøjskole Syd, Ingeniørhøjskole Syd og Sydjysk Universitetscenter, der nu udgør Syddansk Universitet. Fusionen blev gennemført med virkning fra 1. januar 1999. I 2006 fusionerede SDU med Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum, hvorved Odense Tekniske Bibliotek blev en del af SDUB. Handelshøjskolecentret Slagelse og Statens Institut for Folkesundhed blev i 2007 også infusioneret i Syddansk Universitet med deres biblioteker.

Biblioteket siden 1. oktober 2013 været ledet af bibliotekschef Bertil F. Dorch og souschef Thomas Kaarsted. De tidligere ledere af biblioteket har været Torkil Olsen (1965-1982) og Aase Lindahl (1982-2013, konstitueret 1982-86).

Kilder Rediger

  • Nielsen, Torben (red.): Odenses bibliotekshistorie, Odense Universitetsforlag, 1990, ISBN 87-7492-772-8.

Eksterne henvisninger Rediger

Koordinater: 55°22′06″N 10°25′40″Ø / 55.3683931°N 10.4276852°Ø / 55.3683931; 10.4276852