Wikipedia:Ugens artikel/Uge 22, 2011

Kort over den nordøstlige del af Asien. Denne kortlægning var et af de vigtigste resultater af den 2. Kamtjatka-ekspedition.

Den 2. Kamtjatka-ekspedition var en russisk forsknings- og opdagelsesrejse, som blev gennemført under ledelse af den danske marineofficer Vitus Bering mellem 1733 og 1743. Ekspeditionens deltagere udforskede Sibirien, kortlagde den russiske nordkyst og udforskede søvejene fra det østsibiriske Okhotsk til Nordamerika og Japan.

Blandt resultaterne af ekspeditionen, som blev gennemført under betragtelige strabadser, kan nævnes opdagelsen af Alaska, Aleuterne, Kommandørøerne og Beringøen, den præcise kortlægning af de nordlige og nordøstlige russiske kyster og Kurilerne, afkræftelsen af legenden om eksistensen af sagnomspundne lande i den nordlige del af Stillehavet og den etnografiske, historiske og naturvidenskabelige udforskning af Sibirien og Kamtjatka. Med det fejlslagne forsøg på at sejle rundt om den nordøstligste spids af Asien knustes det håb, som siden begyndelsen af det 16. århundrede havde levet om at udnytte Nordøstpassagen kommercielt.

Med over 3.000 direkte og indirekte deltagere var den 2. Kamtjatka-ekspedition en af de største ekspeditioner i historien. De samlede omkostninger, som blev betalt af den russiske stat, løb op i hele 1,5 mio. rubler, hvilket svarede til ca. en sjettedel af den russiske stats indkomst i 1724. (Læs mere..)