Wichita (indfødte amerikanere)
Wichita er den samlende betegnelse for en gruppe sydlige præriestammer i Caddo County, Oklahoma, der er føderalt anerkendt som Wichita and Affiliated Tribes. Wichita er også betegnelsen for netop den ene af disse samarbejdende stammer eller folkegrupper, der derfor for klarhedens skyld ofte omtales som ”de egentlige wichitaer” (Wichita proper).[1]
Wichitaerne bestod oprindeligt af 10-12 grupper[1] byfolk spredt på prærien vest for Missouri River og Mississippi River. De var fælles om at være caddoan-talere, skønt de hver især havde deres egen, men indbyrdes forståelige dialekt.[2]
Som følge af epidemier og kampe med både indianske og hvide fjender bestod wichitaerne af højst seks sprogligt og kulturelt nærtstående grupper sidst i 1700-tallet. Disse var iscani, taovaya, tawakoni, waco og de egentlige wichitaer. Nogle regner ikke wacoerne for en selvstændig gruppe, men for en undergruppe af tawakonierne.[3] Den sidste gruppe er kitsai, der tidligere havde udgjort en mere selvstændig bygruppe med en særegen caddoansk dialekt.[1] Wichitaernes egen betegnelse for deres sammenknyttede og etnisk blandede bysamfund er kirikir'i·s.[1] (Alle navne ses staves på flere forskellige måder).
Franskmændene kaldte wichitaerne for panis piques (prikkede pawnees), fordi de var tatoverede og var caddoan-talere ligesom pawnee indianerne.[4]
Historisk skitse
redigér
Fra omkring år 900 og frem til 1550 koncentrerede wichitaerne deres byer langs forskellige vandløb i både Kansas, Oklahoma og det nordvestlige Texas. Boligerne var rummelige huse med et solidt træfundament tækket med græs. I truede yderområder lader byerne til at have været beskyttet af forsvarsgrøfter og palisader, som f.eks. Deer Creek Site.[5] I visse byer fungerede en centralt placeret form for redoute som et tilflugtssted for indbyggerne.[6] Byer anlagt ved den samme flod lå ofte med kun få kilometers afstand for fælles beskyttelse og samarbejde.[6] Folkene dyrkede majs og andre afgrøder og drog på længere jagtekspeditioner efter bisoner sidst på sommeren.[7]
Wichitaerne drev handel med bl.a. visse puebloindianere i New Mexico, men stødte sammen med forskellige apacher.[5]
Senest i 1525 ødelagde de vestlige wichitaer flere pueblo byer i New Mexico; men Pecos øst for Santa Fe måtte de give op overfor.[1]
1541-1800
redigér
Begyndende med Coronado i 1541 og siden Oñate i 1601 indgik wichitaerne i flere og flere relationer, gode som uønskede, med spaniere, franskmænd, mexicanere, texanere og til sidst amerikanere.[5]
I 1719 fordelte iscanierne, tawakonierne og de egentlige wichitaer sig i byer ved Arkansas River i Kansas.[4] Taovayaerne holdt til i to byer ved Verdigris River.[4] Måske havde byerne så mange som 50.000 indbyggere tilsammen.[6] Franskmanden Bernard de La Harpe lærte, at wichitaerne nu havde heste.[8] På denne tid levede kitsaierne ved Red River på Texas-siden.[4]
Ramt af både mæslinger og en koppe-epidemi i 1751 svandt iscanierne og de egentlige wichiater ind til så små grupper, at de ofte fulgtes med de mere talstærke taovayaer.[4]
Tilsyneladende fordrevet fra Kansas af osage indianere midt i 1700-tallet etablerede flere wichitaer nye, fortlignende byer[4] ved Red River på Oklahoma-siden og endvidere ved f.eks. Brazos River i det centrale Texas.[9] En stor taovaya by ved Red River bestod af over 120 græstækkede hytter.[10]
Wichitaerne angreb med held både apacher og spanske beboelser fra deres nye territorium.[5] Samtidig gik de ind i et handels- og krigs-samarbejde med de østlige grupper af de mere og mere dominerende comancher.[5] Comancherne drog fordel af alliancen ved at besøge wichita byerne for bl.a. at bytte heste til europæisk fremstillede varer,[5] som wichitaerne tidligere havde erhvervet fra franske handelsfolk.[5]
Taovayaerne ved Red River sluttede fred med Spanien i 1787, hvorefter de støttede hinanden i fællesekspeditioner mod lipan apacher.[5]
1800-1900
redigérWichitaerne ved North Fork of Red River i Oklahoma fik besøg af amerikanske dragoner og Catlin i 1834.[11] I 1858 deltog flere wacoer i et amerikansk angreb på en comanche lejr stillet op ved en wachita by ved Rush Springs, Oklahoma,[12] ikke langt fra Washita Mountains. Comancherne fordrev indbyggerne både fra denne by og en anden wichita by inden året var omme.[4]
Angreb fra Texas Rangers og hvide nybyggere tvang til sidst alle wichitaer i Texas (nu en del af USA) tilbage til Oklahoma i 1859; tilmed wacoer og tawakonier, der ellers havde slået sig ned i et tildelt reservat ved Brazos River.[4] De cirka 1.100 hjemløse wichitaer etablerede nye byer i nærheden af militærstationen Fort Cobb i et udpeget område mellem Red River og Canadian River i Caddo County i det sydvestlige Oklahoma.[4] Området var ejet af de forflyttede choctaw og chickasaw stammer, men USA lejede det som et sted at samle wichitaerne.[12]
Den amerikanske borgerkrig startede i 1861, og sydstaterne tog snart kontrol over Fort Cobb tæt på wichita byerne. Fortet blev angrebet og ødelagt i oktober næste år af indianere, der støttede nordstaterne. Wichitaerne forlod den konfliktfyldte zone og søgte tilbage til floddalene i Kansas, som grupperne havde forladt 100 år tidligere.[4] Sygdom og amerikanske hestetyve tvang dem fra Verdigris River til sammenløbet af Walnut - og Arkansas River og derfra videre til udløbet af Little Arkansas River i løbet af to år.[4]
I oktober 1867 kunne de nu kun omkring 700 wichitaerne vende tilbage til Caddo County i Oklahoma.[4] Grænserne for et decideret wichita reservat blev fastlagt fem år senere. De sammensluttede byfolk delte reservatet med caddoer og delawares. Gennem alle de turbolente tider forsøgte wichitaerne af praktisere deres traditionelle liv med at dyrke jorden og tage vildt, hvor det fandtes.[4]
I 1901 pressede USA stammerne til at acceptere Dawes Act. Det betød, at familierne opgav reservatlivet og boede på individuelt ejede jordlodder som borgere i USA. Såkaldt overskudsjord, der var reservatets størrelse minus indianernes private jordlodder, blev købt af hvide nybyggere.[4]
Der var omkring 350 wichitaer tilbage på denne tid.[4]
Referencer
redigér- ^ a b c d e Baugh, Timothy G.: ”The Anthropologies of Trade and Exchange: An Essay on Kirikir'i·s and Southern Plains Political Economy.” Plains Anthropologist. Vol. 53, No. 208 (November 2008). Pp. 415-430.
- ^ Rood, David S: ”Some Wichita Recollections: Aspects of Culture Reflected in Language.” Plains Anthropologist. Vol. 53, No. 208 (November 2008). Memoir 40: Land of Our Ancestors: Studies in Protohistoric and Historic Wichita Cultures. Pp. 395-40.
- ^ Turner-Pearson, Katherine: ”The Stone Site: A Waco Indian Village Frozen in Time.” Plains Anthropologist. Vol. 53, No. 208 (November 2008). Pp. 565-593.
- ^ a b c d e f g h i j k l m n o Smith, F. Todd: “Wichita Locations and Population, 1719–1901.” Plains Anthropologist. Vol. 53, No. 208 (November 2008). Pp. 407-414.
- ^ a b c d e f g h Perkins, Stephen M, Richard R. Drass and Susan C. Vehik: ”Decolonizing the Borderland: Wichita Frontier Strategies.” Great Plains Quarterly. Vol. 36, No. 4 (Fall 2016). Pp. 259-279.
- ^ a b c Perkins, Stephen M. and Timothy B. Baugh: ”Protohistory and the Wichita.” Plains Anthropologist. Vol. 53, No. 208, (November 2008). Pp. 381-394.
- ^ Vehik, Susan C.: ”Wichita Ethnohistory.” Kansas Archaeology. University Press of Kansas, (2006). Pp. 206-218.
- ^ Wedel, Mildred Mott: “The Wichita Indians in the Arkansas River Basin.” Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 30. Plains Indian Studies. A Collection of Essays in Honor of John C. Ewers and Waldo R. Wedel. Editors: Douglas H. Ubelaker and Herman J. Viola. City of Washington, 1982.
- ^ Cook, Garrett and John Dunbar: “Mapping an Eighteenth-Century Wichita Village Site. Plains Anthropologist. Vol. 53, No. 208 (November 2008). Pp. 487-502.
- ^ Perkins, Stephen M., Susan C. Vehik and Richard R. Drass: “The Hide Trade and Wichita Social Organization: An Assessment of Ethnological Hypotheses Concerning Polygyny.” Plains Anthropologist. Vol. 53, No. 208 (November 2008). Pp. 431-443.
- ^ Ewers, John C.: George Catlin. Painter of Indians of the West. Reprinted from the Annual Report of the Smithsonian Institution for 1955.
- ^ a b Nye, W. S.: Carbine and Lance. The Story of Old Fort Sill. Norman and London, 1988.