Wikipedia:Dagens artikel/4. april 2005

Stratocaster er en elektrisk guitarmodel produceret af Fender Instrument Manufacturing Company, USA, fra de tidlige 1950'ere til i dag. Modellen bruges af mange ledende guitarister og har været med på mange historiske pladeindspilninger gennem tiderne.

Den første elektriske guitar som firmaet producerede, var Fender Esquire, som blev videreudviklet til Fender Telecaster. En anden model Fender solgte var Fender Broadcaster. Selv om disse guitarer slog godt an på markedet, insisterede mange af datidens guitarister på at bruge en Bigsby vibrato, en mekanik i stolen hvormed man varierer trækket i strengene for at give en vibrato/tremolo-effekt. I stedet for at tilføje en Bigsby eller noget lignende, bestemte Fender sig for at producere en helt ny linje af guitarer — Fender Stratocaster.