Venerød

landsby i Sydslesvig

Venerød[1][2][3] (på dansk også Vinderad[4][5][6] og Vinderød[7], på tysk Winderatt) er en landsby i det nordlige Tyskland, beliggende nord for Fladsby i Angel, Sydslesvig. Administrativt udgjorde Venerød tidligere en selvstændig kommune, men blev 1970 indlemmet i Sørup kommune. I den danske periode hørte landsbyen under Sørup Sogn (Ny Herred) i Flensborg Amt, Hertugdømmet Slesvig (Sønderjylland). Venerød blev første gang nævnt i 1418. I 1450 kom landsbyen i Slesvigbiskoppens eje. 1837 bestod byen af seks gårde, to kåd (husmandssteder) og en smedje. På angeldansk/sønderjysk udtales bynavnet Vinn'raj[8] og Vinjerat. Stednavnet er sammensat af personnavnet Vindi (sml. glda. windær for venderne) hhv. rød eller -rad (af glda. ruth) for rydning[9].

Få kilometer vest for landsbyen i nabokommunen Oksager ligger skovområder (Venerød Skov) og bebyggelsen Venerødled (på tysk Winderattheck). Nordvest for landsbyen ligger Venerød Sø og den tidligere fæstning Gravbod. I landsbyen findes et lille frugtmuseum med cirka 600 gamle æble- og andre frugtsorter på et cirka 4,1 hektar stort areal. [10].

  1. ^ Hector Boeck: Kort over Sydslesvig, 1953
  2. ^ Videnskabernes Selskab: Kaart over den sydlige del af Slesvig, 1864
  3. ^ Helge Noe-Nygaard: Sydslesvigske sagn, 1958, side 167
  4. ^ Jens Peter Trap: Statistisk-topographisk beskrivelse af hertugdømmet Slesvig, Kjøbenhavn 1864, side 493
  5. ^ Johannes Kok: Det danske folkesprog i Sønderjylland, 2. bind, København 1867, side 442
  6. ^ Sydslesvigsk årbog 2012
  7. ^ Kristian Hald: Sydslesvigs stednavne, bind 7, 2., København 1948, side 266
  8. ^ Mørk Hansen: Kirkelig Statistik over Slesvig Stift, 2. bind, 1864, side 277
  9. ^ Berthold Hamer: Topographie der Landschaft Angeln, 2. bind, Husum 1995, side 419
  10. ^ Æblegård i Venerød

54°44′11″N 9°37′59″Ø / 54.73639°N 9.63306°Ø / 54.73639; 9.63306