Wikipedia:Ugens artikel/Uge 2, 2020

Kongens Bryghus i 1888. Bryghuset var et af de første eksempler på, at Danmark var en del af den industrielle revolution.

Danmarks økonomiske historie er beretningen om økonomisk vækst – i de første mange århundreder langsom og præget af jævnlige tilbageslag, men i de sidste par hundrede år (fra omkring den industrielle revolution) kraftig og vedvarende. Undervejs har Danmark udviklet sig fra at være et landbrugssamfund, hvor langt det meste af befolkningen levede på subsistensniveau, til nutidens position som et af verdens rigeste lande med en kompleks og avanceret samfundsstruktur, hvor det meste af arbejdsstyrken er ansat i servicesektoren.

Danmark har længe været et af verdens rigeste lande. Ifølge den økonomiske historiker Angus Maddison var landet omkring 1600 verdens sjetterigeste land – nogenlunde som positionen i 2004, hvor det ifølge OECD havde den syvendehøjeste indkomst per capita. Den fordelagtige situation fra gammel tid kan tilskrives en række positive faktorer. (Læs mere..)