Wikipedia:Ugens artikel/Uge 11, 2019

Hundredårskrigen var en serie konflikter mellem 1337 og 1453 mellem huset Plantagenet, herskere over Kongeriget England, og huset Valois, herskere af Kongeriget Frankrig om arveretten til den franske trone. Hver side trak mange allierede med ind i krigen. Det er en af de største og vigtigste konflikter i middelalderens Europa, hvor fem generationer af konger fra to rivaliserende dynastier kæmpede om tronen til det største kongerige i Vesteuropa. Krigen markerede både højdepunktet af ridderlighed og nedgang og udviklede stærke nationale identiteter i begge lande.

Efter den Normanniske erobring af England var Englands konge vasal under den franske konge for rigets besiddelser i Frankrig. De franske konger bestræbte sig over århundrederne på at reducere disse besiddelser til kun området Gascogne var på engelske hænder. Truslen om at konfiskere det hertugdømme havde været en del af fransk politik for at måle den voksende engelske magt, særligt når englænderne var i krig med Kongeriget Skotland, der var allieret med Frankrig.

Via sin moder, Isabella af Frankrig, var Edvard 3. af England barnebarn af Philip 4. af Frankrig og nevø til Karl 4. af Frankrig, den sidste konge i den første linje af huset Capet. I 1316 blev den saliske lov vedtaget, så kvinder ikke kunne arve den franske trone. Da Karl 4. døde i 1328, kunne Isabella ikke kræve den franske trone selv og måtte derfor lade den gå videre til sin søn. Franskmændene afviste det og fastholdt, at hun ikke kunne overføre en ret, som hun ikke selv havde, til sin søn. Omkring 1328-1337 havde England accepteret Valois' arvefølge til den franske trone, men Philip 6.'s indblanding i Edvard 3.'s krig mod Skotland tillod, at Edvard 3. kunne genvinde kravet om den franske trone. Flere store engelske sejre i krigen - særligt ved Crécy, Poitiers og Agincourt - øgede udsigterne til en ultimativ engelsk triumf. Kongeriget Frankrigs store ressourcer udelukkede dog en total britisk erobring. De vigtige franske sejre ved Patay (1429), Formigny (1450) og Castillon (1453) afsluttede konflikten i fransk favør, og England mistede endegyldigt størstedelen af sine områder på kontinentet. (Læs mere..)