Åbn hovedmenuen
Tuneskibet udstillet på Vikingeskibsmuseet i Oslo
Tuneskibet udstillet på Vikingeskibsmuseet i Oslo
Tuneskibet fotograferet 1958, Nasjonalbibliotekets fotosamling

Tuneskibet (også omtalt som Haugenskibet) er et vikingeskib af egetræ fra omkring år 900 e. Kr, der er blevet fundet i en gravhøj på 80 meter i diameter i 1867 ved gården Nedre Haugen, på øen Rolvsøy ved Frederiksstad i fylket Østfold i Norge. Vraget er i dag udstillet på VikingeskibsmuseetBygdøy i Oslo.[1][2][3]

Den bevarede del af tuneskibet er ikke komplet, men det kan have været op til 22 m langt. Det er 4,35 m bredt, og kan have haft 11 eller 12 par årer. Kølen er omkring 14 m lang. Det er klinkbygget af egeplanker. Det er en solid konstruktion med naturligt groede tværgående planker, tykke rafter og en solid ræling.[4]

Tuneskibet er mindre end både Gokstad- og Osebergskibet, men har en stærkere mast, som har kunne holde et stort sejl. Selve skrogets form har også været med til at forøge hastigheden, da formen er god i havets bølger. Skibet har dog ikke kunne laste tunge ting, men sandsynligvis varer med høj værdi og lav vægt, som f.eks. pels eller glas.

På Rolvsøy er der blevet fundet tre vikingeskibe; Rostadskibet (1751), Tuneskibet (1867), og Vallebåden (1894). Der er også blevet fundet en kammergrav, Haugen kammergrav i samme område.

Fundet af Tuneskibet, gjorde at arkæologerne for første gang kunne se et velbevaret skib fra vikingetiden, og i de følgende årtier førte flere udgravninger af gravhøje, til yderligere skibsfund. Vigtigst af disse var udgravningen af Gokstadskibet i 1880 og af Osebergskibet i 1904, begge i Vestfold.

FundetRediger

Tuneskibet blev fundet i en skibsbegravelses gravhøj (Båthaugen, fra det norrøne ord haugr der betyder dysse eller gravhøj). I begyndelsen af 1860-tallet begyndte broderen til grundejeren at køre jord ud af gravhøjen, som allerede var blevet skadet af skattejægerne. Dette gjorde at det gamle delvist nedbrudte treværk udtørrede, og at ilten kom ind i selve gravanlægget. Det kan være en af årsagerne til at skibet var dårlig bevaret. I sommeren 1867 var man kommet ned til skibsresterne, og agterskibet blev liggende åben. Fundet blev meldt til Fortidsminneforeningen og til Universitetet i Oslos oldtidssamling, og det blev udgravet af arkæologen Oluf Rygh i 1867. Udgravningen foregik i 14 dage og i oktober 1867 blev det udgravede skib sendt til Cristiania.

Skibet har stået inde i haugen med kølen i retning mod nord-syd. Midt i haugen var der et gravkammer bygget af stående egeplanker. Indvendig var skibet foret med mos og enebærkviste. Der er kun bevaret dele af gravgodset, men det findes dele af en sadel, og en del fuldstændig korroderede jerngenstande, blandt andet en brynje, et sværd, to spydspidser og et skjold. Man fandt også rester af udbrændte knogler af et menneske og af heste. Der blev også fundet glasperler og rester af tøj som kan tyde på at personen blev begravet påklædt. Til forskel fra Gokstadskibet og Osebergskibet var der også andet end selve skibet som blev fundet.

Efter at skibet var blevet frilagt, blev det i en træramme fragtet ned til indsøen Visterflo. Der blev den løftet over på en pram som blev slæbt til Fredrikstad og derefter ind til Christiania.

UdstillingRediger

De første 10-15 år blev skibet opbevaret i et skur i universitetshaven og var tilgængeligt for publikum. Senere blev det flyttet til et magasin bag universitetets hovedbygning og var ikke tilgængelig for publikum. Da Osebergskibet blev fundet blev der mindre interesse for Tuneskibet som udstillingsgenstand. I Oslo blev skibet lagt i et midlertidig skur i universitetets park. Efterhånden fik det sin egen bygning, tegnet af arkitekt Georg Andreas Bull, men bygningen måtte rives ned for opførelsen af universitetets aula, og skibet blev placeret udendørs bag Frederiks gate 3. Efter at Osebergskibet blev flyttet til Bygdøy i 1926 blev Tuneskibet flyttet ind i Osebergskuret. I 1932 var Vikingeskibsmuseets fløj i Oslo for Gokstadskibet og Tuneskibet færdig og skibet blev flyttet der til. Skibet står i sin egen fløj i Vikingeskibsmuseet.

RekonstruktionRediger

I modsætning til Oseberg- og Gokstad skibene er der ikke gjort nogen forsøg på at rekonstruere Tuneskibet og det er udstillet i omtrent den samme form det blev fundet. Stavnene og de øverste bordgange er rådnet bort. Jerndelene er stort set rustet bort og har kun efterladt spor af rust. Fundet er meget ufuldstændigt, og skibet har mistet sin oprindelige form på grund af jordtrykket. Der blev tegnet grove skitser under udgravningsarbejdet, men der blev ikke gjort en fuldstændig opmåling. Haakon Shetelig opmålte i 1917, men her er kun de bevarede delen optegnet. Ti år senere lavede Frederik Johannessen et forslag til rekonstruktion i plan og snit, som blev modificeret af Arne Emil Christensen jr. i 1980. Ifølge denne har Tuneskibet været langt, smalt og lavbordet, med ti bordgange i skroget.

I 1995 blev dele af skibet opmålt med laserteodolit, og man fik data til at gå videre med en fuld gennemgang af det. Dette blev genoptaget i 2000 med en fotogrammetrisk opmåling, som gav et dårlig resultat. Der blev også brugt laserskanning og fotoskanning, som var betydeligt mere vellykket, og dette blev fulgt op med en grundig gennemgang af de bevarede tre skibsdele. Der findes efterhånden tilstrækkelig information til at lave en rekonstruktion af skibet. Dette arbejde blev præsenteret i Knut Paasches afhandling fra 2010.[5]

Skibet sådan som det er bevaret har ti bordgange. De har antagelig været forsynet med årehuller, ikke gafler, og der har sandsynligvis været elleve eller tolv par årer. Den totale længde antages at have været 18,67 m (15 m er bevaret) eller op til 20 m, den maksimale bredde er ca. 4,4 m. Tidligere arkæologiske vurderinger af skibet har konkluderet med at det var fladbundet (1,2 m fra ræling til køl ifølge Sjøvold og mindre velegnet til sejlads på det åbne hav. Da har man imidlertid gået ud fra at skibet kun havde ti bordgange. Paasche mener som nævnt det har vært tolv, og da vil bribordet blive højt nok for sejdads på det åbne hav. Undervandskroget har været bredt forude, men smallere agterover. Paasche konkluderer med at Tuneskibet har været en god sejler, måske bedre end Gokstadskibet. Gokstadskibe var større end Osebergskipet, mens Tuneskibet var mindre enn Osebergskipet. Både Gokstadskibet og Tuneskibet var kraftigere bygget og beregnet på hårdere sejladss end Osebergskbpet. De tre skibe har ellers mange fællestræk i konstruktionen.

DateringRediger

Haakon Shetelig konkluderer at Tuneskibet og Gokstadskibet omtrent er lige gamle, fra 850-900, men da udelukkende på typologisk baggrund, og på genstandsdateringer. Der blev taget åreringsprøver af tømmeret i gravkammeret og af skibet. Træet i gravkammeret var fældet mellem 905 og 910, og dette giver dateringen af gravlægningen. Slitage på enkelte af delene antyder at skibet var i brug før det blev brugt som gravskib, måske allerede fra slutningen af 800-tallet.

NavnetRediger

Navnet «Tuneskibet» kommer af at fundstedet ligger på Haugen gård i Rolvsøy sogn som var en del af det daværende Tune Kommune. Fundet blev første gang publiceret af ingeniør B.C.Arntzen, som var den daglige leder af udgravningerne, i artiklen, Beskrivelse over den i Tune fundne Baad. Efter dette har fundet været associeret med Tune. Dermed har betegnelsen Tuneskibet været benyttet i 150 år indenfor vikingetids forskningen.

Lokale kræfter har i 2000-tallet foreslået at omdøbe skibet til Haugenskibet i tråd med traditionen med at navngive vigtige arkæologiske fund efter fundstedet.[6]Gården Haugen har fået sit navn efter gravhøjen med skibet.

Se ogsåRediger

ReferencerRediger

  1. ^ Av John Johansen (20. oktober 2011). på heter/vil-omdope-tuneskipet-til-haugenskipet/s/2-2.952-1.6560265 "Vil omdøpe Tuneskipet til "Haugenskipet"" Tjek |url= (hjælp). Fredrikstad Blad. Hentet August 15, 2016. 
  2. ^ "Tune". Kulturhistorisk museum (norsk). Universitetet i Oslo. 10. december 2012. 
  3. ^ Anne-Sofie Hjemdahl. "Vikingskipshuset på Bygdøy". Store norske leksikon. Hentet August 15, 2016. 
  4. ^ "The Tune finds". Museum of Cultural History. University of Oslo. 10. december 2012. 
  5. ^ Paasche (2010)
  6. ^ Vil omdøpe Tuneskipet til "Haugenskipet" Fredriksstad Blad, 19. oktober 2011

LitteraturRediger

  • Sverre Marstrander (1999) Tuneskipet (Sarpsborg: Borgarsyssel Museum) ISBN 8299266424

Eksterne henvisningerRediger